ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Der var engang en mand, der gik rundt og hed Jesus. ”Ham kender jeg”, var der nogen, der sagde. Men hvordan kunne de næsten? (tænkte jeg) Andre sagde også: ”Jeg kender ham endda godt”. Nå, tænkte jeg. Og andre tænkte også ”Nå”. Ved deres ord gik en ting i opfyldelse, nemlig at han blev belyst. Fra forskellige vinkler og synsvinkler. ”Nå” var pludselig et positivt ladet ord. Jamen, kan I ikke se det. Nogen undrer sig, mens andre føler sig sikre på noget, mens Jesus bedst selv ved bedst. Og hvem kan ane, hvad den mand tænker. Også om disse ord, f.eks. Men nogen kan ane ham, er jeg sikker på. Han står derude i horisonten, ved verdens ende eller begyndelse, og taler til os. Jo, det siger jeg, det passer altså. Jeg har selv hørt hans ord eller hans røst. Hele verdens røst fra hans bryst. Jeg sang engang en sang om at noget ”lyser fra mit bryst”. Der er det ved at lave sange, at man frit kan skrive teksten i jeg – form, men jo også i tredjeperson osv. Det er sådan, at beskueren eller tilhøreren ikke ved med bestemthed, hvad der er ment, hvad hensigten med teksten og sangen oprindeligt var/er. Det er fordi, man kan tillade sig at være gådefuld. Personligt synes jeg, det er det fedeste i verden. Det er fordi, så kan man gemme sig bag masker, og jeg ved ikke bedre! Den ene dag tager man en orange læbestift på for at provokere, og den næste dag er man fromheden selv, og skjuler måske sine former bag tækkelige klæder. Ja, nævn selv flere eksempler. Der går ikke en dag, uden at den var speciel for enten mit tøjvalg, det, jeg sagde, eller det, jeg tænkte. Og sådan er vi jo alle! Jeg er langt fra alene om foranderligheden. Og hvor ender vi så henne, på den vej, vi går? Jo, vi ender ude ved Jesus i horisonten. Hvor han bare har stået og ventet os. Vores komme. Endda til en bestemt tid. Jeg kan stadig se ham derude, men det kan alle jo komme og sige. Og rent ud sagt er det da også en smule løgn, da jeg jo bor i midtbyen, uden udsigt til en horisont nogen steder.. Men, men, når det så er sagt, så forestiller jeg mig, at han står i det fjerne, klar til et møde. Det er nok der, Tro kommer ind i billedet. Jeg ”lader som om”, Jesus findes. ”Jamen, det gør han”, ville andre sige, endda ret bestemt. ”Hvorfra ved du/I det”, spørger den tvivlende. ”Du spørger næsten dumt”, siger den lærde, som ved sin tro. Men ikke holder den strakt ud som et håb. Ikke holder sin arm eller hånd fri til at takke for noget eller bede om noget. Men retter sin undren mod en – i hans øjne – uvidende, ikke – lærd, ikke – dannet, ikke – kristen. Han ved bare bedst, det lyser ud af ham, at han indeholder facitlisten. Alle dem, der skriver artikler, der mener, de kender bibelen bedst. Jamen, Herregud; – Jesus og Gud kender Bibelen, men da ikke eet menneske. Ikke eet menneske har fattet meningen med skrifterne, hvordan de er skrevet, blevet til, eller skal fortolkes. Hvem skulle kende dybden og hemmelighederne, før de selv er en gåde? Før de indrømmer, at de (heller) ikke kender sig selv. For bag hver mand og hver kvinde står en Jesus. Han står oprejst som en støtte figur, nærmest en skulptur, helt rank, med holdning, og med format, og med ynde samtidigt. Jeg har nemlig set det. Men igen: det har jeg jo ikke, det er min forestilling om Jesus, andre har andre forestillinger, jeg har denne. Jeg har ikke andet, faktisk. Hver dag, når jeg står op, ranker jeg ryggen og skuer ud i verden, som om den var mig lige. Som om – hvis verden havde øjne, at jeg så så den lige ind i øjnene. Også fordi jeg føler, den giver mig modspil, og den forstærker det, jeg indeholder, så jeg står mere klart, over for det, der ikke er mig. Så at min hud grænser mig inde. Ingen kan bare holde ud at være ”inde” hele tiden. Så vi omfavner hinanden, og er som små børn, der leger på gulvet, for at finde vores ting, samle vores gods sammen, så vi får det hele af os med, når vi går udenfor en dør. Døren er typisk vores egen. Verden udenfor bliver også en del af os. Men værdier.., hvor kommer de fra? Det var typisk mig at skrive mig indviklet. Jeg mener; jeg skal finde meningen i ordene, før de kommer til mig, næsten. Eller de kommer til mig, og jeg skal være ved dem, så. Det kunne jeg snakke længe med en forfatter om, men det er ikke sagen her. Men da? Der er ingen sag. Jesus ville slet ingenting her på jorden. Jo, fortælle, men jo slet ikke alt det postyr for ingenting. Alle de artikler om, hvem der ved bedst, hvad kirken er tjent med. Jeg har aldrig skrevet en artikel, det er nok derfor, jeg siger, som jeg gør. Man skulle i stedet skrive kærlighedsbreve til hinanden. Endda sende dem med posten, så de rent fysisk kom dumpende ind ad brevsprækken, gerne allerede næste dag. For en dag kan ikke vente i kærlighedens navn. Hvem talte overhovedet i kærlighedens navn?! Kunne en berøring ikke vente til i morgen, hvor vi har bedre tid?, kunne nogen spørge. Nej, jeg orker ikke lige at sætte mig over hos dig, jeg gør det i morgen. Bras og papir, måske gør du det i morgen, men måske – sandsynligt – gør du det en helt anden dag, helt hvor det ikke længere kan vente. Så hober man ting op, og eksploderer. Det kender vi godt, os med hemmeligheder. Så flyder man over en dag, raser igennem, i styrketræningscentret, på arbejdet, i hjemmene. Jeg har tænkt om vrede, at det en dag måtte høre op. Men nej, det hører ikke op. En oase af fred, som jeg sidder her. Som om jeg bare kan sidde i min lejlighed og fyre op under debatten. Uden at have et egentlig ærinde. Tidsfordriv? Næppe. Min hånd rører tastaturet, som var det et klaver. Ikke for at blære mig, men det er ligesom at sidde og spille klaver til en koncert. Det flyder, med følelser, frem og tilbage. Jeg er kendt. Ikke som de kendte er det. Jeg er mig bekendt. Jeg står ved mig selv, fylder i landskabet. Du er mig tro, det utroligste, der findes. Du er mig kendt. En dag står vi to mand sammen, det er når Jesus er stærkest. Som fænomen, som indvirkning, stråling, eller værdi. At nævne navnet ”Jesus” flere gange forløser faktisk lidt. Det er som, han går ind og bliver dagligdags tale eller hverdags ord. Eller et navn, man kunne kalde sit barn. – Men selvfølgeligt ikke. Ingen skulle vel næppe være som ham. Eller ligne ham. Men jo, til efterfølgelse, som forbillede. I kirken ved døbefonten siger man, at barnet skal hedde ”Jesus”. Men man kunne have kaldt drengen ”Carl” eller andet, og barnet ville stadig være lig Jesus. Navnet er en biting. Vi står alle med ord. Vi står stærkest omkring at sige noget. Så har vi en mening om det og det, og når man har forfattet noget sort på hvidt papir, så er man dog noget. Så er man en mand af skrift. Eller en kvinde med skrifter. Skriftet.dk Og man var måske mig i det næste liv. Eller jeg var en anden i dette liv, end sidste gang. Og reinkarnation er ligegyldigt her, for katten er her i vores stue som det, den er. Og i dette liv skriver jeg åbenbart skrifter. Og du var blottet for ord. Nogle gange mangler man ord. Men så skriver man bare et blog – indlæg, og blærer sig med det rundt omkring, som om det er det værd. Og så var man – om ikke andet – en blærerøv, hvilket jo også er noget. Men i dag var jeg: Jesus. Ligesom Du var det. Og jeg stod ude ved horisonten, og mødte dig der. To op ad hinanden. Men kun én horisont. 31-01-2012.