Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Blogindlæg samlet

Jeg udgav fra 2011-15 en række blogindlæg. Ud fra et behov for at sætte ord på ting, jeg oplevede i min dagligdag. De indeholder overvejelser omkring skyld, tro, kærlighed og meget andet.

Du kan enten læse dem her på siden (nedenfor) eller læse dem i denne pdf-fil, som du også kan downloade: Blogindlæg til udprint (på nær de sidste fire indlæg)

Samlingen er desuden udkommet i en trykt udgave, som kan bestilles på biblioteket eller hos mig.

Lysningen

Det er da klart, at da jeg opdagede en lysning i mit maleri, jeg ikke havde bemærket før, så blev jeg glad! Den hvide streg lidt længere nede i billedet spillede pludselig sammen med dette lyse felt. Noget kan overraske positivt. Vi kender alle det at gå lidt duknakket og så få et kæmpe smil fra en, vi passerer. Uden vi helt ved, hvorfor. Hvor vi venter ingenting, kan alt pludselig ske. Når jeg har holdt det foredrag i Holstebro på onsdag, kan jeg ånde ud. Men allerede nu kan jeg ane det pust, mit åndedræt vil give fra sig, jeg kan mærke, det trænger sig på og vil forløses. Jeg kan altså ane en forløsning eller en lindring forude, efter et par travle uger. Det er meget vigtigt, hvis man er formørket i sit sind, at man kan ane lys forude. Bare et eller andet man glæder sig til i dagene, der skal komme. Om ikke andet så bare til sin morgenmad.. Der er noget ved at gå som et frit menneske på gaden, som de siger i kirken, at vi kan. Vi kan også bare gøre det udenom kirken. Frihed vil vel sige lettelse eller illustrerer næsten noget luftigt, noget med at svæve lidt hen ad gaden, gå let på tå. Jeg kender det så udmærket fra da jeg havde et fleksjob på et regnskabskontor, hvordan jeg fra min kontorplads skuede ud ad vinduet og tænkte; der skal du ud kl. 14 (heldigvis). Der er telefonsamtaler, der gør en kæmpe forskel, hvor man har afsluttet kontakten med den anden i røret på en så fuldendt måde, at man kan leve på dette minde i flere timer! Der er nogle gange, min kæreste og jeg vinker til hinanden, hvor vi kun lige kan ane hinanden, hvis den ene skal ud af døren, men det er så sødt, og jeg ville ikke undvære det. Man aner den, man nærer kærlighed til. Her til aften spiste jeg sødt, og jeg plejer at ville udligne madindtaget med det samme, særligt hvis jeg har et foredrag forude, vil jeg gerne være i form, selvom det måske ikke betyder noget. Men i aften tænkte jeg; large, Rie, vær nu large. Slæk på kravene; selvfølgelig spiller du lige så godt klaver på onsdag, selvom du ikke løfter håndvægte i aften. (Det siger næsten sig selv). Alligevel var det vigtigt i sidste uge at løfte håndvægte før en optræden. Og sådan forandrer vi mennesker os fra uge til uge, og de fleste vil mene, at det er en god ting, deriblandt jeg. Jeg skal ikke puste mig op, til at skulle forsvare mig. Jeg skal ikke tage imod skyts fra publikum; jeg mener, hvornår har en af de fremmødte været fjendtligt stillet over for mig, der kommer og fortæller livshistorie? Mit hjerte har jeg, hvor jeg har, det flytter sig ikke lige. Og jeg er i hvert fald ikke fjendtligt indstillet over for dem. Jeg deler, hvad jeg har erfaret af livet. Det kan vi alle gøre overalt, intet særligt i det. Men lysningen er her, i maleriet. Det strejfede mig, at det er det, jeg er gjort af. Jeg kender ikke dybden af mit mørke, og jeg kender heller ikke tinden af mit lys. Derimellem undrer jeg mig bare. 27.4.15.

Sådan må det ikke gå dig, Herre.

Har nu slukket for både en tv – serie og en film, fordi jeg ikke nænnede at se at det gik hovedpersonerne dårligt… Jeg mener; på tv! Det er jo ikke smerte, personerne virkelig oplever, det er en smerte, de foregiver at have. De formidler smerte, som vi andre så spejler os i, og det vækker følelser i os, vi genkender noget. Og ja, noget lukker jeg helst øjnene for, kald det flugt eller undgåelses adfærd. Jeg ønsker bare, det går personerne godt på tv. Da lad min kærlighed gå ud over bredde og grænse, og bare flyde helt over. Da er det trods alt bare det, jeg fejler, at jeg elsker for meget. At se film med happy ending hele tiden er jo heller ikke optimalt. Vi skal helst igennem ulykke for at finde lykke. Du gav mig et mandat, Herre, til at føle med fiktive personer på tv. Og du gav mig en mulighed for at lære mig selv bedre at kende. Hvorfor slukker jeg, når jeg ser bedrag spillet ud på tv skærmen? Svig, løgn. Fordi jeg tilstræber retfærdighed til daglig? Jeg har faktisk høje idealer om, hvordan et menneske helst skal være. Og i dag bad jeg dig acceptere, at jeg ikke formåede mere, end jeg gjorde. På de parametre, der nu gælder i himmelen, hvor du er. For hvad er en god dag egentlig? Jeg beskytter mig; jeg ser hellere ingen film end en film om bedrag. Selvom jeg måske går glip af oprejsning eller formildende omstændigheder for de personer i serien, jeg godt kan lide. Jeg tager ikke den chance, jeg afstår fra den risiko. Jeg er måske svag. Jeg vil helst ikke vide, hvordan det går dig, du hovedperson. Men må det gå dig vel. Må vi alle finde lindring. Derfor; af frygt for det onde, der måske sker i serien, digter jeg min egen version af handlingens forløb. Sådan må det ikke gå dig, Herre.

5.4.2015.

Paulus

Jeg har altid indeholdt noget diabolsk. Det har jeg vidst, lige siden jeg var lille. Jeg er ellers bange for mørket. For vrede, modstand, sindssygdom. Men jeg indeholder det ikke desto mindre. Jeg føler mig som et dårligt menneske, når jeg med vilje ikke flytter mig, selvom jeg står i vejen for nogen. Indimellem får jeg denne snert af at gøre ondt mod andre. Direkte ondt. Andre dage modsat heldigvis. Det er en hel åbenlys målestok på mit kærligheds barometer, om jeg f.eks. flytter mig, så en anden kan komme forbi, f.eks. i Føtex. Eller jeg taber et æble på gulvet inde i butikken, hvorefter jeg har det valg at købe det stykke frugt, som nu sikkert bliver brunt og blødt et sted på overfladen, eller lægge det tilbage, så en anden køber det godtroende, at det er et perfekt æble. Forestil jer, at jeg står med det valg: Skal jeg købe dette stykke skadede frugt, nu hvor jeg selv har ødelagt det, eller vil jeg hellere have et andet, der ikke er skadet, så jeg bare lægger det ødelagte æble tilbage. Det helt åbenlyse rette i den situation ville være at tage det rådne æble med mig hjem. Så får en anden kunde ikke den grimme overraskelse at opdage, han har købt noget, han troede var intakt, men som ikke er det. Hvilken drift i mig vælger på nogle dage at gøre det første, tage den dårlige frugt med hjem, og andre dage at lægge frugten tilbage? For det er, hvad der reelt sker. Et overvågningskamera ville kunne afsløre mig, dog ikke for den største forseelse i verden, men i mine øjne en stor forseelse. Det, at jeg i øjeblikket ved, jeg gør uret, men så alligevel gør det urette. Jeg fatter det simpelthen ikke! Ville man ikke helst, at en anden kunde gjorde sådan mod mig, nemlig skånede mig for det dårlige æble? Hvorfor gør jeg ikke mod en anden (og i sidste instans Gud), hvad jeg gerne ville, han gjorde mod mig? Det er meget mærkeligt; nogle dage hader jeg vedkommende, der sætter sig ved siden af mig i bussen, jeg virkelig væmmes. Det afhænger af min egen dagsform, om jeg i tanken lige har svinet andre til på tilsvarende måde, måske har fyldt mig med slik, eller bare ikke glæder mig til noget, jeg skal senere på dagen. Ren afsky, kan jeg føle. Afstumpet. Jeg kan ikke gøre for det. Nogle gange beder jeg da en bøn, da jeg føler mig afsindig uren. Andre gange tvinger jeg mig til at gøre en velgerning, som så ligesom skal udligne alt det dårlige, jeg forinden har tænkt. Som om den dårlige tanke bliver opvejet af en god. Og en målestok for, om missionen lykkes, kan være, om jeg derhjemme overspiser, lægger mig, eller støtter min kæreste på en misforstået måde. Motion er godt, til renselse. Og selvmedlidenhed er godt. Hvad skal jeg gøre med det diabolske i mig? Spærre det inde? Kan jeg løfte håndvægte med al min vrede? Hvad med irritation, er det ikke tilladt? Hvad med skadefro, misundelse, jalousi, må de følelser helst ikke være der? Hvad gør jeg da, når de er der alligevel? Et sted skal de jo have afløb. Hvor opstår mørket? Kan det bekæmpes, f.eks. med en bøn? Skal man altid sigte mod at være ”ren”? Hvad hvis jeg er beskidt i tanken, – og nyder det!? Tænk, hvis det er en tilfredsstillelse som menneske at bære nag, at forvanske en ellers fredfyldt situation, at så tvivl hvor der ellers var tillid. Er det da min ret som menneske at udføre djævelens arbejde? Bare indtil jeg igen vender mig imod Gud. 14.3.15.

Var han da ikke menneske?

Før han var jøde eller muslim, var han da ikke menneske? Født under Guds himmel. Ville hvilken som helst Gud ikke elske sit barn, sit afkom, sin gren? Lige meget hvad barnet kalder sig selv. Hvor lyder det hult, når Helle Thorning beklager det skete. Helt uden mimik eller følsomhed. Det er hende, der er afstumpet, om nogen. Og medierne, der bare rider med på en storm. Hun er et menneske, ikke bedre end morderen, offeret, eller hvad vi skal kalde ham. Hun er ikke bedre end gerningsmanden. Over for Gud står de lige, hun og ham. Blev de tappet for blod, ville hans blod ikke være mørkere eller have en anden konsistens. Han har lige så meget brug for søvn og omsorg som hende, og bare fordi hun får den omsorg, og han ikke gør, stiller det hende bedre? Bare fordi hun (Helle Thorning) har, hvor han mangler, er hun da rigere som menneske? Hun taler om kynisme, og viser afsky i sit ansigtsudtryk, som om vi har med utøj eller urene mennesker at gøre. En morder, ja, som har forbrudt sig. Men jo ikke mere end, hvad hun nu i efterspillet gør. Hun opildner til had, og planter sæd i tusindvis af mennesker, hvilket gør at vi nu passerer hinanden på gaden på en mere frygtsom måde. Ikke med tillid. Hun sår og planter og gøder, til had. Hun er den rette gerningsmand! At se så lidt kærlighed i et ansigt og i nogle ord som hendes, gør mig kold indvendig. Sådan skal jeg ikke være. Og sådan et Danmark ønsker jeg ikke, hvor en leder fordømmer vold, som er grundet i desperation og afmagt. Dybest set frustration. Og så tror landets ledere, at man kan tage frustrationerne i opløbet. Ligesom dæmme dem inde. Men hvor skal de så være? Var han ikke menneske, ham Omar? Eller var han en hund, en okse, et får? Var han da ikke menneske.

18.2.15.

Det sidste stykke

Jeg, der troede, jeg skulle skrive en bibel, skulle åbenbart bare skrive til min mor. En mail. Alle kan skrive mails. Hej et eller andet. Jeg smider de sidste to lakridser ud. Jeg orker ikke min tvangstanke om, at jeg skal spise dem alle. De tror, det går godt. Men de ved jo ikke, at jeg spiser de sidste to lakridser alligevel, for at sikre mig. Jeg er tørstig. Men det vil ligesom koste for meget at rejse mig. Nogle ting orker jeg simpelthen ikke. Det er det ypperste sted på dagen. En dag, hvor jeg har gået/motioneret, sunget, arbejdet som sekretær, sovet. Det er nu, jeg burde elske hele verden. Fordi jeg er alene i kolonihaven, sidst på sæsonen, og har en forfatterspire i mig. Jeg ved ikke, om jeg elsker den. Og hvem spørger egentlig? Lige nu når min udstråling en radius, der lige indbefatter mig, uden at røre ved andre. Men jeg rækker ud. Jeg rækker altid ud. Jeg er her på et færøsk mandat, i sidste time, før vi rykker i lejligheden til vinter. Men hvem kender egentlig hele baggrunden for, hvorfor vi er, hvor vi er? Og hvem spørger? Der vil altid være to grunde til, man er her. Guds grund og min egen grund. Hvilket tilsammen danner baggrund. Jeg er her med tvang, med vilje, og med lyst. Som hvis jeg sad på psykiatrisk hospital og holdt fanen højt. For at redde min sidemand før mig selv. Det skal altid være så heroisk, når jeg har fingrene i noget. Medbestemmende. Det skal røre andre. Men hvem mærker det? I dag hjalp jeg en i bussen, men han vendte aldrig sit ansigt imod mig, så vi havde aldrig øjenkontakt, heller ikke, da han steg af bussen. Det er den skjulte kærlighedsgerning, der ikke søger gengæld. Den kærlighed, der elsker uden at få igen. Skulle jeg da i bussen stå på en tinde, hævet over andre, tager jeg helt fejl. Hvor tit glemmer vi ikke selv at sige tak for noget? Jeg skal sove med fred i nat. For det er natten før i morgen, og hver dag er hellig. Jeg skal bare stå op hver morgen og opdage det. Jeg sad alene på Gallo skolen, hvor jeg arbejder, og holdt fanen højt. Jeg siger jo, jeg godt kan gøre det, hvis ingen andre vil. Deri kan man have en vis grad af tillid til mig, at jeg vil kæmpe den svages sag, som såmænd tit er min egen (..). Men ringer der en til Gallo skolen, kan jeg godt være den, der tager telefonen. Det har jeg valgt. Børster jeg mine tænder, gør jeg det grundigt. For det har jeg lært med årene. Ligesom du har lært noget undervejs. Vi går alle med rygsække, tynget af byrder, skattet med erfaring. Men modet til at leve kan svigte, ja en hel dag! For det arver man ikke bare, og får det heller ikke i løn ved månedens udgang. Man tilegner sig det. Tager tilløb, begiver sig ud på en rejse, der endnu er ukendt. Man tør livet, for man tør ikke andet. Men du skulle have mødt mig tidligere i dag; jeg stod som en stork på et ben. Fjernt fra tryghed, dynen som billede på lindring. Samtale som løsning på ensomhed. Men det var godt, du ikke så mig. Det var godt, ingen så mig på kontoret, for jeg gik i et med regnvejret. Og da det klarede op i vejret, troede jeg, jeg kunne gå som et frit menneske. Og mens jeg gik, bar Gud mig det sidste stykke. 17.10.14.

Udåd.

Jeg slår en edderkop i ihjel. Bagefter får jeg salmen ”Sov sødt, barnlille” i hovedet. Hvem fanden har givet mig lov til at slå ihjel? Hvilken ækel følelse af at tage livet fra en anden. Som gerne vil beholde det. Koldblodigt, hvorefter jeg tørrer edderkoppen af min sko. Ville jeg have ønsket det som edderkop? Du skal bare kalde mig morder, jeg trådte den ud med vilje. Der er spor efter mig på gerningsstedet. Tænk, hvis edderkoppen var et mildt væsen, der måske bare skulle møde sin mage henne om hjørnet. Jeg så, at den blev bange, og ville løbe væk. Jeg tøvede ikke, men strakte mit ben helt ud i en bevægelse, så jeg kunne nå at ramme den. Hvem førte mit ben? Jeg trådte med kraft og sikkerhed, og ville sikre mig, den var færdig, så jeg gned min fod mod gulvet flere gange. Den måtte ikke længere vise livstegn. Som om det var en fejl ved den at ville leve? Syndige jeg, har taget livet fra en edderkop, og det vækker bare genklang dybt ned i mit bryst, at her har jeg stået før. Netop nu gør jeg mig til herre over liv og død. Bare fordi jeg ikke ville, at edderkoppen skulle kravle hen over mig i nat. Bekvemmelighed. Det var det mest bekvemme at skille mig af med den. Du siger, jeg er et godt menneske, og at man ikke tror det om mig. Ja, menigmand på gaden ville ikke dømme mig til at være morder, ved første øjekast. Mens mit hår slynger sig ned ad min bluse, tager jeg mascara og deodorant på for at gøre indtryk. Ligne de fleste i gadebilledet. Men her trækker jeg i det skjulte blodige spor hen over gulvet. Ingen har set min ugerning, for jeg er alene hjemme. Men i mig huserer djævle på spil, bare for at sige til mig, om jeg har sort tøj på, eller ild ud af munden. Men ingen af delene har jeg. Jeg har ar på håndleddene, er det ikke nok? Kan du ikke skade en anden, kan du i det mindste skade dig selv. Jeg tager dit ben, siger djævelen, og kvaser insektet midt på dit gulv. Du vil føle skyld og fortryde, men jeg skal tage samvittigheden fra dig, og du skal ligne mere en, der ikke sondrer mellem godt og ondt. En, der simpelthen ikke længere kan se forskel. Du har tjent din pligt, og slået ihjel, som vi har bedt dig om. Du har bestået din manddomsprøve, og vi har optaget dig i vores fællesskab. Jeg har ikke bedt om noget fællesskab, andet end det, jeg kunne have haft med den nu afdøde edderkop. Det var den, jeg her i verden allerhelst gerne ville lære at kende lige nu. Du har frataget dig selv muligheden for at lære den afdøde at kende, ser du? Bitter står jeg nu her, med ingenting i mine hænder. Men lad os kalde det ingenting ved navn, mit barn. Du står med fejhed, forslået, forbistret. Alle edderkoppens venner her eller hisset vil altid minde dig om din udåd. Jeg skal selv minde mig om den først, siger jeg til mit forsvar. Ingen andre dømmer mig, før jeg selv har gjort det adskillige gange først. Deri lærer jeg. At leve. 4.10.14.

Angsten for det gode

Der skete det heldige her til aften, at jeg fik muligheden for at forære en ung kvinde en tyver i bussen, da jeg overhørte, at hun havde glemt sit klippekort. Hun var så bange for, at der ville komme kontrollør, at hun var parat til at stå af ved næste stoppested, da hun heller ikke havde kontanter, hun bare kunne bede chaufføren om at veksle. Det gav mig netop 10 sekunder til at tænke mig om, kigge efter i min pung for kontanter, opdage at jeg rådede over en tyver, og så forære hende den. Bagefter skulle vi, som tilfældet ville det, sidde lige bag ved hinanden. Kvinden og hendes veninde havde før sludret højlydt, men nu var de helt tavse. Jeg tænkte; denne situation er lidt klemt, så jeg står bare af ved Viby centret, så kan jeg handle lidt der. Så skal vi ikke længere sidde i denne mærkelige hensyntagen til hinanden. Allerede da jeg gik op mod chaufføren (som jeg jo elsker at sige: ”Tak for det” til), kunne jeg ane bag mig, at de satte i gang med en samtale igen. Alt var, som det skulle være. Jeg spekulerede bare på, hvorfor jeg ikke kunne være blevet siddende på rækken foran deres, og bare udholdt at have gjort en såkaldt god gerning. Og hvorfor udholdt de ikke at sidde bag ved mig, som havde gjort dem en tjeneste? Fortsætte deres frimodige snak og tone. Jeg kalder det angsten for det gode. Lidt senere, da jeg så stod ved busstoppestedet på vej videre hjem, spurgte en fyr, om bussen ”går til Risskov på denne side (af vejen)”, hvortil jeg kunne svare: ”Ja, det gør den”. Derefter sagde han mig ”Tak”, og igen kunne jeg ligesom ikke glemme, at vi havde så fin en kommunikation. Tænk, så heldigt, det var, at jeg kendte vejen mod Risskov, fordi jeg tager den bus hver eneste dag. Og bare kunne hjælpe ham, ved at sige ham fire korte ord. Jeg blev så stolt og på samme tid blufærdig, at jeg helt overså, at han røg mig lige ind i ansigtet bagefter. Det gjorde mig ikke det mindste! Da jeg så – pga. noget hoste, jeg har for tiden, som lægen dog ikke anså for noget alvorligt – tog tilløb til at sætte i et ordentlig host, holdt jeg endda det host tilbage, fordi jeg skønnede, manden måske ville tro, han generede mig med sin røg. Hvad kalder man det? Man kalder det angsten for det gode. For at det gode skal forsvinde. I den ene situation måtte jeg gå, fordi vi opførte os akavede over for hinanden. I den anden situation blev jeg, koste hvad det ville.
8.9.14.

Frygt ikke.

Det var, som om vi var uden noget. Uden drivkraft, fremdrift, inspiration. På badmintonbanen, altså. Og hvad gjorde det? Når vi nu alligevel jog hinanden rundt i manegen. Og fik rørt kroppen til fulde. Du skal ikke være ked af det. Selvom du skulle afvikle en telefon samtale, som du bestemt ikke glædede dig til. Du spillede simpelthen som en, der var bange. Tøvede i dine slag, – ja ikke alle, men du spillede som en, der var ramt. Jeg skulle til at sige til dig, at det eneste, du bør være bange for, er dig selv. Alt det, du frygter ude i verden, personificeret i f.eks. et andet menneske, er sider af dig selv, som du ikke ønsker at blive konfronteret med. Alt, du burde frygte var – dig selv. Du skal ikke lære mig om livet, Rie, siger Lars måske så. Jeg kan godt selv gå ad min vej. Og da jeg kom i snak med en fra omklædningsrummet, vidste jeg, at jeg allerede var et andet sted. Videre, uden at tage noget af dit åg på mig. Mine skridt førte mig ind i kvindernes omklædningsrum, og dine ind i herrernes. Vi har tanker hver for sig. Og også køn hver for sig. Du spiser anderledes end mig, skriver anderledes. Men din frygt kunne jeg kende, som var den min egen. ”Uinspireret”, kaldte jeg os bagefter spillet. Hvad bilder jeg mig ind? Og er det ikke ligegyldigt, hvilket humør man er i, mens man spiller badminton? Jo, men ting kommer ligesom frem i det rum, man kan ikke skjule sig længere. Det er totalt blottende! Jeg er omkring alle mulige følelser undervejs, af at være fej, hård, ydmyget, spottende. Ja, jeg ville helt ærligt ønske, at jeg under spillet kunne hæve mig en smule, og se det hele lidt ovenfra. Det ville hjælpe på moralen, sådan på verdens plan…Du syntes, jeg gav dig for mange point, og mig selv for få. Du tror, jeg dækker over noget, får medlidenhed med dig, og forærer dig oplagte chancer. Men det gør jeg nu ikke. Jeg er kun bange for at komme i kontakt med kynisme, overlegenhed. Og selvom det er to elementer, vi alle indeholder, måske på hvert vores felt, så irriterer det mig, at lige jeg skal indeholde dem. Du skal ikke sige undskyld. Jeg skal ikke bære over med noget. Ja, ingen skal bemærke noget fra dagens kampe, andet end at alt var, som det plejede at være. Vi svedte, fik motion, råbte lidt, blev lidt irriterede på mændene på banen ved siden af. Ja, hallen så jo også ud, som den plejede at se ud. Hvad var da i vejen? Der er bare det ved det, at jeg undrer mig. Jeg tager det ikke for givet, når vi tager lidt ligegyldigt på spillet. Det skal gælde noget. En slap tilbagelægning regner jeg ikke for noget. Vi skal sparke, slå, falde undervejs. Vi må ikke give op, blive slappe, give køb på noget. Vi må aldrig tage ligegyldigt på livet. Det skal gælde selv døden. Du skal ikke sige, at sommeren gik fint eller at vejret var godt (hvilket du heller ikke har sagt). Du skal sige, at vi gjorde det godt, mens det var sommer. Under dette års sommer sejrede vi med det og det. Vi er ikke kommet for at ligge på den lade side. Eller se passivt til, at begivenheder foregår for øjnene af os, uden at vi deltager. Du skal bemærke dette: Hævn kan man godt tage i badminton. Men ikke i livet i øvrigt. Der er ikke noget, der retfærdiggør, at man gør gengæld. Særligt ikke med ”onde” eller ugunstige kræfter. Man kan have holdninger til ting, have egne værdier, som man holder på, og kæmper for, helt i orden. Men man kan ikke have ret. En anden vil altid stå på sin ret, og hvem af os har så ret? Du skal ikke spørge, hvorfor jeg vandt de fleste gange. Det er, fordi der ligger noget selvfølgeligt i, at jeg har spillet mere end dig op igennem mit liv, gået til træning som barn, spillet turnering, lært forskellige slag fra bunden. Der er vilkår, der er uomtvistelige? Nej, du skal derimod spørge, hvorfor det så alligevel føles, som om du vinder. Men det er så indlysende, når nu dit virke består af et langt sejt træk, hen over himmelen og jorden. Du indeholder vulkaner og storme. Og alligevel er du bange for netop disse træk. Vær ikke bange. Men hvem er jeg, der taler om at skille vande og slukke ildebrænde, og stilne storme? Jo, jeg er dit modspil. Dit kvindelige modspil. Og næste mandag til badminton er vi ikke bange, men opfyldt. Men dem på banen ved side af skal selvfølgelig være enige. Og i sidste ende er det hele vel op til Gud? Men se, Han spørger – os. 4.8.14.

Gudsforladt

Man formår det, man formår. Man har ikke uanede mængder kræfter, og vi er nogle, hvor træthed udmynter sig i vrede. Derfor tager jeg ikke med i biografen i aften. – Skønt jeg holder af de mennesker, jeg der ville møde. Jeg kan ikke være vred før biografen, inde i biografen, og når jeg bagefter tager hjem. Jeg skal tidligt op på arbejde i morgen. Og selvom du tror, jeg ikke kan forvalte min aften, og måske ærgrer mig over mit afbud i stedet for, så tager du fejl. Jeg kan udmærket være ikke – vred herhjemme, og have det godt med det. Jeg bliver meget hård, og kalder det for ”livslede”, som jeg føler. Det betyder egentlig bare, at jeg ikke glæder mig til noget i min nærmeste fremtid. Ja, tværtimod tynger opgaverne mig allerede. Jeg kan ikke se mine fødder gå inde ved cinecity (biografen) klokken ni senere i aften, så derfor placerer jeg dem i stedet for herhjemme. Jeg kan ikke se mig cykle derind, tage bussen derind, eller gå derind. Altså; hvordan skal jeg så komme derind? Jeg kan ikke forestille mig hyggesnakke på en cafe, en time før filmen starter, netop fordi jeg jo er i underskud lige nu. – Skønt, det er mennesker, jeg gerne vil sludre med, – en anden gang. Du tager fejl. Selve beslutningen om ikke at tage med, har jo frigjort fornyede kræfter. – Til f.eks. at skrive det her. På lørdag vil min mor spørge, hvorfor jeg ikke var med i biografen, når vi omtaler filmen over for min bror og hende, fordi min bror i dag nævnte, han havde set den. Og til det vil jeg svare: Hold dog op! Jeg har samme grund, som du har mor, når du skriver, I tager toget til Aarhus, fordi I ikke magter at køre i bil selv. Er det så underligt? At skulle forsvare over for andre, hvor lidt eller mange kræfter, man har til sine gøremål, virker helt absurd. Er man træt, har man jo brug for at lægge sig. Ikke kaste sig ud i endnu flere gøremål. Starter en film inde i biografen, og man fra starten ikke er oplagt til film, ja faktisk bare hellere ville sidde derhjemme i sofaen, skal man jo sidde derhjemme i sofaen! Det er givet, at nogle har brug for mig derinde. Eller gerne så, at jeg var kommet. Og bidraget til fællesskabet. Det sagde jeg selv først på aftenen: ”Jeg kan ikke være bekendt at blive hjemme i aften”. Men jeg er det bekendt. Når timerne, der kommer forude, er så præget af ulyst, at jeg næsten væmmes, og ønsker mig et helt andet sted hen, så er det på tide at kigge på andre alternative muligheder. Kunne man få en anden aften, end den planlagte? Du, mor, du skal ikke dømme mig på, hvad jeg når. Eller ”kan klare”. Du, ven, du dømmer mig måske på, at trætte er vi jo alle. Du kæreste, du skal have tak for selv at tage derind. Og hvad er ”en god aften”? Hvem skal dømme, om Gud er her eller der? Men han er ikke her. Det er det, jeg vil sige. Ham imod. 26.6.14.