Stjerneskud.

Jeg er mere i kontakt med nogen, når jeg har tændt til internettet. Jeg er ligesom mere forbundet med nogen, verden om man vil. Jeg kan nærmest føre min hånd, række ud efter et medmenneske, – og ramme det, her ved computeren. Pseudo – kontakt, ville nogen måske kalde det. Man kan endda skrive på Facebook og i løbet af få sekunder komme i forbindelse med et andet menneske. Var det alle de år værd, hvor man ikke kunne? Jeg savner måske et menneske, der står mig nært. Tænker derfor på dette menneske, – er derved i kontakt med det. – Eller? Skulle en tanke da ikke forbinde os, lige så meget som et kabel eller et internet? Jo, med én tanke, kan jeg nå dig. Til hver en tid. Nogle gange tager jeg mig i at tænke på de døde. Ikke sådan alle de døde på én gang, men en blandt de døde, som jeg måske engang har kendt. Så får jeg sådan en underlig fornemmelse af at blive luret eller set på af den døde. Det er faktisk ikke rart. Også selvom jeg agter dette menneske, eller denne afdøde sjæl, højt. Jeg bliver næsten helt blufærdig, fordi jeg tænker på en, der ikke længere er, og som jeg ikke længere kender (?). Hvad ville han have tænkt på mit liv, der bare fortsatte, hvor hans eget ophørte? Det kan vi ikke vide. Eller? Nogen fornemmer jo ting, som ikke er synlige for det blotte øje. Ja, alle får vi vel alverdens associationer, indfald, intuitive ideer og tanker. Som vi kan følge eller lade være. Som det, de er, indfald. Nogen af os drømmer om natten, hvad der rent faktisk i det virkelige liv kan komme til at ske. F.eks. fik jeg forleden ideen, at jeg kunne tage sol i et solcenter, fordi jeg altid har så hvide ben om sommeren (..). Så i dag var i et solcenter (selvfølgelig). Jeg har også haft tanken – og overbevisningen, at jeg i det vågne liv kunne tage en uddannelse mere. At jeg f.eks. ville kunne klare (eller håndtere – med baggrund i sindslidelse) at tage en læreruddannelse. Derfor – og kun derfor, på baggrund af den selvtillid, som jeg vågner med fra disse drømme, tager jeg i min egentlige, virkelige dag tiltag for at nå disse ideer, jeg får om natten. Det var også en sådan drøm, der i sin tid fik mig til at komponere melodier. Ret smart, eller effektivt, kunne man sige. Jeg skriver her om noget, man ikke kan tage at føle på. Man kan ikke række ud og mærke en drøm rent fysisk, som man kan række ud efter sin mus ved computeren. Det er gennemsigtige ting, der sker mig/os om natten. Nogle går i deres vågne tilstand rundt og får lignende hints og gode ideer. Det er vel at være vågen for den åndelige verden. På torsdag kan jeg gå i Teosofisk forening eller Levende Visdom, som det nu hedder, og være med i en skabende proces, deriblandt en meditation. – Men kan jeg? Hvorfra skulle jeg have lært at tage imod øjeblikkets åbenbaringer eller mirakler? Er jeg i stand til en sådan åbning? Selvom ingen har ”lært” mig det. Som barn sagde jeg til mine veninder, at jeg kunne ”se luften”. For jeg syntes, når jeg skærpede mit syn eller mit blik, at jeg kunne se energi vibrere i luften foran mig. Det kom jeg ikke rigtig videre med. Indtil jeg for omkring 12 år siden begyndte at se små lysglimt (a la stjerneskud) i luften, særligt når den åndelige verden ville støtte mig i noget, jeg i det øjeblik tænkte på. Efter dette glimt af lys i luften, kom(mer) der typisk et sort felt, i akkurat samme størrelse og format. Som for at sige mig, at de to størrelser ”følges ad”, eller udbedrer hinanden. Jeg ved, at omtalte jeg disse ting for en mand som ”Søren Hauge” fra Levende visdom, ville han kunne give mig en forklaring eller nogle ord med på vejen, som kunne støtte min egen forestilling. Hvor skal jeg (næsten) ellers vende mig hen, end til den åndelige verden? Mit liv tog i en periode den drejning, at jeg opsøgte diverse alternative behandlere. Det var i den tid, at jeg aflagde mit gamle – og noget deprimerende – livssyn, om at vi alle synder, er skyldige, og enten kommer i helvede eller Himmelen. Ved disse møder med håndlæsere, clairvoyanter, astrologer fik jeg pludselig øjnene op for, at der måske i højere grad er tale om, at vi er her på rejse, en rejse i lys faktisk. Nemlig at lyset sejrer, – hvad den vel også gør, hvis man tror på himmelen. Men dette lys reddede mig. Måske kunne man slet ikke tabe. Måske gik man aldrig galt, men var bare på vej, skridt for skridt, op ad bakke, og andre gange ned ad bakke. Måske var ikke eet skridt forgæves, ikke én tanke værdiløs. Det kunne alt sammen bruges (til noget). Vi var her ikke bare som eet menneske ud af millioner andre mennesker. Vi var her som dette menneske, med en ”underskrift forneden” (citat fra Lars’ salme ”Jeg er selv et billede”). Der var ikke nogen, der glemte os, bare fordi vi ikke gik ud af vores dør. Vi var kun én tanke fra Gud hele tiden. Og måske var Gud stolen vi sad i, eller tæppet, vi trak op over os. Måske var han en kop kaffe, eller et solstrejf. Måske var han ikke så langt væk. Jeg er her for at sige, at tankerne forbinder os øjeblikkeligt. Derfor er det også afgørende, at hvis man vil sit medmenneske det bedste, bør man støtte ham/hende, og ikke tænke overvejende negativt. Man bør opbygge hinanden. (jævnførende ”opbyggelige skrifter”, som disse blog – indlæg hører ind under) Jeg var her bestemt ikke for at bedrøve, eller trække ned. Hverken i stemningsleje eller humørmæssigt. Ej heller gøre mit medmenneske mindre værd, eller overhøre hans begejstring, eller overse hans iver. For også han er her på livets vej. Ikke mere end eet skridt fra mig. Jeg rækker måske ud efter ham, – og når ham. Ligesom med computeren, har jeg kontakt, rent fysisk. Jeg kan mærke ham. I bussen strejfer jeg den og den. Det gør mig ingenting, bare vi passer på hinanden, at vi ikke vælter oveni hinanden, og kommer sikkert frem til vores bestemmelsessted. På vores alles rejse sammen. At praktisere venlighed, er det ypperste mål, jeg ser for mig lige for tiden. Jeg kan godt være lidt arrogant og kølig i min statur eller fremståen, men siger jeg til hende i genbrugsbutikken, at ”her er så rart i Jeres butik”, så går man ikke fejl. Nærmere det modsatte. Man når i havn. Al den kærlighed, man går med, uudtalt, får pludselig ”ben at gå på”. Ude i verden har man nu signaleret, at man gerne vil den verden. Ja, mere end det, verden glæder én. Ikke blot mærker man velværen indvendigt, men man giver den udvendigt udtryk. Man vender sit inderste udad. Som også kunstnere gør. Som en blomst, der folder sig ud. For mig at se er vi blomster, der er ved at folde sig ud. Jeg kender ikke dig, min Læser, men jeg tænker tit på dig. Derfor holder jeg dig i mit hjerte. Mere fordi det gør mig godt. Hvis du ikke ønsker den plads for dig selv, kan du blive en sten i min sko. Hvis du slet ikke ønsker et møde eller en kontakt, kan du undgå at læse mit næste blog – indlæg. Dette har du nemlig nu læst (..). Jeg vil tænke på, hvordan dit blog – indlæg ville se ud. Og en dag vil du måske sige mig, om jeg som din læser er en sten i din sko, eller en spire til udfoldelse. Jeg ved godt, hvad jeg helst ville være (for dig), men mere bestemmer jeg ikke, end at sige dig Tak her og nu, fordi du gav mig plads til at skrive disse ord. Jeg kysser derfor min skærm. 27.03.2012.

5 responses to this post.

  1. Tak for endnu en opbyggelig tekst 🙂

    Der er rigtigt mange tankevækkende ting, der er værd lige at ”vende en omgang” 🙂

    Vores bestemmelse som mennesker: Den anden dag kom jeg til at tænke på, at vores personlighed på en eller anden måde er vores skæbne – eller bestemmelse. Alt efter hvilket ”stof” vi er gjort af som mennesker, så er det på sin vis vores bestemmelse, at vi skal ”gennemleve” en form for erkendelsesrejse i livet – for at finde vores ”form” som mennesker i relation til andre mennesker. Så spildt – kan man vel aldrig sige, at vores erkendelsesrejser er?

    Hvordan kan man vide, om man er ”åndeligt” disponeret?: Det har jeg nogen gange tænkt på, for hvornår er noget åndeligt, og hvornår er noget ”virkeligt”? Det åndelige kan jo også være ”virkeligt”. Det er kun i mødet med mennesker, der ikke ”ser” eller ”anerkender” det åndelige som en del af ”virkeligheden” – at det åndelige bliver noget ”uvirkeligt”, som så må defineres som hørende til en anden ”livsdimension”. Men hvem har så i øvrigt bestemt, hvad der skal kaldes og være en del af ”virkeligheden”? Jeg har på en eller anden måde altid haft sådan et lidt ”lav-praktisk” forhold til det andre kalder åndeligt. Jeg synes, det er lige så ”fysisk håndgribeligt” og ”letforståeligt” – som så mange andre ting i livet og verden. Men jeg har jo også måttet lære, at det, jeg synes, er ”basal logik for burhøns” – bare ikke nødvendigvis ”ser sådan ud” for alle andre. Men jeg har også lært, at ”lyset” er med mig i livet – når jeg vælger ”mit eget” sådan lidt mere ”skråsikre” ståsted: Og ser det åndelige, medmenneskelige og fysiske som en helhed, som det bare ikke kan lade sig gøre at adskille, uden at mørket på en eller anden måde begynder at kaste ”skygger” ind over livet. Og de ”skygger” som livet nogen kaster ind over mig, er jeg nødt til at ”justere” på plads i forhold til ”helheden”.

    På den måde, har det på sin vis været min bestemmelse, at være et ”balance” menneske – en der ”har behov for” at afbalancerer de forskellige ”livsdimensioner” – i relation til det, jeg møder i livet – for at bevare ”lyset” som min ”horisont” og ”synsfelt”…

    Bedste hilsner Ulla

  2. Posted by Anne Marie Eriksen on marts 28, 2012 at 8:45 pm

    Tak for dine betragtninger. De spænder vidt. Det “åndelige” er rigtigt nok for nogen håndgribeligt nok. Selvom energi på en måde er usynlig, er den det jo ikke alligevel. Jeg synes, det er værdifuldt at have hele spektret med, oppe som nede. Men tanken om, at der reelt set kun er lys bag ved alting, hjælper mig igennem svære dage. Nogen taler om “mere mellem himmel og jord”. Andre taler om bøn. At du er et “balance – menneske”, lyder sundt og godt. Jeg tror en kommentar som din skal hænge i luften til eftertanke. Og det er hvad vi er – til eftertanke. Og vi er et spejl for hinanden. Dermed giver det mening, at der er et “du” og et “jeg”. Som støtter i et “vi”.

  3. Ja – vi kan som mennesker være hinanden til stor inspiration og hjælp på livet vej – ved at låne hinanden et medmenneskeligt spejl – som vi kan ”se i”…

    Jeg har (kan jeg nu ”se”) – medfødt en så stor åndelig betoning, at jeg aldrig rigtigt selv har opfattet det som åndeligt…

    Grundlæggende er det jo nok en god idé, at give ”tingene” den nogenlunde samme placering i det universelle ”landskab” som omgivelserne – for at undgå for mange misforståelser…

    Ellers er jeg af den opfattelse, at vi alle, hver især, altid bør vælge den ”orientering” mod det åndelige – der giver oplevelsen af noget ”livgivende” – eller vi kan også kalde det ”healende” – i relation til de ”knubs”, som menneskelivet på forskellig vis kan give os…

    Tak for lån – af det medmenneskelige spejl 🙂

    Bedste hilsner Ulla

  4. Posted by Anne Marie Eriksen on marts 30, 2012 at 6:08 pm

    Jeg er – som dig – overbevist om, at vi “altid bør vælge den “orientering” mod det åndelige – der giver oplevelsen af noget “livgivende””. Vi har fortjent det bedste. Eller bør ville det bedste for os selv og vore omgivelser. Og rigtigt nok kan man ikke tale om det åndelige overalt. Det gør dog ingenting, når man bare bevarer det i sit hjerte. Som et rum, man kan udvide efterhånden. Jeg tænker, vi som mennesker bliver mere og mere “åbne”, eller tilgængelige, men jeg kan sagtens tage fejl. Det bunder nok i, at jeg er af den opfattelse, at vi alle med årene bliver bedre til at leve. Altså at vi opnår større og større bevidsthed, – som en udelukkende positiv ting. Altså er jeg faktisk optimist 🙂

  5. Optimisme er en god ”ting”. Det ”smitter” – og breder sig som ringe i vandet 🙂

    🙂 → 😀 → 😆

    😆 → ← 😆

    Og – vender tilbage 🙂

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: