Malerihæfte

Dette hæfte med malerier skildrer mit liv med malerkunsten fra 1992 – i dag. Med afbildningerne har jeg forsøgt at vise et varieret udpluk af min samlede produktion.

Kunne man bare male eet billede, der sagde alt, havde alt, viste alt. Men det kan man ikke. Plukvis prøver vi os frem igennem livet. Det kan kun være nedslag, som vi fremkommer med. Men de kan række ud over tid og skildre noget almenmenneskeligt. Og da tjente kunsten et formål. Ud over mine begreber.

Her kan du se og downloade hæftet som pdf-fil: Hæfte med malerier

Hæftet er desuden udkommet i en trykt udgave, som man kan bestille på biblioteket eller hos mig.

 

Blogindlæg samlet

Jeg udgav fra 2011-15 en række blogindlæg. Ud fra et behov for at sætte ord på ting, jeg oplevede i min dagligdag. De indeholder overvejelser omkring skyld, tro, kærlighed og meget andet.

Du kan enten læse dem her på siden (nedenfor) eller læse dem i denne pdf-fil, som du også kan downloade: Blogindlæg til udprint (på nær de sidste fire indlæg)

Samlingen er desuden udkommet i en trykt udgave, som kan bestilles på biblioteket eller hos mig.

Lysningen

Det er da klart, at da jeg opdagede en lysning i mit maleri, jeg ikke havde bemærket før, så blev jeg glad! Den hvide streg lidt længere nede i billedet spillede pludselig sammen med dette lyse felt. Noget kan overraske positivt. Vi kender alle det at gå lidt duknakket og så få et kæmpe smil fra en, vi passerer. Uden vi helt ved, hvorfor. Hvor vi venter ingenting, kan alt pludselig ske. Når jeg har holdt det foredrag i Holstebro på onsdag, kan jeg ånde ud. Men allerede nu kan jeg ane det pust, mit åndedræt vil give fra sig, jeg kan mærke, det trænger sig på og vil forløses. Jeg kan altså ane en forløsning eller en lindring forude, efter et par travle uger. Det er meget vigtigt, hvis man er formørket i sit sind, at man kan ane lys forude. Bare et eller andet man glæder sig til i dagene, der skal komme. Om ikke andet så bare til sin morgenmad.. Der er noget ved at gå som et frit menneske på gaden, som de siger i kirken, at vi kan. Vi kan også bare gøre det udenom kirken. Frihed vil vel sige lettelse eller illustrerer næsten noget luftigt, noget med at svæve lidt hen ad gaden, gå let på tå. Jeg kender det så udmærket fra da jeg havde et fleksjob på et regnskabskontor, hvordan jeg fra min kontorplads skuede ud ad vinduet og tænkte; der skal du ud kl. 14 (heldigvis). Der er telefonsamtaler, der gør en kæmpe forskel, hvor man har afsluttet kontakten med den anden i røret på en så fuldendt måde, at man kan leve på dette minde i flere timer! Der er nogle gange, min kæreste og jeg vinker til hinanden, hvor vi kun lige kan ane hinanden, hvis den ene skal ud af døren, men det er så sødt, og jeg ville ikke undvære det. Man aner den, man nærer kærlighed til. Her til aften spiste jeg sødt, og jeg plejer at ville udligne madindtaget med det samme, særligt hvis jeg har et foredrag forude, vil jeg gerne være i form, selvom det måske ikke betyder noget. Men i aften tænkte jeg; large, Rie, vær nu large. Slæk på kravene; selvfølgelig spiller du lige så godt klaver på onsdag, selvom du ikke løfter håndvægte i aften. (Det siger næsten sig selv). Alligevel var det vigtigt i sidste uge at løfte håndvægte før en optræden. Og sådan forandrer vi mennesker os fra uge til uge, og de fleste vil mene, at det er en god ting, deriblandt jeg. Jeg skal ikke puste mig op, til at skulle forsvare mig. Jeg skal ikke tage imod skyts fra publikum; jeg mener, hvornår har en af de fremmødte været fjendtligt stillet over for mig, der kommer og fortæller livshistorie? Mit hjerte har jeg, hvor jeg har, det flytter sig ikke lige. Og jeg er i hvert fald ikke fjendtligt indstillet over for dem. Jeg deler, hvad jeg har erfaret af livet. Det kan vi alle gøre overalt, intet særligt i det. Men lysningen er her, i maleriet. Det strejfede mig, at det er det, jeg er gjort af. Jeg kender ikke dybden af mit mørke, og jeg kender heller ikke tinden af mit lys. Derimellem undrer jeg mig bare. 27.4.15.

Sådan må det ikke gå dig, Herre.

Har nu slukket for både en tv – serie og en film, fordi jeg ikke nænnede at se at det gik hovedpersonerne dårligt… Jeg mener; på tv! Det er jo ikke smerte, personerne virkelig oplever, det er en smerte, de foregiver at have. De formidler smerte, som vi andre så spejler os i, og det vækker følelser i os, vi genkender noget. Og ja, noget lukker jeg helst øjnene for, kald det flugt eller undgåelses adfærd. Jeg ønsker bare, det går personerne godt på tv. Da lad min kærlighed gå ud over bredde og grænse, og bare flyde helt over. Da er det trods alt bare det, jeg fejler, at jeg elsker for meget. At se film med happy ending hele tiden er jo heller ikke optimalt. Vi skal helst igennem ulykke for at finde lykke. Du gav mig et mandat, Herre, til at føle med fiktive personer på tv. Og du gav mig en mulighed for at lære mig selv bedre at kende. Hvorfor slukker jeg, når jeg ser bedrag spillet ud på tv skærmen? Svig, løgn. Fordi jeg tilstræber retfærdighed til daglig? Jeg har faktisk høje idealer om, hvordan et menneske helst skal være. Og i dag bad jeg dig acceptere, at jeg ikke formåede mere, end jeg gjorde. På de parametre, der nu gælder i himmelen, hvor du er. For hvad er en god dag egentlig? Jeg beskytter mig; jeg ser hellere ingen film end en film om bedrag. Selvom jeg måske går glip af oprejsning eller formildende omstændigheder for de personer i serien, jeg godt kan lide. Jeg tager ikke den chance, jeg afstår fra den risiko. Jeg er måske svag. Jeg vil helst ikke vide, hvordan det går dig, du hovedperson. Men må det gå dig vel. Må vi alle finde lindring. Derfor; af frygt for det onde, der måske sker i serien, digter jeg min egen version af handlingens forløb. Sådan må det ikke gå dig, Herre.

5.4.2015.

Paulus

Jeg har altid indeholdt noget diabolsk. Det har jeg vidst, lige siden jeg var lille. Jeg er ellers bange for mørket. For vrede, modstand, sindssygdom. Men jeg indeholder det ikke desto mindre. Jeg føler mig som et dårligt menneske, når jeg med vilje ikke flytter mig, selvom jeg står i vejen for nogen. Indimellem får jeg denne snert af at gøre ondt mod andre. Direkte ondt. Andre dage modsat heldigvis. Det er en hel åbenlys målestok på mit kærligheds barometer, om jeg f.eks. flytter mig, så en anden kan komme forbi, f.eks. i Føtex. Eller jeg taber et æble på gulvet inde i butikken, hvorefter jeg har det valg at købe det stykke frugt, som nu sikkert bliver brunt og blødt et sted på overfladen, eller lægge det tilbage, så en anden køber det godtroende, at det er et perfekt æble. Forestil jer, at jeg står med det valg: Skal jeg købe dette stykke skadede frugt, nu hvor jeg selv har ødelagt det, eller vil jeg hellere have et andet, der ikke er skadet, så jeg bare lægger det ødelagte æble tilbage. Det helt åbenlyse rette i den situation ville være at tage det rådne æble med mig hjem. Så får en anden kunde ikke den grimme overraskelse at opdage, han har købt noget, han troede var intakt, men som ikke er det. Hvilken drift i mig vælger på nogle dage at gøre det første, tage den dårlige frugt med hjem, og andre dage at lægge frugten tilbage? For det er, hvad der reelt sker. Et overvågningskamera ville kunne afsløre mig, dog ikke for den største forseelse i verden, men i mine øjne en stor forseelse. Det, at jeg i øjeblikket ved, jeg gør uret, men så alligevel gør det urette. Jeg fatter det simpelthen ikke! Ville man ikke helst, at en anden kunde gjorde sådan mod mig, nemlig skånede mig for det dårlige æble? Hvorfor gør jeg ikke mod en anden (og i sidste instans Gud), hvad jeg gerne ville, han gjorde mod mig? Det er meget mærkeligt; nogle dage hader jeg vedkommende, der sætter sig ved siden af mig i bussen, jeg virkelig væmmes. Det afhænger af min egen dagsform, om jeg i tanken lige har svinet andre til på tilsvarende måde, måske har fyldt mig med slik, eller bare ikke glæder mig til noget, jeg skal senere på dagen. Ren afsky, kan jeg føle. Afstumpet. Jeg kan ikke gøre for det. Nogle gange beder jeg da en bøn, da jeg føler mig afsindig uren. Andre gange tvinger jeg mig til at gøre en velgerning, som så ligesom skal udligne alt det dårlige, jeg forinden har tænkt. Som om den dårlige tanke bliver opvejet af en god. Og en målestok for, om missionen lykkes, kan være, om jeg derhjemme overspiser, lægger mig, eller støtter min kæreste på en misforstået måde. Motion er godt, til renselse. Og selvmedlidenhed er godt. Hvad skal jeg gøre med det diabolske i mig? Spærre det inde? Kan jeg løfte håndvægte med al min vrede? Hvad med irritation, er det ikke tilladt? Hvad med skadefro, misundelse, jalousi, må de følelser helst ikke være der? Hvad gør jeg da, når de er der alligevel? Et sted skal de jo have afløb. Hvor opstår mørket? Kan det bekæmpes, f.eks. med en bøn? Skal man altid sigte mod at være ”ren”? Hvad hvis jeg er beskidt i tanken, – og nyder det!? Tænk, hvis det er en tilfredsstillelse som menneske at bære nag, at forvanske en ellers fredfyldt situation, at så tvivl hvor der ellers var tillid. Er det da min ret som menneske at udføre djævelens arbejde? Bare indtil jeg igen vender mig imod Gud. 14.3.15.

Var han da ikke menneske?

Før han var jøde eller muslim, var han da ikke menneske? Født under Guds himmel. Ville hvilken som helst Gud ikke elske sit barn, sit afkom, sin gren? Lige meget hvad barnet kalder sig selv. Hvor lyder det hult, når Helle Thorning beklager det skete. Helt uden mimik eller følsomhed. Det er hende, der er afstumpet, om nogen. Og medierne, der bare rider med på en storm. Hun er et menneske, ikke bedre end morderen, offeret, eller hvad vi skal kalde ham. Hun er ikke bedre end gerningsmanden. Over for Gud står de lige, hun og ham. Blev de tappet for blod, ville hans blod ikke være mørkere eller have en anden konsistens. Han har lige så meget brug for søvn og omsorg som hende, og bare fordi hun får den omsorg, og han ikke gør, stiller det hende bedre? Bare fordi hun (Helle Thorning) har, hvor han mangler, er hun da rigere som menneske? Hun taler om kynisme, og viser afsky i sit ansigtsudtryk, som om vi har med utøj eller urene mennesker at gøre. En morder, ja, som har forbrudt sig. Men jo ikke mere end, hvad hun nu i efterspillet gør. Hun opildner til had, og planter sæd i tusindvis af mennesker, hvilket gør at vi nu passerer hinanden på gaden på en mere frygtsom måde. Ikke med tillid. Hun sår og planter og gøder, til had. Hun er den rette gerningsmand! At se så lidt kærlighed i et ansigt og i nogle ord som hendes, gør mig kold indvendig. Sådan skal jeg ikke være. Og sådan et Danmark ønsker jeg ikke, hvor en leder fordømmer vold, som er grundet i desperation og afmagt. Dybest set frustration. Og så tror landets ledere, at man kan tage frustrationerne i opløbet. Ligesom dæmme dem inde. Men hvor skal de så være? Var han ikke menneske, ham Omar? Eller var han en hund, en okse, et får? Var han da ikke menneske.

18.2.15.

Det sidste stykke

Jeg, der troede, jeg skulle skrive en bibel, skulle åbenbart bare skrive til min mor. En mail. Alle kan skrive mails. Hej et eller andet. Jeg smider de sidste to lakridser ud. Jeg orker ikke min tvangstanke om, at jeg skal spise dem alle. De tror, det går godt. Men de ved jo ikke, at jeg spiser de sidste to lakridser alligevel, for at sikre mig. Jeg er tørstig. Men det vil ligesom koste for meget at rejse mig. Nogle ting orker jeg simpelthen ikke. Det er det ypperste sted på dagen. En dag, hvor jeg har gået/motioneret, sunget, arbejdet som sekretær, sovet. Det er nu, jeg burde elske hele verden. Fordi jeg er alene i kolonihaven, sidst på sæsonen, og har en forfatterspire i mig. Jeg ved ikke, om jeg elsker den. Og hvem spørger egentlig? Lige nu når min udstråling en radius, der lige indbefatter mig, uden at røre ved andre. Men jeg rækker ud. Jeg rækker altid ud. Jeg er her på et færøsk mandat, i sidste time, før vi rykker i lejligheden til vinter. Men hvem kender egentlig hele baggrunden for, hvorfor vi er, hvor vi er? Og hvem spørger? Der vil altid være to grunde til, man er her. Guds grund og min egen grund. Hvilket tilsammen danner baggrund. Jeg er her med tvang, med vilje, og med lyst. Som hvis jeg sad på psykiatrisk hospital og holdt fanen højt. For at redde min sidemand før mig selv. Det skal altid være så heroisk, når jeg har fingrene i noget. Medbestemmende. Det skal røre andre. Men hvem mærker det? I dag hjalp jeg en i bussen, men han vendte aldrig sit ansigt imod mig, så vi havde aldrig øjenkontakt, heller ikke, da han steg af bussen. Det er den skjulte kærlighedsgerning, der ikke søger gengæld. Den kærlighed, der elsker uden at få igen. Skulle jeg da i bussen stå på en tinde, hævet over andre, tager jeg helt fejl. Hvor tit glemmer vi ikke selv at sige tak for noget? Jeg skal sove med fred i nat. For det er natten før i morgen, og hver dag er hellig. Jeg skal bare stå op hver morgen og opdage det. Jeg sad alene på Gallo skolen, hvor jeg arbejder, og holdt fanen højt. Jeg siger jo, jeg godt kan gøre det, hvis ingen andre vil. Deri kan man have en vis grad af tillid til mig, at jeg vil kæmpe den svages sag, som såmænd tit er min egen (..). Men ringer der en til Gallo skolen, kan jeg godt være den, der tager telefonen. Det har jeg valgt. Børster jeg mine tænder, gør jeg det grundigt. For det har jeg lært med årene. Ligesom du har lært noget undervejs. Vi går alle med rygsække, tynget af byrder, skattet med erfaring. Men modet til at leve kan svigte, ja en hel dag! For det arver man ikke bare, og får det heller ikke i løn ved månedens udgang. Man tilegner sig det. Tager tilløb, begiver sig ud på en rejse, der endnu er ukendt. Man tør livet, for man tør ikke andet. Men du skulle have mødt mig tidligere i dag; jeg stod som en stork på et ben. Fjernt fra tryghed, dynen som billede på lindring. Samtale som løsning på ensomhed. Men det var godt, du ikke så mig. Det var godt, ingen så mig på kontoret, for jeg gik i et med regnvejret. Og da det klarede op i vejret, troede jeg, jeg kunne gå som et frit menneske. Og mens jeg gik, bar Gud mig det sidste stykke. 17.10.14.