ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Hvad der vedkom mig denne dag, var pigen, der var ved at blive kørt ned i trafikken, kvinden på cyklen, der græd, da hun passerede mig. Knallerten der speedede op, så jeg måtte springe til en side. Disse helt vante, dagligdags ting. Men så sendte jeg et manuskript til et forlag, og det var mig meget magtpåliggende, at det blev i dag, og ikke i morgen. Og så så jeg vigtigheden i noget, jeg brændte for. Mens manden bag købmands skranken slet ikke vidste, hvad frimærkerne skulle bruges til. Han anede ikke, hvad han havde bidraget til. At en bog måske ser verdens lys. Og han fik sine penge, og de penge ved jeg tilsvarende heller ikke, hvad går til. Det er hans (egen) sag. Altså har også jeg bidraget til noget, jeg ikke ved, hvad er. Og holdt hjulene i gang. Vi taler om krise, men så længe, vi elsker hinanden som vi plejer. Hvis man bliver sat på gaden, eller ikke har råd til at forkæle sig selv, er det selvfølgelig en økonomisk begrænsning. Jeg er selv helt utrolig fattig for tiden, så jeg faktisk ikke har råd til min månedlige terapi hos min psykolog. Jeg købte for et par uger siden et par vildt dyre støvler. Jeg tænkte; så kan du bruge dem til det tøj, og det tøj. Ja, jeg så uanede muligheder med netop de støvler. Siden det køb har jeg været ruineret. Overtræk, lån, overforbrug. Ligesom ikke flere konti at trække på. Det er sundt for mig. I dag leverede jeg noget undertøj tilbage, som jeg slet ikke havde brugt. Så fik jeg også lidt penge ud af det. Jeg har ikke råd til at støtte teosofien i Århus (foreningen Levende Visdom), og pludselig er der udgifter til sang- og klaverundervisning på lærerseminariet. Hvilket jeg vil glæde mig til at bruge penge på. Måske lærer det mig ikke at ødsle, men vælge med omhu? Der er blommer i haven, de koster ikke noget. Et knus koster ikke noget. En løbetur.. Kærlighed er slet ikke til salg. Hvordan måler man ægte empati, eller inderlig omsorg? Man kigger den anden i øjnene, og tænker man på den måde får en tilkendegivelse. Øjne kan fortælle så meget. Da jeg gik tur i dag (for motionens skyld), rynkede jeg min pande helt skæv pga. solskinnet. Jeg tænkte, at de forbipasserende ville tro, jeg led eller havde ondt. Jeg dukker mest mit hoved, mens jeg går. Så er jeg helt bevidst om mine skridts længde, om mit åndedrag osv. Når så der cykler en forbi, vil jeg vedkommende det bedste. Men det er ikke altid at kigge vedkommende i øjnene. Nogle skal have det anderledes. Nogle gange er det kærligere at kigge væk. F.eks. var der til træning en dag en med fysisk akavede bevægelser. Det var da kærligst ikke at beglo hende i omklædningsrummet, men bare gøre mit. Ligeledes kan nogle mænd nærmest klæde en helt af, eller have et så intenst – på den ubehagelige måde – blik, at man for at beskytte sig selv bedst muligt, bør undgå at få øjenkontakt. Indimellem tager man fejl, og har fordomme, der ikke bliver bekræftet. Og jeg har aldrig fundet ud af, om man skal satse; altså de fleste gange forsøge at kigge, eller om man hellere de fleste gange skulle passe på sig selv. Det er også lidt mærkeligt bare at stirre ned på fortovet hele tiden. Vi mennesker er så forskellige. Nogle skal have det på den ene måde, andre på den anden måde. Herhjemme sætter jeg hellere vækkeuret lidt for tidligt, mens min mand eller kæreste derimod står op lige i sidste øjeblik. Indimellem tropper jeg op til det, jeg skal, et helt kvarter før jeg skal være der, og er skamfuld ved det. Men det ligger til mig. En dag til en kirkelig tjeneste, troppede hende jeg skulle synge med, også op et kvarter før. Forskellen var bare, at hun ikke skammede sig over det. Det er tanken om at man altid skal sikre sig. Hvorfor ikke vove det ukendte? En dag løb jeg for at nå til en bisættelse. Men det lærte mig bare, at næste gang tager jeg af sted noget før. Og hvordan med mod? Er det at overskride sine grænser. Udfordre sig selv uventet. Gøre noget spontant? Mod er et stille sind. Indad rettet. Man kan arbejde med det, som et stof. Ruge over det og bygge det op fra bunden. Mod skal finde vej over tid. Det er ikke et middel, man bare tager frem og pakker væk igen. Det knytter sig måske til mod – er. At få et barn er da at springe ud i noget, man ikke ved, hvad er. Men det knytter sig også til det at stå ved sine fejl. Stå frem fejl – barlig. Se, hvor dumt, jeg har gjort. Se næsten min plet på skjorten, min snublen over en sten, min mascara der flyder på min kind. Tænk sig det menneske, der aldrig siger ”øh”, eller ”nej, det mener jeg faktisk alligevel”. Tænk det menneske, der aldrig er i tvivl, og aldrig fortryder noget, fordi han mener, han altid gør ret. Ikke engang Gud er et sådant menneske. Jeg har altid beundret Anders Fogh, for han taler altid klart og tydeligt, og han rødmer næsten aldrig, og bliver aldrig rørt for åben skærm. Han er næsten en maskine. Men jeg beundrer ham. Det er min fejl, at jeg gør det. Der er jeg fejlbarlig. For ikke ham som menneske, skal man stile efter at ligne. Bare fordi vi andre kløjs i det, bruger modsat ordstilling, eller er uvidende om simple forhold. Bare fordi enkelte af os har ar på armene over noget, vi var frustreret over. Så er der andre, der aldrig er frustrerede. Bare fordi nogle af os havde modet til at skære i os selv. Men hvilket mod. Og hvilken moder. Vi kan ikke alle ligne kvinderne afbilledet i ugebladene. Ikke alle mennesker kan være skabt perfekte. Ikke eet menneske er skabt perfekt, foruden os alle. I dit billede, Herre. Vi ved ikke, om du nogensinde sagde: ”Øhh”, når du talte. Eller rømmede dig, bøvsede, snublede. Vi ved kun, hvor fast du var i din overbevisning, og det har rakt hidindtil. Vi ser dig som en skikkelse, der tryllebandt. Men vi kender dig kun igennem andres beretning. Skal du være her igen, må du komme med Egne ord. Jeg vil gerne forfatte disse ord, eller skrive det ned, som du fortæller mig. Se, hvor du er, er der fred. Og kommaerne falder naturligt ned over siden. Og strømmen af ord kommer flydende og lifligt. Men hvor skal jeg vide fra, at det er dig? ”Tag mig på ordet”, siger du så. Jeg spørger: ”Hvilket ord?”. Han svarer helt klart: ”Tåbelige dig, Rie, at du spørger så dumt”. Netop, tænker jeg, jeg er dum. Og Hans ord bekræfter mig. Jeg skulle aldrig have skrevet. Eller været. Selv Han dømmer mig. Og jeg kunne grave mig ned på stedet af flovhed. Men så siger Han til mig forsonende: ”Grav i min grav”. 4.9.2012.