Vi blev regnet.

Jeg har tænkt, jeg kendte Jesus. Eller forstod ham. Næsten virkede som ham. Men det gør jeg slet ikke. Lige meget hvor meget og hvor længe, jeg læser om ham, er han stadig en gåde. Det var som om, han sagde det modsatte af, hvad hans omgivelser forventede af ham. Ja provokerende var han vel. Det var som om, han vovede skridtet længere end os andre. Gik, hvor ingen før havde gået, med en blanding af fred over sit ansigt, og uvejr indeni. Hvad ville han os? Han viste os nåde og krig. Uret og ret. Han viste os en stille kamp, som kun han kendte enden af. Nederlaget over for den største sejr. Vi næsten nogensinde har været vidne til. For vi var vel vidner? Det kunne vel have været os, der levede dernede dengang, op af denne hærfører eller fredsfyrste, som på én gang kom med lindring og uro. Jeg kendte ham ikke. Derfor læser jeg om ham for at komme til at kende ham bedre. Jeg var der ikke. Det var ikke mig, han helbredte, eller rullede en rød løber ud for, skænkede kærlighed eller fred. Det var dig. Sikken du fortjente en god behandling. Hvor nemt var det ikke at gøre godt for dig, som du trængte. Jeg sad ikke oppe i et træ. Jeg lå ikke på en båre, lammet. Og jeg gik ikke med en krukke for at hente vand. Jeg var hverken mand eller kvinde, barn eller tolder. Ikke noget som helst. Jeg var højst et blad. Og det har jeg altid ønsket mig at være. Jeg var det blad. Der faldt tæt op af dit træ. Jeg var højst frugterne af dit arbejde. Belønningen ved enden af en dag. En dag, man ikke kendte hverken skyldig eller uskyldig, brugt eller ødslet bort. Men Herre, jo ikke mere end det. Jeg var ikke vidne til mirakler, og jeg fulgte ikke i dit fodspor. Jeg gik hverken fra dig eller imod dig. Og jeg spiste ikke dit ”kød” eller drak dit ”blod”, for jeg var ikke gjort af kød eller blod. Jeg hentede derimod næring fra en træstamme, fra muldjorden underneden, fra undergrunden. Der kom ikke nogen due flyvende ned over mig, da jeg blev døbt. Og ingen så mine hvide klæder, da jeg var opstanden. For det var jo Dig. Jeg er blot et menneske, der lever omtrent 2000 år efter Dig. Og godt nok havde Grundtvig en teori om, at Jesus ville komme igen efter 2000 år, men alligevel. Jeg føler mig (kun) som et blad. Og læser om Jesus. Du lærer mig i en stille bøn at bede til dig. Jeg siger ikke, jeg får kraft fra en anden (end dig). Hvorfra skulle du ikke kende mig? Du kender Mig. Jeg falder tæt op af din stamme, når tiden er. Ligger på jorden herefter som en af dine frugter. Deri gjorde du mig både glad og ”nyttig”. Jeg ville gerne virke. Have en færd her på jorden, der gav afkom. Hvor muligt var. Læseren så dig dengang. Han sad i et træ, da Du gik forbi ham og bad ham kravle ned. Han så dig også, da han lammet lå på en båre. Og han så dig, da han/hun hentede vand ved en brønd. Men alle, der dengang ikke så dig, kan gøre ligesom jeg, læse om dig. ”Få styr” på dig gennem læsning. Vi er alle som én. Vi er alle som sådan én, som dig. Vi ligner alle dig, og det må vi gerne fortælle rundt omkring. Vi er ikke ringeagtet, fordi vi ligger som et (dit) blad på jorden, eller ejer en formue, vi ikke kan skille os af med. Vi blev regnet (med). Vi var en betydning, også for Dig. For du gik vejen for os, der ventede dig. Men også så mange skridt, på sten, i sand, for de mange, der ikke ventede dig. Du overraskede, hvor du gik frem. Du sagde ting, folk ikke lige regnede med at høre. Og hvad skulle de næsten til sidst ”regne med” fra dig? Så uforudsigelig, som du var. Vi går omkring, som om, du ikke er her. Men du er her. I den bøn, vi ikke får udtalt, i den undskyldning, vi aldrig får givet, og i det ønske, vi har for at være bedre mennesker. Og du er – her. For vover jeg at sige, at hvor der bliver talt om dig, er du selv tilstede? Vover jeg at sige, at i hvert hjerterum, hvor der levnes plads til dig, udfylder du den plads? Vover jeg at sige, vi hver en af os kan gå i dine fodspor – i morgen!?Du valgte en fantastisk vej. Ingen kunne have udtænkt sådan et drama, hverken til film eller teater. Og du gik endda ”lyslevende i blandt os”, og var autentisk, levende fuldt ud til stede. Noget, der virkelig er sket. Og nu er det os, der er autentiske, nogen der virkelig er skete. Nu er vi til stede i blandt os, som du var. Vort mørke kan intet hindre. Vi går med bøjede hoveder, for vi frygter, hvad der gemmer sig om det næste hjørne, vi næsten ”beder om Tab”, som jeg engang sang. Men du indgyder tillid. I min læsning af dine skrifter, åbner du mig op. Og i min sindssyge er det nogle gange dig, jeg ”er”. Du må flere gange sige til mig, jeg skal gå med det selv. Men jeg kommer til at skrive om det i mine blog – indlæg. Det er fordi, din historie fascinerer mig. Men endnu mere, fordi jeg ved, min og vores historie interesserer dig. Jeg kender dig som ham i bussen, der spørger, hvordan det går. Og som ham, der rejser sig fra sit sæde, for at overlade pladsen til en anden. Men jeg kender dig også som ham, der skubber til sine medmennesker, hvis du er din ret. Du kæmper nok for retfærdighed overalt, hvor du går. Men hvorfra skulle jeg vide, hvor du går? Og hvordan du dømmer retfærdige over for uretfærdige? Hvorfor er du ikke som katten på min seng, som jeg ved, hvor helst skal aes. Hvorfor kender jeg ikke din livret, så jeg ved, hvad jeg skal byde dig på, når du kommer forbi? Hvorfra skulle jeg vide, det var dig, der stod udenfor min dør? Men du er så jovial; du ville råbe: ”Hey, det er Jesus, der banker!”. Og jeg ville råbe: ”Jamen, du banker også så sikkert og markant, at jeg kan høre, det er dig.” ”Ingen andre ville banke som en melodi”, råber jeg videre. Han siger, da han kommer ind ad min dør: ”Her har katten det godt”. Og katten siger helt overraskende noget tilbage, men det lyder som et miaw, jeg før har hørt, og jeg forstår ikke dets betydning. Men det gør Du. Og indtil nu ved jeg stadig ikke, hvad katten sagde dig. Det går du og gemmer på. Og indtil videre gemmer jeg også på noget. Det er, hvad katten ikke sagde. 09-03-2012.

One response to this post.

  1. Posted by Lars Hougaard Clausen on marts 11, 2012 at 9:27 am

    Kommer til at tænke på titlen til en dylansang “Knockin’ on Heaven’s Door”. Hos dig er det omvendt Jesus, der banker på som en melodi.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: