Læner mig op af dig.

Jeg – ja jeg, jeg skulle have elsket noget bedre. På en mere inderlig måde. Og måden, jeg skulle have kigget min kæreste ind i øjnene, skulle have været mere ægte. Og det, jeg sagde til ham, skulle jeg have overvejet noget bedre. I det hele taget skulle håndboldlandsholdet bare have vundet (..), fordi kampen var et eksempel på, at ting kan gå den ene vej og den anden vej, og det meget hurtigt. Jeg skulle have været på håndboldbanen, og scoret det afgørende mål. Ja måske de afgørende mål, hvis der havde været flere. Jeg skulle have heddet ”Anders” i stedet for Anne Marie, og i det hele taget bare været dagens helt. Prøver vi ikke alle at være ”dagens helt”? Jeg gik herind. Der var ikke plads til mig i køkkenet, eller i herberget (en fri association). Men der var plads – her. Ved computeren i soveværelset, hvor jeg sidder lidt klemt med benene, men hvor jeg sidder så godt klemt med benene, fordi jeg er fortrukket fra stuen. Af egen fri vilje. Ja netop for at opdage, at der er andre veje at gå. Ligesom i dag, hvor jeg skulle poste et brev, og jeg mødte ”Hans” igen. Hvis ikke det var for brevet, havde han og jeg ikke mødtes. Brevet var til banken, ligegyldigt. Jeg mødte Hans, ja og hvad så? I morgen møder du en anden. Der er tusinder af Hans’er i gadebilledet, og i morgen møder du bare en anden. Var Hans da ikke et særligt møde? Jeg mødte postkassen, den var så dejlig rød, det er sådan nogen typisk. Og så mødte jeg mig selv, men jeg fralagde mig selv igen, da jeg nævnte ordet ”Herberg” i mit blog – indlæg, for det ville folk ikke synes om, at jeg skriver. Det må jeg lade være med i fremtiden. Ligesom at man hos sin psykiater ikke skal nævne specielle særheder, man går med i det daglige. Han vil bare betragte en som sindssyg, eller endnu mere sindssyg. Det kan han jo så gøre, og skrive sine notater bagefter jeg er gået, men ak et fattigt liv, han har. Lever på andres dårligdomme. Dårlige domme over sig selv. Bare fordi vi er nogen (som også Hans gør), som tænker ringe om os selv, så er der en anden, der tjener penge på at støtte én. Ingenting i vejen med en psykolog eller en psykiater. Så skulle jeg også dømmes hårdt som kunstner, sådan må det jo være. ”Hvad skal vi med alle de malerier?”, ku folk så spørge. Har du ikke andet at tage dig til?, som min ene bror sagde til mig, da jeg var barn. – Jeg øvede klaver.. Ak, kære broder, nu sidder du i dit arbejde, mens jeg sidder i mit. Jeg skal ikke kende mit eget arbejde, det skal være under konstant forandring. Jeg skal ikke kende mig selv, da jeg er her i en sags tjeneste. Når jeg skriver en besked til dig, eller svarer dig i telefonen, indordner jeg mig. Og når vi har lagt røret på, ånder jeg igen. Men sådan er vi nok alle. Flere må kende det at kunne puste ud, når telefonrøret er lagt på. Flere må kende mig. Flere må kunne sige til mig: Du ligner godt nok hende eller ham, – er du ham? Men hvad skal jeg svare, jeg ved det jo knapt selv. Og hvad om jeg lignede mig selv, men bare ikke var klar over det. De andre må synes, jeg taler for meget om mig selv. Jeg må hellere skrive digte om at være til besvær, jeg kan også fysisk gemme mig ovre i et hjørne, og komme frem, når nogen endelig kalder på mit nærvær. Jeg kan gøre hvad som helst, for dig eller dig. Jeg kan læse digtet op, når det er skrevet og trykt, jeg kan gøre det i et åbent forum på en cafe, jeg kommer på, fordi det gør andre. Så kan jeg lægge mig op af deres stil, bruge det samme tonefald i oplæsningen, som de bruger. Ja, jeg kunne nærmest være en af dem. Hvorfor ikke? I går kom der en spontan følelse i mig, det var det råb, som Tarzan i sine film udstøder. Jeg måtte være som ham der på gaden, ved denne association. Måtte skulle samle kræfter. Jeg gik på en gade ikke langt herfra, jeg var ude at gå en tur. Ikke hen til et herberg, og jeg var heller ikke hjemløs eller rodløs, eller bange. Jeg var – Tarzan. Jeg var ikke bare ham, jeg var mere end ham. Hvad mere?, spørger du så. Jeg var ynkelig. Ligesom håndboldspillerne, der melder ud at de ”vinder slutrunden”, har jeg nok meldt for kraftigt ud med, hvem jeg er. Men jeg underspiller helst. Disse blog – indlæg tyder jo ikke på et særligt talent eller gemyt. De tåler næsten ikke dagens lys. De tåler ikke, at jeg tjekker statistik næste dag, for at se, hvor mange, der har søgt på min side. Blog – indlæg, de var til for (alle) de andre, ikke mig. Jeg kunne ikke se mig selv stå der på siden, med min underskrift, eller mit navn. Næh, det var slet ikke mig, der havde skrevet alle disse ord. Kunne nogen andre ikke bare ”tage æren” eller skraldet. En anden må da gerne skrive som mig. Jeg kunne være et eksempel på en, der løber fra sit ansvar. Jeg kunne være hende, der stikker halen mellem benene, eller taber digtet på gulvet foran publikum, fordi hun ikke vil være ved sine ord. Hun kunne (bare) tage ordene i sig igen, angre eller tilstå noget. Hvad som helst. Hun kunne ligge på gaden, så man kunne trampe på hende, sådan et eksempel kunne hun være for andre. Det er mig, jeg taler om. Eller er det – mig, der skriver om mig? Du – læser, kunne have skrevet det. Det er i virkeligheden dig. Jeg ved det bare. Ingen andre end en blog læser kan forfatte så skødesløst. Jeg ville aldrig have skrevet netop sådan. Jeg ville være startet på en anden måde, og sluttet på en anden måde. At nævne ”Herberg” i en sætning med sig selv,.. det er ærekrænkende eller blasfemisk. Ikke desto mindre gjorde forfatteren det her. Flere gange læner jeg mig op af Jesus. Det er fordi, det er det nemmeste. Hvis bare Jesus var et strå, eller jeg var et strå. Eller du var. Så kunne man læne sig op af det strå. Men jeg er forfatter, jeg kan kun berette om strået. Ikke så det selv, eller skabe det fra bunden, end ikke lade det regne ned over det. Jeg kan kun – rigtigt passivt, læne mig. En anden har gjort forarbejdet, jeg skulle bare fødes. Derefter skulle jeg finde støtte og holdepunkter i verden omkring mig. Jeg er ikke synder. Jeg er alligevel synder. Jeg er både synder, og er det ikke alligevel. Hvem tænker på ordet ”forvirring” ved det netop skrevne? Hvis forfatteren ikke selv kan forsvare sig selv, hvem skal så? Var jeg ikke mit eget forsvar, eller min egen opfyldelse. Kunne jeg ikke have klaret mig selv her i verden? Men jo netop ikke, hvis strået ikke havde været der. Som dig, eller dig. Jeg har altid talt om et ”dig”, når jeg skrev. Også når det foregik i enerum, i år uden en omgangskreds. Jeg troede altid på, at ”du” fandtes (derude). Nu er vi her, på siden. Jeg skal ikke tjene penge på et blog – indlæg. Jeg skal ikke forsvare det i retten, eller ligge søvnløs over det om natten. Eller synes, det er pinligt at være så lemfældig eller så dum, at jeg er nødt til at slå ordet ”lemfældig” op i nudansk ordbog, for at sikre mig, meningen er den rigtige til det her brug. Men jeg er sådan. Det er (jo) mig. Mig, der i iver forsøger at give læseren det rigtige indhold, eller det rigtige skulderklap, eller grund til undren. Jeg vidste ikke bedre. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Disse to (sidste) sætninger kunne jeg have sagt højt i retten, hvis jeg var blevet anholdt. Herberget er som et fængsel. Jeg sad der. Men de andre skulle ikke have siddet der. Jeg er også ligeglad efterhånden, og det er faktisk det værste, jeg (overhovedet) kan være. Jeg var ligeglad om fængselets døre var låste, hvem der i øvrigt sad indespærret i det fængsel, og hvorfor jeg selv var havnet der. Jesus, det var ham, vi kom fra. Ikke fordi det er eftertanke.dk. Kunne det ikke have heddet: ”Synder over for synder”, ”Livet spejler sig overalt”, ”Går vi her alene?”. Men eftertanke er fint. Jeg vil gerne være her ved eftertanke. Jeg vil ligge i aften, og tænke efter. Efter den ene tanke vil jeg tænke en anden tanke. Begge tanker kan jeg blive fængslet for at tænke. Men det er der jo ingen, der ved. (Kun Gud og mig selv). Jeg vil så bede mit vante Fadervor, fordi så ved jeg, at jeg får en bedre dag i  morgen. Jeg kan mene den mere eller mindre fra dag til dag. Jeg kan mene, jeg har snydt. Ligesom håndboldherrerne var dommerne indimellem med dem, og imod dem. Ligesom Gud vil være over for mig. Hvem er dommerne så? (i dit livs kamp, Rie), bliver der så spurgt. Jeg svarer rigtigt kækt over for intervieweren efter kampen: ”Jeg mødte ingen dommere på min vej”. ”Jamen, du blev da dømt”, påpeger intervieweren. ”Hvor?”. ”Hende, jeg sad ved siden af, og også jeg selv fra sidelinjen, syntes i hvert fald, du klarede dig skidt, og at du må kunne gøre det bedre næste gang”, siger spørgeren videre. ”Og vel alle bag skærmen, de må have korset sig”. ”Nej, jeg korsede mig, men da var alle gået”. ”Du dømte altså dig selv?”. Ja, – med tifold styrke. ”Hvorfor?”. Fordi det var med vilje, at jeg ikke scorede, og at jeg lagde mig ned på banen, så de andre bare kunne træde på mig. ”Men hvorfor – med vilje, ville du ikke gerne vinde?!”. Jeg forsøgte at sige: ”at jeg ikke kan”. ”Jamen enten vinder den ene modstander vel, eller også gør den anden?”. ”Du var den anden, og jeg var den ene”, siger jeg til slut. Intervieweren gik hastigt videre, forurettet. Mens jeg gik efter ham og lænede mig op af ham. 19-01-2012.

One response to this post.

  1. Posted by Lars Hougaard Clausen on januar 19, 2012 at 8:37 pm

    “Hvem er hun, der kommer op fra ørkenen, lænet til sin elskede?” Højsangen kap. 8, 5.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: