Kald det, hvad du vil.

 

Hvad hvis man er fyldt af kærlighed. Så det næsten syder og bobler. Bare sådan over små ting. En cykeltur f.eks. Hvad hvis hele livet giver mening pga. den cykeltur. Og man havde ventet på den i årevis. Hvad giver så mening i morgen, efter i dag? Åkander flyder på vandet. Ja, noget skulle jeg skrive, ved at kigge ud på vores grønne have i kolonihaven. Her er overflod af frodighed. Også i mit hjerte, er jeg næsten klemt ved ikke at sige noget til nogen. Jeg kender dagen. Jeg har lært min cykel at cykle. Og min pengepung giver afkast. Men allervigtigst; når man tænker kærligt – og jeg ved ikke, hvor det kommer fra -, så forsvinder man med et blad i vinden. Bare på de kolde dage er det dejligt at tænke på, man er let og luftig. Og aner nye højder og breddegrader. Intet kan siges for tit. Breddegrader, f.eks. Det ord har jeg sagt alt for lidt. Men når nu bladet ved mere om færd over jord, skulle man næsten spørge den til råds, og ikke mig. Jeg har intet råd. Dage er, hvor jeg tror, jeg sidder inde med den store mesterlærdom. Men så ser jeg nogen i fjernsynet sige, hvad jeg i det skjulte har tænkt, og jeg står – atter engang – ikke alene. Og slet ikke om at elske. Og hvor er det også nemt at skrive ordet ”elske”, eller sige det. Skulle vejen til kærlighed da betyde fem bogstaver? Næh, jeg spurgte faktisk bladet, der svæver i det fri. Han mente, Himmerige var nær. Men bagefter tænker jeg; hvor kan han (næsten) vide det fra? Jeg spørger ham igen; ”Er himmerige nær?”. Hvad skal han svare, tænker jeg. Svarer han ja, tror jeg ham måske ikke. Svarer han nej, bliver jeg bare så skuffet. Jeg vil ønske, han aldrig svarer. Og det lader til, han ved det. Svaret må han holde inde med, og dele med dem, der kan tåle at høre det. Jeg er for betændt. Har alt for mange lig i lasten. Og jeg vil heller ikke kunne holde det som en hemmelighed, hvis Himmerige virkelig er nær. Men hvad vil det egentlig sige, at ”det er nær?”. Kan man næsten række ud og gribe det i luften, da? Jeg skal ikke kunne sige det. Jeg stiller kun alle spørgsmålene. Endda om Jesu ligklæder i morges ved morgenbordet. Jeg vidste ikke, hvad ”Torrino – klædet” er. Og der er det med noget, man ikke ved, at man kan ikke bare ønske, at man vidste det, eller tro, at man ved det for at spille intelligent. Nej – det, jeg ikke ved, ved jeg simpelthen ikke, og deri er man ikke skyldig. Og man er ikke latterlig, fordi man spørger igen. Men se nu bare, nu svarer bladet mig, fra sin færd hen .over græsplænen i det fri: ”Jeg er helt fri”, siger han. Jeg kan godt se, han svæver helt let, ubesværet, lige derhen han gerne vil. Jeg spørger ham ikke dumt, om ikke vinden dirigerer hans retning, det ville være ondskabsfuldt. Nej, jeg tror, hans lethed skyldes ene og alene hans egen vilje til fremdrift. Endda retningen bestemmer han selv. Nu ved jeg det også. Jeg kan simpelthen se, at vinden lader ham være, så det er op til bladet selv at råde over naturens kræfter. Bladet tager kræfterne på sig. Og bevæges af dem. Det kan vi alle gøre. Vi skal ikke tro, andre skal bestemme vores færd og livsbane. En aftale hos en anden, forudsætter at jeg kommer frem. Hvem ved, om noget forhindrer mig undervejs? Kan der være en bule på cykelstien. En tung taske på cyklen, der fordeler vægten ulige. Kan der endda være tro på, at noget ulykkeligt vil ske, så det faktisk sker? Kan man tildrage sig, hvad man frygter allermest? Og hvad er så det værste? Ved at leve. Jeg vil mene, som sikkert den eneste, at det er frygten for det gode. At man ikke tør anerkende det gode, lade det tage ordentlig plads, men i stedet fejer det bort, affærdiger det gode, fordi man ikke har tillid til det. Stakkel, det menneske, for det får meget foræret, men opdagede det ikke. Et andet menneske opdager klart nok de gode ting, der hænder for det, f.eks. at en bil kører udenom i hensyn. Men han skønner bare ikke på det. Dem, som ikke ser det gode nogle steder, er måske indlagt med en depression. Eller også er han bare vant til ikke at forlange noget, så han venter ”bare” ved dagens slutning på, hvad der falder af til ham. Det gør næsten ondt at se på et menneske, der intet kræver af livet. Men det bør bestemt ikke gøre ondt på ham, og hvis han er let af natur, driver med strømmen, ser hvad der sker med den blotte nysgerrighed, kunne det da tænkes at være en smertefri vej at gå. Er smerte af det gode, eller af det onde? Men herre, i dag spiste jeg to chokoladekiks, og de ligger simpelthen så godt i min mave. Intet – ikke en krumme – af de kiks er gået galt, hvor de nu ligger. Ligefrem føler jeg kiksene som en form for renselse. Kan jeg da blive ren af at synde?? Chokoladekiks skulle være en fornøjelse, og kun hvis man tæller kalorier og føler sig uren efter et måltid, vil chokoladekiks være en belastning. For os andre, – jeg, der ellers har talt kalorier i årevis – er det nu en nydelse. Kun det. En tilføjelse. Supplement. Prikken over i’et. Vi har talt i årevis om synd. Et blog – indlæg kunne endda være en synd. Noget, man skal tage afstand fra. Noget, der aldrig skulle være skrevet, eller set, eller skulle have haft plads. Man kan foragte ting. Også for sent, som hvis man ser et nyhedsklip, man bagefter fortryder at have været vidne til. Kunne man anklage en tv – station for at synde? Jeg skal ikke gøre mig klog på den enkeltes regnskab. Når mit (eget) liv rinder ud, vil noget gå passé, det gør mig ikke særlig. Nogen kan måske smide en chokoladekiks ned på min grav. Men det er jo det rene pjat. Hvis alvorens time virkelig kommer. Hvis det, livet mest er, er alvor, så har jeg et problem. Jeg ler tit alvorlige ting væk. Det sagde en sygeplejerske også til mig: ”Når du er nervøs og omtaler noget alvorligt, begynder du at le”. Hvad siger det om mig, eller om mennesket? Det kaldes. Det kaldes noget, men er ikke noget. Det er bare ord. Når noget gør rigtigt ondt, nævner man det slet ikke for nogen. Og slet ikke en sygeplejerske. Man nævner det for sig selv i sit inderste, men egentlig ønsker man bare, følelsen går væk igen. Man børster tænder, går ud af døren, tror at når bare jeg kommer hen om det næste hjørne, går det straks bedre. Man kan endda tænkes at have ret. Men kære, et hjørne fra ulykke til lykke, det holder jo ikke. Skulle kærligheden ikke være blivende, evigtgyldig, vedvarende, kernen? Som en ædelsten i et af vore chakraer. Jeg kender livet. Ikke en dag går uden fortrydelse, og psykisk sygdom. Enkelte dage tænker jeg, jeg er rask, at jeg aldrig har været syg, at det er humbug og bedrag. At jeg nærmest bare blev indlagt ”for sjov”. Eller på (for) løst grundlag. Men nu som i dag, kender jeg bedre dagen og livet. Da cykler jeg, fordi jeg skal fra et sted til et andet. Jeg tænker ikke på, om ruten går op ad bakke, hvilken retning vinden kommer fra, om det begynder at regne, og hvor mange kalorier, jeg på turen vil forbrænde. Jeg tænker på dette Ene: At sige til min kæreste i morgen, hvor meget jeg elsker ham. Hvorfor ikke sige det til ham i dag (hvor han sikkert ringer hjem fra en døgnvagt)? Nej, for jeg elsker ham først i morgen. Sikke noget sludder, og du ved det godt. Ikke engang skriveprogrammet her vil godtage, at jeg ikke elsker ham i dag. Men det er simpelthen et udtryk for, at jeg skal passe på min kærlighed. Og i dag elskede jeg cyklen. Men bladet over græsplænen råber (nu) til mig: ”Passe på sin kærlighed, hvad mener du med det?”. Og jeg ser selv, det slet ikke holder, at jeg ikke kan elske min kæreste i dag, men først i morgen. Hans navn bare emmer af fred. Og hans hus har budt mig velkommen. Jeg sidder i blandt venner; hans cd’er, hans skjorter. Selvom han ikke er her, er han her. Jeg vil vide – og være blevet det klogere i dag – at det at skrive ordet ”kærlighed” så mange gange på en side, ikke dækker over noget. Jeg vil til stadighed skue indad mod mit hjerte, og måske er det det chakra,
der er det centrale. Jeg er ikke ene om at have et chakra, og ikke ene om at eje kærlighed. Jeg er tom for ord, her ved enden, fordi jeg har fyldt mit bæger. Til hvermandseje. 19.5.2012.

%d bloggers like this: