ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg gik fra ferniseringen. Der var alt for megen erotik i lokalet. Da jeg kom udenfor lynede jeg min jakke, åndede ud, og gik. Det var ikke min violin (der var koncert ved ferniseringen), eller mig, der havde komponeret stykkerne, eller mig der havde malet billederne. I det hele taget var det vist mest dit projekt, min ven. Og heldigvis blev du der, fordi du er malerindens ven. Også min ven. Men hendes. Heldigvis var vi kun en, der gik. Dig og mig, Rie. Du er alligevel den bedste (i verden) til at gå. Fra steder, hvor du føler dig klemt. Men Jesus kunne ikke gå. Han måtte blive. Det havde været nemt at gå fra Jesus, inde til ferniseringen. Da ville jeg være gået ind i ”Løvens hule”, som vi kalder det herhjemme, og tænkt; her skal jeg ikke ligge. Og Jesus vil forstå, at jeg må gå. Og han ville tilgive mig alt, at jeg bare sådan forsvinder, uden at sige noget. Som på kunstakademiet, hvor jeg forlod undervisningen, uden at sige farvel eller ”vi ses” til nogen som helst. Jeg var nemlig i min ret. En anden dag (en helt anden dag) kan jeg beklage over for ”Lene” (som malerinden hedder), at jeg ”ikke kunne finde ud af at være der”. Men jeg gør endda ret i at tie stille. Hvem bestemmer, hvor jeg skal gå eller sidde? En skæbne er lagt ud. Jeg sad i netop den bus på vej hjem, for det var der, mine ben bar mig hen. Og så sølle var jeg, at jeg frøs, og ventede på en forsinket bus. Min bus. Jeg kunne også have grædt, eller lavet en scene foran galleriet, eller bedt min kæreste tage med mig hjem. Men det gjorde jeg ikke. Det var tørre tårer, for de var der såmænd. Det gik allerhøjest ud over hende ved stoppestedet, som også ventede forgæves. Så kunne hun se min jammer, og jeg kunne beklage hende min nød. Men det gjaldt ingenting, for jeg led ikke mere end hende. Der var Jesus også heldig, at andre omkring ham led samme død. Da var han dog ikke alene. I dag i kirken sang vi om at blive forladt. Det er vel, når nogen går fra én? Men jeg gik. Hellere gå som offer, den der taber, end trække en hel masse med i faldet. ”Jeg går bare selv”, er nærmest mit motto. Ingen skal røre mig eller hindre mig. Min sjæl er fri. Og vel blev jeg da såret. Og vel føler jeg mig udsat, og også en grad skyldig. Det er ikke ret pænt at gå fra et selskab, man er inviteret til. Uden at give nogen forklaring, tilmed. Jeg er da ligeglad, tænker jeg så. Det er, når min hårdhed og kynisme slår igennem. Men ingen længe ser jeg et barn på fortovet, eller jeg siger ”Tak for turen” til buschaufføren uden hun giver mig respons. Og da ved jeg, jeg igen er på kærlighedens vej. Hvad er så offeret? Offeret er den, der er i sin ret, men bliver gjort uret. Den, der er ren, og ikke kan rammes. Offer nr. 1 – Jesus, bliver gjort uren, og er igennem en masse smertelige ting, også rent fysisk. Men allerværst mister han sine nærmeste omkring sig. Ligesom de mister ham. De falder fra en efter en. Men i forvejen var han jo alene. Hele livet er han jo alene på færd. Derfor går han et sted hen og beder for sig selv. Ikke for andre, eller sammen i et fællesskab. Han går alene. For kun han selv og Faderen forstår dybden af hans smerte, som han ønsker forløsning for. Det er vel næsten som at føde et barn, det med at blive korsfæstet. Man giver sin krop hen til noget, af al sin kraft kæmper man med noget i sin krop. – Indtil det bliver forløst. Kroppen afgiver et barn, eller ved korsfæstelse opgiver det varmen i kroppen og dør. Man overgiver sig. Giver sig hen. Det gør så ondt, men ah nu er det ovre. Og se – et barn. Eller se – en opstandelse. Han er i sin ret til at dø. Bare for sig selv gennemleve sit liv, se enden på det, se kærligt på menneskerne omkring sig. Have overskud til at interessere sig for andres frelse. Jeg selv skar engang i mig selv. Jeg husker overhovedet ikke den fysiske smerte. Det handlede om noget andet. Bagefter gik jeg med ar efter ulykken. Ja, stadig gør jeg. Det værste (for Jesus) må have været at blive hånet, imens han skulle bære et tungt kors. Jeg smiler ikke over denne sætning, men tænker snarere, at han er menneskelig, der hvor han næsten ikke kan bære korset længere. Han er menneske af blod fra sine piskeslag, og tornekronen på hovedet. Og han er måske bange for døden, som de fleste vel egentlig er. Han siger det bare ikke. Kun til sig selv på Skærtorsdag, hvor han beder Gud om at ”lade denne kalk gå mig forbi”. Forgæves forsøger han at mildne det ulykkelige, der skal ske, men tappert går han sit endeligt i møde, da han ved, det er af det gode, eller tjener det højeste formål, og opfylder overleverede profetier. Men alle vi – herregud, her går vi 2000 år efter, og flager på halv i kirken. Hvem er vi her for? kunne man meget vel spørge hinanden om. Vi skal vel forstå, hvorfor Kristeligt Dagblad findes, og eftertanke.dk findes. Og hvorfor det teologiske fakultet findes. Men meget mere end det. Der gik en mand rundt hernede, altså. Han ser ikke meget anderledes ud end du og jeg. Og vi skal være en salme, der lindrer. Vi skal have ondt af det menneske, at det måtte igennem så meget. Han gjorde det også for sin egen skyld. For at vise sit ypperste, – også over for sig selv. Hvor bliver kærligheden størst? På en kongetrone, eller på et kors? Jeg hænger her på korset, og afventer det forventelige. Jeg vidste det også godt selv, at det måtte gå sådan. Med al den provokation, jeg viste verden. Jeg sagde den farvel på en radikal og voldsom måde. Fordi det er min metode.(Kunne han have sagt). For at give det ypperste billede på opofrelse. Hvis det er menneskets største gode, eller bedste egenskab, eller reneste handling. For at være et billede. Synliggøre, skabe sensation, røre. Vi husker ham ikke skrive nogle bøger, eller tage rundt og holde foredrag. Tænk; hans ord har haft sådan en slagkraft, at de endnu bliver husket. Det talte ord bevægede, hvor de nåede frem. Hans skikkelse bragte healing med sig. Hans trin var nogle gange sagte, andre gange grove. Vi taler i en terminologi. Men vi skal udenfor terminologien. Vi skal søge i alt det, han ikke sagde. Forestille os, hvad han i dag ville sige. Læse Skrifterne, men med forsigtighed. Vi skal frem til i dag. Han hænger på et kors nede i midtbyen. Jeg kan selv høre skarerne huje og skrige: ”Korsfæst ham”. Jeg ville ikke selv være dernede. Da ville jeg dømme ham, enten som forbryder eller det modsatte. Da skulle jeg dømme ham (og det vil jeg ikke). Jeg hører et skrig fra korset, helt herop hvor jeg bor. Det er fordi, hans smerte er så gennemborende, levende og virkelig. Han hænger virkeligt dernede, lige nu. Jeg gik fra ferniseringen. Jeg skal være glad for at jeg bare kan gå. Og i stedet for at høre to violiner, hørte jeg et skrig, jeg aldrig vil glemme. Derfor skulle jeg gå. For at blive klar over. Klar over vanviddet i det skete. Nogen står og råber ad ham! Helt ærligt. Kunne de ikke lige så stille have sagt: ”Vi synes, I skal korsfæste ham”. I stedet for at piske ham, kunne de måske have udgydt hans blod på en anden måde. Det er ikke et jamrende skrig, jeg hører fra midtbyen. Det er et skrig, der siger: ”Korsfæst mig, thi jeg har syndet”. Jeg har aldrig hørt netop det skrig før. Det er ikke hans, opdager jeg. Det er mit eget. Ved siden af hænger du, Læser. Og du siger netop til mig: Det er godt, at vi er sammen. Da er vi ikke alene. Og vi beder den samme bøn; denne dag skal I huske. Akkurat på samme tid, som en fra mængden siger: Vi vil huske denne dag. Da gik skriftstedet i opfyldelse; Hvorfor har du forladt mig?  06-04-2012.