ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

 

Kære Rie. 21.5.2012, kolonihaven. Alene.

Jeg forstår dig godt. At du er følsom over for utroskab. At ingen kan læse dine signaler. At du syner mere rask, end du er. Hvem når overhovedet helt ind? Tvangstanker tager over, jeg er herreløs, hvor jeg ellers skulle have styr på mit bestemmelsessted og formål. Og hvad med Jesus? Da jeg i dag ringede til ”Bente Olsen” – som ikke var død, men var stoppet som kinesolog, var det for at få hjælp. Ingen ved, hvad jeg ville have bragt på banen af emner fra mit liv, men jeg ved det. Du har altid mig. Det her behøver aldrig at blive læst af nogen. Det er skrevet af nogen.

Du, Herre, som byder mig dette hus, min hverdag med sindslidelse, men også mod og tapperhed, som jeg må skrive hvad som helst til, vil jeg intet sige til. Hvorfor (skulle jeg). Mig, der altid har levet som om, der er et kamera ovenover mig, så at jeg i hvert eneste øjeblik af min dag må levere mit ypperste. Det gælder når jeg skal vaske hænder efter toiletbesøg (gør jeg det grundigt nok), piller bussemand (er det ikke ulækkert), spiser som om mad er en synd, jeg begærer. I det hele taget er jeg noget udadtil. Mens jeg efter en gåtur eller motion i træningscentret er helt min egen.

Hvorfra skulle Lars eller en hvilken som helst anden kende mine grunde? Hvordan forklare andre et liv med tab og mistede tab, næsten. Et blog – indlæg, tjah det er såmænd da godt nok. Men det er jo bare endnu en forklaring væk fra mig selv. Det er endnu en måde at gøre sig til på, så man et eller andet sted, om det så er i udkants Danmark føler sig elsket. Hvorfor ikke gå uden for sin egen dør og lede? Hvorfor ikke i mødet med ham, der er lige ved siden af. Hvorfor dette behov for at vise verden et eller andet?

Hvornår går du igen ind i dig selv, og bliver egentlig dig? Har du nogensinde været indeni dig? Hvordan da du voksede op. Er du overhovedet selv skyldig i din sindssyge. Har jeg ikke arvet skizofreni, og det værste sind til dato, så at jeg ikke kunne danne mig selv, men var sammensat af syge atomer? Måske fra både mor og far.

Dæmoni, det er, hvad jeg er. Ikke et smukt blog – indlæg, så min kæreste bliver stolt af mig. Fyldt af storhed. Så latterlig lille jeg kender mig selv. Skriver indlæg på psykisk sårbar gruppens Facebook side, fordi jeg har en holdning til noget. Fordi jeg græd over det fjernsynsprogram, der hed: ”Gal eller normal”.

Jeg har lært at tænke negativt. Og samtidig have håb. Dette er til dig, Rie. Ingen andre behøver læse det. Og du kan skrive igen i morgen. Hvorfor er jeg en åben bog i alt det skrevne? Men hvorfor kender samtidig ingen mit inderste? Hvorfor går jeg ture. For at tabe mig, se godt ud, glæden ved motionen, for at føle mig ren? Hvorfor kan jeg godt lide bananer? Hvorfor ligger det til mig.

Nu dengang hvor jeg mistede afgrænsningen af mig selv, jeg tænker – kommer den så senere tilbage til en igen? – afgrænsningen. Når noget – et psykisk felt – en gang er åbnet, kan det da lukkes igen?

Én gang syg, altid syg?

Du – ja hvem som helst – siger til dig selv hver dag, at tanken om at få børn, giver mig et mere naturligt forhold til mange ting. Spisning, motion, sex. Det hele bliver så naturligt. Mit hår er ikke længere krøllet, ved du. Og jeg kan leve i et parforhold, vist nok med succes.

Hvad havde du ventet af mig? At jeg skulle få børn? Hvornår skulle jeg få børn, drømte du om? Jeg ved nu, at grunden til jeg ikke valgte aborten, var at jeg var bange for, Jeppes og mit forhold ville gå som Annas og Bjørns i filmen ”Tro Håb og Kærlighed”. Er jeg da fattig at have lænet mig op af fiktion i så vigtigt et spørgsmål.

Hvor fattig er du nu, lige nu? Du skriver for dig selv. Ingen ser herind, ingen skal nødvendigvis se dette senere. Hvor meget senere? Hvornår skriver du igen dit publikum ind på din side, og fjerner dig fra dig selv – igen. Dette træk med at være på, er det løve – ascendanten, der spiller ind? Jeg fik ingen hjælp fra kinesologen. Og jeg får ingen hjælp her. Ensom er min vej. Ud af fattige andres veje. Livet er armt.

Jeg ligner ingen. Det er problemet. Jeg kan ikke spejle mig, ikke engang i mig selv. Ingen ser bag mit blik, men når jeg samtidig ikke viser noget i mit blik, hvem skulle da opdage?

Nu er jeg tilbage i at være poet. Selvfølgelig kan jeg spejle mig selv i andre. Det handler alle mine blog – indlæg om. At jeg netop ikke føler mig alene, fordi andre er og tænker som jeg selv.

Hvornår har du så fri, Rie? Ja, om aftenen får jeg stadig – siden 2003 (vist nok) healing ovenpå mig hoved. Det er vigtigt for mig at understrege, at nogle alternative behandler tror jeg på, og noget, de har sagt, tager jeg med mig. Mens andre af deres udtalelser lige siden har været en plage at kende til.

Du har ikke sagt mig, hvor jeg skal hen. Du lader mig hele tiden frygte min fremtid. Jeg skal lære tillidens redskab hver eneste dag. Som var jeg et barn. Eller vores kat, der nu er væk på 2. uge.

Når jeg er plaget eller hæmmet af katten, sådan et halvår som vinteren på Trillegårdsvej, er det så realistisk at forestille sig et barn være mindre belastende?

Hvem kræver at jeg får børn? Det skulle ”bestemmelsen”, ”skæbnen”, ”Gud” gøre. Jeg skal selv frygte det, endda hvis det går i opfyldelse. Undervejs skal jeg spørge og lede efter tillid alle steder, og måske jeg endda skal finde den. Men ingen kender dagen..

Jeg prutter, så her lugter grimt. Derfor er døren ud til åben. Jeg har varieret mit mad indtag, og motioneret – og svedt i dette sommervejr – i styrketræningscentret. Imens spiser min kæreste middag hos en, han engang var forelsket i. Ja, han kan hænde stadigvæk at være det.

Indimellem står jeg selv, andre gange falder jeg med et pladask, og enkelte gange hjælper andre mig op igen. Allerhelst stod jeg selv hele tiden. Så kunne man svare for sig, gøre de ting man gerne vil gøre, og ikke de ting, man ikke vil gøre. Man ville formulere sig perfekt, vide hvad man mente om alle emner, se godt ud i tøjet og i håret hver dag. Have børn, der både kunne hedde Dan og Rasmus, ja hvad som helst.

Men du har sagt, nogen skal løfte mig. Når jeg sidste gang lægger mig ned. For verdens fødder.

Erasmus Montanus. Jeg ved ikke engang, hvad det er. Og magt har det skrevne alligevel over mig, så jeg tror mine ord sande. Skulle man skrive, man ikke kunne lide røde trøjer, hvis man godt kunne lide røde trøjer? Hvilken mening kunne det have at lyve i sådan et tilfælde? Mener jeg alt, jeg har skrevet. Trænede jeg måske lige sådan i dag, som sidste gang, jeg trænede? Nej, vel.

Du er sgu da et hønsebur, sådan som du skræpper op. Jeg har kendt dig for længe. Du er min psykiske sygdom. Og ingen forstår længere det skrevne. Jeg er nu ren vanvid, som jeg skrev, lige inden jeg slog ihjel.

Slår jeg da ihjel igen, når jeg undgår at træde på en myre på vej på stien?

Bliver man så lige så jaloux som sidste gang, og reagerer man lige så barnligt? Nej, for det var ikke barnligt. Godt nok var der ingen accept af følelsen, og jeg skammede mig over at have den. – Men i dag skammer jeg mig ikke.

Jeg kan skrive kommentarer, dagbog, blog – indlæg, kronikker måske. Men jeg har ikke lært at skrive.

Jeg kan sige, jeg ”bærer verdensrummets dybder”, men det gør vi jo alle. Kunne du have sagt det?

Kære læser.

Kære forfatter af dette skrift. Jeg troede, jeg var i enerum, privat, uden kamera og publikum på. Men hvor længe holdt den følelse? Jeg kan gå endnu længere som til at sige,at uden jeg optrådte, kender jeg ikke min figur. Først den dag jeg ser mit barn i øjnene. Men jeg ser aldrig mit barn i øjnene. Jeg vil være bange det øjeblik, jeg opgiver p – pillerne, det øjeblik jeg skal holde en psykose fra døren, det øjeblik jeg skal fortælle omgivelserne at jeg godt kan. Jeg vil til stadighed være bange, og det er mit grundstof. Angst.

Der er ikke nogen, der skal sige mig, jeg består af andet end det. Og jeg er bare et hylster, hvor engle og djævle kan kæmpe mod hinanden. Men hvad består til sidst? Det gør selve kampen.

Hertil og ikke længere.

21.5.2012.

* 

Det var ikke, at der var noget i vejen med dig. Eller at du syntes, andre fejlede noget. Eller at der ikke længere var plads til dig i verden. Du kan være lige, hvor du vil, som du vil. Du skulle ikke spørge, om du i det hele taget må være her. Du er her jo. Mange ting kan siges ”forkert”, men ikke uden at du kan rette det ind igen. På sporet. Kærlighedens spor. Du kan sige ”nå” op til flere gange, uden at gøre nogen uret. Du er endda kommet ind på seminariet, og måske behøver du ikke at få nogen børn. Hvis katten ikke kommer hjem, er du fri for den til vinter, men hvis den gør, vil du elske den ligesom før, måske endda mere. Kæresten kan sige hvad som helst, og han er stadig dejlig. Og Vestergade (i Århus) havde gadefest i dag, hvor der også er Melodi Grand Prix, håndbold- og fodboldkampe på tv, samt vist nok prisuddeling i Cannes. Altså… 26.5.2012.