ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Kære tilhører. Publikum. Jeg er på. Hvad vil det sige at ”gå offentligt frem”? ”Stå frem”? Var man ikke altid ”på” over for Gud, da? Så han ikke én pille næse, når man skjulte det for andre? Kendte han ikke den inderste tanke, hvor ingen andre gjorde? Er eksistens ikke en livets scene, med løbende eksamener hele tiden. Ja, træder jeg på en snegl, bør jeg have samvittighed. Man er selv sit vidende livet igennem. Men ved udmærket selv, hvad man har dømt andre til at være. Ham i bussen, på gaden, dem man er tættest på. Men havde man slet ikke samvittighed, hvordan skulle man da forbedre sig i sin kærligheds evne? Den, der ikke spørger sig selv: ”Var det okay at tænke så grimt om ham der henne?”, han er lidt fortabt, vil jeg mene. Ham, der ikke stiller spørgsmålstegn ved godt og ondt, rigtigt og forkert, hvordan skulle han kende en ren villen, et ægte engagement, de sande værdier? Men hvem kender disse mange ting?, ku man spørge. Findes der et menneske, der har alle svar? Som man bare kan skrive en e-mail til? Næh, vel. Findes der en Gud, der kender alle svar? Som man bare kan sende en e-mail til? Ja, prøv engang. Han skal nok forsøge at svare, tror jeg. Vi har alle sammen punkter i løbet af en dag, hvor vi undres over noget. Ingen forklaring synes ligefrem. Et problem ligger helt pakket ind i hvorfor’er. Så får vi fat i sagens kerne et øjeblik, men så siver det igen som sand ud af ens hænder, og man kan starte forfra, på bar bund. Hvorfor kiggede den mand så dømmende på mig lige før? Har jeg da gjort ham noget, eller andre noget? Hvorfor smilte kvinden så inderligt til mig der henne ad gangen? Fortjener jeg da det? Men man kan ikke lægge ord og mening i andres mund. De må tænke, hvad de vil, de andre. ”De andre”, er mit publikum. Jer. Det er Jeres mening, jeg er afhængig af. Men skriver man ikke blog – indlæg kun for sin egen skyld. Hvorfor nå den bagerste (passager, skulle jeg til at skrive), i salen? Hvorfor vil man ”ud over rampen”, række så langt ud i verden som muligt? Kunne et trin ud på trappen foran ens lejlighed ikke være nok? Hvorfor er det federe, når statistikken viser 10 besøgende end kun 2? Det er, fordi vi kræver opmærksomhed, eller søger den. Det bedste er, når ens mor roser en. Eller man har kæmpet for noget, og man får bonus for sin kamp. I sidste ende ved vi ikke, hvad vi har tjent (ind) til. Hos Gud, mener jeg. Vi kender ikke Hans dom. Ja heldigvis kender man heller ikke sin karakter, før man har overstået sin eksamen. Undervejs er man i tvivl. Og nogle gange undrer man sig over censorernes dom eller vurdering af ens præstation. Men andre gange overraskes man positivt. Er det ikke rigtigt, at det er sådan, det er? Vi kan gå ad den vej, der synes mest kærlig eller indbydende. Og der gå i frihed og fred. Vi kan gå på befærdede veje og blive chokeret. Hvad er måske bedst for helbredet af disse to veje? Jeg går ned fra scenen. Ja, faktisk snubler jeg på vejen ned. I griber mig i faldet. Ja I folder jeres arme, så I kan bære min vægt. Mit fald var ikke yndefuldt. Og det var ikke meningen, at det var det, I skulle huske fra min forestilling, når I går hjem. Men jeg kan ikke vælge, hvad I måtte tænke. Og I ved til gengæld ikke, om jeg faldt med vilje, bare for at skabe drama. Men nu, hvor I greb mig, er det lige meget en anden gang, om jeg kommer til at falde ned fra scenen. Jeg må gå ud fra, I til den tid også vil gribe mig. Mens I tænker: Aldrig igen. 11.3.2013.