ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg har mødt min familie. De så ud, som de plejede. Jeg har mødt dem. Omkring et bord, i blandt nogle ord. Vi har udvekslet. Det er, fordi vi har noget tilfælles. Om ikke andet en hel årrække sammen i det samme hus. Under det samme tag. Vi er under det samme tag. For Gud er vi lige. Ligesom naboen, når han sammenligner sig med nogen. Alle er vi kommet af et liv. Til verden ud igennem en sprække. For at fødes. Ikke af den samme mor. Men af en mor. Ikke af en far. Dog imens Gud så til. Fulgte hver ve. Fulgte os ind i verden. Som Han følger os ud af den igen en dag. Jeg har ikke tænkt mig at være sentimental. Men mange ting lykkedes i dag. Måske fordi jeg bad om støtte, inden familie mødet skulle finde sted. Hvorfra skulle jeg vide, hvorfra de gode ting kommer? Men jeg ved det godt. Ligesom dagens konfirmander i kirken i dag burde vide det. Men burde.. Var jeg selv overhovedet voksen nok dengang (jeg selv blev konfirmeret) til at kende mit ophav? Nej, faktisk ikke. Jeg sad og istemte det, de andre gjorde. Det var min måde at være med på. Jeg sad på en plads, som de andre. Havde vel kun bestemt min egen frisure. Ikke om Gud ville frelse mig eller velsignelse mig, eller om han ikke ville. Vi tror, vi har magt. At har vi bestemt vores egen frisure, har vi en stemme. Vi danner verden omkring os. Selvom vi blev båret til verden af en anden. Hvornår fik vi vores egen stemme? Hvor meget kan vi bruge den? Hvis Gud ikke velsignede mit møde med min familie i dag, hvem gjorde da? Hvis ikke det var Hans hånd, der var ”inde over”, ved jeg ikke, hvis det var. Det bekymrer mig. At jeg fik i overflod. Hvornår skal jeg siden bøde for denne foræring? Hvornår ragede jeg bare til mig, uden at takke eller sætte pris på. Hvornår tog jeg lykken for givet, hvor den blev mig givet? Simpelthen blev ført af en anden hånd! Et helt andet menneske har bestemt, at jeg skulle være her. Jeg havde intet at skulle sige. Opstod på en foranledning. Fordi nogen ville det. Tak for livet. Ikke nok med at man blev født, men nogen fulgte også en videre på vej. Er det givet? Påkrævet ja, men givet? Hvorfor ikke bare lade et barn ligge, når det græder. Det holder vel op på et tidspunkt. Nej, man handler på barnets behov. Det trænger, og man giver det det, det trænger efter. Det mangler, og får. Så utroligt smukt. En udveksling, til det fælles bedste. Medmindre barnet kræver helt utrolig meget, som man næsten ikke har kræfter til at give det. Og det dermed bliver en belastning, snarere end en tilførsel. Hvem smilede ikke igen, hvis barnet smiler til en? Hvem kan undgå at forme sine læber, trække rynkerne i et smil, da? Hvorfra kommer smilet, hvis ikke fra et barn. Jeg har undgået børn. Jeg troede ikke, de kunne lide mig. Jeg troede, jeg var dårlig til børn. Sagen er bare den, at jeg aldrig har fået prøvet det af. Jeg er aldrig blevet prøvet i børn. Ingen har spurgt mig, og ingen har bedømt mig. Kun jeg selv har tænkt mig for ringe til en sådan position. Ting vælter ned fra himlen. Nogen kalder det ”gaver”. Berigelse. Livsbekræftende, meningsdannende. Udenfor er de røde mursten på nabobygningerne utroligt smukke op af den dybt, mørkeblå himmel, her til aften. Ikke i går, men i dag. Det er min mening med i aften; at se netop det. Jeg drejer mig på stolen, strækker mig for at nå. Jeg skal nå at se lyset i skumringstimen. Jeg er utrolig dårlig til at skrive. Men jeg prøver at finde mening i det alligevel. Det rækker måske, på niveau med andet på bloggen. Hvem dømmer, om det skrevne rækker? En anden ville have omtalt emnerne anderledes. Det at fødes, få børn, se aftenhimlen. Jeg er kun udstyret med disse ord. Ikke naboens ord, eller dine (læser). Dette var mit bidrag. Ligesom jeg køber noget i supermarkedet i morgen, og på den måde udveksler, sender jeg nu disse ord ud i verden til udveksling. Sætter ord i spil. Rykker min brik på brættet, tager mit træk. Fra min position. Gør i alt kun netop det, jeg i den givne situation kan gøre. Som at elske min familie i dag. Som det naturligste i verden. Som det nemmeste træk på skak brættet, hvis et sådant findes. Jeg kunne have sagt ”bussemand” og endda sige det med kærlighed. Intet gik jeg galt med til det selskab. Jeg forsvinder lidt fra aftenhimlen. Jo mere jeg skriver om kærlighed, des mindre bliver den. Sådan bør den slet ikke omtales. Måske bør man aldrig udtale den. Ordet ”elske” kunne måske helt udelades. Hvad om jeg gav dig et stykke brød i stedet. Eller et stykke klæde, eller en 200 kroner seddel (som mor faktisk gav mig i dag). Hvad om jeg viste dit værd på en anden måde. En let berøring. Et spørgsmål med interesse. En bid mad. Hvad om vi skulle omformulere kærlighedsbuddet. I en helt anden retning. Hvis en svinsk tanke var en velsignelse. Og et skub i bussen var et gode. Kære Talibanere eller andre krigere (som jeg ikke har nok forstand på). Kæmper vi om Jesus eller den rigtige Gud, eller rettigheder på jorden. Eller kæmper vi for at have kærligheden hos os. Ønsker vi ikke bare, at det var os, der havde kærligheden. (Selvom vi har mærkelige måder at vise det på). Ligesom man ønsker at kunne svare rigtigt på et givent spørgsmål, fordi man ellers føler sig til grin, føler sig ringe eller uintelligent. Lige så vel ønsker vi at elske andre på den mest rigtige måde. Bede en bøn på den mest rigtige måde. Måske besøge kirken for på den rent fysiske måde at nærme sig Gud. Men er han (overhovedet) der? Skulle vi ikke hellere søge på kirke – gården, eller på en sten, der står hugget ud. På de ord, der står skrevet på stenen, eller på den blomst, der er plantet tæt op af stenen. Skulle vi ikke lede i – vores køleskab, efter den rette føde. En måde at tilfredsstille behov og ønsker for sundhed og et godt liv. Eller i vort klædeskab for at vise verden det bedste af os. Ingen har kigget på et nodepapir. Hvad med alle de noder, der ikke blev skrevet. Som folk går og holder inde. Hvad med det, familien i dag ikke sagde. Kunne den ømmeste erklæring ikke være i tavsheden, måske? Jeg kiggede væk, da vi skiltes. Der var noget blufærdigt over at skulle tage afsked, synes vi måske alle. Det var det eneste tidspunkt, hvor det blev lidt krampagtigt eller akavet. Og deri er blot vores svaghed. Alt det, vi ville sige hinanden i den afsked, kom til udtryk i kejtethed. Gudskelov at vi kan være kejtede sammen. Stå lige over for hinanden på den måde. Tænke det som en åre, der er gået videre fra generation til generation, nærmest gennem kødet eller blodet, fra forælder til barn. Som om man næsten har arvet viljen til at ville det gode for hinanden, men ikke helt redskaberne til at praktisere det ud i livet. Derfor satte jeg mig hos min far. Og alt, jeg før har kritiseret ham for, lå som en påmindelse indvendigt. At i dag måtte jeg ikke gå fejl. Jeg har ham ikke altid. Kødet blev os til deling. Vi har endda samme blodtype. Jeg kan ikke her ved dagens slutning beklage mig over uoverensstemmelser eller ting, der går mig på. Hellere vil jeg takke. Verden for at være, som den er. Jeg, for at være i den, som jeg er. Gud, for at være bag den, som Han er. Men helst takker jeg blomsten ved graven. Det er, fordi nogen har villet, den skulle gro der. Netop der. Der, hvor ingen forventer liv. Pryd du din sten, min Skat. Stenen forgår, men ikke du. Trolig ranker du dig op, og kommer igen år efter år. Nogen har spurgt mig, hvorfor. Men jeg siger bare til dem, de ikke skal spørge. Hvem spørger Jesus, hvorfor. Og svarer han ikke altid som en blomst. Som tegn på liv og frugtbarhed. En vilje til at overvintre, komme igen. Spørg hellere blomsten. Den vil sikkert remse en helt masse op. Men det er, fordi den sår sig selv. 04-05-2012.