ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg bliver så dårlig, når min mor ringer. Det ligger i det at være mig, forstår jeg så. Hvis ikke ens mor har dannet én, hvem har så? Skulle jeg ikke næsten takke hende for, at jeg er blevet som jeg er? Ville jeg ønske, jeg hellere var naboens pige? Nej, jeg er i mig som mig. Og det er godt nok. Tit så mistror hun mig. At jeg har gjort noget galt, ikke er et ordentligt menneske. Og indimellem er jeg et dårligt menneske, men det lader jeg hende ikke vide. Hun bekymrer sig nok om det, hun ikke kan se. Jeg ku ikke ha ønsket mig en anden mor, end hende jeg fik og har. Hun har spillet sine kort på livets skueplads, og givet mig det med hjemmefra, som hun havde tilovers til mig. Og som logikken siger, kan jeg ikke gøre fortiden om, hvor meget jeg end gerne ville. Oppe i himmelen skulle jeg så på forhånd have valgt et andet forældrepar, – hvis jeg tror på reinkarnation. Jeg valgte to musikere, for så kunne jeg som voksen synge mine egne sange. Jeg valgte dem ikke, for hvis jeg kun er her den ene gang, har jeg aldrig siddet på forhånd oppe i himmelen og kigget herned. De valgte vel derimod mig. Jeg havde intet valg. De fødte mig, opdrog mig, dannede mig. Jeg boede ikke inde ved naboen eller hos en veninde, jeg boede – hjemme. Når hun så lægger røret på, er jeg rasende. Mest på min skæbne, og ikke så meget på hende. Kan hun gøre for at være en bekymret sjæl? Næh, jeg kan gøre for, hvordan jeg tager imod hendes bekymring. Og ønske at hun ikke en anden gang mistror mig lige så meget. Den, som har opfundet bekymringen, kan måske tage den fra hende igen. For jeg kan ikke. Beroliger jeg hende for lidt er det galt, for meget er det også galt. Men hvem har overhovedet skyld i bekymring. Ligger det ikke ret naturligt til mennesket generelt? Lige nu bekymrer jeg mig om dette skrift, hvordan det skal forme sig, og om det bliver godt nok. Men i morgen bekymrer jeg mig om noget andet. Og hver dag har nok i sin plage. Jeg ville gerne have talt om en mor. Mit eget kød. Men så lidt ved jeg om moderskabet, at jeg nok skal tale sagte. Bekymrer jeg mig måske ikke allerede om de børn, jeg endnu ikke har? Ligesom min kødelige mor bekymrer sig om ting, hun kun forestiller sig vil ske mig. Hvem har lært os at se ind bag, som om der gemte sig noget uvist og hemmeligt. Skal alting ha en hage. Ligger der noget under, som en smertens grund. En dyb, mørk grundtone. For mit vedkommende kunne man kalde grundtonen for: Jalousi. Mord. Tab. Men så kunne man i samme ombæring kalde disse tre størrelser for: Angsten for at miste. Erkendelsen af et for stort ansvar. Ængstelsen for at være alene her i verden. For at jeg kan være her alene i verden, er jeg afhængig af andre. Jeg kan ikke stå helt selv. Hvis jeg blev taget til fange og puttet i en celle et sted, skulle jeg klare mig på helt egen hånd. Men i ånden, og i tanken, ville jeg jo have støtte og opbakning fra mennesker uden for cellen, som jeg bare ikke længere kan se. Jeg ville jo være forbundne med dem alligevel. Måske endda mere. Selvom min mor er dum i telefonen, var hun det ikke helt så grelt for et par dage siden. Og slet ikke for en uge siden. Jeg må se til, at det går over. Min irritation fortager sig. Og hvilken mor er ”rigtigst”, den man elsker at snakke med, eller den man hader at snakke med? For hun er jo den samme (mor). Skulle kærligheden være så lunefuld at den tog forskellige former fra dag til dag, og skulle man så ved dagens slutning give hinanden karakter for, hvor godt man havde klaret sig på barometeret for kærlighedsevne? Hvad hvis grundtonen i stedet for hedder: Udholdenhed. Lindring. Lise eller Nåde. At jeg blev hos dig, gjorde jeg fordi jeg ikke kunne andet. Jeg elsker dig når du er svag, og når du er stærk. Jo ikke mere eller mindre i forhold til dine humørskift. Hvilket menneske kan tillade sig at elske én i et bestemt humør men ikke i et andet? Stod vi ikke rene frem, og skinnede det ikke igennem at vi var skabt lige, men at vi indimellem fejler eller mistror eller er svage, og til andre tider det modsatte. Hvorfor skrive side ned og side op om en mor, der går én på nerverne. Det var jo kun én dag, hun gjorde det, og jo ikke den næste dag. Hvorfor dømme én dag, men ikke en anden? Jeg ser på dig med mine to øjne. Jeg har ikke på forhånd besluttet, hvordan mine øjne ser, for det gør de af sig selv. Jeg er skabt med mine to øjne, så jeg rigtigt kan se dig. Når du går forbi, følger mit blik dig på vejen, fordi de har dig kær. Den er ikke længere. Mine øjne har valgt dig at kigge på, men jeg ved ikke, hvorfor. Kærligheden går, hvor den vil gå. Ikke hvor den ikke vil gå. Engang gjorde jeg noget grusomt. Men det var jo dengang. Skal jeg dømmes for det i dag? I morgen gør jeg måske et menneske uret, men det er først i morgen. Og bagefter kan jeg bede om tilgivelse, eller undskylde over for vedkommende. Men jeg kan først gøre det i morgen, ikke i dag. Hvis dagens plage i dag var, at min mor skulle ringe og gøre mig tosset, så er jeg vist billigt sluppet. Men ingen ”slipper” for noget. Hvis min største bekymring i dag er min mor, så er hun det i dag, og jeg kan skrive om det, som jeg gør. Jeg kan ikke skrive det samme i morgen. Vi bevæger os. Hvis jeg beder om tilgivelse er den absolut, men der kan komme anledninger til at få tilgivelse – igen, allerede i morgen. Og Guds øren er heldigvis store. Jeg kan kun kigge ned over mit livsværk. Den, jeg er blevet til, det jeg får skrevet, den mor jeg er datter af. Det er alt, jeg har. Jeg har ikke naboens liv, men mit eget. Gudskelov lærte min mor mig at hade en lille smule. Men bare for at opdage, at jeg selv er ophav til hadet og indeholder det på eget ansvar. Jeg kunne have vægtet hendes ord anderledes, men dømte hende for at have dem. Jeg kunne have holdt om dem (ordene) eller hende igennem telefonrøret, men jeg afviste hende med irritation. Jeg ville ønske, jeg havde født hende, men det er omvendt. Og hende, jeg føder, kan jeg ikke se. Jeg kan end ikke se, at det er utopi bare at drømme om at føde et barn. Det skal siges, at jeg mistede et barn engang. Men at jeg nødigt mister et igen. Min mor har i alt fire børn, så jeg får en fjerdedel kærlighed. Men det skulle også række. Over for hende er jeg ”hende, min datter, som vækker bekymring”, og det er jeg da gerne. Jeg kan jo sige det samme om hende, blot at hun er en mor, der vækker bekymring. Jeg sagde ikke noget i telefonen. Men imellem os ligger drømme om et mor/datter forhold, der siger: ”Jeg er din datter, men var hellere din mor”. Og endda: ”Jeg er din mor, men hellere din datter”. Vi ønskede bare et liv fra mit Skød. Mere end ellers. Men nu fødte jeg disse ord. Ikke med smerte, men ved lindring. 28.6.2011.

Jeg kan ikke glemme, at min psykiater sagde, at man får sine opgaver løst med større sandsynlighed, når man har en kæreste eller en ven, der kigger på, eller presser lidt på. Skulle man ikke gøre tingene for sin egen skyld? Da jeg tog et bad her til aften, efter at have cyklet hjem fra kolonihaven, var det jo ikke for at min kæreste skal lugte, hvor godt jeg dufter. Han er her slet ikke, og kommer det heller i aften. Næh, jeg gjorde det for det fælles bedste, eller Guds skyld, eller for min egen. Og jeg barberede ben, – hvorfor egentlig, når nu det først er i morgen, jeg skal se min kæreste (hvis endda det). Jo, for jeg havde lyst, ligesom jeg rensede mine tånegle for neglelak og gjorde andre selv – omsorgs ting. Ikke for at nogen skulle se mig. – Ingen ser mig. – Foruden Gud. Tit gør jeg mig ren til natten, uden egentlig at behøve det. Jeg mener; hvem opdager, jeg ligger i min seng snavset? Jo, det gør jeg. Og det gør Gud. Jeg kan være ren for dig, Gud. Jeg kan barbere ben for at vise dig mit ypperste. Den, jeg i min bedste udgave, kunne være (for dig). Men inden det her lyder som en slags bøn eller lovprisning, eller noget helt andet, så handler det om, at jeg ikke skal presse min kæreste til at yde en indsats over for en opgave, han lige nu ikke kan tage sig sammen til at færdiggøre. Hvorfor skulle jeg? Jeg kan tilbyde at hjælpe, spørge om jeg kan gøre noget. Men prikke til ham for at presse ham, kan jeg slet ikke. Det er ikke menneskets natur at presse en anden til at gøre noget. Man skal højst presse sig selv til noget. Man skal hele tiden stille sig nye udfordringer. F.eks. vaskede jeg her til aften tøj. Så udenfor vaskehuset sad to (udenlandske) drenge eller fyre. Jeg havde sådan lyst til at sige: ”Hav en god aften” til dem, da jeg forlod stedet, men gjorde det ikke. Hvorfor ikke være det bedste for (d)en anden? Hvad taber vi ved at sige: ”Tak for turen” til buschaufføren? Hvad taber vi? Skulle det ikke være en kærlighedens vej, vi går ad. Først og fremmest med og for os selv, men jo i lige så høj grad for det fælles, eller de andre, eller den anden. Noget i mig vil så gerne takke chaufføren, når jeg forlader en bus. Sådan har det ikke altid været. Mange chauffører bliver virkelig glade og opmuntrede, tror jeg. Føler jeg, ved at høre deres: ”Velbekomme”. Hvad skulle hindre mig i at sige det igen i morgen? Jeg kan sige det to gange til den samme chauffør, men det er jo mere mærkeligt end kærligt. Dobbelt kærlighed er ikke altid det bedste. At sige: ”Jeg elsker dig” to gange, gør det jo ikke mere sandt eller ægte. Måske tværtimod. Men der var en åbning nede ved det vaskehus, som jeg ikke benyttede mig af. Indimellem føler jeg mig lidt truet ved udenlandske drenge i mit boligkvarter, eller jeg er hellere varsom i min attitude, end udfordrende eller åben. Det er bestemt ikke meningen, tror jeg. Jeg læste engang at en mand var blevet truet foran sin hoveddør, og var i fare for at få tærsk. – Men han sagde til sine ”modstandere” (som stod ved hans dør):”Hej, hvordan har I det?”. Det fik forbryderne til at fordufte. Kærlighed åbner op, og favner og rummer. Og møder. Et kys er to munde, der mødes, og et kys der udebliver, skaber måske bare længsel. Det, jeg ikke fik sagt i dag til de drenge, ku jeg måske sige (til sikkert en anden) i morgen. Det var livets lektie til mig i dag. Elsk dog, hvor det kan lykkes eller lade sig gøre! Næsten råber jeg til mig selv. Hvor der er en retning, en åre, da lad dog dit hjerteblod strømme i de årer, (siger jeg med understregning, fordi det er vigtigt). Jeg skal ikke kræve af andre, f.eks. de drenge, at de skulle have sagt ”Hav en god aften” til mig, det er ikke noget for noget. Jeg kan kun kræve – af mig selv. Jeg kan kun ved dagens slutning, spørge: Gjorde du alt, hvad der var i din magt for at få en god dag i dag, Rie? Tak, fordi du spørger, for jeg er faktisk i tvivl, svarer jeg vel typisk. Gjorde man det nu godt nok. Det store spørgsmål. Og hvem skal svare én? Hvis Gud er alvidende, og har tid til at være både her og der, har han vel set et og andet. Man skulle næsten tro, at når man – som jeg – gerne vil være for ham (først og fremmest Ham), så vil han vel også lytte eller bese eller vurdere. Jeg kan kun vide udfra min mavefornemmelse, om dagen er ”landet rigtigt”. Og jeg kan spørge mine Kære omkring mig, om jeg slog til eller rakte. Og jeg kan enten få svar i et ansigtsudtryk, eller sagte ord, eller udeblevne ord. Og jeg kan synge en kærligheds sang ved mit klaver, bare fordi jeg selv har lavet den engang, hvor kærlighed viste sig på lige den måde i mig. Det behøver ikke være overstrålende, lykkelige sætninger om hvor dejlig en mand var eller er (nu, hvor jeg er til mænd). I dag var sangen ulykkelig, og jeg brølede den ud i stuen, for fuldt blus. Hvorfor ikke give naboen et chok 🙂 Et skud af Lidenskab. Jeg flytter mig fra emnet. Jeg skriver ud i én køre, for det er min form. Jeg kan ikke lave afsnitsinddeling for en andens skyld (apropos en kommentar, jeg fik forleden på mit seneste blog – indlæg). Hvor ville jeg da være. Så skulle jeg forsvinde ud i det hvide felt, når linjen er ovre, før en ny begynder længere nede. Jeg vil være her, lige her på linjen, i disse ord, lige efter hinanden. Og du, Læser, kan også (lige) være her. Vi kan være her sammen. En blog er et forum. Det vil sige en plads for flere. Heldigvis. En anden vil presse sin kæreste til at skrive en opgave (f.eks.) færdig, men ikke jeg. En anden ville skynde sig ud af bussen uden taknemmelighed over for chaufføren, men ikke jeg. En tredje ville lave afsnitsinddeling, men der er vi jo så forskellige. Og skal vi ikke alle være her? I morgen vågner jeg og er ren, fordi jeg har været i bad. Ikke i bad for hans eller hendes skyld. Jeg cyklede hjem op af en hård bakke og blev svedig. Jeg vaskede mig. Ingen andre så det. Jeg salvede mine fødder (sådan har jeg altid udtrykt det (i min dagbog)). Jeg havde mig selv at salve. Og i morgen har jeg dig at salve. Også selvom vi måske ikke ses, vil jeg salve dig. Hvad jeg gør mod chaufføren, gør jeg nemlig mod dig. 20.6.2011.

Morgenen startede. Det gør morgener. Jeg skulle kunne en svær motet til kirkegudstjenesten, hvor jeg er kirkesanger. Eller i det mindste tro på, at jeg kunne. Min stemme blev ved at vakle i de første par salmer, muligvis pga. høfeber og snue eller hæshed på stemmen. Men de andre (de to piger, jeg står ved siden af) må have troet deres. De fik altså ingen grund til, at jeg pludselig begyndte at drikke vand af min medbragte flaske, eller hvorfor jeg hev et lommetørklæde frem midt i det hellige. Ingen forbandt noget med det. Jeg var måske bare det mærkeligere, som jeg måske hele tiden havde haft ry for at være? Hvor skulle jeg vide fra, hvad de andre i koret må tænke om mig? Det eneste, jeg kunne regne med, var at Kathrine var som hun altid er: betænksom, åben, mildt dømmende. Hun snakker til een bagefter en fejl, på samme måde som før man lavede fejl. Der har I den milde dommer. Og jeg bliver skånet eller forløst eller sagt til; du gjorde det godt nok. Det rakte. Du har intet gjort galt, selvom du begik en mindre fejl i den foregående salme. I næste salme er det måske mig, der begår fejl, – synes Kathrine nærmest at sige. Jeg tænker på organistens smil, da vi havde gennemført motetten fejlfrit. Ingen af os – måske heller ikke han, – havde regnet med det opnåede resultat. Deri bliver man løftet. Ikke som sidste søndag, hvor ingen lavede fejl under prøverne, men mange lavede fejl under fremførelsen, da det virkelig gjaldt og folk lyttede på. Jeg kan huske at jeg tog en anden vej ud, selvom jeg var på gåben og ikke skulle ned til min cykel som vanligt. Dermed overhørte jeg de andre fra koret sige: ”Det gik godt nok dårligt med den motet i dag”. – Og det reddede mig. Jeg gik og troede, det kun var mig, der følte mig i underskud eller forladt eller skyldig. Næh, det var en fælles oplevelse af ikke at have slået til. Og vi skal slå til. Alle sammen. Overalt. På arbejde, derhjemme, på badmintonbanen. Nogle ”kvalificerer” sig til en slutrunde i fodbold f.eks. Og andre dumper til deres eksamen. Jeg lå netop for lidt siden i min sofa og tænkte på, hvis man havde opnået et 8 – tal, på den gamle karakterskala. Man skulle synes, at der i et 8 – tal (hverken mere eller mindre) lå en kvalifikation til noget. Man rakte. Det, man kom med, var okay eller i orden. Vi er nogle, der går og har så høje krav til os selv, at vi ikke regner et 8 – tal for noget. Og der mener jeg på en skala for kærlighedsevne. Det er altid den skala, jeg dømmer mig selv ud fra. ”Hvor meget evnede jeg at elske der?”, kan jeg spørge mig selv. Gav du kvinden, du mødte på gaden, et smil der var ægte, medfølt? Ville du hende noget? Hvad med ham, du har vinket ”sammen med” i op mod fire – fem år, som du først for to uger siden fandt ud af, hvad hed. Da du mødte ham i dag og standsede for at snakke, kiggede du ham da ind i øjnene med skær interesse, eller spillede du en rolle? Jeg var kanske ren. Tænk, hvis jeg var ren. Tænk, hvis jeg kvalificerede mig til noget med det smil, eller de nysgerrige spørgsmål. Tænk, hvis han mærkede, jeg har følt med ham på gaden i op mod flere år! Vi blev endda enige om, at vi altid havde fundet en sødme hos hinanden, uden at have udvekslet et eneste ord. Det er ikke en erotisk følelse, jeg vil ham ikke på den måde, men som jeg siger til min kæreste; ham, den rare mand på gaden, der hedder Hans. At man kan vente på et møde i flere år. Det er vel som at have sået noget, man engang vil høste. Jeg havde ikke forventninger om at udveksle udtalte ord med denne ”Hans”. Jeg havde bare lyst til at sige ”Hej” eller vinke, og så havde han. Det er ikke engang fordi jeg nu har scoret et 10 – tal i den disciplin, der hedder at standse op og snakke med forbipasserende på gaden. Hvem skulle give mig det 10 – tal? Nej, om jeg lykkedes skal jeg måle ud fra noget helt andet. Hvem gav mig kærlighedsevnen. Var det Gud, mine forældre, mig selv, min kæreste. Nej, den var der i forvejen. Jeg fandt den bare. Øsede af dens kilder i nogle minutter, også over for min kæreste i telefonen, men dog ikke over for min mor, da jeg kom til at sige til hende, at ”vi glæder os vist også” – underforstået til at se hende og far i morgen ved et besøg i Sønderjylland. Hvor kom det ”vist” fra? Hvem har overhovedet opfundet, at man har mulighed for at sige ”vist”? Skulle han, der har opfundet ordet, ikke have tænkt sig lidt bedre om 🙂 Næh, jeg skulle have tænkt mig lidt bedre om. Hvis du til en eksamen siger: ”Det var vist nok i 1864”, så får du nok ikke en høj karakter. Omvendt må man sige; hvis man til sin eksamen virkelig er i tvivl, om det var i 1864, og så tilkendegiver, at man er i tvivl, da var man jo bare ærlig, sig selv. Og der mener jeg det centrale ligger. Jeg er selv så dårlig til at lyve. Derfor fik jeg udelukkende 7 – taller og 8 – taller til mine eksamener i gymnasiet. I timerne gik det bedre, for da så jeg åbenbart ud til at have forstået en hel del. Men hvis nogen spørger mig, hvornår en bestemt begivenhed fandt sted, og jeg ikke ved det, hvad skal jeg så svare? Jeg svarer generelt hellere; ved du hvad, jeg har brugt 20 år af mit liv på at finde ud af at rumme mit følelsesliv. Det er, hvad jeg har brugt kræfter på. Mens du har læst bøger, og forstået dem, har jeg prøvet at forstå mit følelsesliv. Hvem var da bedst stillet af du og jeg? Og Kære, dig der har viden, som jeg ikke har, må derfor ikke dømme mig for ikke at have den. Mens du læste bøger, og var vidende om andres liv, forsøgte jeg (bare) at forstå mit eget. Jeg tog en uddannelse i følelser, ikke så meget andet. Jeg lavede endda en stor afhandling (hjemmeside med livshistorie), som ingen anmeldte eller gav karakter. Det var ud fra min egen målestok det bedste, jeg kunne gøre. I mine egne øjne var jeg ”Hans” på gaden, hende der stoppede op og snakkede med ham, og hende der bagefter ransagede sig selv for, om mødet var gået godt nok. Jeg var også ”Kathrine” fra kirkekoret, som dømte mildt, og jeg var indimellem også hende eller ham, der ikke kunne forstå, jeg ikke var bedre funderet med almen viden, end jeg var. Og til sidst var jeg hende, der gik til eksamen med disse forskellige roller, og spillede dem alle samtidigt over for censor. – Næsten som jeg skulle have gjort på musikkonservatoriet, hvis jeg var kommet ind. Dette var min kvalifikation. Dette var, hvad jeg var skolet til. At kunne skrive om kærlighed uden at ville den. Men ville den uden at skrive det. 12.6.2011.

Måske følte jeg mig bare stærk uden at være det. Eller jeg var stærk i går – hvor jeg følte mig svag, – bare uden at vide det. I hvert fald stråler jeg som en sol ud over alt og alle her til aften, selvom jeg såmænd bare ligger på min sofa. Chokoladen fra i eftermiddags satte gang i en masse aktiviteter. Pludseligt fik jeg luget i mine bed i haven, og støvet af omkring min computer. Noget, jeg ikke har gjort i måske et halvt år. Jeg motionerede ikke kompenserende for at udligne at have spist chokolade. Jeg følte virkelig naturlig lyst til at spise frugt senere hen på dagen, så chokoladen bare var et gode i min mave, ja rent brændstof. Jeg har endda følt mig glad og lykkelig! Som sindslidende er det ikke en selvfølge. Nærmest i underskud gik jeg til mine dage uden lyst i bare sidste uge. Med en baggrund med spiseforstyrrelse er det en endog stor sejr for mig at kunne indtage chokolade, vide det feder, men bare få lyst til at arbejde mig ud af kalorierne. Kaste mig over ting, der før syntes kedelige eller ligefrem uoverskuelige. Ikke engang i trods til min nabo, kunne jeg holde mig fra at hive ukrudt op 🙂 Men hvad så? Hvad gør man med den store mængde energi? Skal man løfte håndvægte på stuegulvet, eller bare elske hver og en, man ser. Måske børnene, der lige nu leger udenfor, – hvilket jeg ikke før har oplevet så nært på i alle de 7 år, jeg har boet her. De leger virkelig, som jeg gjorde som barn. De er bare som – jeg. Min kæreste ringede, – det var fedt. Så tabte jeg telefonrøret, men det gjorde ikke noget, for jeg ilede for at hente en tekst, salmetekst han selv har skrevet, som jeg netop havde sat melodi til. ”Jeg er blufærdig over melodien”, sagde jeg til ham. For jeg har indspillet et vers af den, som jeg kunne sende ham pr. mail, men jeg må prøve at spille den igennem i morgen, for dog at se, om den er god nok. Hvem har lært mig, at jeg ikke er god nok? Hvorfor er det ”forbudt” at spise chokolade. Hvem sagde; du må ikke være her? Gå et andet sted hen med dine følelser. Føl noget andet, som ikke er nær så besværligt. Gør som de fleste gør, så vi ikke ser på dig med skam. Skam over at være din søster, eller din bror. I går aftes prøvede jeg tøj i en time, før jeg skulle cykle ud til min kæreste. En time. Endelig slog det mig, at det var mit selvværd, den var galt med. Det var jo lige meget, hvilket sæt tøj jeg tog på, det rakte ikke. Intet rakte. Jeg skulle have rakt, inde bagved mit tøj, men det gjorde jeg ikke. Eller? Hvorfor hæver jeg mig i aften, var jeg ved at sige. Hvorfor er jeg det så meget større i aften? Så jeg endda kan understrege større. Hvorfor skinnede jeg i verden fra min position i sofaen, når nu verden synes at være udenfor? Hvorfor var det tilstrækkeligt at ligge der og stråle. Mens der i øvrigt rislede energi omkring toppen af mit hoved. Var jeg da ikke lykkedes – i dag!? Var det ikke alle de forudgående dage værd at se mig ligge der. (Selvom jeg helst ser mig indefra). At være i denne krop, der over nogle timer havde spist makrel, kiwi, chokolade, ost, brød, fordi hun havde lyst! Det batter. En håndlæser sagde engang til mig, at mennesket jo alligevel – frit stillet – vil vælge en sund kost. At det har undersøgelser vist. Tænk; i aften forstod jeg, hvad hun havde sagt. For makrellen smagte som om, jeg havde brug for den. Og chokoladen gav mig et kick til havearbejde og så fremdeles. Og jeg var på en måde en voksen kvinde for første gang i mit liv, for jeg tænkte ikke på, at mine lår ville blive tykke, eller at jeg skulle revanchere og måske i morgen gå 5 kilometer. Nej, intet skulle udlignes, for gjort var gjort, og gjort var gjort godt. Indlysende godt, fordi jeg havde gjort med lyst. Bare hvad der faldt mig naturligst at gøre. Det, min krop ville. Og det forløste med det samme. Energi, overskud, alt kunne lade sig gøre. Projekter, jeg havde gruet for at gå i gang med, syntes lige foran mine hænder. At jeg vaskede lidt op indimellem, og lagde lidt – ikke det hele – tøj på plads, smittede bare af på resten af vel – gerningerne. Intet var vel gjort uret eller forkert? Jeg mener; tjente det ikke et formål i længden, at jeg vaskede en kop af nu og her? Kunne jeg ikke nærmest kun ”gøre godt”? Var en vasket, ren kop ikke et gode, selvom der stod flere kopper tilbage, som jeg ikke nåede? Et eller andet sted kan vi ikke gå galt, os mennesker, hvis jeg må tale så bredt. Hvilken gerning er ikke gjort i kærlighed eller af kærlighed? Hvad skulle ens argument næsten være, hvis man ville en anden ondt. Hvilket forsvar ville være godt nok. Hvor skulle man gøre af hadet eller den ufri vilje. Hvor skulle man gå hen med den? Hvem skulle man dele med, at man ikke kunne udholde et liv? Gærer vi ikke håb i hinanden. Var vi her ikke til støtte? De gange, hvor jeg har været selvmordstruet, har min far altid sagt (og måske i alt to gange): ”Vi må jo ikke give op”. Og ingen ønsker vel heller at give op, det synes bare nogle gange at være den eneste ”mulighed” eller udvej. Tænk – at døden skulle være det rette valg. Tænk de psykisk syge, som ender med at dø. Deres liv ”rettede sig ikke til”. Deres liv gik dem imod, ville deres endeligt. Hvorimod mit har villet bevare mig. Den lod, vi har, skal vi passe på eller værne om. At jeg fik muligheden for at komme mig over at have opgivet et liv, er ikke alle til del. Jeg er ikke særlig i min position, har ikke en masse at dele, nej jeg tabte. Men i aften vandt jeg mig tilbage. Bare denne enkelte aften. Alle de tårer, jeg gennem tiden har grædt, ligger nu som chokolade på bunden af min mave. Mmm. Alt det bøvl, jeg var i sidste uge, var jo i sidste uge 🙂 Alt det bøvl, jeg kan være igen i fremtiden, må vi vente at se på. I aften var ”du” her, som jeg sagde til Helligånden, eller hvem der gav mig styrke. Og Helligånden svarede: ”I aften var du her, Rie”. Og ja, jeg var nærværende og fuldt ud til stede. Fordi min livsbane gik forbi en sofa på det rette øjeblik. Og jeg tav og mærkede nærvær på toppen af mit hoved som en healende kraft. En anden ville kalde den noget andet. Skabervilje, strømning, spiritus. Jeg kalder den for: Rie, når hun er Rie fuldt ud. Tak, fordi det lod sig gøre. At jeg var fuld af egen kraft. Livgiver jeg en smule ved disse ord, ånder jeg. 04.06.2011.

Jeg bad Gud om, at hvad jeg elskede, måtte jeg vise verden. Mest for at tippe andre til at elske det samme som mig, fordi det var så elskeligt, det jeg oplevede. Og hvad det så end var, kendte andre jo nok til det i forvejen. Hvorfor skulle jeg så skrive det, andre føler, men bare ikke selv får formuleret? Det var fordi jeg var kunstner. Jeg havde bare en åre, jeg kunne åbne, og så ville der strømme salige ord ud i en lind strøm. Jeg kunne ikke sige, om det kom nogen til gode, men for mig var det et gode at kunne. For så ku jeg komme til ”Åben poetisk scene” i midtbyen og blære mig med mine skriverier. Som om man var det værd. Der var engang, hvor jeg kun håbede, at det jeg skrev, ville nå verden en dag. I al hemmelighed blev dagbøger, malerier, sange til på et loftsværelse. Kender vi måske alle? Bare fordi jeg her i verden har mod til at vise mine kunstneriske udtryk frem, betyder det jo ikke, at de kunstneriske udtryk er bedre end andres. De turde måske bare ikke vise deres frem. Og skulle det ligefrem være en evne at turde noget eller vove noget? Nej, for man slår sig undervejs. Engang drømte jeg en drøm, hvori der blev sagt til mig, at fortrydelse i livet er værre end så meget andet. Ja, at det faktisk var det værste onde, jeg ku kende til. Og rigtigt nok bebrejder jeg mig ofte ting, jeg har gjort eller sagt, og skal have forsikring døre op og ned om, at jeg ikke har gjort noget ondt ved min gerning. Jeg kan spørge op til flere gange, om det nu havde ret, det jeg gjorde. Men ingen ku heller sige det fuldt ud, om det kunne forsvares, at jeg havde skrevet eller sagt det, jeg havde. Selvhøjtidelighed. Det hedder det, når man snakker om sig selv i op mod 20 linjer i sit indlæg til Kristeligt Dagblads eftertanke side. Men der skal bare endnu flere ord til, for så bliver vi måske kaldt ”egoistiske”, og så var man dog noget. Så var man måske endda en ”værre én”, eller der ville blive skabt debat eller røre om én, og da havde man dog vakt noget i folk. Men hvorfor ”vække noget i folk”?, ku man spørge. Hvad skulle en vækkelse til for? Sover nogen da? Jeg læste selv om Jesus i dag, i en bog min kæreste (som er teolog) rakte mig i går. Den er både oplysende og alt muligt andet. Og jeg har ellers lige sagt til verden (blandt andet en, der ringede og ville sælge mig et abonnement til et forlag), at jeg ”aldrig læser”. Men denne om Jesus.. Jeg kan huske, da jeg for et par år siden fulgte en foredragsrække om ”Den historiske Jesus” på Folkeuniversitetet i Århus, at jeg sagde til en ven med et smil: ”Det er vel det mest interessante emne – i verden”. Hvordan ku nogen ikke interessere sig for et foredrag om Jesus? Dog fulgte jeg aldrig kurset til ende. Jeg falder ofte fra noget, er lidt ustabil. Men jeg håber, denne bog (Jesus, Menneskesønnen), må give mig mod og styrke i mange dage endnu. Mine dage er talte. Det er alles dage vel. Hvorfor sige noget så alvorligt? Bare fordi man ikke regner med at blive ret gammel. Hvorfor skrive et indlæg, der først handler om noget personligt levet liv, dernæst om noget alment, og til sidst hæver sig til det rene sludder og vrøvl? Hvis dage er talte. Mit liv er bare et blandt andres. På vejen i Botanisk Have i Århus i dag, stod jeg da ikke alene og handlede. Der var da adskillige andre, der også ville kigge på planter. Bare fordi jeg planter noget læsestof på den her side, når jeg da ikke en verden. Andre planter uden at nå. Her til aften blev jeg bare så glad for at række ud. I det mindste sige Ja tak til livet eller den her tillidserklæring fra Gud. Man kunne have holdt sin hånd i lommen uden at række ud. Men jeg ville åbenbart verden så meget, at jeg rakte ud. Holdt min hånd længe i luften foran mig, indtil nogen greb mig. Som f.eks. min kæreste i går aftes. Aldrig har en hånd fundet så meget hvile i en andens hånd. Så at jeg næsten følte, hans hånd var min. I dag følte jeg mig så utrolig dårligt udrustet til det, livet byder mig. Men så rejste jeg mig – ikke bogstaveligt med min krop, men jeg talte længe og vedholdende, – og meget højlydt, til Gud. For så ringe kendte jeg ikke andre, der var, end jeg. Og heldigvis kunne Gud også næsten forsikre mig om, at ingen andre var så ringe. Tak, fordi jeg er grimmest og bærer de ondeste, modbydeligste tanker. At andre ikke tager skade i min omkreds, men smiler til mig umiddelbart, som om mit ansigt udadtil stemte overens med mit indre, er jeg dem bare taknemmelig for. Jeg har gået lidt til noget teosofi undervisning. Også hvor man taler om, at tanker sagtens kan nå en anden. Eller at hvad man føler i hvert fald kan ”ramme” eller have en målbar konsekvens. Jeg har aldrig troet på noget entydigt. Men jeg ved bare, at jeg helst elsker, og ikke sviner til. Simpelthen fordi det er rarest! Det gør knuder og indviklinger at tænke dårligt om andre. Det mærkelige er, at nu hvor jeg er sindslidende selv, og for så vidt ikke altid er skyld i mine tanker, eller helt kan styre dem, er jeg jo ikke undskyldt, eller går jeg jo ikke fri. Vi sindslidende har bare en kamp ekstra med os selv, som ingen andre bare er vidende om. F.eks. har jeg selv et symptom, hvor mit smil stivner lidt i samtale med andre. Nu, hvor jeg siger det her, lyder det som om, det foregår uafhængigt af, hvem jeg taler med, og hvad vi taler om. Hvis emnet er Jesus, ville jeg lytte!:) Men mit smil stivner lidt, og ingen ved, at jeg allerede har dømt det sagte i samtalen, har overvejet, hvad mit næste træk skal være, for at virke mest ”naturlig”, at jeg for længst har gang i et maskespil. Nogen af os prøver at skjule en sindslidelse. Mens vi aldrig får at vide, hvad andre har tænkt om os, om vi dog alligevel ikke røber mere af os selv i en given snak. Hvis jeg kunne pakke sindslidelsen ind i et ligklæde, eller pakke den væk i et skab, havde jeg nok gjort det. Men enden af alt er, at jeg må leve med at indeholde dobbeltheder, og måske virke lidt kunstig, da jeg går med så meget skjult. Ligklædet kunne jeg vikle omkring mig, men hvordan ville det ikke se ud? Jeg kan købe en plante til min kæreste, det er meget bedre. Se, om verden ikke kan bære min kærlighed. Se, om en anden ikke forstår, retningen på min velmenen. For det er vel det, vi alle sammen er her for? At vel – mene. Kære, at du forstår. 15.5.2011.

Jeg var bange, da jeg kom hjem. For du var her ikke, katten heller ikke. Jeg havde tændt lampen, som om I stadig var her. Men I var her ikke. Du er her ikke. Jeg troede, jeg skulle skrive et indlæg på Kristeligt Dagblads blog, men næppe. Jeg har grædt i dag, men ingen ved det egentlig. Du sku nok ha været her. Eller jeg skulle bare have sagt, du gør mig ondt. Eller jeg skulle aldrig ha ringet og lydt som om, du har gjort mig ondt. For det behøver du ikke vide. At jeg ved det, er jo nok. Dagbogen gemmer altid smerten. Det, der lå bag. Skide baggrund, at den skal være så svær. ”Elsker dig vist for meget”, som jeg fik skrevet i min sms. Som jeg siden ringede for at undskylde at have skrevet. Jeg lo, mens jeg talte om det, der gør ondt indeni mig. Det er en mekanisme, jeg har. Hvis jeg udgav det her på blogen, ville alle tro, du er en dårlig kæreste. Eller de ville føle, de får indblik i stof, der er for personligt. Så derfor udgiver jeg det ikke. Hvis jeg havde haft en diktafon i bussen, kunne jeg have formuleret tusinder og atter tusinder af ting, der var relevante for den menige mand. Jeg længtes sådan efter at komme hjem, for så ku jeg skrive sådan og sådan, og det bliver bare så godt. Men da jeg kom hjem var jeg blokeret. Af vrede. Kære, kære Bitterhed. Du har mange kræfter. Og hvor gør man af dem? Publicerer man sin vrede på Kristeligt Dagblads hjemmeside? Hvorfor skulle man (gøre) det? Havde vreden en genstand, ku man jo udstille denne person, til skade for vedkommende. Og hvorfor skade nogen? Jeg har ufred. Det er mig, der har ufred. Ikke grundet en anden, eller noget andet. Det er i mig, som en del af mig, der bider mig i maven. Man tror, at efter et tomrum, bliver man fyldt op. Indtil man opdager, man huserer store skovbrande, orkaner, storme, der bare kaster sig løs nede i ens mave. I oprør. Og da havde man dog noget, dernede. Indvendigt. I mig bor simpelthen alle mulige slags følelser, og hvis jeg siger det til min sidemand i koret, vil hun sige akkurat det samme. Også i hende bor der ”alle mulige slags følelser”. Det river i min mave, at jeg tilbringer mindre tid sammen med min kæreste i løbet af dagen eller ugen. Det kender jeg godt, vil hun sige (sidemanden fra koret). Ja, men min smerte er altså større end din, siger jeg så. Men det vil ingen forstå, heller ikke jeg selv. I mine størrelsesforhold er det, jeg indeholder, det vigtigste, største, tydeligste. Men i hendes størrelsesforhold er hun jo sig selv nærmest, og taler fra sine erfaringer. Hvordan opdele, hvis smerte, der er størst? Jeg behøver bare fælde en tåre på Vesterbro Torv – som jeg faktisk i mit virkelige liv har gjort op mod tre gange, endda højlydt, hulkende, – og der kommer et medmenneske hen og trøster mig. Hver gang. Jeg er så synlig i min ulykkeligheds følelse, at der kommer en fysisk, bogstavelig tåre trillende ned ad min kind. Og tænk; hver gang har det handlet om at være bange for at miste det, jeg har allermest kært. Det har føltes som om, nogen rev noget ud af min krop. Men ingen rev noget ud. Nej, men det føltes som om, det er jo netop derfor, jeg græder! Alle sår heler, også dit. Ja, men måske først i morgen, og lige nu gør det helvedes ondt. Vi græder alle. Og tilbage til smerten, kan den jo ikke gøres op. Skyldtes den det eller det? Eller noget helt tredje. Ingen påfører en den psykiske smerte, eller giver den til en. Man opsøgte den nok selv. Man skal selv rive tornen ud af sit øje, brodden ud af sit eget sind, stenen ud omkring hjertet, for at tingene vil lette indvendigt. Ingen andre kan. Tænk, at jeg før skrev, at du havde ”gjort mig ondt”. Og at jeg lod det udgive. Helt ærligt. Men du flyttede mig. Fra at tale om noget, der skyldtes noget, bevægede jeg mig hen til at skrive, at intet skyldtes noget. At ingen bar skyld, eller var årsag. Men alle er årsag! Ja, hverken mere eller mindre. Hvad med ham, der bød på øl, savnede han ikke ”bare” selskab? Og dem, der blev der efter kor og drak øl, håbede de ikke bare på at ”hygge sig”. Og mig, der gik hjem, ønskede jeg ikke bare som det første, når jeg kom hjem, at ringe til min kæreste og ønske ham en god nat? (Som jeg netop gjorde). Du græd i dag, kan jeg sige til mig selv. Ingen andre ved det nemlig. Det var næsten flot, som jeg græd. Jeg sad helt ren, i min sorte bluse, og følte mig helt uskyldig. Ikke halvt uskyldig, men altså helt uskyldig. Intet kunne fortænke mig i at sidde der, så sammenknuget. Bidende det i mig, som gjorde så ondt. Ingen burde se det, heller, for det var ikke ”for” nogen. Jeg kunne kun sige til Gud, at han – af alle, dog gerne måtte kigge til mig, eller betragte mig, eller være mit vidende. Ligesom han var det, da jeg var til kor, hvis han ellers havde tid 🙂 River du mig ud af dødens garn, ku man næsten spørge ham (Gud), som der vist står i en salme. Man er godt viklet ind, og man kender sgu ikke rigtig vejen ud igen. Den lærdom er vel dyrest, hvor ingen tager dig ved hånden og følger dig på vej. Men hvor du må gå selv. Fordi, du kun har dig selv at gå med. Tak, fordi du alligevel er min kæreste. Dig, det gør så ondt at elske. Tænk, hvis jeg ikke kendte til det, der gør ondt. Men tak, fordi du er mere end det. Du står for enden af vejen, når jeg går der alene. Spørger i telefonen, om du ”Skal komme og hente” mig. Og så dårligt, jeg får formuleret, at hele omdrejningspunktet, er om kærligheden koster for meget, eller om den skal triumfere. Og det er fair nok at sige her, at vi eller jeg nok altid vil være i tvivl. Koster kærligheden for meget, eller vil den være det hele værd, ”på den lange bane”? Hvem sagde, jeg tabte dig, hvis ikke kun min egen frygt for at miste dig? Hvilken er større kærlighed, end den, der siger; ”Jeg elsker dig vist for meget”, jeg kan næsten ikke bære det. Jeg vil så gerne være den, der har sagt ”Jeg elsker” alt for mange gange. Men hver gang, jeg formulerer det, flyder der hjerteblod ud af mine årer. Men spildte jeg blod på dig, eller ud over dig, gødede det nok et eller andet. For i dit indre, fandtes der spirer og korn, og ideer til fremtiden. Og med dig vil jeg spørge: Skal vi gå sammen?, for dig vil jeg mægtig gerne følges med. Og gik jeg selv, var det kun for at jeg kunne vælte, så du kunne samle mig op igen. Men gik jeg selv, og væltede jeg ikke, ku jeg gå i verden både alene og sammen med. Og du kunne bære, hvad var dit, og jeg, hvad der var mit. På mit bryst står der vist: ”Hellere to end én”. Og på dit bryst er der tegnet et hjerte med en pil igennem. Det er fordi, vi taler kærlighedens sprog. Men også fordi vi ser det stå. 10-05-2011.

I aften sang jeg i mit rytmiske kor. Også højskolesange indimellem i fællesskab med en menighed i en kirke (Hvilsager kirke). En roste min stemme. Så sang jeg endnu bedre bagefter, for at kunne leve op til hendes ord. Jeg tænkte; hvordan passer jeg (overhovedet) ind i det her kor? Men pludselig begyndte min sidemand at spørge mig om noget. Og jeg havde selv tusinder af spørgsmål til hende, samt kommentarer til det, vi var fælles om at skulle synge. Vi havde en fælles byrde, eller et fælles ansvar. For at koncerten ville forløbe tilfredsstillende. Og mens jeg sang, – også der, hvor jeg ikke helt kunne huske teksten udenad (som vi ellers skal), kiggede jeg over på en af alt – sangerne. Hun har et enormt levende, krøllet hår, og et navn, der klinger specielt og unikt. Uden at jeg har lært hende særligt at kende på den korte tid, jeg har været med i det her rytmiske kor. Men sidste gang, hvor jeg var ”kommet til” spontant at sige noget til korlederen, spurgte hun mig bagefter, om jeg ”var okay”. På én gang hadede jeg det, for så havde jeg måske givet de andre i koret (og altså hende) det indtryk, at jeg var uligevægtig. Og jeg hader at være uligevægtig 🙂 På den anden side kommenterede hun pludseligt min jakke, da jeg skulle hen til bussen på denne øve dag sidste tirsdag, og flere andre kiggede mig pludseligt lige ind i øjnene. Som om min udtalelse, som var ret skarp, havde karakteriseret mig, eller gjort mig synlig på en ny måde. Måske jeg i virkeligheden talte på vegne af andre fra koret. Og hvordan takker man næsten ham eller hende, der siger de ting for én, som man selv har svært ved at sige? Men jeg følte mig ikke attråværdig eller stolt over det sagte, tværtimod. Jeg ledte nærmere efter folks dom bagefter. Ville Rasmus (eks.) stadig snakke med mig? Skulle jeg blive en ekstra halv time og drikke øl med de andre, selvom min bus gik noget før, bare for at de stadig ku lide mig? Jeg kan huske, jeg gav korlederen et klem, eller strøg min hånd let hen over hendes skulder da jeg gik. Det var trods alt hende, min kritik eller bemærkning rettede sig imod. Eller hun stod uheldigvis lige for skud den dag. En anden dag, sikkert allerede den næste dag, ville min fanden i voldskhed gå ud over en anden. Men allerede der skal jeg favne den side af mig. Også i aften ku jeg næsten ikke tåle den ros, jeg fik for min stemme. Jeg synger i et kor! De andre er der, fordi de kan synge. Hvorfor skulle jeg da være særlig, bare fordi jeg er heldig, at højskolesange ligger perfekt til min stemme? Jeg skulle bare åbne min mund, samt stå inde for at jeg kendte samtlige foreslåede højskolesange (af grunde, jeg ikke kender), og så sku jeg bare kigge ned, fordi jeg næsten skammede mig over at vise denne, min sangstemme frem. Hvorfor dog?, ville nogen så spørge. Hende, der vendte sig om, efter hun havde siddet lige foran mig ved fællessangene, hende har jeg aldrig stået så tæt på før, som da hun roste min stemme. Hun drejede sig endda om (!) for at rose min stemme. Utroligt. Senere kom jeg i snak med den ene og den anden. Tænk, man kan sige noget til én, og så (bare) gå videre ud på en kirke trappe, og så står der en anden, man bare kan falde i snak med. Livet kan virkelig være meget enkelt. Og selvom jeg har lyst til at ringe til min kæreste lige nu, spørge til ham, eller fortælle ham om mit, er det mig lidt helligt, det jeg har oplevet i aften med det kor. Spørger du de andre i koret, var det nok ikke nær så helligt. Men dog; mange tilkendegav at aftenen havde været særligt vellykket. Men jeg var i et samspil. Aftenen kunne hverken have undværet mig eller de andre. Vi var forbundne. – Og det var netop, hvad jeg i eftermiddags bad Gud om, at jeg måtte opleve her i aften. Ja også, at han ville vise mig noget, jeg ikke vidste i forvejen. Men at min sangstemme åbner døre fatter jeg simpelthen ikke. Var jeg ikke noget i mig selv, før denne kvinde foran mig på kirkebænken hørte min stemme og roste den? Hvorfor kom ”Jeppe” først hen og snakkede fortroligt med mig, netop som han havde hørt min stemme fra rækken bag ham? Ikke for at klandre ham for det, men. Hvad var jeg uden min stemme? Min stemme er meget ren. Den er luftig, og til højskolesange er den simpelthen i sit es, det kan jeg lige så godt sige 🙂 Og jeg elsker at blære mig, eller give sangen udtryk. I omvendt rækkefølge. Bare fordi jeg skal være et godt menneske, må jeg ikke tale om at blære mig. Og slet ikke i det her land. Men da vi sang om at ”Jeg elsker den brogede verden”, troede jeg virkelig på, at jeg elskede den brogede verden. Og sådan sang jeg selvfølgelig. Og jeg går altid mest op i det rent tekniske ved at synge, end i selve den tekst, jeg skal fremføre, og det griner min kæreste og jeg meget af, fordi han er salmedigter, og mest tænker på teksten. Men jeg elskede faktisk den brogede verden i Hvilsager kirke i aften. I kan høre, hvor det går. Jeg var på forhånd bange for at jeg ville droppe koret. Tænk at være bange for noget, man selv vil gøre, hvorfor så ikke bare undgå at gøre det?? Men det var jeg altså. Men jeg sang mig på plads, næsten. Jeg havde berettigelse. Også efter bemærkningen fra sidste kor dag. Jeg kan ikke vide, hvad det enkelte menneske tænkte om den bemærkning. Ingen har endnu sagt mig det, bortset fra hende med det krøllede hår, der sagde: ”Du skal bare sige noget til hende (korlederen), hun kan godt tage det”, hvorefter jeg bare sagde: ”Ja”. Uden at kende korlederen til bunds. Ingen havde dømt mig på den bemærkning. Bemærkningen gik på, at hun krævede noget af min stemme, som den af rent naturlige grunde ikke var i stand til. Hun krævede, at jeg sang i ”brystregister”, hvor jeg kun kunne synge i ”rangregister”, så jeg sagde: ”Undskyld, men det er vilkår!, mit knæk er simpelthen her”. Hun undskyldte bagefter – helt op til to gange, og jeg blødte selv lidt op. Ja, havde aldrig tænkt at ville støde hende, havde næppe heller forventet en undskyldning fra hende. Og jeg er selv enormt dårlig til at undskylde. Selvom jeg på en måde havde ventet mere af mig selv, at jeg dog var et bedre menneske. Nu dømmer I mig, uden at have hørt min sangstemme. Kun min skrevne stemme ser I åbenlyst på siden her. Men jeg nynner.

26.4.2011.

Jeg var og synge til en skærtorsdags gudstjeneste som kirkesanger. Der er ham ”Asbjørn”, som jeg på en måde forråder igen og igen. Så spurgte han pludseligt: ”Tænker du meget over det med forræderiet”? Jeg havde nævnt for min sidemand, – hvilket han overhørte, at min kæreste, som er teolog, ikke rigtig vidste, hvad han skulle mene om dette med at kirkerummet er fuld af borde, og at vi alle sammen spiser et måltid sammen, – ligesom Jesus i sin tid gjorde. Jeg måtte pludselig forsvare mig. Forræderi. Jeg havde netop gjort Asbjørn uret, og burde egentlig undskylde for det. Men jeg er så dårlig til at undskylde. I stedet bemærkede jeg hans forurettede blik på afstand, jeg kunne kun forsøge at råde bod. Han spurgte: ”Hvad tænkte du sidste år ved den her gudstjeneste?”. Jeg svarede: ”Jeg kan ikke huske det, jeg må indrømme, at jeg nok tænker for lidt over baggrunden for skærtorsdag, jeg kan bare huske, jeg syntes, det var grænseoverskridende at skulle bryde et brød (rent bogstaveligt i Møllevangskirken i Århus), og sige til den, man giver det til: ”Dette er Jesu Kristi Legeme”. Jeg følte mig som et dårligt menneske, hvad er det for et svar? Havde jeg ikke tænkt på forræderi eller Jesu virkelige legeme og blod, det sidste måltid, men kun på det akavede i at bryde brødet for sin sidemand? Jeg tænkte, denne Asbjørn dømmer mig, eller ser meget kontant på mig, mens han stiller disse stærke spørgsmål. Jeg må ha et bedre svar. Så sagde jeg: ”Jamen, jeg har tro tæt inde, f.eks. har jeg tænkt at lave en blog på Kristeligt Dagblads hjemmeside, og der skrive om tro. Og min kæreste laver salmer, så vi snakker om det til dagligt”. Og hjalp mit svar? Bagefter sang jeg fejl i vore motet. Og jeg var ikke bedre end nogen andre, tværtimod. Asbjørn og jeg dukkede op som nye kormedlemmer akkurat på samme dag for cirka et år siden. Vi var så åbne og umiddelbare, at intet kunne slå os ud. Bagefter gudstjenesten var der brunch. Han spurgte, om jeg ikke ville med, og lyste af tillid, men jeg afstod med et ”Ellers Tak”. – Hvilket jeg har fundet ud af ikke er et godt svar. Med svaret mente jeg: ”Tak for tilbudet, men jeg går hellere hjem og spiser frokost”. Og hvorfor hellere gå hjem? Jo, fordi jeg var bange for det sociale liv i koret. Kunne jeg svare for mig, hvis de nu spurgte, hvad jeg laver. Kunne jeg ligesom leve op til den tillid, han og de andre viste mig? Og nej, jeg gik. Med hovedet nede. Og inden jeg kom helt hjem til min lejlighed på cykel, havde jeg grædt de første tårer. Fordi jeg svigtede. En dreng (meget ung fyr) viste mig tillid. En anden spurgte ligeledes, om jeg ikke ville med til brunch. Jeg selv stod med 50 % af mig, der gerne ville til brunch, og de andre 50 % af mig turde ikke. Siden måtte jeg ligesom ”leve op” til dette svigt, og svigtede bare igen og igen. Mærkeligt som en mekanisme fungerer. Og som et valg, taget af frygt, har kolossale konsekvenser. Helt frem til i dag, et helt år efter. I dag svigtede jeg ham så igen, bare pr. automatik, fordi jeg har ham så kær. Derfor kunne han være så insisterende og spørge mig ud om forræderi. Derfor kendte han forræderi på egen krop. Og jeg var den skyldige. Jeg var netop den, han skulle spørge ud. Jeg var netop den, der skulle stå til regnskab. Jeg skulle have sagt undskyld, men gjorde i stedet for ingenting. Min samvittighed kvalte mig. Hvordan revanchere? Hvad med næste gang, der var gudstjeneste, hvordan overleve på en sådan hårdhed fra min side? Gudstjenesten gik i gang i dag. Jeg satte mig lidt afsides koret, simpelthen fordi der ikke var nok plads omkring korets bord. Jeg sad i fred, men også udenfor. En fra koret vinkede mig hen, jeg kunne godt være på et hjørne alligevel. Dermed ”svigtede” jeg organisten og hans familie, som jeg var kommet til at sidde ved. Men det var så mit dilemma. Jeg sad pludselig mellem tre mænd, og de snakkede om kapsejlads, om filmen ”Klovn”, og spiste en masse lammekølle. Jeg sad – godt. Jeg var endda spontan flere gange, og sagde bare lige, hvad der faldt mig ind. Jeg tænker, jeg skulle kompensere for noget. For ikke at have slået til på et tidligere tidspunkt, både ved at lave fejl i motetten rent fagligt, men jo også for denne Asbjørn. Jeg følte mig levende, så mig selv le højlydt, og falde helt naturligt ind i snakken omkring bordet. En kvinde, – hende, jeg synger alt – stemmen sammen med – betragtede mig, mens jeg kiggede hen på organistens børn. Måske vidste hun, at jeg med min baggrund elskede dem lidt mere end de andre. Eller også smilede hun bare over, at jeg strålede lidt som en sol. Mens jeg først i gudstjenesten gik i mørke, med bøjet hoved og skam, stod eller sad jeg nu oprejst, i øjenhøjde med verden. Og det var, hvad Asbjørn gjorde ved mig. Under den sidste salme, mødte jeg Asbjørns øjne. De smilede. Jeg tænkte, det var alligevel det bedste ved i aften, men samtidigt jo kun på baggrund af, at det havde været det værste ikke at få det smil. Så der, hvor jeg manglede og gik galt, blev jeg hentet ind igen og smilt til. Kære, det var måske grunden til, der skulle være forræderi. At man bagefter kunne forsones. I de minutter, hvor præsten sagde, vi kunne ”bede i stilhed”, bad jeg. Men ikke om nåde eller tilgivelse, som ville have været det retteste. Jeg bad om, at jeg ville blive synlig. For jeg gik skjult med så meget. Og her var en bid fra mit hjerte. Mest for at nå dem, der også har forrådt. Og nå dem, der fejlagtigt troede, de havde forrådt.

Skærtorsdag, d. 21.4.2011.