Syndens ord er disse.

Der var ingen fortegn. Der var intet ”men”. Men så var der den hage ved det, at.. Der var ingen at. Det var som livet i lys lue. Frisind. Bevægelser udad, som frisætter. Som et smil kan gøre det. Der var åbenhed for, hvad der måtte komme imod én. Og der var en lind strøm i det, jeg fik tilført dagen. Fra mit helt eget ståsted. Og hvorfra skulle jeg ellers tale? I morgen bekymrer jeg mig ikke om. Og da slet ikke før i morgen. Mit talerør er vidt åbent. Som når jeg synger en sang bedst. Jeg er bedst. Lige nu. Ikke i formiddags, eller for et par timer siden, – men nu. Jeg er den bedste forfatter, og den bedste formidler, og den med mest kærlighedsevne. Men om en time er det en anden, der ”har” den. Og denne dags ”plage” (hver dag nok i sin plage) har været sparsomme. Min kæreste vasker op efter maden. Og personligt må vi gerne inddrage, hvad der i det virkelige liv passerer for os. Og jeg lavede altså maden. Så sagde jeg: ”Jeg har altså noget i ærmet”. Og det er så – det her. Men hvad vil jeg egentlig læseren denne gang? Kunne der være en anden gang end ellers? Kunne dette handle om Jesu genkomst, eller noget derhenad. Ja, jeg spørger bare. I hvilken skikkelse skulle han da komme? Og hvad med de 2000 år, der nu er gået? Og hvad med 2012 som et skæbnebestemt år? Hvad med alle disse udenoms ting. Har Han (Jesus) gode betingelser for at komme netop nu? Han kan være skjult i en julekalender på tv, eller i en julesalme i kirken. I teksterne til søndagen, der var eller skal komme. Han kan være indbegrebet af en rose, der overlever trods frost. Og han kan være i os, når vi tilser og passer på den rose. Men han er fri. Han kan være i en opvask, og i et måltid mad. Men er det nok? Hvad hvis han gik i blandt os, som ”en af vore egne”. Hvem ville da have krav på at være ”egne”? I det tilfælde. Hvem har krav på at møde Jesus, i fald han er her? Skulle Han placere sig i tolerante Danmark? Hellere syd for Danmark? Kunne han bo i Hirtshals, eller langt ude på landet? Kunne man nemt have fordomme over for Jesus? Man forestiller ham være måske smuk eller yndefuld, eller gå med myndighed, eller sige ting med styrke. Han bærer nok ikke rundt på et kors i dette liv. Måske dog bare et andet kors. Jeg skal ikke kunne sige det. Os, der er lidt skæve eksistenser, kan snildt forestille sig, at Han ”går frit omkring”. Vi skal bare kigge til en side i bussen, fordi vi så gerne ser Ham være her, at det snildt kunne være sidemanden. Men nogen af os tænker på, hvordan det ville være at være som Ham. Ikke bare kigge til sidemanden, men kigge på os selv (..) Hvorfor ikke jeg?, kunne man næsten spørge sig selv. Er det ikke det, Jesu genkomst handler om? At se genkomsten i sig selv. Forestille sig den leve indeni mig, og indeni dig. På lige fod. Hvem har krav på en fod, mens en anden ikke har? Skulle jeg have sagt noget før, at det provokerer mig, at føle mig som Jesus. At jeg skammer mig over det. Særligt indenfor Sindssyge er det jo det typiske sygdomsbillede, der tegner sig af mig. ”Vi havde en patient – endnu én, der troede, han var Jesus”. ”Nåh, en af dem”, bliver der sagt. Hver gang jeg vender mig rundt og tiltaler en person, er det som om, jeg skjuler noget. Jeg skjuler at være lige som. Det vil mange finde provokerende. En i min alder, af mit køn, eller min statur. Fattig, som jeg er. Anderledes jeg gror. Hvorfor dig?, vil nogen spørge. Men netop. Det passer ikke ind nogle steder. Derfor går jeg som om. Og derfor går jeg skjult, og med hemmeligheder. Min sindssyges karakter, f.eks. er der ingen, der kender foruden jeg selv, og Gud. Og hvorfor afsløre et plot eller en pointe? Er det ikke meningen, at mennesket selv skal erhverve sig viden om Gud? Skal man ikke som enkelt individ tage sit eget kors på sig, og gå. Går vi da ikke næsten på samme måde alle sammen? Skulle det være så svært? Jeg siger bare, hvad jeg føler for. Der skal ikke komme en regning bagefter, hvor jeg bliver holdt til ansvar. Men jo, jeg vil være ansvarlig. Ingen andre skal løfte netop mit kors. Enhver anden har jo sit (at løfte). Ingen andre skal opleve sindssyge i en sådan grad som jeg har gjort det. For det forplanter sig forskelligt i hvert vort sind. Jeg har denne forbindelse til Jesus. Og dette er mit ånderum. Tilgiv mig, kære Læser, at det er det, jeg tilfører din stue, eller dit computerværelse. Tilgiv mig, at det er mit budskab med at skrive. Bare at få luft. Forbind dig med mig, og jeg kan være en væge, der får ilt. Jeg ånder i den tid, vi er sammen om dette skrift. Bagefter må jeg igen søge frisk luft. Er vi ikke der, hvor der tegner sig et billede af ansvarlighed? Min lod er at skrive disse mærkelige Jesus paralleller. Din opgave er at behandle dem varsomt. Eller med omtanke. Fordi jeg næsten ikke kan selv. Altså har vi en alliance. Uden dig så dette ikke dagens lys. Da havde jeg været indeni mig hele dage lange. Nætter lange. Du kan sige, det er mig, der er Jesus. Jeg kan sige, det er dig. Vi kan sige, vi er Ham sammen. Men hvorfor gør det så ondt, at jeg skammer mig ved disse ord? Har vi ikke talefrihed. Presse frihed. Jo, men også frihed til at vælge fra. Syndens ord er disse. 12.12.2012.

One response to this post.

  1. Posted by Lars Hougaard Clausen on december 12, 2012 at 11:45 pm

    Marianne Jelved skal have sagt, at det har gjort indtryk på hende engang at få at vide, at Jesus ikke havde andre øjne at se med end hendes. Det lyder også besnærende, men det er jo bare omvendt, at vi ikke har andre øjne at se med end hans. Det er dem, vi har i ærmet.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: