ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg havde lettet mit hjerte ved at gå og slæbe på en indkøbspose. Det var alt, hvad mine arme holdt til. At holde verden i mine hænder kunne jeg kun i få minutter ad gangen. De andre minutter gik snildt med at holde sammen på mig selv. Jeg var overladt til mig selv. Sindssyge i henholdsvis udbrud og dvale. Disse to grader, denne spændvidde, skulle jeg alt sammen holde i mine hænder. Jeg begyndte at falde. Først på gaden, men så også herhjemme. Jeg kunne ikke længere bære min egen vægt, fordi jeg var så belastet af tungt gods. Hvis man havde malet mig på et maleri, havde alle farver været sorte og røde. Et enkelt strejf af hvidt listede sig dog ind. Men hvis ellers et maleri selv kunne skifte farve efter forgodtbefindende, ja så ændrede dette maleri sig hele tiden. Du var begyndt at kede dig. Jeg så dig sidde i stuen helt stille op af din salme. Du støttede dig heldigvis til din salme. Når jeg nu kun var en statist. Og højst var det i mit eget liv. Jeg kedede mig. Det var faktisk mig.., indrømmer jeg nu. Jeg gik fra stuen ind i dette værelse. Værelset var bedre funderet. Jeg tænkte længe på at udgive noget mærkeligt, men jo længere jeg skrev mig ind på en side, jo mindre aparte blev mit udgangspunkt. At tro, man er mærkelig, mens man ikke er det, er vel bedrag? Der var ingenting i vejen med dig. Du var mit udgangspunkt, fordi jeg vågnede op af dig om morgenen, og sov ind ved din side om aftenen. Du gik i min stue og opfandt salmer. Mens jeg selv kun sang dem. Jeg kunne synge enhver salme, i alle mulige tonearter. Men at sige til verden, at det var det, man var blevet til, syntes næsten at være for fattigt. At være udenfor diskussioner om verdenssituationen, fordi man simpelthen ikke havde fattet forhistorien til verdenshistorien, var endnu et men ved det at være mig. At være udenfor noget, betyder vel ikke nødvendigvis, at man er indenfor noget andet. Jeg var indenfor kunst. Jeg bevægede mig indenfor en verden af at skabe. Jeg har altid sagt, at det var federe at lave egne sange, end synge på musikkonservatoriet på akkurat den samme måde, som tusinder af andre sopraner havde gjort før mig. Jeg havde det ikke i mig. Selv ikke på badminton banen over for min kæreste, kan jeg for alvor gøre livet surt for min modstander. Jo, jeg vinder typisk, men jeg har så svært ved at være led. Hvordan skulle jeg da have klaret mig på konservatoriet? Vi talte om at bære på noget. Det var der, jeg startede denne laaange sætning. Jeg bærer på en optagelsesprøve. Jeg kom bare ikke ind med den optagelsesprøve. Men jeg prøvede da. Der er så meget, man ”har prøvet”. Men ”man” kan man jo aldrig helt sige. Hvad der gør ondt på min krop, gør måske ikke ondt på din. Der er sådan nogle dårlige fjernsynsprogrammer, at man er nødt til at gå ind i et andet rum for at undgå lyden af dårligt tv. Ligeledes talte jeg i årevis ind i en diktafon, fordi jeg ikke ville verden. Jeg ville kun min verden. Alt centreredes omkring mig. Ligesom dit (Læserens) liv gør for dig, ku man lidt formildende sige. Jeg er ikke ene om at skrive om mig selv. En forfatter er vel personlig, indtil det gør for ondt. At græde direkte ind i en mikrofon, det er jo udleverende, eller ægte, eller autentisk. Heldigvis er jeg autentisk. Ellers kunne jeg heller ikke være gået ind i dette rum. Jeg sidder her ikke for sjov! Jeg sidder her, fordi min kontorstol trængte til selskab, og mine fingre trængte til at taste på mit tastatur. Ingen anden grund finder jeg egentlig. Jeg ringede til min bror; det har været jul, og han gav os gaver. Selvom jeg i årevis har talt – live – ind i en diktafon, – samtaler, jeg
endda senere har udgivet, så lød jeg så latterlig. Man er for alvor fanget på en telefonsvarer. Ingen fortrydelse, det er nu og her, first take. Du skal være min hyrde. Hvorfor ikke passe på mig, mens jeg går og brydes med: indhegningen, græsset på marken, dem der engang skal slagte mig. Du har ikke kendt mig. Du vil sige, du ikke har kendt mig. Du går ikke. Jeg kan i det hele taget ikke skrive om dig. Jeg kan heller ikke (længere) udgive dette som et blog – indlæg, for det går pludseligt alt for tæt på. Hvis jeg var et dyr på en mark, og du var min hyrde, ville du gøre alt for at passe på mig. Det stiller dig i et dårligt lys at sige, du ikke vil kendes ved mig. Jeg må indrømme, sætningen bare røg ud af min mund. Man kan slette det, man har skrevet, ku man indvende. Der findes endda en knap på mit tastatur, der hedder: ”Slet tilbage”. Se, det er løsningen! Hele mit forfatterskab skulle have kendt til den knap. Jeg opdagede så sent, at du bare ville passe på mig. Jeg gjorde mit for at blive indenfor indhegningen, gå ad sikre stier og veje, gå så du kunne se mig. Jeg kiggede mig af og tilbage, og det er rigtigt at du er det bedste, der er hændt mig. Jeg kiggede mig tilbage, men kun for ane din kontur i mørket. Du er der. Vi gik ad stier og veje sammen. Jeg skriver om det, når vi når frem. Det er historien værd, eller traveturen værd at berette om. Jeg gik og talte sten under mine ben. Nåede jeg over 100 sten på én dag? Du talte selv sten, og samlede enkelte op, som du så byggede salmer op omkring. Det er dine salmer, der redder mig. Hver dag er det det, de gør. Derfor går jeg dig ikke for nær. Siger ikke, hvor stor betydning, de egentlig har for mig. Du skal ikke vide, at jeg elsker dig så meget. Derfor udgiver jeg aldrig dette blog – indlæg. Du har hængt i min stue. Som et maleri. Nu er det bare også din stue, og dit maleri. Jeg har rakt ud efter dig i årevis. Det ene forliste forhold efter det andet, gjorde mig bare usikker på, om der fandtes andet (end forliste forhold). Du skal vide, jeg er dit får. Derfor lægger jeg dine bøger på hylden, så du kan finde dem igen. Intet skal gå tabt af din hånd. Du vil en dag endda skænke vin med den hånd. Allerede i aften, faktisk. Vi holder af hinanden. Er jorden ikke gjort af mennesker, måske? Skulle man finde Gud heromkring, går han nok bare over i Finnebyen (et sted i Århus). Der er så idyllisk derovre, som om fuglene lige synger lidt mere fornøjet der, end alle andre steder. Jeg er ikke dit får, hvad er det for noget sludder. Jeg går selv ovre i Finnebyen, næsten hver dag. Og Gud møder jeg da aldrig. Jeg tænkte, jeg kunne møde Ham her, på siden, i det skrevne. Hvorfor ikke møde Gud, som mine fingre møder tastaturet. Jeg sagde jo, mine fingre trængte til at røre tastaturet. Og nu er mine fingre næsten helt oplyste eller klartseende, her henimod slutningen af dokumentet. Jeg lavede engang et testamente. I det skrev jeg: “Mine ord skal slå rod, men kun, hvor de finder næring”. Derfor arvede mine nærmeste ikke andet end ord fra mig. Jeg kunne ikke dele andet med verden, end det. Af og til sang jeg andres ord, f.eks. som kirkesanger, eller på en cd – indspilning. Det pinte mig, at jeg ikke forstod alt, hvad jeg sang. Jeg ville så gerne have givet det størst muligt udtryk. De andre i kirken sagde, jeg gjorde det godt nok. Og der, hvor jeg indspillede cd’er, syntes de, jeg gjorde det ”godt” eller ”meget godt”. Jeg bærer på et ord, der er tungere end alle andre ord. Tilgivelse. Det er fordi, det kræver mest tro af mig. Men jeg bærer det med lethed, netop fordi jeg tror så meget. Fortabelse. 27.12.2011.

Jeg var smuk, der i spejlet i fitnesscentret. Ikke mere eller mindre smuk, – men smuk. Jeg ku ikke ha ønsket mig en bedre krop, et bedre spejl, et par andre øjne at se med. Hele jeg slog til. Ikke noget ”sad forkert”, eller var malplaceret, og jeg tænkte faktisk med undren, om de med vilje havde lavet spejlet mere ”bruger”-venligt, så man så tyndere ud end man reelt var, så man fik lyst til at træne igen en anden gang. Om det var en salgsfidus. Stoler man bare ikke på det gode? Skal der absolut være en hage? Køen i sandwich baren var også for lang. Lysreguleringen skiftede lige til rødt som jeg netop skulle krydse vejen. Folk masede sig frem i ”Bruuns Galleri” (i Århus) for at komme hurtigst muligt frem. Alle disse men’er. Men som jeg stod der – narcissistisk – foran spejlet, havde jeg næsten sejret. Alle selvbebrejdelserne eller følelsen af utilstrækkelighed eller skyldfølelse over at have spist for meget, forduftede. Byrderne lettede, intet mindre. Ville jeg så anbefale alle andre at gå i fitnesscenter, er det derfor, jeg skriver dette blog – indlæg? Nej, jeg savnede. Jeg savnede spejlet derhjemme, hvor jeg ser mig med fejl. Jeg tog mit tøj på i træningscenterets omklædningsrum, og – igen – som før jeg trænede, følte jeg mig ”forkert” eller mislykket, som om jeg skulle have valgt et helt andet sæt tøj fra morgenstunden. Jeg var alene. Kæresten var udenbys. Hans vante kommentarer og typisk ros til min påklædning – udeblev. Jeg kunne ikke været sikker. Jeg var alene på gaden, alene i omklædningsrummet med min krop, og mit tøj hang ensomt nedad min krop. Jeg sidder i stuen og tænker; mine arme er blevet stærkere i dag. Helt mærkbart løftede jeg så mange kilo, jeg overhovedet kunne overkomme. Ingen kunne have forlangt mere af mig. Men hvad ”savnede” jeg alligevel, som jeg siger. Jeg var ikke stærk op af dig. Du stod ikke ved min side foran det spejl. Kun jeg selv glædede mig. Var det ikke nok? Er man ikke grundlæggende ”sin egen herre”? Skal man ikke kunne stå oprejst i verden – selv? Når du kommer hjem om et par timer, kan jeg fortælle dig, at jeg har trænet. Du vil ytre, at du er glad for, at jeg kom af sted (fordi jeg nogle gange har mine tvivl forinden). Du vil måske endda sige, at du kan mærke træningen ved berøringen af min krop. Jeg har trænet min krop, men hvorfor? Jeg var helt alene om den romaskine og de jernstænger. Vekslede kun et ”hej” med et par andre motionister. Hvorfor kom jeg da? Hvorfor valgte jeg alenehed frem for tosomhed eller noget, vi ku have været sammen om? Jeg dør alene. Er det måske ikke rigtigt? Jeg kom ikke helt selv til verden (jeg mener: nogen hjalp ved fødselen, og min mor var der jo), men jeg må selv gå ind i døden til sin tid. Jeg er ikke et bedre menneske efter at have trænet, men jo det er jeg faktisk. Jeg så mig selv slå til, række, gå distancen ud. Lignede de andre, men ikke helt. Romaskinen sagde: ”Tak for endt arbejde”, og jeg kaldte den ”en ven”. Næste gang jeg kommer, siger jeg ”Hej” til den, og den stikker i et stort smil. Spejlet siger – igen – næste gang: ”Hvor er du egentlig fin”. Og når det er spejlet, der (selv) siger det, så er det (jo) ikke narcissistisk. Forstår jeg verden bedre nu? Et savn skulle være, hvis du aldrig kom hjem fra din udenbys tur. Hvis der ingen læsere var på min blog. Eller hvis katten aldrig kom ind igen efter at have strejfet omkring udenfor. Savn er ikke at have ord. Ikke at pille ved det bestandige. Savn er når Jesus siger: ”I spejlet OG udenfor spejlet var du smuk”. ”Jamen, jeg kunne ikke se mig udenfor spejlet”, siger jeg indvendende. ”Jeg så dig”, siger han så. Da jeg gik hjem ku jeg godt mærke et blik. Hjælper det mig, at du er allestedsnærværende?, spørger jeg. Og ser du mig kun, når jeg er ”smuk”?. ”Der er dage, hvor jeg vender spejlet om”, siger Jesus så. ”Hvorfor?”, spørger jeg. ”Der er dage, hvor det (spejlet) ikke kan tåle at kigge”. ”Jeg har aldrig oplevet et spejl, der ikke spejlede, men skammede sig eller skånede sig selv mod synet”. ”Næh, men i dag oplevede du det”, siger Jesus til mig. ”Jamen, jeg så jo mig selv!”. ”Ja, men spejlet gjorde ikke”, siger han. ”Jamen jeg overstrålede Alt!”. Du så det kun selv, siger jeg jo. ”Og du så det?”. Jesus: ”Jeg kiggede væk. Jeg ku ha hændt at elske dig”. Men du må gerne elske mig. ”Næste gang så stil dig med ryggen mod spejlet, da ser du dit egentlige inderste stråle. Ikke som en veltrænet krop, men som en, der gerne vil træne sin krop. Fordi romaskinen er din ven, og spejlet er dit modspil. Da spil op imod dig selv.” Så gjorde jeg. 20.12.2011.

Det tog mig en time at blive menneske. Mindst. Jeg blev født ind i en verden. Var her måske før det. Men nu tager jeg mig sammen. Man kan ikke skrive hvad som helst. Man kunne jo blive kaldt alt muligt, ”utilregnelig” eller ”sindssyg”, eller bare lidt til en side. Og det vil jeg da ikke. Derfor målretter jeg nu mit blog – indlæg til den menige mand, så alle kan forstå mine ord. Ikke at jeg har vidtrækkende konsekvenser, eller at mine arme rækker langt ud i verden, men måske kan man nå nogen med ord. Jeg har prøvet det før. Kastet ord efter nogen på gaden. Jeg ramte dem i ryggen, men ikke alle mærkede det. Jeg tog også nogle (ord) tilbage, slugte dem nærmest i min mund, de skulle simpelthen aldrig have været. Og slet ikke rettet mod ham der på gaden, eller hende der i bussen. Højst skulle de have ramt mig selv, som i en boomerang effekt. Så jeg fik alt tilbage i fjæset igen. Alt, der var rettet udad, skulle verden siden hen give mig tilbage. Alle dem, jeg havde svinet til i min dagbog igennem år, skulle jeg engang få gengæld af. Men allerede i dag får jeg det. Fra mig selv. Inden jeg ser ham i øjnene, jeg har skrevet dårligt om, ser jeg mig selv i øjnene, som hende der har skrevet grimt om ham (en bestemt i min omgangskreds). Og næsten ingen er gået fri, jeg har kastet skyts mod de fleste, bare fordi jeg selv var klemt eller presset. Presset til at skrive hvad som helst. Give mig lov til at skrive hvad det måtte være. Måske ingen alligevel skulle læse det skrevne, men hvad hvis..? Og selvfølgelig skulle det frem. Disse endeløse skriverier på toppen af Hammershusvej, hvor jeg dengang boede. Og hvad interesserer det folk at læse om, at jeg engang var forfatter på 4. sal i min lejlighed? Jo, noget må række videre. Ud ad vinduet deroppe på fjerde sal. Ud på gaden, ned i mudderet, ned til cellerne, det opbyggende materiale. Som alt bunder i. Alt udgår fra. Hvorfor skulle jeg ikke udgå fra noget? Hvorfor ikke jeg, på toppen af etagebyggeriet. Jeg kunne finde på alle mulige ting, såsom at skrive egne sange. Eller egne digte. Taget var for øvrigt lavet af digte deroppe (..) Og mange andre ting foregik i den lejlighed. Også ting, jeg blev syg af. I perioder hørte digtene aldrig op. Timer foran skrivemaskinen, midt om natten, hørte ligesom aldrig op. Om det så var et brev, der ville skade den, der skulle læse det, måtte jeg stå op og ”udføre min gerning”. Halvvejs tvangsmæssigt. Hvordan ved vi så om – dette – blog indlæg ikke også bare er tvunget frem via en vanvittig tanke? Men jeg spørger tilbage: ”Hvad hvis det er”? Hvad hvis blog – indlægget bygger på Sindssyge, – vil I så ikke læse det?? Hvad er der grimt ved sindssyge, og afmagt, og noget man ikke kan gøre for. Jeg har aldrig kendt andet. Du siger, jeg må være her, du Læser. Jeg må skrive på Kristeligt Dagblads hjemmeside, fordi der ingen censur er, og fordi jeg i øvrigt ikke skriver noget ”skadeligt” eller sådan. Fordi jeg skriver ”rent”, sådan som jeg er, er der plads til mig. Uden mig var hjemmesiden intakt. Med mig på hjemmesiden er der måske uroligt, men har nogen spurgt hjemmesiden, om den har noget imod at blive lidt urolig? Disse mange indlæg om mangt og meget, skulle jeg hellere læse, end skrive ting selv. ”Skrevne ting om tro og kærlighed”, som jeg kalder det. Hvem kan skrive om ikke – kærlighed, eller ikke – tro. Har vi ikke alle et eller andet at gøre i dette forum? Kender vi ikke alle disse emner, der rager så højt, at vi strækker og strækker os for at nå. Hvem fornægter at kende kærlighed? Skulle det være særligt at skrive om. Næppe. Andre kunne have levet mit liv, – snildt. Jeg var bare en Anne Marie, og hedder tilfældigvis noget med bogstavet ”E” i mit efternavn. Det giver sammenlagt ordet: ”ame”, hvilket vel kommer af det latinske ord for kærlighed.. Jeg ved ikke. Så meget skulle man ikke vægte et par begyndelsesbogstaver eller tre. Jeg siger jo, at andre hedder Anne Marie, og at jeg bare er ”tilfældig”. Andre kunne have fået min sangstemme, og flere kunne have forfattet mine digte, og i øvrigt have købt den trøje, jeg har på. Vanvittigheden sejrer!, siger jeg bare. Det er det, jeg eller vi er her for. Alt må lykkes i den skønneste uorden. Alt, hvad der ikke blev sagt, kommer jo alligevel for en dag. En tanke er vel ikke nogensinde skjult (for nogen). Særligt ikke for Gud. Jeg er ikke Gud. Jeg er menneske. Ikke dit menneske, eller det menneske, men menneske. Ikke for dig, eller med dig, men for mig selv. Op af dig, selvfølgelig. Hvem kan ellers holde mig ud? I går sagde jeg næsten ingenting, da vi havde gæster. Pludselig kunne jeg ikke snakke med om noget, og jeg følte mig uintelligent. (Men var det ikke??). Men så sagde jeg alligevel noget. Jeg sagde: ”Du har sagt mig, jeg slår til”. ”Du udtrykker dig, som om du holder af mig”. ”Du står op af mig, som om du vil være mig bekendt”. Men igen; det sagde jeg slet ikke. Jeg lyver nemlig også. Jeg må jo skrive alt. Derfor har vi i dag d. 1. juli, og jeg er mor til en dreng. Alligevel blev jeg i stedet sindssyg, og det er netop min undskyldning. Hvad er din? Jeg er mor til en dreng. Det er ikke helt løgn. Jeg er halv. 01.12.2011.

At jeg måtte skrive for mit eget bedste, fattede jeg jo ikke. En anden skulle vel engang læse det skrevne, ellers var det vel ikke? Jeg kunne skrive i mit testamente, at denne side papir skulle placeres ovenpå min krop i kisten, og ingen måtte åbne dokumentet og læse det først. På den måde var det skrevne kun imellem mig og – mig. Hvorfor så skrive det, kunne jeg ikke bare have tænkt det skrevne for mig selv, når der nu ingen anden læser ville være? Men næh, ordene fik mere kraft af at blive placeret på en side. Også for en god ordens skyld. Min ordens skyld. Jeg havde gennemtænkt hele mit liv. Det lå bredt ud foran mig, som om jeg hvert minut kunne blive kørt over af en bil, og stadig ville det være intakt, uberørt. For jeg havde det, ejede det, plejede det, også selvom jeg lå mast ud midt på gaden. Ingen kunne nogensinde fratage mig mit sind, mit hjerte, eller min sjæl. Ej heller den ring, min kæreste lige har givet mig til min fødselsdag. Hvem ville gå rundt med en afdøds ring? Men jo, det har jeg engang selv gjort. Og det har givet mig noget historie med mig, at der på min finger havde jeg noget af ”Olines”, som kvinden, der ejede ringen, hed. Og jeg tænker; hvad vil de døde her? Ved hun et sted, at jeg har båret den ring? Ikke at det var for hendes skyld, at jeg gjorde det.. Men hvem fra de dødes rige, lever? Går hun et sted med en ny ring. Bare fra de dødes rige? Hvem tog fra de døde, hvad de stadig skulle have haft. Hvem krænkede en gravplads, spyttede på et navn, mindedes med afsky? Var de døde ikke i fred, for at blive i fred? Men hvem skal jeg (næsten) spørge? Disse latterlige spørgsmål, som om jeg kender en død, eller vil kende døden, eller længes efter at dø, eller hører om døden. Bare det enkle ved livet, man ikke kan vide noget om. Jeg forsøgte at være her og spørge. Jeg spurgte om alt muligt. Rimelighed. Retfærd. Hver gang jeg beder, beder jeg næsten ”om retfærd”. Det betyder i praksis, at det jeg møder skal foregå ”ordentligt”. Når jeg møder et menneske, skal hver af os få efter evne eller fortjeneste. Men hvem ved, om man får ”meget” eller ”lidt”, og om det meget eller lidt var ”nok”? Men jeg skal ikke kræve og kræve. I stedet for retfærd, så vel – færd. Jeg kan ikke blive ved at gå i genbrugsbutikker og indkøbe mere tøj. Der lugter af dårlig samvittighed, lige fra jeg træder ind ad døren. Og min(e) skabe er propfyldte, og noget tøj overrasker mig til stadighed; tænk, har jeg også den trøje, eller den nederdel? Hvad skal vi med overfyldte lommer. Kærlighed i en uendelighed. Slipper den aldrig op? Jo, når jeg min kæreste og jeg laver mad (sammen), har vi vidt forskellige holdninger til, hvor længe maden behøver at koge, og ved hvilken temperatur. Og jeg går herind og skriver et blog – indlæg (det er det blevet til, kan jeg se), for at få lidt luft, fra madosen, opvasken, stearinlyset – selvom det var tændt for at hygge. Vi sidder i hvert vort rum. Og tusinder af andre danskere gør det samme. Det er et parforhold, op af andre parforhold. Bortset fra at det er nok i sig selv. Jeg havde besluttet, inden jeg gik herind, at jeg skulle skrive for mig selv. Dette famøse ark, som skulle ligge i min grav, som ingen nogensinde fik at se meningen med. Der skulle bare udenpå konvolutten (hvis siden lå i en sådan) stå: ”Med ingen mening”. Og dem, der stod rundt om graven, ville gå til af nysgerrighed, men jo også respekt for mit ønske, om at netop det skrevne, var privat. Der skulle stå noget om ”Jesus”. Som om jeg havde en hemmelighed om Jesus, eller vidste noget om Jesus, som ingen anden vidste eller kendte til. Min egen hemmelighed. Det kunne være, at jeg kom til at tale over mig, inden jeg døde, og afslørede, hvad dokumentet indeholdt. Men det kunne snarere være, at jeg indeholdt endnu flere hemmeligheder, som endnu flere ikke vidste af. Og til hvad nytte? Jo, – til Guds nytte. For Han kendte mig til bunds. Skjulte intet for ham. Og han fik netop at læse, hvad der stod på det papir, der skal ligge over mig i kisten. – Dette dokument, måske. Men hold nu op; nu har alle læst det her, så gemmer du jo ikke længere på det. Så helliger du det ikke mere, end at du bare med det samme publicerer det på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Ville du ikke andet og mere end det? (kunne nogen spørge). Jeg ville ikke andet, i hele verden ville jeg ikke andet end publicere noget på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Men der må være en grænse, og den går lige her. Jeg vil ikke skrive mere end denne ene side, i det program jeg bruger til tekstbehandling. Det må kun fylde denne ene side, og jeg er snart færdig. Kisten, når jeg er død, kan kun indeholde eet dokument. Ikke to eller flere. Og når man smider det ned i graven, folder det sig omvendt, så bogstaverne ligger øverst, og så folk omkring graven kan skimte nogle sammenhængende ord. Det, de får mest mening ud af, er ordene: Død, men genrejst. Og hvem fanden gider læse sådan noget? Nogensinde? Næh, når jeg dør, skal der stå meget lidt. Et liv i afsavn. Et fattigt liv. Et stakkels og forarmet menneske. Men var det så mig, der lå dernede? For jeg kendte til afsavn, fattigdom, men nævnte det aldrig.
22.11.2011.

Det var altsammen små skridt i den rigtige retning. Man gik ud fra, at i takt med at man blev ældre, blev man også klogere. Og med mere livserfaring bag sig, var man bedre rustet til at møde hidtil ukendte udfordringer. Og i alle ting ville jeg bare gerne være ren. Ren i tanken – sådan helt barnligt, uskyldigt, ren i følelsen så der var overensstemmelse mellem, hvad jeg havde indvendigt og hvad jeg udadtil gav udtryk for. Ren i kroppen ovenpå krævende dage med præstation og tynd mave. Ren. Et åbent ansigt. Det, der var. Stabil. Det, der lå latent i mig – og hvilede. Jeg lå på sofaen med katten ovenpå. Den havde ikke umiddelbare forbehold mod mig, selvom jeg i egne øjne ”tænkte dårligt”, eller manglede kærlighedsevne. Den var varm og kærlig. Det var min kæreste også, da han tog af sted. Og i morgen er han det igen. Det er det, man kalder ”tillid”. Din krop op af min, fordi der er tiltrækning og magnetisme, som om din mave op af min går ind og næsten ”fylder op” i min mave, hvor der før var hult. Du vil mig ikke ondt, Herre. Hvorfor tror jeg, jeg skal straffes eller møde modstand? Hvem har lært mig næsten at bede om Tab på livets vej? Jeg sidder i kirken og du fylder mig op. Efter nadveren synger jeg mærkeligt nok bedre end før nadveren, og jeg kan ikke forklare, hvorfor. Jeg tænker på at have gjort et andet menneske ondt rent fysisk engang, men finder trøst i at også Du led en smertefuld død, og måske kan forklare mit barn, at det er et offer. At jeg slog ham ihjel, fordi jeg var syg. Og at han har betydet så utroligt meget for mit liv. Sidenhen fik jeg ikke børn. Det var som om, det ikke kunne ligge i mit liv. Der var ligesom ikke plads til børn i min mave. Eller i mit sind for den sags skyld. Ikke at jeg ikke gerne ville have en ekstra ”Lars” (kæreste) på en eller anden måde. Han måtte da gerne kopieres, men – jeg.. Jeg sang engang ”Nu lukker sig mit øje” – godnatsang for mit barn. Det var inden det blev født, og om han har hørt det..? Men så lukkede jeg hans øje, mens Gud så til. Og så løb jeg væk fra ham, efterlod ham i sneen. Hvorfor sang jeg først for at gøre ham tryg, for siden at gøre ham utryg? Nu synger jeg aftensang for mig selv. Jeg er mit eget barn, også så jeg virkelig skal tage mig sammen for at føle mig som voksen – i en alder af snart 39 år. Man havde ikke som barn ønsket sig at blive en, der har slået ihjel. Jeg ville bare gerne synge og spille klaver. Det gør jeg nu; egne sange og salmer. Offentligt. Det var, hvad jeg kom med i posen. Af lykketræf og skæbne stykker. Jeg deler gerne ud. Men når jeg skal leve med fortid og synd, begynder jeg at tro på Jesus. Så får jeg det bedre. Min søns voldsomme død var ligesom Jesus’ voldsomme død. Så det har de tilfælles. Genkender du mig en dag, vil jeg være glad. Men vil du ikke kendes ved mig, forstår jeg godt det. Til vinter vil jeg selv lægge mig i sneen, og min kæreste skal med vilje gå fra mig, så jeg får følelsen af at blive efterladt, hjælpeløs. Men det går sådan, at han ikke kan få sig selv til det. Jeg beder ham igen og igen om at gå fra mig, fordi jeg har fortjent at blive efterladt, – men han kan stadig ikke. Jeg turde godt løbe fra dig der i sneen. Du var hårdt ramt, men jeg havde ”sendt dig af sted”. Mere føltes du ikke som mit barn, end at jeg havde kræfter til at løbe. Kære urene, moder. Mere følte jeg mig ikke som dit barn, end at jeg først nu kender dig (igen). Flere ord har vi ikke at sige, andet end: ”Nu åbner sig mit øje”.
24.10.2011.

Det smertede mig at være her. Men hvorfra skulle jeg vide, om andre kender den samme smerte? Om jeg bare er en blandt mange. Hvem er ”mange”? Skal jeg ikke søge i egen favn og forløse noget der, før jeg rækker ud efter andre. Men nogen ”glemmer sig selv”, ofrer sig, giver for meget, mister sig selv på den konto. Men nogen er jeg ikke. Jeg er den. Og søger jeg i egen favn finder jeg smerte. Over at jeg i det hele taget har en favn, der vil omfavne nogen. For nogen findes, og nogen har brug for mig. Jeg kan være hos en ven i nøden, uden at være hos mig selv. Men du vil spørge, hvorfor. Reder man ikke sin egen seng før en andens. Jeg skal forhaste mig. Hurtigst muligt finde fodfæste, og kunne kende mig selv, fra de andre. Hellere være indeni mig, end udenpå de andre. Det er så helligt. At tænke på du før jeg. Som om det er den største kærlighedsgerning i verdenshistorien! Han (Jesus) gav sig hen. Ofrede sit liv. For sådan nogen som os. Hvorfor, egentlig? Var det så meget rarere at hænge på et kors. Men jeg kender godt svaret. Jeg gjorde det gladelig. For en sag. Men hvilken sag er da så vigtig? Bibelen, den er vel bare en bog, blandt mange? Og den er ved at være gammel og forældet. Men hvad andet har vi. Jo, vi har det levende ord. Når kærlighed ”bliver levende i blandt os”, som man siger i kirken. Vi kan være liv for nogen i morgen. Hvorfor ikke allerede i morgen. Hvem hindrer os. Gå nu ud i verden og elsk hverandre. Og det viser sig, at det er langt det nemmeste. Den nemmeste fordring overhovedet. For strømmer der først en velvilje ud af ens hjerte, eller ens favn, når den også typisk ind og gør godt, hvor den kommer frem. Kan man ikke elske – for meget? Det kommer vel an på, om man bagefter er helt tappet for kraft. Eller om den, man rettede sin vejvilje imod, tager dårligt imod den. Kærligheden er vel som en strømning i en gren. Den vokser udadrettet hen imod noget. Arbejder møjsommeligt på at blive større, bedre. Vise mere af sig selv. Rette sig udad. En verden åbner sig for grenen, og favner den. Luften omkring grenen kærtegner den. Påskønner den, og opfordrer den til at fortsætte ad samme vej. Den kan vel ikke møde had på sin vej, sådan en gren? Engang da jeg var indlagt, så jeg kun had i træernes blade udenfor vinduet på stuen. Jeg gik møjsommeligt (ligesom bladet på grenen) over i hospitalskirken og bad. Men når jeg kom tilbage til afdelingen, var jeg ikke blevet ”bedre” eller udfriet, eller mindre deprimeret. Alligevel gik jeg over i kirken den næste dag også. Og sådan fortsatte proceduren i flere måneder, faktisk. Uden at føle denne aha – oplevelse, eller føle Nåde eller løn, eller ømhed, fra en højere instans. Jeg havde kun mig selv som målestok, og så slet ikke, at Gud var i det blad på træet, jeg kunne se fra mit vindue. Nej, i mine øjne var Gud der ikke. I stedet kiggede bladet hadefuldt på mig. (Ikke psykotisk). Til sidst lægede tiden alle sår. Intet andet en tiden reddede mig ud fra det sted. Ikke engang en bøn, som jeg havde ment mere inderligt, havde gjort udslaget. Nej, kun tiden arbejdede for mig. Slet og ret noget udenfor mig selv. Grenen, der bare vokser af sig selv, håber på at nå frem, håber på at blive større, indtage mere næring. Udfolde sig. Og nu, hvor jeg nævner det, vil jeg allerede i morgen kigge på et blad på et træ, og se om jeg kan se, det er kærligt. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg er opfyldt af kærlige tanker, i højere grad end jeg nogensinde tidligere har været. Så hvorfor ikke et blad i morgen? Hvorfor ikke i de her ord. Eller i et strøg henover en skulder i butikken i morgen. Forleden tænkte jeg på, om Djævelen faktisk findes. Jeg var begyndt at læse en ”Jesus – bog”, hvor forfatteren helt naturligt omtaler Djævelen som en realitet. Jeg kan huske, at jeg for år tilbage tit tænkte på ”det onde”, og på hvordan jeg skulle undgå det onde, og holde mig på ”kærlighedens sti”. Hvis nu Djævelen var i det blad ude på det træ udenfor mit vindue på psykiatrisk hospital, så havde han et udtryk. Et sted at vise sig. Og et menneske at ville kapre. Jeg gik ikke ud og kyssede bladet for at det skulle forandre sig, for det havde jeg slet ikke kræfter til. Jeg blev heller ikke ved med intenst at nedstirre det, blive forblændet, eller opfyldt af had over det. Jeg lod det være. Det var vilkår, lige op af min sygdom. Det var lige vilkår for bladet som for mig. Alt levende kan vel i princippet ændre karakter, selv jeg kunne jo – i bladets øjne – være ond i min udstråling. Men ond – helt inde, tror jeg ikke. Selvom jeg i sygdomsperioder har kaldt mine forældre alle mulige onde ting, tror jeg ikke, jeg var ond. Min mor kaldte det for at jeg ”skejede ud”, og at det ”kunne jeg jo ikke gøre for”. Havde hun ret? Var jeg – pga. sygdom – undskyldt? Var bladet – undskyldt? Hvem er Herre over hadet, eller bestemmer hvem der udfører ”onde” handlinger? Tager ”Djævelen” bolig, hvor den kan komme til det? I mange år var jeg bange for bestemte tal, og for at bære sort undertøj, fordi jeg tænkte, det var af mørke kræfter. Jeg turde simpelthen ikke. Det gør jeg godt nu. Jeg ser ikke en bund- eller grundtone i mig, eller mennesket som sådan, som ikke står ren. Ren mørk. Skulle man på et maleri helst vælge lyse farver? For at skabe et venligere udtryk? Hvis nu Djævelen (som jeg nævner helt uhørt mange gange) virkelig findes. Er han så i ordet. Her. Nej, han lå da i min seng! Jeg kan endda kigge lige over på ham herfra. Han hviler sig bare, efter en mislykket mission om at omvende. Og jeg har helt styr på ham. Men sikke noget sludder. Jeg spørger bare, om den egentlige grundtone er kærlig. Hvis man har lyst til at være vred på en ven, men snarere formulerer sig helt omfavnende positivt (som jeg faktisk i dag netop har gjort), har man vel vendt den anden kind til. Men hang man samtidigt på korset, er det vel sværere at vende ansigtet i en bestemt retning, ku jeg forestille mig. Hvis røveren på korset ved siden af havde provokeret én. Ville man så have råbt højt og vredt? Nej, for man havde ikke kræfter. Man hang udsultet, til skue, nedgjort. Men røveren sagde i stedet noget støttende til én, og man fandt kræfter i stedet for at miste kræfter. Hvilken Herlighed! Der var nåde i den sidste Time, og der var mere på vej. Flere steder at hente kraft. Også for os i morgen. Og for bladet på træet. Og for dem, der lige nu beder i hospitalskirken, i stedet for mig. Og mon ikke, man alligevel blev hørt derude? Det tror jeg, jeg vil bede om, at man bliver. For lå man ned og blev sparket på, var man nærmest fortabt. Men rejste man sig bagefter for at slå tilbage, var man også fortabt. Rejste man sig derimod for at se på sin forslåede krop, at den er mærket for livet, men har tålt, så mærker man sig selv generere styrke. Til fremtidige kampe og lidelser. Selv Han rejste sig. Fra graven. Og nu kan jeg se, Djævelen også rejser sig fra min seng. Han slingrer af sted. I morgen hænger han på et træ som et blad. Men jeg ser ikke hans vej. I stedet for plukker jeg bladet lige ved siden af, så han føler sig overset. Han vil søge at gå mig i møde. Og det ender (sgu) med, at jeg beder for hans frelse. Jeg kan ikke lade være. Hvis fristelser består i det, er jeg så den største Synder. 02-09-2011.

Jeg ville gerne være ren. Derfor rengjorde jeg mit ansigt, undgik at drikke kaffe, motionerede, vaskede mit hår. Men hjalp det mon? Jeg ville have gjort gode gerninger, nogen der forløste, eller overraskende ville gøre folk glade. Men så opdagede jeg, jeg var mig selv nærmest, og fik ryddet op i min stue. Jeg var på vej over mod købmanden, men så gik jeg tilbage. Kunne slet ikke se mig tage bussen ud til min kærestes kolonihave med varer, som jeg af god vilje ville have gjort. Hvem opdagede mon, at jeg havde haft tanken? Kun de naboer, der så mig gå ud og derefter tilbage, må have undret sig, og tænkt jeg havde en plan. Så skulle jeg sådan helt heroisk sende en sms til min kæreste senere på aftenen, og skrive at jeg havde fyldt hans køleskab op, taget hans snavsede vasketøj, så jeg kunne vaske det i morgen, samt givet kattene mad, som de egentlig helst får så sent på dagen. Jeg kunne have været en engel, men var kun et menneske. Og pludselig var det nærmest at tage sig af mig selv, få ryddet op herhjemme, spist de boller selv, som jeg ville have givet ham. Og igen – som jeg følte i morges, var jeg et dårligt menneske. Eller jeg kunne i hvert fald have været bedre. Jeg så muligheden for det gode, men greb den ikke. Måske ville jeg have været ”for god af mig”. Det ville måske helt have været en ”ofring” af mig at tage derud. Det ville måske have ”kostet” mig noget. Det var lettere at sige til sig selv, at man ikke kunne ”se det for sig”. Jeg kunne ikke se det for mig, at jeg skulle sidde i den bus ud til Søren Frichsvej. Ikke lige i aften. Det var ikke, at det gav regn, eller at der ville være ballade på gaden på sådan en lørdag aften, eller at jeg havde for kedeligt tøj på, så jeg ville have været for sårbar. Jeg kunne bare ikke ”se det for mig”. Jeg kiggede på fremtiden, og så mig ikke sidde i en bus, eller gå hen ad Søren Frichsvej. Det var ikke min vej. En andens måske. I aften skulle jeg nemlig skrive et blog – indlæg, kan jeg så regne ud, nu hvor jeg er i gang. Det var det, aftenen skulle gå med. Og gå gladelig med. Så skulle jeg gøre kærlighedsgerninger på skrift. Ikke hos købmanden, eller i kolonihaven, men lige her. Men hvordan stille så høje krav til sig selv. Måske kendte jeg ikke engang kærlighed. Hvem sagde, jeg havde oplevet den nogensinde. Kunne et menneske ikke være ”tabt”, og aldrig have mærket kærlighed? F.eks. jeg. Men jo, jeg kendte godt kærlighed. Også i at spise, og i at motionere, og ved at tale med min søster i telefonen om lidt, eller da min kæreste ringede tidligere på dagen og ønskede mig det bedste. Men hvem har ”det bedste”? Hvor er skatten gemt? Hvem kendte – mest til kærlighed? Det gjorde vel Jesus? Måske Jesus. Hvorfor ikke Jesus. Var han ikke kærlighedens mand. Talte han ikke netop – fra hjertet. Alle vi andre, vi prøver bare. Alle os er bare forsøg på. Eksempler på noget, men jo ikke det fulde eksemplar. Eller? Når jeg prøver at lege, jeg er Jesus, som jeg gør mange gange om dagen, da jeg engang havde en slags vision om, at jeg faktisk er ham, så kommer jeg til at græde over nogen i bussen. Jeg kan ikke græde højlydt eller hulke, det vil virke alt for mærkeligt, men der er plads til, at jeg får tårer i øjnene. Nå, hvorfor bliver jeg rørt over nogen i bussen?, tænker jeg så. Det gør ikke et menneske bedre, at det kan blive rørt over nogen i bussen. Det gør heller ikke et menneske dårligere. Det er et menneske, der bliver rørt, som vi taler om. Mig. En anden bliver måske rørt over mig, men det kan jeg bare ikke forestille mig. Jeg kender selvfølgelig kun min egen tåre, som ingen typisk ser, og jeg kender mig selv, som en der elsker, eller med – føler, eller får ondt af. Empati. En aften for nogle år siden, spurgte jeg den åndelige verden, eller bare ud i luften: ”Hvad er det særlige ved min familie?”, (den, jeg er vokset op i). ”Empati”, var svaret. Det var på et tidspunkt,  hvor jeg – på trods af at jeg var omkring 30 år – ikke vidste, hvad ordet ”empati” betød. Derfor stod jeg op af min seng og slog ordet op. Andre familier er måske gode til noget andet. Det gør ikke umiddelbart min familie bedre end andres. Men vi kan åbenbart sætte os ind i andre folks følelser. Perfekt! Det må være en god egenskab, tænkte jeg straks. Indtil jeg den dag i dag sidder og græder i bussen, så ved jeg ikke, hvor hensigtsmæssigt det er at med – føle. Men Herre, er det ikke det, vi er her for? Var Du her ikke for det, også? Du følte endda med dine bødler. Du favnede alle, og tog i nåde mod de fortabte. Samtidig med at du dømte hårdt og nådesløst. For du var dobbelt. Ikke som skizofren (tror jeg da ikke), men som både nåde og dom. En åben favn, og en kølig afvisning. For ikke alle rørte dig lige meget. Jeg taler om Jesus. Jeg prædiker ikke, jeg er ikke teolog, og jeg er ikke engang lærd. Men jeg bliver rørt over nogen i bussen. Det var, hvad jeg ku. Andre kunne være dem, jeg bliver rørt over. De mærker nok ikke mit blik eller min overøsen dem med ømhed. Men jeg kan ikke lade være. Og det kommer bag på mig hver gang, når det sker. Bare en mand går duknakket på gaden, falder mit blik naturligst på ham. Hvorfor ikke være hos den, der lider mest nød? Hvis en kom til skade i bussen eller på gaden, ville vi alle søge at hjælpe ham. Eller? Ville vi ikke – naturligst – søge mod den, der er i nød, og – hjælpe ham!? Det er en opfordring. Jeg synes, kærligheden er så overbevisende med sådan noget. Man kan vel ikke se stiltiende til noget ulykkeligt. Jeg spørger bare (og kender jo ikke svaret). Jeg er selv i nød, dag ud og dag ind. Beder alt for sjældent, og takker alt for lidt. Men alligevel synes jeg, jeg har noget, i min beholdning, et overskud, der rækker ud over min egen favn. Det er som om, jeg har noget ”tilovers”, som jeg kan dele ud af. En hel barm fuld af næring (selvom jeg er ret barm – fattig). Hvis en har noget, og en anden ikke har, vil man da ikke dele det, der er? Vil man hamstre for at få mest, dele ulige, søge det uretfærdige. Det tror jeg ikke. Jeg er et blik i bussen, der gerne vil trøste. Uden at kunne række personen min hånd, eller ae ham på skulderen, eller sige ham et ord. Jeg kan bare kigge, og øse. Du var der i dag. Bagefter busturen ”gik det ud over” en på gaden. Og hvorfor ikke. To nødstedte på én dag, kan man jo sagtens møde. Og igen i morgen, og dagen efter. Jeg var selv nødstedt. Jeg kiggede på mit spejlbillede i vinduet i bussen, men kunne intet se. Da jeg igen fik lejlighed til at kigge på mig selv, var det inde i et butiksvindue. Men jeg var der ikke. Selvom jeg gik lige forbi. Da jeg kom hjem, slog det mig, at jeg kun var der i medpassagerens øjne, ligesom han var i mine. Og at jeg havde betydning for hans færden videre. Og nu er du, Læser, mit spejl. Her, hvor jeg gjorde mig til kende, og bemærket, og fik orde. En dag siger du mig måske, hvad du så. 13.8.2011.

Har løftet håndvægte, som om de var et kors. Men det var de ikke. Og jeg er ikke Jesus. Kun i mine maniske og grandiose forestillinger. Men hvorfor ikke jeg? Fordi jeg løfter håndvægte i stuen. Og det er min måde at vise verden kærlighed på. Håndvægte i stuen.. Måske var det fattigt. Det gavnede ikke ligefrem nogen udover mig selv. Kunne jeg ikke have løftet følelser op under loftet, i stedet for håndvægte? Var det ikke større at løfte sig selv, rejse sig efter et nederlag, eller skrive en støttende bemærkning til en på Facebook? Jeg skrev en støttende bemærkning på Facebook. Lige før. Det var efter, at mine arme var blevet stærkere. Så noget førte det da med sig. Du sagde mig det meste, min Skat. Når nogen skriver (på Facebook), at hun har været sammen med sin mand i 20 år netop i dag, tænker man over sit eget parforhold. Men ikke ret længe, før det kildrer i maven. Gid, det bliver ved at kildre i maven, at tænke på dig. Kan man ikke få kronisk kildren i maven? Du har været hos mig. Lige fra begyndelsen. Lige fra jeg begyndte at kende mig selv igen. Efter hårde år med sindslidelse, i følelsers vold. Du gjorde det ved mig, at jeg pludselig turde gå i mine høje støvler, som jeg indtil da ikke vidste, hvorfor jeg havde erhvervet mig. Det mod kendte jeg, fordi jeg gik op af dig. Sådan kan man gå op af nogen, og føle sig noget værd. Værd – sat. Prist på. Nu går jeg vanlige skridt i mine støvler. Og tusinder af kjoler har jeg tænkt på at pryde mig med, fordi jeg nu tør. Jeg ved, det er et ydre udtryk, jeg ikke bør tillægge så meget værdi. Men for mig er det et – sundhedstegn. Et tegn på, at jeg er i balance. Har ro i mig selv. Jeg skulle ikke have gået selv, i alle de år. Kunsten blev bedre, nuvel, men alene i så mange år.. Kamp om det daglige brød i form af spiseforstyrrelse. Kamp med maniske, eksplosive perioder uden medicin, afløst af månedlange indlæggelser. Ensomheden over at ingen ringede på min dør, eller fordrede mit nærvær, – bortset lige altså fra kunsten. – Som krævede mest af mig, altid. Nu har jeg et socialt liv, men hvorfor skriver jeg overhovedet alt det her i et blog – indlæg, på Kristeligt Dagblads hjemmeside? Kunne verden ikke forstå mig ellers, eller hvad vil jeg sige videre, give form så andre kan bruge det; De – eller verden – skal ikke frygte mit blik i morgen. Jeg er ikke ude på at gøre dem/den ondt. Hverken i et blik eller en berøring, eller et undladt blik eller berøring. Kigger jeg ned er det ikke for at fratage den forbipasserende en kontakt, vi ellers ku have haft. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal forme mine øjne for at virke mest venlig. Ikke alle vil jeg være venlig overfor. Og nogle gange gør tilfældet, at man begår sig kejtet midt på fortovet. Nogle skulle man have undt et længere blik, mens andre stjal det lidt, man gav dem, så man ønsker man ikke havde givet vedkommende det lidt, man havde. Stol på din kærlighed. Hvor kærligheden finder vej, bliver den forstået. Den er ikke i tvivl da. I morges grinede min kæreste og jeg over noget. Det var rigtig forløsende. Uden vi havde besluttet at grine af noget. Det kom bare, over os. Så forlod det os, men grinet forplantede sig i os som en spire eller et frø. Jeg glemmer det aldrig. Ovenpå en besværlig snak lettede det kolossalt. Men man kan ikke tale om det helligste. Selv ikke i det, jeg lige har formuleret, findes skatten, eller det der bevæger mig mest, eller det der gør mig mest lykkelig. Jeg kan ikke formulere det, der gør mig mest lykkelig! Aldrig. Det gemmer jeg på. Ikke i en skuffe, eller til en fortrolig snak med en en dag. Næh, jeg holder det hos mig som støtte, som en ring jeg bærer på min finger. For det bedste kan ikke formuleres. Det findes udenom ordet. Heldigvis. Et grin forplanter sig måske, eller bygger en op indefra, eller giver en mere mod på livet, eller styrke til det der venter en i løbet af dagen. Men bag det grin.. Bagved var det tætteste bånd, man kan tænke sig. Ikke en snor, et bånd af stof, eller et moder – barn bånd. Men et slægtsbånd. Slet ikke til at tale om. Jeg siger jo, det er helligt. Hvem kan nogensinde sige det hellige højt? Gik man ikke med sin tro skjult, kun kendt for Gud. Og var det ikke af det bedste? Hvem går og siger: ”Vi er lykkelige”, hvis de ikke er det? Hvorfor skulle man udadtil sige eet, og indadtil være noget andet? Vil man ikke være i sit åbne ansigt, bør man ikke tilstræbe umiddelbarhed, genkendelighed, for at opnå tryghed. Men jeg siger ikke noget bestemt her, kan jeg mærke. Jeg har ikke en formel, eller en skabelon. Jeg prøver mig frem, ligesom alle andre i et parforhold. I det hele taget er jeg bare helt almindelig, – med en lille tendens til at tro, jeg er Jesus 🙂 Jeg kigger på mig selv i spejlet efter 20 år, og ser jeg ligner hende, jeg var som 18 – årig. Og Gud, hvor jeg elsker at se hende igen, og gen – kende hende. Se, at det var sådan, jeg om alle omstændigheder var blevet, uafhængig af hvad jeg skulle igennem af voldsomme ting. Man kan ikke identificere sig med et Traume, eller sige; det er det, man er. Traumet er udenfor een. Man var bare slave af det, måske endda i årevis. Det var gods på bunden af ens last, som man skattede højt, virkelig satte pris på, fordi det dannede ens eget selvbillede. Og: Det skabte Kunst. Hvad havde kunsten været uden traumet og omvendt? Hvis jeg ikke var traumatiseret, var kunsten ikke blevet så intens som den blev. Så jeg den dag i dag græder over at spille bestemte selvkomponerede melodier på mit klaver. Nostalgi, forlad mig dog. Det siger jeg 10 gange om dagen til mig selv. Min kæreste sagde det i aftes, det om at identificere sig med traumet. Måske sige; historien er skrevet eller gennemlevet. Nu, kom videre (ikke hans eksakte ord). Jeg har skrevet min historie, så jeg er ved at kaste op. Det står udenpå min trøje, at jeg er en mor, der har mistet sit barn. Der står bare ikke, hvordan. Jeg har noget slapt maveskind, fordi jeg engang fødte, men ingen kan se resultatet af den fødsel nogen steder. Der er ingen, der har glemt dig, mit barn. Jeg prøver på én gang at skjule mit maveskind, og på samme tid at fremme forståelsen af at det er der. Det karakteriserer mig, men er jo ikke mig. Man kan være så meget andet udover mor. Så meget udover maveskind. Der er tæer, der kunne have været korsfæstet, men det er for provokerende at sætte sig i Hans sted. Her er et forum for kristendoms forkyndelse, og tænk; jeg mener, jeg har en plads her. Mig, hvis klæder er sindssygdom. Og hvis grandiositet er frastødende. Var det (sinds-)sygdom at tænke, man havde haft en lidelsesfuld vej. Var det menneskeligt at tænke sig ikke – menneskelig? Var det dig, eller mig, der var Jesus. Og betyder det noget? For jeg rakte dig bare en hånd, her med det skrevne. At tro stort om sig selv i smalle Danmark, vækker foragt. Men at tro lidt om sig selv er en skam, fordi man var så meget mere. 10 gange om dagen er jeg det mere. De andre 10 gange om dagen er jeg det mindre. Mindre end den ringeste, og større end den største. Men derimellem skulle jeg gerne være. Være i et parforhold, være i gadebilledet i morgen, spise min aftensmad. Jævnt og virksomt. Men.. 6.8.2011.

Min kunstner åre var næsten tør. Jeg ville allerhelst skrive om kærlighed, også så andre mennesker kunne genkende sig selv i det skrevne. Som kunne jeg være et spejl. På gaden møder jeg dem, jeg har behov for at møde. Hvorfor skulle Gud ellers lade disse personer krydse min vej? Bagefter tænker jeg; pudsigt at møde netop ham der. Men det tænker Gud slet ikke. Min kunstner åre havde holdt mig til ilden i flere år. I dagevis var jeg blevet oppe om natten for at skrive, og måtte tage mig en lur midt på dagen. Jeg havde malet malerier, som om det var det sidste, jeg skulle gøre før jeg døde. Og billederne blev bedre af det. Meget bedre end senere, hvor det at male blev et tørt håndværk. Jeg taler om det ”tørre”. Det betyder vel, at der mangler et eller andet. Men at man ikke er livslang kunstner, men bare fandt den retning eller den bevægelse i nogle år, kan man vel ikke klandre nogen for, eller begræde. Det er fedt at være opfyldt af noget, en lidenskab, en strømning, der vil i en bestemt retning. Og give det ubegribelige form. Se det stå foran sig. En node, et maleri, et digt. Og på mit blære – stempel (som jeg kalder det), står der: Maler, Forfatter og Komponist. Hvilket spejl kunne jeg da være for verden? Jeg kunne sige til verden, at jeg har overlevet traumer ved at lave kunst. At det er én måde at arbejde sig ud af kriser på. Jeg kan lære børn – måske en dag, at alt er muligt. Har du et farvekridt kan alt ske. På meget få sekunder endda. Eller hvis du opøver dig i klaverspil, står du måske en dag og skal bruge det. Og alle de øve timer, hvor måske kun disciplinen holdt dig oppe (dog for mig var det måske Bach, der holdt mig oppe:)) batter måske noget senere hen i livet. Jeg skal ikke sige eller være fortaler for, at intet er tilfældigt, og at man kan bruge hver øve time af sit liv til noget. Men intet er vel helt forgæves. Hvad dem, der begår selvmord, det optager mig faktisk meget, var de da forgæves? Tabte de da? Nej, næppe. Tværtimod viste de os et mod. Og jeg har selv snust til selvmord fra mit eget liv, uden deraf at være blevet modig, men det er et afsind som alle mulige andre afsind. Vi andre – såkaldte ”Kunstnere” – vi tålte livet, fordi vi omsatte vores energi til noget. Hvad med dem, der ikke kunne det? Jeg kan bryste mig af at have lavet 600 små melodier, men det var da fordi jeg kedede mig og ikke havde noget socialt liv. Det var af nød. Men også fordi jeg kunne. På én gang havde jeg latent i mig evnen til at lave melodier, men det var først efter, at jeg en nat drømte, at jeg kunne, at jeg virkelig forsøgte mig i det fag. Skal der en natlig drøm til at lave kunst? Før man opdager, at man kan. Hver gang nogen siger, de ikke kan male, spørger jeg altid: Har du da prøvet? Når nogen roser min sangstemme, siger jeg: Ja, jeg må have arvet den fra min mor og far, som begge er musikere. Jeg har altid tænkt, det var tilfældigt, at det var mig, der blev kunstner. At mine digte er blevet udgivet, skete vel kun fordi der på forlaget sad én, der var venligt stemt lige mod det, jeg skrev. En anden dag var vedkommende (på forlaget) måske stemt for noget andet. Men jeg ”røg igennem”, nåleøjet. Jeg blev godkendt som forfatter, fordi en eller flere konsulenter (flere, var det faktisk) kunne lide det, jeg skrev. Hvem plantede denne konsulent der på det rette tidspunkt, så jeg kunne få udgivet digte? Jeg skriver sådan i det her blog – indlæg, fordi jeg faktisk bare vil vise min taknemmelighed. Jeg fik flere ting i mit liv, som ikke blev givet til andre. Hvorfor, ved jeg egentlig ikke. Jeg sparede godt nok sammen til held, ved at være ret uheldig tidligere i mit liv, hvor jeg kom ud for smertelige og uoprettelige ting. Var det en belønning for svære tider, at jeg senere hen følte lettelse? Skulle alle, der er smertet af livet, ikke ved enden lettes for byrde? Jesus bar et kors. Et fysisk kors og et psykisk kors. Ikke at jeg kender ham, men et kors må være tungt, uden at han nogen steder har sagt det til nogen. Uden at han nogensinde har beklaget sig. Jeg har ikke hørt hans klage, dog hvor han føler sig forladt af Gud, men det er jo mig bekendt ikke det sidste, han siger, men derimod at ”det er fuldbragt”. Klagen er ikke hans sidste ord, det er ord undervejs. Mens dødsprocessen er i gang. Og går vi ikke alle igennem bitre ting, før tingene igen lysner. Ville vi da – i lyset – have undværet de dage, der gjorde ondt? Ja, med det samme, i et øjeblik ville det da have været enklere og lettere, hvis de tunge, uløselige dage ikke var der, men måske det for det meste alligevel giver mening, at de var som de var, når de endeligt er overstået. Det er så let at sige med overblik over dage, der er gået, at det klarede man sagtens, og kom endeligt an en anden gang, for nu har jeg rejst mig, fra det lave leje, og gjort mig fri. Nu står jeg helt i det fri. Konflikter – kom bare an en anden gang. De har styrket mig, jeg er kommet stærkere ud ”på den anden side”. Det er så svært – midt i de tunge dage – at se sig ud af krisen. Det føles som om, der aldrig har været andet, og aldrig igen vil være andet nogensinde. Vi møder kriser forskelligt. Jesus løftede et kors, bebyrdet. Lagde det fra sig, begyndte sit himmeltogt. Vi andre har ikke noget fysisk kors at bære på. Vi ønsker måske nogle gange, at vi ku have hjulpet ham (Jesus). Men måske får vi lejlighed igen. For i morgen er endnu en dag, god eller dårlig. Bebyrdet eller lettet. Da rejser jeg mig – blandt alle Jer andre, som også rejser Jer. Går dagen i møde, som den møder os. Noget af det, jeg ser, har jeg besluttet at se, andet har jeg ingen indflydelse haft på. Jeg er ikke kunstner, fordi jeg ellers ikke kan holde mit liv ud. Men at skrive – også der her (om end det næppe er kunst), skaber et møde, mellem læseren og jeg. Jeg ser ikke, hvordan det skrevne bliver modtaget, i det hele taget ikke hvad manden, som jeg passerer på gaden i morgen, vil tænke om mig. Jeg kan sende noget ud i verden, af sted, på mine præmisser, eller med det i lasten, som jeg ønsker skal ramme eller gavne andre. Jeg vil ikke bebyrde eller være et åg. Jeg vil højst være mit eget åg. Og jeg kan hjælpe en barnevogn ind i bussen i morgen, og bære på den måde. Men ham, der har båret mest, ser til hvor ringe min offervilje egentlig er. Bagefter kommer Jesus ud af bussen og siger mig Tak for hjælpen. Jeg er helt mundlam. Jeg troede, jeg var den, der bar. 31.7.2011.

Hvad gjorde det at længes? Længes efter en god dag. En kærlig sms. Helst fra den, man holder mest af. Men lå kærligheden da i punktummet eller kommaet? For mellem linjerne drømte jeg om at holde om, og kigge på. Men kun igennem min telefon var du der. Til fulde, dog. Hvem gik igennem linjen, ned til den næste sætning. Det gjorde alt det, man ikke kunne skrive. Alt det, man holder skjult for hinanden. Der lå det så godt gemt, mellem linjerne. Jeg har haft det skidt. Jeg har sovet mere end ellers, fordi jeg ellers ikke ved, hvad jeg skal give mig til. Telefonen ringede ikke mens jeg sov, og ingen ringede på døren, og køleskabet gav sig ikke voldsomt, som det nogle gange gør, så jeg var ligesom fritaget til at sove. Det gjorde ingen noget. Og hvem siger ikke også, at der bliver krævet mere af mig de kommende dage. Hvem ved om jeg ikke sparer kræfter til noget større, i morgen eller dagen efter. Det er ikke rart at sove fordi man keder sig. Og jo høfeberpillerne gør mig døsig, men helt ærlig. Og det er ikke rart at spise når man ikke er sulten, bare for at gøre noget. Eller tage ned i byen og gå forvildet rundt uden formål. Men det var, hvad jeg er; uden formål. Ingen lærer noget af mig, uden de selv oplever det at lære. Ingen skal gøre mig efter, for jeg er forhutlet. Ønsk Jer ikke i mit sted. Men her til aften fandt jeg et par sandaler, jeg alligevel godt kunne passe. Se – det er lykke. Jeg mener; at tro noget er fejlkøbt (dog i genbrug til ikke ret mange penge), være lige ved at smide det ud, og så alligevel give det en sidste chance. Er det virkelig rigtigt, at jeg ikke kan passe de sandaler, tænkte jeg. Mere rigtigt er, at jeg nu kan passe dem igen. Uden grund. Ingen ved hvorfor jeg nu kan passe dem, og for en uge siden ikke kunne. Ingen forklaring. Og sådan er livet meget. Uden forklaring. Ting sker, for sig. Du kom, jeg gik, vi var her. I morgen er endnu en dag – for os alle. Ingen har dagen for sig selv, vi er her til fælles. Jeg ønskede at mærke mig selv. Her i dag da jeg lå og sov helt fredeligt, fik jeg dårlig samvittighed. Mig, der bare ligger her på min sofa. Men du (min kæreste) er på arbejde, og ingen kræver mit selskab, ikke engang over telefonen. Alligevel gjorde jeg nogle opkald, da jeg var stået op. Og selvom jeg ikke kom igennem til lægen, for noget der heller ikke var akut, fik jeg spurgt ”Borgerservice” om, hvor jeg skal gå hen og få lavet et nyt pas, da det gamle snart udløber. Intet akut i det heller. Så ventede jeg tre kvarter i midtbyen på at få afleveret mit gamle pas, samt nyt pasfoto og underskrift. Jeg var da ligeglad, jeg skulle intet nå. Så mødte jeg en, jeg har det lidt svært med, men hvad; min dag var jo alligevel forgæves. Helt indtil nu, hvor jeg får det formuleret. Ingen er forgæves. Vi søger alle en forklaring på det, der sker. Bare et lille hint. Som et ægteskab, der undrer. Eller et brev, der aldrig bliver sendt. Bare så det giver os ro i maven til natten eller næste dag. Bøn høring. Vi ønsker nogen skal høre os. Eller vide at vi faktisk gik på den gade i dag. Eller det fortov, lige ved siden af hende og ham. Jeg går der aldrig igen, og ser måske aldrig hende, jeg der passerede. Jamen, er livet ikke forunderligt? Hvis jeg ikke har særligt kontakt til mig selv, hvem har så (for mig)? Jo, det har Gud. Så når jeg finder noget tøj i genbrug, så kan jeg finde på at takke Gud. Som om Han har lagt tøjet der, til når jeg kom en dag. Sikke noget. Men Gud er totalt misvisende. Så den ene dag giver han én en masse selskab, man skal til fest eller en komsammen. Mens han den anden dag udsulter én totalt, så man næsten ikke får vekslet et ord, i løbet af en hel dag. Sådan giver Han og tager Han. Og hvad gør vi? Vi er prisgivet. Bestemte vi måske selv, hvem vi ville møde på gaden? Var vi selv skyld i en ”dårlig dag”?  Ja, til dels var vi vel. Vi kunne i hvert fald tage imod forskelligt fra hinanden. Den samme ulykke på to forskellige mennesker, ville ”ramme” forskelligt. Hvorfor tager man så ikke bare altid gladelig imod alting? Med åbent sind og taksigelse. Hvorfor undgår man bestemte grupperinger eller mennesker på strøget, går over i den anden side af strædet, for at undgå betændte situationer. Hvorfor opsnapper man fare, – og går? For at beskytte sig selv, vel. Men hvorfor gik man ikke ind i faren? Mødte den, tog den på sig. Anerkendte den farefulde situation for at være gavnlig for én. Skulle en anden – end mig, hellere gå ovre i den side af strædet, hvor der var betændt? Skulle en anden hellere mærke ulykke, – end jeg? Nej, vel. I dag, da jeg mødte noget faretruende forude på en gade, gik jeg over gaden over på det modsatte fortov. Så mødte jeg en pige, som jeg ikke ønskede at møde. Hvorfor? Skulle jeg hellere være blevet ovre på det andet fortov? Hvem sagde, man ikke gik til en større ulykke, end den man kom fra. Det var en utilregnelig person, jeg gik fra. En, der råbte omkring sig. Måske var han faktisk fredelig, eller jeg kunne have mødt ham med en anden attitude, nu hvor jeg slet ikke mødte ham med nogen. Mange andre gange sætter jeg mig gladelig ved en forpint sjæl, men i dag kunne jeg ikke tage det. Det tænkte jeg meget over, nu da jeg mødte hende pigen, der så heldigvis ikke så mig. Og jeg gik i verden med fortrydelse. Tanker som: skulle aldrig have været her. Skulle aldrig være gået den vej. Skulle være blevet hos manden i stedet for. Men så tænkte jeg; det kunne også have været værre. Tænk, hvis jeg stødte ind i pigen lidt på afstand, og jeg ikke havde kunnet undgå at få øjenkontakt med hende. Hun ville måske være standset og vi skulle have talt. Måske blev jeg endda skånet. Først for mødet med den højrøstede mand, og så var heldet med mig, at jeg hurtigt kunne passere pigen uden at komme i snak. Situationen kunne have været meget værre! I morgen møder jeg pigen med et smil. Jeg møder hende sikkert ikke, men gør jeg, vil jeg smile. Over hele mit ansigt. Gud ville have placeret mig lige i krydsilden, og jeg ville have kunnet tale for mig. I morgen vil jeg tale med nogen. Ikke med nogen på et paskontor. Eller en telefonsvarer hos lægen, eller via mail. Jeg vil stå ansigt til ansigt med et levende menneske, – og smile. Uafhængig af hvem det er. Jeg kan lave en smiley her: :), med det samme. Fordi jeg er et positivt menneske. Gud kan møde mig i morgen på gaden. I den utilregnelige mand, eller den lidt usympatiske pige. For hvorfor ikke, egentlig. Han kan være i den grønne lysregulering. I trappen i en opgang. Eller et brød fra bageren. Men i dag var han i det, jeg prøvede at undgå. Nemlig mig selv. Mens jeg sov. Mens jeg gik rundt nede i midtbyen. Spiste unødige ting. Han var i alt det, jeg fornægtede at kende. Og i morgen må Han gerne være i det, jeg kender. Min kæreste, f.eks. I min sangstemme til bisættelsen. Han må også gerne være i det usynlige, når blot jeg får øje på det. Gerne sådan sent på dagen, må alt ligesom gå op for mig; Nåh, det var derfor, jeg skulle have den følelse, for at jeg kunne lære det eller det. Men Han kan starte med at være her på siden. Hvor jeg har et møde med nogen på en blog. Han kan være her i det punktum, jeg her sætter.  Så kan jeg kende hans form, og give den videre. 4.7.2011.