Min ven, bananen.

 

Det kom helt an på. Det kom an på det største og det mindste. Det rigtige i små ting, og store ting. Var vi ikke helst foruden det grå mellemlag? Ledte vi ikke, når alt kom til alt, efter ting i hverdagen, der ville slå benene væk under os. Røre os. Bevæge os fra et sted til et andet. Ville vi ikke gerne højderne, selvom der måske er dybt at falde? Jeg ved godt, hvor jeg helst ville falde. F.eks. herude på græsset i kolonihaven, hvor Lars lige nu slår græs. Så ku jeg lande blødt der. Og han kunne samle mig op, og skænke mig den kop kaffe, som man byder uventede gæster. Og jeg kunne være uventet. Bare dumpet ned fra himmelen på dette sted. Men på den anden side kan det jo være, at han har ventet mig. Eller bare håbet på at møde mig. Hvorfor løbe 10 kilometer, når man kan løbe 5? Åndssvagt spørgsmål. Hvis 5 (kilometer) er godt nok, hvorfor så forvente mere. Hvorfor vil mere mere? Havde vi ikke nok. Nogen beder om at få et arbejde, eller nogle penge. Andre (eller de samme) beder om at få et barn, blive gift, møde en at byde på kaffe. Nogen fik bare helt uden at bede om noget. Og nogen af dem takkede aldrig for de gaver. Og afsenderen – hvis det er Gud – vidste det godt på forhånd. At ingen ville takke. Men det skulle da ikke afholde ham. Der er nogen, der giver tonsvis væk, uden at få noget igen. Det hedder betingelsesløs kærlighed. Eller man har en givende personlighed. Måske en, der sætter sig selv bagerst, eller vil fremme de andres ve og vel, før han tænker på sig selv. Det nemmeste i verden; give den, der mangler, hvor vi andre kan undvære. Fortryllende. Jeg drikker min kop kaffe selv. For Lars ville slå græs. Jeg lander ikke ude på græsset som en uventet gæst. Han har allerede budt mig indenfor i sit hus. Måske hører jeg endda hjemme her. For hvor ellers? Tak for forummet, der gør det muligt for mig at skrive det her. Hvordan takke et internet. Eller et tastatur. Jeg kan kysse tastaturet. Men ville det blive glad (af den grund)? Den, der giver, skal man takke. Hvis man ikke giver, men ville ønske, at man gjorde, så starter man bare derfra. Med dag 1. Du gav mig oh Herre, en lod af din jord. For at jeg kunne så? Eller gro. Eller passe på grunden. Muldjord. Det emmer af liv, det ord. Skulle Gud da selv eje jord, som han giver os en lod af? Hvorhenne da? Men jo, selvfølgelig, vær ikke så dum. Men jeg vil hellere være dum. Har Gud ”jord”, eller har han ikke? Var han kornet før spiren. Mulden før regnen. Grenen før skuddet. Var han belæst. Uintelligent. Er han vittig? Jeg skal løbe de 10 kilometer. Men det er med oppakning, for jeg skal ikke slippe så let. Jeg vil gerne gå igennem noget, før jeg sejrer. Man tror, man vinder. Man stiller sgu op for at vinde! Hvem gjorde det lettere? Jo, vinden har noget at sige, samt niveauet hos de andre deltagende. Hvad jeg fik at spise en time inden løbeturen. Jeg skal givetvis ingenting i denne verden. Om noget gør ondt, går det jo over. Trøst kan man altid få. Fra uventet side. Fra en kop kaffe. En græsslåmaskine. En rolig nat forude. Men du har ret, jeg skal alligevel noget i denne verden. – Vil jeg da tro. Og tro bygger på forhåbning, man venter sig noget. Noget, man håber er godt. Man venter på det gode. Glæder sig over noget, der skal ske. Smiler over noget, der er veloverstået. Ovre med en smiley til slut. Man håber, at man er velkommen, der som man daler ned fra Himmelen og lander på et tilfældig græsplæne i et kolonihavekvarter. Faktisk håber man, man ikke ”tilfældigvis” er landet netop der. Faktisk håber man, der er en plads til én heromkring. At man kan bruges til noget, indgå i et fællesskab, være med til at bygge noget op, få noget til at gro. Man håber, man bringer fred. Det er, fordi man selv har oplevet ufred, og ikke ønsker for nogen at opleve det samme. Jeg kommer med en unik sammensætning. Kan din græsplæne godkende mig? Vil den mig. Ligner den mig lidt? Har den ventet mig der? Jeg ville ønske, jeg kunne spørge græsplænen selv. Men da jeg ikke kan det, må jeg have tillid til at min kæreste synes, det er fedt, at jeg er her, sammen med ham. Tillid. Det største i dag er, at jeg kan kende min skrift. Det er mine ord, jeg skriver, ikke en andens. Heldigvis er jeg original. Ingen læner sig ind over mig her ved computeren og dikterer, hvad jeg skal skrive. Ingen godkender det heller, før jeg sender ordene videre ud i verden. Et klik, og de lander hos en anden. Du, kære banan, som ligger der. Skal jeg vide, hvor du kommer fra? Hvorfor insisterer du hver morgen på at fortælle mig din oprindelse. Nu er du jo her. Jeg kender det godt, det med at dvæle ved fortiden. Derfor skælder jeg bananen ud, for han skal ikke gøre som jeg har gjort. Selvom han (bananen) måske slog sig undervejs hertil, ligger han jo her nu. Jeg kan ikke se på ham, at han er slået. Men han bliver ved at dvæle ved disse smerter, der jo for længst er ovre. Ved I, hvorfor? Skulle en fyring ikke afstedkomme en ny ansættelse? Hvis jeg hælder vin på gulvet i går (som jeg gjorde), tørrer jeg det da ikke bare op? Kan jeg måske i årevis fortryde at have væltet et vinglas? Du siger, jeg dvæler. Jeg kan ikke andet (kunne bananen sige). Og jeg kan godt se på bananen, at den faktisk ikke kan andet, jeg får næsten ikke taletid, så meget han har at berette om, som han har gjort galt, og siden resten af livet skal bøde for. Hvem taler om bøde, spørger jeg ham. ”Det gør jeg kun selv, men jeg er også alt, jeg har”. Du hører altså kun dig selv? Ja, for du plejer jo at tysse mig bort. Skræmmende faktisk at tænke på, at det er det, jeg gør (ved bananen). Jeg skal prøve igen. Mit forhold til bananerne er essentielt. De er så meget mig, på lige fod med musik af Bach, og filmen ”Tro, Håb og Kærlighed”. Ja, bananerne har dannet mig. Ved at behandle bananen dårligt, behandler jeg også mig selv dårligt. Kejtet, en mærkelig måde at komme omkring det på, at her er helt mørkt i stuen. Så optaget har jeg været af at skrive disse mærkeligheder, at jeg har glemt mine omgivelser. Jeg har skattet disse ord så højt, at jeg undervejs gennem skrivningen har gemt og gemt. Er det da mig, der går tabt, hvis teksten gik bort? Var jeg i disse ord. Var de mig. Hvorfra skal jeg ellers selv kende mig, end som hende, der skriver? Gør det noget, at jeg i kraft af Jer (som læsere) overhovedet eksisterer? Gør det noget, at jeg holder mit liv op mod Jer. At I bærer mig ved at findes. Gør det noget, jeg lægger mit liv helt og aldeles i Jeres hænder. Op til Jer at forvalte. Tænk, bananen har vendt sig i skålen. Den har aldrig gjort det før. Jeres tilstedeværelse gør noget ved den. Den tænker: Hun skrev om mig. Hun glemte mig ikke bare. Jeg var en del af hendes Skrift. Jeg er blevet udgivet. Jeg spørger den, om den vil trykke på den sidste knap, før blog – indlægget (dette) bliver offentliggjort. Den trykkede langt for tidligt, og jeg havde nær mistet det hele. Det er et tegn på livs iver. Det elsker jeg bananen for. Iver efter at leve. Fra denne sætning til den næste. Hele vejen ned over siden. Kan det hænde, at jeg kan undgå at spise ham i morgen tidlig? Men det kan hænde, at jeg spiser ham med glæde. Og da har Han tjent sit formål. Igen i morgen putter jeg banan på mit brød. Men hvilket brød. 12-05-2012.

4 responses to this post.

  1. Ja – sådan kan det også siges 🙂

    Der er nogen ting, der ikke kan siges for tit, og hvor ordene og ”billederne” aldrig vil kunne blive for mange – eller for forskellige…

    Venlig hilsen Ulla

  2. Posted by Anne Marie Eriksen on maj 13, 2012 at 6:13 pm

    Tak. Jeg synes også, mangfoldighed trives. Hvadenten jeg giver det form, eller en anden gør. Jeg prøver at give noget et udtryk, men ved aldrig på forhånd, hvad. Du kender sikkert selv det at blive revet med under skrivning. Dermed udgår noget fra min (egen) hånd, mens jeg får resten foræret. Måske handler formidling om at springe på og følge noget vanvittigt, for at se, om det dog ikke til sidst giver mening 🙂

  3. Det tror jeg, du har ret i…

    Man skal ikke være så bange for at prøve ideerne af. Nogen ting finder først sin mening, ved at blive prøvet af.

    Der er det vidunderlige ved formidling – at det også kan være en meget kreativ proces – hvor man undervejs kan få en helt masse forærende. Sådan har jeg det mange gange. Nogle gange kan jeg blive utrolig overrasket over, hvor mange ideer der dukkede op 🙂

    Venlig hilsen Ulla

  4. Posted by Lars Hougaard Clausen on maj 14, 2012 at 12:00 pm

    På Bashos palme
    har du sat en banan.
    Et blad på en nælde.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: