Der var nogen, der sagde: Prøv noget andet. Gå en anden vej. Ja selv tarotkortene varslede nye tider. Som om jeg næsten stod på et nulpunkt, og kun kunne forbedre mig. Fra nu og i al evighed. ”Hvem dømmer mig?”, spørger jeg Lars ved aftenbordet. For hvem siger eller dikterer, hvor mange forårsruller, man f.eks. må spise? Og jeg spiste tre (!), og havde kvaler over det. Men behøvede jeg? Du siger så tit, at ting jeg gør, er i orden. Og jeg kommer med alt det, der var mit, og du favnede det bare. Og ham i bussen favner mig. Og dem på seminariet gør. Men hvor kan jeg egentlig vide? Burde jeg ikke mistænke dem, være skeptisk, have forbehold. Burde jeg ikke sikre mig, før jeg begiver mig ud i noget? Vove noget gør man vel kun med risiko. Ja, men prøv alligevel at træde der ud. Gå helt ud på planken, og se hvad du opdager derude. Der kunne være livsområder, du aldrig har kendt til. Lorte tarotkort. Men det var min hånd, der valgte dem. Og mig, der ville være klogere på, hvem jeg var. Men jeg blev bare vred i stedet for. Men mens jeg sad i min stue og lynede og tordnede, fik jeg øje på et lys i vinduet, en stage som tog form af et kors. Her sad jeg ellers lige og forbandede Gud. Eller jeg sagde til ham, at ”jeg bærer det selv, jeg går bare selv”. Du skal ikke bekymre dig eller endog se til mig. Jeg behøver ikke din vejledning. Men man kan ikke anerkende og acceptere et godt tarotkort, og så ikke anerkende og acceptere et ”dårligt”. Udfordring er så godt et ord for, hvad man har brug for, hvad man vil lære noget af at skulle igennem. De ”dårlige” kort kunne hænde at indeholde stor visdom. Og være den første sten på en hel vej til forløsning. Hvad hvis man byggede ovenpå et solidt fundament, og bare nåede større og større højder. Ja himmel – højde. Hvad hvis det var Guds hånd, der gav mig det kort. Af alle opmuntringer, sagde han: ”Prøv igen”. Som om de skridt, jeg hidindtil havde taget, havde været forgæves. Han regnede ikke skridtene for noget. Jeg burde tage mig sammen! Hvem taler om sig selv i eet væk? Det gør den forsømte, den der aldrig før er blevet hørt. Den, der gerne vil ses, og anerkendes. Hvem går man da til, hvis Gud – ikke engang Gud – vil hjælpe én? Man går til sig selv. Man har kun sig selv. Selv om man ser noget i sin stue, der ligner et kors, er det ens eget kors. Ikke et Gud har plantet, men et man selv har stykket sammen, slæbt på. Og man gider ikke gøres til offer; ringe til nogen og beklage sig. Man kan selv. Det gik mig sådan i maven, at jeg trak det tarotkort. Først det ene, og så det andet. Og jeg frygtede resultatet, inden jeg vendte kortene foran mig. Og jeg gør det sikkert helt forkert, men jeg gør det bare på min måde. Frihed har man vel, indtil bordet fanger. Ups, jeg vendte et ”Pinsel”s – kort. Du tager mit tarotkort, vender og drejer det. Du har opfundet tarotkortene, og vidste godt, hvilke jeg netop på denne aften ville trække. Det har hjulpet mig/hende før, altså prøver hun sikkert igen. I håb om at trække flere ”positive” kort. For der havde forinden været en række af dem. Hun stirrer ud i luften; vi vidste godt hun ville reagere sådan her. Men se det sværte, og de bandeord ud i rummet. Se, hvor hun sprutter og brænder. Jeg kan ikke selv se, hvordan jeg sprænger rummet. Jeg kan kun høre mig sige ud i stuen: ”Dit store Røvhul!”, med tryk på. Jeg må sige det værste af det værste, og gør det. ”Du har ikke anerkendt eet af mine skridt”. Du siger, jeg har været forgæves, at det ikke nyttede noget, at jeg var spildt. Det var, hvad Du sagde. Og her går jeg og skal bede om lov overalt til overhovedet at være her, finde min berettigelse. Og du bekræfter, at verden kunne have undværet mig. Og da tænker jeg på at gå selv. Uden ledsagelse. Uden hjælp fra ”de åndelige kræfter”, eller hvem der end måtte være vågen. Og du sagde, af alle sagde du: ”Gå førend du kan”. Jeg er endda i forkøbet med noget. Har næsten forberedt mig for meget. Kan min lektie helt udenad. Men du har ret; et af kortene hed ”Stræben”. Og du beskrev på kortet “uforløste længsler”, “bitterhed”, “ængstelse”. Jeg ser bare, de hver især er dele af mig. Men ser også udenom dem. Det hedder bedrag. Og hvem er det, der mest af alt gerne vil tale om sig selv? Det er dem, der trækker tarotkort i smug. Uden andre ser det. I ly af den verden, der egentlig skulle dømme én. Man kunne bare være gået hen til købmanden, kigget ekspedienten i øjnene, og have en måling, en gradbøjning af, hvad man kom med, eller udstrålede. Men her sad jeg over for et kort. Et stykke papir med noget farve på, og kaldte det kort for min dom. Hvem stoler på en hånd? En hånd, der trækker et bestemt kort. Hvem stoler på hende, der førte hånden, og den skæbne der bestemte at det netop var det kort, hun skulle trække? Vi er her alle med Tillid til noget. Hvad gør vi uden at lægge en del af vores liv i en andens eller andres hænder? Hvis jeg ikke har tillid til buschaufføren, så må jeg jo stå af bussen. Hvis jeg ikke stoler på at et stykke kød er frisk, må jeg jo undlade at spise af det. Men hvad med Gud? Hvis jeg ikke stoler på Gud, hvem har jeg så tilbage? Jeg må jo nødvendigvis tro på, at Gud ville mig noget godt med de to kort. Jeg skal lære noget. Om ikke andet så at få kontakt til min fandenivoldskhed. Jeg trækker et kort for Gud. Der står bare: ”Mønter, bægre, kejserinde”, ja alt muligt. Gud er alt muligt. Gud er alle kortene på én gang. Er jeg da ikke en del af Gud, når jeg er repræsenteret af to af hans kort? Gav Han mig da ikke lidt af Sig Selv? Du, Gud, du har selv bandet ud i rummet engang, er jeg sikker på. Du har også følt dig forladt og overset. Du har selv prøvet at gå her, se selv. Hvilke kort trak Du da, Gud? Han svarer mig: ”Pinsels-kortet”, ”men jeg tog det bare ikke så tungt som dig”. Hvorfra havde du den lethed, ubekymrethed, Herre? ”Jeg havde båret et kors, og nu beder du mig bære et tarotkort, kan du se forskellen?”. Herre, på det kors, vil jeg tegne noget. Et billede lig dem på kortene. Så kan du også bære det med dig på din vej. ”Hvilket kort vil du da vælge til mig?”, spørger Gud mig. Men jeg beder Ham selv vælge det. Han tør bare ikke. 24.9.2012.
24 sep
Posted by Ulla Thorup Nielsen on september 25, 2012 at 6:18 am
Kære Anne Marie…
Tak for endnu et godt indlæg…
Ja – hvad dømmer os? Det gør ordenes betydning. En af dem, der har beskæftiget sig med og giver en meget god beskrivelse af den problemstilling, er den franske psykolog og filosof Michel Foucault, der fik titlen af professor i tankesystemernes historier (» href=http://ullatn.eftertanke.dk/2011/05/07/sproget-styrer-vores-selvforstaelse%e2%80%a6/>Sproget styrer vores selvforståelse…)
Hans pointe er, at vi med afsæt i definitioner af problemstillinger, bygger en forståelsesrammen op omkring problemstillingerne, for at kunne kontrollere og forstå problemstillingerne. Og på den måde kan problemløsninger stagnere i sig selv. Og mange problemstillingers løsninger findes ved en omdefinering af problemstillinger – men dermed også en omdefinering af de forståelsesrammer, man bruger til at kontrollere og forstå problemstillinger.
Og – ja – det gælder jo nok også tarotkortene 🙂
Kærlig hilsen Ulla…
Posted by Ulla Thorup Nielsen on september 25, 2012 at 6:21 am
Mit link, blev ikke helt godt – så det tager vi lige igen 🙂
» Sproget styrer vores selvforståelse…
Posted by Anne Marie Eriksen on september 25, 2012 at 6:45 pm
Kære Ulla. Tak for din støtte, og dit supplement. Ord som “forståelsesrammer” bruger jeg ikke selv så tit. Men jeg prøver at sprænge rammer. Det vil jeg i hvert fald gerne tro, at jeg gør. Andre kan måske definere een mere klart, end man i virkeligheden selv kan. Nogen har f.eks. engang kaldt mig “forsigtig”. Det brød jeg mig ikke så meget om. Det var ikke det selv-billede, jeg selv havde af mig. Ord rammer emner og tanker ind. Et blog – indlæg er et vist antal ord langt, og man får ikke alt med, og måske lidt for meget af noget, man skulle have undladt at skrive 🙂 Men vi gør jo bare vore forsøg. Kærlig hilsen Anne Marie.
Posted by Ulla Thorup Nielsen on september 26, 2012 at 5:41 am
Kære Anne Marie…
Det er noget pudsigt noget, det med vores selvbillede, og hvordan andre nogen gange opfatter os. Jeg har lært at se det på den måde, at der hvor andre opfatter mig som forsigtig og usikker, der er de på ”hjemmebane” og har deres styrke, og der hvor andre opfatter mig som modig og stærk, der er jeg på ”hjemmebane” og har min styrke. Og så er det altid vigtigt, at vi hver især fastholder vores eget udgangspunkt. For vi har hver især vores udgangspunkt i livet. Og de ting, vi derudfra møder på, som er nye og fremmede for os, og kræver vores mod at overvinde – er der, hvor vi er modige 🙂 Og det vil se forskelligt ud, for os hver især, alt efter vores udgangspunkter 🙂
Uanset om vi skriver ét lille blogindlæg, 1000 – eller en hel roman, så vil vi nok altid få sagt for lidt af noget, og for meget af noget andet 🙂 Men så har vi jo dialogen, og muligheden for at uddybe og supplere, så vi kan afklare vores ståsteder og opfattelser noget bedre 🙂
Ja, vi gør vores forsøg. Andet kan vi ikke. Og på sin vis er livet jo et langt forsøg, hvor vi må prøve os frem. Vi bliver aldrig ”verdensmestre” på den måde. Men vi kan lære at se det som en spændende rejse, hvor vi også møder andre mennesker, der forsøger sig frem 🙂
Kærlig hilsen Ulla…