ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg havde en mærkelig oplevelse for lidt siden, udenfor Viby Centret. Jeg halter selv, da jeg har pådraget mig en fibersprængning i den ene lægmuskel. Da jeg så går over fodgængerfeltet, får jeg øje på en mand, der også humper. Dog ser det hos ham ud til at være en varig skade eller et handicap. Jeg tænker instinktivt, at så er vi da allierede på den baggrund, at vi begge er hæmmede af smerter eller muskelproblemer. Da jeg passerer ham, idet jeg når op på siden af ham, føler jeg en pludselig lindring i mit ben. Som om, benet slapper helt af, og der strømmer en varm energi omkring mit ømme punkt. Jeg går et par skridt og tænker: Wow. Og det fortsætter med at strømme. Jeg står på apoteket et par minutter senere og beklager mig over, at smerten i min lægmuskel nu har varet næsten en uge, fra uheldet indtraf. Hun råder mig til at bruge støttebind, og jeg anskaffer mig et, men imens kan jeg bare mærke, at det vil være overflødigt, da healingen for længst er gået i gang af sig selv, eller med hjælp fra denne lidelsesfælle. Hvor kraften så end kommer fra. Det er ikke mere end to måneder siden, at jeg døjede med smerter i lænden, bare i den ene side. Det kunne sådan variere i styrke, men det var som om, jeg ikke kunne få bugt med jagene, som tiltog ved bestemte bevægelser. Særligt når jeg stod og prøvede genbrugstøj, som jeg ikke havde brug for (..). Derfor tænkte jeg tit, at det at købe genbrugstøj var syndigt for mig. Og så smerterne som en slags straf for mit sløseri med penge. En eftermiddag lå jeg imidlertid på sengen og hvilede mig. Da fik jeg den tanke, at jeg var nær min søn på et åndeligt plan. Min fysioterapeut havde for længst sagt, at mine ben var lige lange, og at skaden i ryggen ikke skyldtes det. Men ikke desto mindre mærkede jeg pludseligt, at der blev trukket i mit venstre ben, og jeg kunne mærke, at kraften havde noget med Nikolas, mit barn, at gøre. Jeg tænkte: det var da utroligt! Og siden mærkede jeg aldrig noget være forkert i ryggen mere. Hvorvidt miraklernes tid ikke er forbi, om dette er et eksempel på healing, der gives fra et højere sted, eller det simpelthen skyldtes, at jeg var åben for at blive hjulpet, det kan vi ikke vide med sikkerhed. Men dette skrift er i hvert fald vidne på, at sådanne helbredelser kan finde sted. Jeg havde øjenkontakt med manden i fodgængerfeltet, men det eneste, jeg nåede at tænke var: der går en, der også halter, sørgeligt at hans er varigt. Ved ryggen irriterede det mig, at jeg ikke kunne sidde afslappet, lidt henslængt i sofaen, men hele tiden skulle sørge for at rette mig op, for at undgå smerter. Jeg bad ikke til Gud om at blive lindret, men blev det alligevel, på denne lidt utrolige måde. Nu strømmer der varme omkring mit sted på benet, kan jeg mærke. Jeg slapper helt af, hvor musklen før var spændt. Og jeg har tillid at ”nogen” gør noget ved problemet. Om jeg bruger støttebindet også som supplement, har jeg endnu ikke bestemt. Men i aften skal jeg til foredrag om Jesus… 15.1.14.

Jeg er farisæer. Jeg vil skrive om den gode gerning, jeg gjorde i dag, ved at give en tigger mine sidste småpenge. Jeg tog næsten pungen frem, før han havde ytret sit ønske. Jeg elsker at give tiggere penge, hvad de så end bruger de penge til. Det er faktisk noget af det bedste, jeg ved. Så jeg søgte nærmest denne mands blik, førend vi passerede hinanden. Det endte med, at jeg fik et kæmpe knus af ham, og jeg sagde: ”Hav det godt”. Jeg kunne sagtens undvære de penge. Siden ærgrede det mig, at jeg havde betalt to kroner for en pose henne i genbrugsbutikken, for ellers kunne han have fået den mønt også. Men så kom jeg senere på dagen i tanker om, at ekspedienten jo netop havde givet mig de to kroner tilbage, da hun alligevel fandt en gratis pose at give mig. Endda selvom hendes regnskab så ikke ville passe korrekt. Altså havde tiggeren fået den tokroners mønt. Det behager mig, at jeg har givet ham, hvad jeg havde. ”Jeg ved ikke, hvor meget, der er her”, sagde jeg. Jeg er farisæer. Jeg bryster mig af, at det er ligegyldigt for mig, hvor mange penge, tiggeren får, selvom det er altafgørende for ham, hvor meget han får. Jeg går derfra og tænker, jeg har gjort en god gerning. Jeg tror, hvis jeg havde mødt ham igen, havde jeg sikkert givet ham min halvtredser, som jeg sagtens kunne undvære. Men sådan kan vi jo alle prale af ugjorte gerninger, som vi i en ideel situation, gerne ville yde. Hvad var mit bidrag? Jeg gengældte hans knus. Netop; kærligheden lå i ham, og ikke i mig. Jeg fik lov at give ham nogle penge. Jeg fik lov at vise ham, at det var det nemmeste i verden lige at tage min pung frem. Jeg kiggede ham ind i øjnene, for at spørge ham med mit blik, om han manglede noget (i hele verden). Han skammede sig ved at spørge: ”Må jeg spørge dig om noget? Du kunne vel ikke undvære nogle småmønter?”. Han følte det ydmygende, men samtidigt nødvendigt for sin overlevelse. Jeg lod ham vide: Det er det nemmeste i verden at give dig nogle småmønter, en ren foræring. Du bliver glad, jeg bliver glad. Og sådan er kærlighed typisk. Men jeg er farisæer. Var det ikke nok at skrive i sin dagbog, at man var glad for sit nye tøj fra genbrugsbutikken. At jeg nu har i overflod, fordi mine tøjskabe i forvejen er fyldte til randen. Hvad med den halvtredser, der nu i morgen går til endnu mere mad i vores køleskab, som i forvejen bugner? Hvor simpelt er det ikke at have noget, frem for at mangle noget? Jeg er f.eks. meget mæt lige nu, men samtidig skal vi snart spise aftensmad, ja jeg må nærmest vente på at blive sulten til det næste måltid, mens andre derimod venter på at blive mætte. Os, der har i overflod, ser i vort ydre sunde og velnærede ud. Ingen aner at vi inderst inde kan mangle endog vigtige og nærende følelser. At hvis vi ikke føler os elskede, er vi fattige i sjælen. Selvom vi udadtil ikke syner sådan. Du skammer dig ved at tigge om penge, men jeg skammer mig over at nævne et sted, at jeg har givet dig penge. Gør det os ikke allierede? Men havde det været omvendt, havde jeg bedt dig om det sidste, du havde. Din sidste mønt. Og da ville den, der intet havde, miste alt, og den der havde i overflod, få det mere mellem hænderne. Retfærdigt ville det da være, om den, der taber alt, alligevel ejer kærlighed, mens den, der får i overflod, mangler evnen til at elske. Og at du favner dem begge. 8.1.14.

I dag i kirken gjorde jeg noget usædvanligt; mens jeg kiggede ned på menigheden, blev jeg mere og mere opslugt af en situation. Vi skulle ikke som kor synge på det tidspunkt, tværtimod var der helt stille i kirken, bortset fra at præsten læste op, vist fra det gamle testamente. En kvinde havde rejst sig i respekt for skriftstedet, ligesom alle andre i menigheden, men lige ved siden af hende lå et spædbarn i favnen hos hendes andet barn på et sæde på kirkebænken. Jeg blev mere og mere urolig, da moren kun kiggede ned af og til; ville denne forholdsvis lille pige kunne holde sin bror i hænderne, uden at tabe ham? Der gik sekunder, hvor jeg bare iagttog og blev nervøs. Så var det så nær ved, at pigen faktisk ville tabe drengen på gulvet, at jeg resolut råbte ud i kirkerummet: ”Pas på!”. Organisten og en korist kiggede hen på mig, undrende vel, og pigen ved siden af mig fik så forklaringen, og jeg blev straks flov, over næsten at have forgrebet mig på en situation, hvor der – viste det sig – ikke var reel fare for noget eller nogen. Drengen faldt aldrig helt ned fra bænken, og gudstjenesten forløb som planlagt. Ingen kom med kommentarer bagefter, men jeg gik med en fornemmelse af, at det måske fortalte en del om mig, at jeg stod og forsvarede et spædbarn? Jeg tænkte: det var lige godt første gang, jeg virkelig havde ytret mig spontant oppe fra orglet, hvor koret står, selvom der ikke var fornuft i det, eller mit job krævede det af mig. Jeg tog helt på egen hånd en chance, ja jeg kunne ligesom ikke andet. Tag dig i agt, kvinde, dit barn hænger i din datters skød, med risiko for at ryge på gulvet! Tag dig i agt. Jeg tænker på, hvis jeg selv havde et spædbarn, at jeg så ville pylre om det, sørge så godt for det, at det næsten blev pakket ind i vat. Bare så det ikke skulle komme til skade. I Storcenter Nord, f.eks. leger børnene på opstillede legetøjsmøbler, og jeg går altid bange forbi det sted, af frygt for at et barn falder ned og slår sig. Mens forældrene mærkeligt nok ikke er det mindste urolige. Hvorfra har jeg denne ængstelse. Jeg er parat. Jeg forhindrer ulykken, før den sker. – Men vil den nogensinde ske? Og lige mens jeg går forbi? Du sagde ikke, jeg var mærkelig, du Ole (organist) eller du, Viggo (sanger), men så underlig havde jeg opført mig, at jeg lige så godt kunne fuldføre min aktion ved at være den første der gik ned ad trappen, for at gå videre ud i verden, da vi var færdige. Det naturlige og mest høflige havde måske været at blive for at ønske de andre en god jul, og høre postludiet til ende, men jeg gik uden at sige farvel til en eneste. Udenfor kirken kunne jeg derfor tilslutte mig ”dem, der er mærkelige”, selvom ekspedienten i Kiwi forretningen vist ikke delte den karakteristik af mig. Nej, jeg gik ud som et frit menneske. Synden, der måtte have lyst ud af mit tøj, blev renset i løbet af få minutter. Kan det forsvares, at man kan gå uskyldig fra kirken efter sådan en episode? Hvordan kan jeg vide mig tilgivet? Jo, for jeg havde ikke forbrudt mig. Det eneste, der sådan set ”var i vejen” efterfølgende, var at ingen af de andre fik forhistorien eller mine bevæggrunde for at bekymre mig om dette lille barn. Derfor kan jeg hænde at have efterladt dem undrende. Det kan ske, pigen ved siden af mig, har fortalt de andre, hvad sagen drejede sig om. – Men var der en sag? Jeg skal aldrig mere sige noget ud i kirkerummet, mens der er helt stille under læsningen. Så må et barn falde til jorden. Er det min lære? Var det det, jeg skulle skoles i? Ikke at gå ind og hindre andres vej. Engang så jeg en kvinde stille sig for at gå ud af bussen ved det næste stoppested, men hun havde glemt at trykke på stopknappen. Derfor gjorde jeg det for hende. Var det utilstedelig indgriben? Var det bedre, om jeg havde ladet ”tilfældighederne råde”? Andre passe deres? Det var instinkt i dag; hvis nogle ser andre i fare, vil de instinktivt tage affære for at forhindre en ulykke. Det er ubærligt at se andre komme til skade, hvis man i øjeblikket kunne have hjulpet dem. For nylig så jeg en kvinde gå over for rødt. Da jeg så var nået op på hendes side, – nu for grønt, standsede hun mig og spurgte: ”Så du mig ikke gå over for rødt?”. Jeg svarede: ”Jo, men der kommer ingen biler i den retning der alligevel”. ”Jeg er helt chokeret, – hvorfor sagde du ikke noget??”, spurgte hun bebrejdende. Siden har jeg tænkt hver gang i det lyskryds, at jeg vil advare folk, inden de går ud i fodgængerfeltet. Der er kun grønt længere ovre, og endnu ikke der, hvor man står. Det er en dødsfælde, det kryds, har jeg siden fundet ud af. For der kører faktisk biler over for grønt stadigvæk, så min udtalelse til kvinden om, at ingen fare var på færde var ganske enkelt ukorrekt. Jeg så en situation, men handlede ikke. Men næste gang handler jeg. I dag handlede jeg, fordi der var optræk til en farlig situation, som aldrig udspillede sig. Hvori ligger min uskyld? Den ligger i, at mit ærinde var rent. Jeg troede ikke, kvinden var i fare. (Lyskrydset var da lige blevet lavet om, så jeg endnu ikke kendte til trafikkens vante gang der). Og i tilfældet i kirken var jeg samvittighedsfuld; for tænk hvis jeg ikke advarede kvinden med barnet i tide. Hvem kunne da ikke anklage mig for at sige ingenting? Mærkeligt, at de to tilfælde skulle opstå i det samme liv, mit. Men tankevækkende, at erfaringen fortæller mig, byder mig, at handle anderledes næste gang. Jamen, vil du ikke redde barnet en anden gang, da? Jo, men det er ikke mit arbejde. Hvilket arbejde har du da?, kunne man spørge. Jeg skal redde, men ikke med vold. Gør du da?
22.12.2013.

Der var i går, hvor jeg var ked af det. Igen i dag var jeg lige ved at græde. Det er, når jeg opdager, at jeg er psykisk syg, og ikke helt selv er skyld i mit nedtrykte humør. For skulle jeg selv have plantet dårlig sæd lige ned i min mave? Hvis derimod noget udefra har plantet et og andet i min mave, giver jeg dermed mulighed for at djævelen findes, på linje med Gud. Og at de kan sloges i mit kød. Da skulle halvdelen af mine celler være dårlige, og resten gode? Hvor stor en del af mig ejer Gud da? Hvor tit taber han kampen om mig til djævelen? Hvor tit taber jeg kampen mod sindssygen? Hvis det så bare var i mit kød, kampen foregik, men det er jo også i andres. Derfor har jeg indimellem den evne at være til trøst. Fordi jeg kan godt gå forrest, godt nok med bævende skridt, men dog – jeg gør det. Skulle jeg da gå på dårlig jord, hvor intet kunne gro. Ellers træder jeg helst, hvor der er plads til mine fødder, og hvor der er blødt at træde. Da skulle jeg noget før have tænkt på aldrig at græde. For jeg græd. Det stiller mig i en position, hvor jeg er nødt til at træde på dårlige flader også. Hvordan ellers rense ud. Vi lægger os ned af synden, skrev jeg lige om i en af mine egne salmer. Når jeg lægger den ud på Facebook, vil de fleste se hen over den, tror jeg. Enkelte vil undre sig. Og en eller to vil tage den til sig. Jeg skal måske så min salme et andet sted. Ude på en mark, bare lægge arket med teksten på en mark. Nej; nogle har villet at jeg skulle fødes. At det snart er min fødselsdag. Og at jeg skal leve med at gå skjult, snakker jeg med Lars om. Dog denne ene. ”Du bærer mig, indtil jeg kan takke dig for din Bøn”, skriver jeg i salmen. Derefter kan jeg gå selv. Jeg tror, du har bedt for mig, idet du giver mig styrke til min videre færd i verden. Jeg tror, det var dig, der reddede mig. Og du kan sikkert gøre det igen. Fortabelse er jo ikke at finde på kun en enkelt dag eller to. Den vokser ud af dårlig jord igen, bare titter frem som ukrudt, som skal bekæmpes. Men tak, fordi jeg fortabes. Da finder jeg nemlig igen. Og tak, fordi jeg finder, da tror jeg aldrig mere, jeg skal fortabes. Og du er ebbe og flod i mit hjerte. Og hvis kampen går ud på høj- eller lavvande i mit kød, dræner den mig mildt for kraft. For én kraft vil fylde mig op, og den anden vil tømme mig. Og hvad ulykkeligt er i den bevægelse? Djævelen kan for min skyld tage ansigt som både ebbe og som flod, også så jeg ikke længere kender forskel. For forskellen skal være der. Helt uden for mit synsfelt. Og jeg kan søge at ville tage brodden ud af mit hjerte, bjælken ud af mit øje, og tornen ud af min side. Men Herre, gør du ikke hellere det gode, end at jeg bekæmper det dårlige? Det beder jeg om.

I dag i kirken kom der en mand ind, hvor vi ellers for os selv i kirkekoret øver dagens motet. Han ville gerne have en kop kaffe. Ham lugtede ikke af alkohol, men han var typen, man mistænkte for det. På en måde var han ikke rigtig velkommen der; kaffen var jo til os korister, og han begyndte også at spørge om alt muligt, og flere vendte ansigtet lidt bort fra ham. Jeg prøvede at lytte, så meget jeg kunne holde ud til, og han var faktisk meget interesseret i, hvordan vi bar os ad med at synge. Og han fortalte, at han ikke selv kunne. Åbenlyst var han kommet for at deltage i gudstjenesten, men den startede jo først tre kvarter efter. Var det da ikke i orden, at han fik en kop kaffe i mellemtiden?
Jeg stod midt imellem og mæglede; på den ene side var de to andre korister irriterede på hans tilstedeværelse, og jeg synes også, han var kommet på et upassende tidspunkt, men jeg bar også over med ham. Prøvede at svare på hans spørgsmål, og få øjenkontakt med ham. Han var ikke usoigneret, eller uklar i øjnene. Han var levende interesseret i det at vi sang der, og nævnte klassiske komponister, som han godt kunne lide. Jeg tror godt han vidste, han var til besvær, for han ventede ikke at nogen gad lytte. Han forsøgte dog flere gange: ”Har du rejst meget?”, lød et af hans spørgsmål til tenoren ”Viggo”. Viggo svarede: ”Næh”, uden at uddybe. Sådan gik det flere gange, ja sopranen, der var i rummet, måtte gå helt væk fra bordet, da hun ikke ”kunne tage det”, som hun senere sagde.
Når jeg så skal ligne dagens helt, er jeg ikke et hak bedre; da der under gudstjenesten pludselig lugtede af cigaretrøg oppe ved orgelet, grinte flere og undrede sig. Jeg havde imidlertid set manden gå ud under gudstjenesten, og jeg tænkte, at det var nok ham, der fik sig en smøg. – Sikkert et sted hvor man ikke måtte ryge…
Dernæst – og nu kommer så det kriminelle – blev jeg pludselig mistroisk, og fik den tanke, at han måske gik i vores tasker og plyndrede os for penge. Taskerne stod jo frit tilgængelige i organistens ikke aflåste lokale nedenunder. Jeg greb mig i bare at acceptere, hvis det var det, der skete.
Men nej, han var ikke nogen skidt fyr. Han havde ikke bestjålet os, kunne jeg bagefter konstatere. Han var muligvis gået ud for at ryge, også et sted hvor det sikkert var forbudt. Han kom aldrig ind i kirken igen, og i det hele taget var det en heltegerning, at han overhovedet var troppet op til kirkegang. Jeg mener, han sagde, han havde været oppe til kl. 4 i nat. Og så nævnte han præstens navn: ”Anni”. Han var kommet for at høre/møde hende.
Hans øjne indeholdt meget smerte, men i det underskud havde han overskud til at spørge ind til det at synge. Viggo var meget kontant, og bad ham gå, da vi skulle til at øve. Flere af de andre havde bemærket hans hårde tone, fortalte de senere. Viggo havde ret til sin udtalelse, fordi manden var på fremmed grund. Men hvor blev medlidenheden af?
Zakæus. 14.juli 2013.

Du skal ikke spørge mig til råds. Det er ikke, hvor jeg har gået, du skal gå. Jeg kan ikke henvise dig. Du er henvist. Du er sat her tæt op af mig. Og det er en hård tørn, du tager. Hvis jeg kalder mig for ”uduelige pjok”, er det også i vejen. Hvis jeg har grandiose tanker om mig selv, og hævder mig i en diskussion, får jeg dårlig samvittighed. Jeg er ikke mand til det her liv. Hvad der kræves af mig, kan jeg slet ikke efterleve. Bare at skulle formulere mig volder mig kvaler. Det er i sammenligningen, jeg ikke syner af noget. Hvis jeg stod alene. Ja, hvem tør spå om det. Nu står jeg tilfældigvis op af en kæreste, og op af en kat. Og når jeg ikke bryder mig om udsynet, får jeg melodien: ”Ensom dame 40 år” i hovedet. Bare for at banke mig på plads. Hellere være i 90’erne alene i lejligheden?? Du kan bande mig langt væk. Og jeg kan selv bande mig selv langt væk. Det er ligesom de muligheder, der gives. Men væk er jeg højst, hvis jeg trækker mig herind i værelset. Og om lidt er kaffen klar:) Du tåler mig, udholder mig. Jeg mindes, hvor stærk, jeg engang var. Stod helt oprejst. Gik med myndighed. Disse er mine vilkår. Jeg er kunstner på lavt blus. Og det skal jeg være glad for. Lavt blus kan blive til fuldt blus. Og lavt blus er bedre end intet blus. Og der er plads til forbedringer. Jeg kan ikke andet end stille mig frem med fejl. Og det skal være mit livs læresætning, at vi må være her med fejl. Den, der aldrig snubler over ordene, eller måske en flise på vejen, kender ikke ydmyghed. Kender ikke det at kæmpe sig tilbage. Hurra for kampen! Lige meget hvem der vinder. Det er ikke nødvendigvis det bedste at vinde. Hvordan da revanchere? Komme tilbage? Jeg er gjort af livsnød. Jeg lever af – nød. Det er, fordi folk skal have ondt af mig. At jeg bare bøjer mig i støvet. Det er, fordi Gud har givet mig en hundekurv, hvor min plads er. Og han er over mig hele tiden. Derfor har ordet ”fred” den allerstørste betydning i mit liv. Fred for katten, fred for krav. Hvis man kunne købe fred, havde jeg købt hele bundtet. Du er min ultimative udfordring. Jeg skal tage min plads. Stå inde for noget. Give tilbage. Jeg skal eftergive, mildne mit syn på ting, bløde op. Jeg skal skændes på et så mærkeligt plan, at man først bagefter opdager hidsigheden sænke sig. Der skal komme en tid efter. Efter nød. Der er tider, hvor jeg igen skal rejse mig. Derefter måske falde igen. Det er for at vi alle kan se, nuancerne komme til syne. En livsbane, der på én gang sejrer og fejler. Ja, måske er den min. Men den kunne lige så godt være din. Men jeg råder dig ikke, for jeg har ikke gode råd om noget. Du skulle hellere træde i en andens fodspor end mine. ”Du skal gøre dine ting”, som jeg siger for tiden. Du skal ikke redde min dag, jeg griber den selv. Eller bliver mast under den. Det er ikke dit ansvar, ergo må du gå selv. I dag havde jeg lyst til at lægge mig. Det var, da klokken var halv elleve om formiddagen. Det siger sig selv, at det forekommer unaturligt at hvile sig på et så tidligt tidspunkt på dagen. Jeg sagde det ikke til nogen, men skrev det for mig selv. Bagefter gik jeg med dig ud til bilen, og vi kørte ned i midtbyen, hvor vi oplevede skønne ting, og var spontane. Jeg kender nogen, der indrømmer deres fejl hele tiden. Men hvor er fejlen (hele tiden)? Jo, det rette havde været at holde ting tilbage. At belaste sine omgivelser med utilstrækkelighedsfølelse, vil på sigt dræne et forhold for kraft. Hvem taler om utilstrækkelighedsfølelse? Jeg taler om fejl. Rene og skære fejl. Det var ikke en fejl, at jeg tog med dig til byen. Det havde været bedre, om jeg aldrig var født. Se, der bliver det problematisk. Jeg er her jo, og lever, har jeg da ikke berettigelse (her)? Jeg er tung at danse med. Det er automatiske sætninger, jeg kan sige om mig selv. Men ikke på nuværende tidspunkt. For lige nu skal der kilde – vælde blomster ud af mit skød, og bambusgrene ud af mit bryst. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil være her i det her liv, her og nu. Og der skal falde nektar ned fra himmelen, når bare vi er to. Men vi er to. Og vi samler og samler. Det er, fordi der skal komme bedre tider, ja nemmere dage simpelthen. Det er, fordi efter tørke kommer der regn. Det sker så passende, at det, man lige står og mangler, det bliver stillet til ens rådighed. Derfor skal vi brødføde en hel befolkning. Hurra for overdreven selvtillid. Her, hvor jeg når bundlinjen. 06.04.2013.

Man kan altid puste sig op. Tage en dyb indånding og bare åbne brystet med luft. Man kan altid lade som om. Lade som om, man forstod pointen i en vits. Eller komikken i en satire. Lade som om, man kan male. Men man kan også være. Være et åbent bryst. Være sit grin fuldt ud. Forstå fuldt ud. Da er man autentisk. Ikke justeret eller tilpasset. Man er – ægte sig selv. Er man skuespiller (af fag), er man ægte en anden. Men dog farves rollen jo af, hvad skuespilleren har med i bagagen. Af rekvisitter, tilføjelser, udtryk. Jeg kan ikke male en andens maleri. Ligesom han ikke kan male mit. Jeg kan kun være denne skikkelse, fordi jeg er det. Ikke være i en andens krop, eller i en andens tanker. Jeg kan påvirke ud fra mit ståsted; min kæreste, vores kat.., lejligheden. Jeg kan præge. Sætte et aftryk, et personligt strøg. Men er det forkert ikke at ville sætte spor?, som min søster har en ambition om ikke at gøre. Hvad med os, der vil fylde side ned og op igen, og går ind på statistik hver morgen. For at se, om man er blevet set. Hvad med os, er vi bedre? Bare fordi vi har modet til at blive bedømt af nogen. Lægger kunst ud til åbent skue. Ja siger sin ærlige mening om nogle ting. Også kontroversielle ting. Ligesom Jesus gjorde. Jeg går bare i hans spor, hvor han har gået før mig. Men så går jeg også lidt ved siden af en gang imellem. Det er sjovest. Så har man nemlig medvirket til en helt ny sti/vej, hvor andre så kan gå efter én. Men sjovt er det også, fordi ens nye spor er ukendt land. Endnu aldrig erobret. Og ikke eet menneske går ad samme vej, som et andet. Men vi følger alle Jesus, fordi han er beundringsværdig. Men hvis spor gik han da i? Jeg synes, vi som mennesker nogle gange vover os i helt nye retninger, mens det andre gange er  tryggest at træde, hvor andre i forvejen har trådt. Det er ligesom, når jeg maler; jeg gør ting af vane, og så bryder jeg vanen. Jeg gør ”sikre” ting i min maler proces, som jeg så bagefter gør oprør imod og bryder. Hvad skulle vi uden frastødning og tiltrækning? Vi må måle os op af andre. Ja går vi udenfor en dør, kan vi ikke undgå at sammenligne os med manden på parkeringspladsen. Kvinden med hunden; hvad med hendes tørklæde, hvordan har hun valgt det? Hvordan bærer hun sit tørklæde? Skødesløst? Yndefuldt? Med magt? Det er ikke altid, jeg har lyst til at vove mig ud i verden. Den ydre verden. Hvis jeg føler mig utilpas i det tøj, jeg har fået på. Eller min selvtillid kan ligge i min lomme. Så kigger jeg hellere ned i jorden, når jeg passerer andre, end kigger dem i øjnene. Andre dage kigger jeg stærkt i øjne. Men også jeg er andres spejl. Den, de møder. Derfor er det så vigtigt, at jeg spørger Lars (kæreste), hvilket maleri, der fungerer. Han har andre øjne, end mine snævertsynede. Hvis man ikke vover sig udenfor en dør, har man fjernsynet, og man har Gud, omkring et møde. Ens kontakt med omverdenen foregår måske på et indre plan. Ja så rigt et liv, man kan have, bare for sig selv (!). Man har måske en bamse, man taler til. Eller man skriver for sig selv, dagbog måske. Men selv ikke i den yderste time, var man alene. Heller ikke Jesus. Vi bliver aldrig forladt, selvom det kan føles sådan. Og om ikke andet, så har man sig selv. Og det kan faktisk lade sig gøre at give sig selv et knus (skulle jeg hilse og sige). Jeg går nu med vinger, fordi jeg har delt disse ting med Jer. Det er, fordi når man deler noget, så er man to om det. Give og tage imod. To parter. Faktisk var det dig, Læser, der skrev disse ord, mens du læste dem. Og siger: Jeg har læst dem før. 27.3.2013.

19.3.2013. Det er ikke op til mig, om vi skal være sammen. Længe eller kort tid. I morgen, dagen efter og til sommer. Kærligheden rækker ikke ind i himmelen på den måde, at man kan tælle kærtegn op af en stige, fluks mod paradis. Ingen har lovet mig, at et parforhold skal være ”godt”, eller om der skal være problemer. Ja, så uerfaren er jeg i en alder af 40, at jeg ikke engang ved, hvad problemer egentlig vil sige. Ja, så meget har jeg tabt, at jeg lige så godt kan tabe det hele. Men vi er sammen. Du ligger lige nu og hviler dig i vores seng. Vi er ikke gift. Herregud, hvad rager det verden, hvad vi synes om hinanden? Han er nogle gange min frelser, ligesom. Eller en kærkommen støtte til ting, jeg lever ud. Vi er fysiske sammen, som par nu engang er. Og selvom man synes, at netop mit parforhold er noget særligt, er det det måske slet ikke. Andre ligger sammen i sengen om natten op af hinanden. Laver mad sammen, kysser farvel. Men ”Lars og Rie” går så godt sammen. Synes du ikke? Om jeg laver en salmemelodi til en af dine tekster, skulle være helligt område. Noget, man ikke kan anfægte eller have noget imod. Jeg har noget imod melodierne, hvis jeg en dag ikke længere er din kæreste. Men før det, men forhåbentlig aldrig, vil jeg nyde min kunstneråre, som drysser ned på dig og salmeteksterne fra din hånd. Og hvad der drysser den anden vej, fra dig til mig, holder jeg hemmeligt. Det er for ømt at tale om. Ja, jeg er blufærdig. Også så jeg ikke debatterer mit parforhold med andre, end katten. Du skal bare værne om mig. Her til aften sagde du: ”Det er bare dejligt at holde om dig”. Dagens udsagn. Jeg har ikke lovet dig noget, fra første begyndelse eller sidenhen. Det er op til Gud, om vi fortsat skal være sammen. Ja, om vi går hånd i hånd til sommer eller ej. Det ligger ikke i mine hænder, eller i mit blod, om vi har kræfterne til at være livslangt sammen. Vi kan have ønsker og håb for fremtiden. Om at noget må blive bedre. Og vi kan takke for noget, der var godt nok, eller rigtigt godt, undervejs. Man kan ligesom være taknemmelig for hvad som helst, hvis man er i det rigtige humør:) Bare det at få en bid mad, eller have varme i lejligheden eller tøj på kroppen. Men måske videre for at man har kunsten at kunne udtrykke sig igennem. Som om vi er undskyldt, os kunstnere. Vi må sige alt, er det ikke sådan? Det kan alt sammen ”hentes hjem” under en konto af at vi bare var ”provokerende” eller ville skabe debat. Ups, hvor har jeg da provokeret gennem tiden. Med den undskyldning, at jeg var i min ret som kunstner. Ja, – breve er jeg stået op om natten og har skrevet og sendt, med stor fortrydelse. Men det tjente et formål, nemlig det at andre ville få en god historie ud af det. Tænk, hvor modbydelig, man i sit heltemod kan være. Og ingen kender de ord, jeg ikke fik skrevet, eller udgivet. Når jeg ”drysser ud over dig”, min kæreste, betyder det også, at jeg indfanger dig i mit spind. Det går ligesom hånd i hånd. Ingen lindring uden en efterfølgende udfordring. Hvis man ikke løber en tur, men bare venter til i morgen, ja venter på i morgen hver dag, så får man aldrig løbet. Man kan faktisk eksistere et helt liv, uden at løbe sig den tur. Men jeg spiser lidt usundt, – og så bliver jeg provokeret til at foretage mig noget udlignende. – Så jeg ikke ender som svært overvægtig. Man holder hjulene i gang. Jeg løber en tur, altså bliver jeg sulten bagefter, altså spiser jeg en masse, tit lidt for meget, og så må jeg hellere dyrke motion om ikke i morgen, så i hvert fald i overmorgen. Man provokerer simpelthen handlinger igennem! Man kan ikke bare holde op med at spise, eller holde op med at røre sig. Jo, det er vel et langsomt selvmord. Men nogen tør jo ikke løbe den tur. Eller spise den mad. Og de lever. De er måske endda fuldt ud tilfredse med deres tilværelse. Og jeg har aldrig selv blæret mig, bare fordi jeg ikke har taget synderligt på af præparatet ”Zyprexa” (ja, dette er første gang). Jeg elsker motion! Hvad med dem, der ikke gør. Og bare fordi jeg røg i mani en sommer og tabte mig 12 kilo på 2 måneder, så kæmper andre med slankekure i årevis, uden resultat. Jeg skal ikke gøre mig bedre end andre psykisk syge. Min figur ville heller ikke kunne tåle de ekstra kilo, da de alligevel aldrig sætter sig på brysterne. Gid jeg var din drømmekvinde. Eller noget derhen ad. Men jeg har aldrig forudset at skulle møde dig. Har ikke set dig for mig et sted derude i fremtiden. Og hvad clairvoyanter igennem årene alt sammen har forudsagt, kan jeg ikke tåle at betone betydningen af. På stedet gav det mig håb for fremtiden, ja at vide næsten, at jeg bare havde en fremtid, at hun dog så noget derude. Der ventede mig noget. Jeg var ikke overladt til det rene ingenting. Men nu er jeg overladt til dig. Men i Guds hænder. Om du bor her til sommer eller næste vinter, kender jeg ikke svaret på. Jeg lever op af dig i dag, fordi det er det mest naturlige at gøre. Hver dag nok i sin plage, og i morgen skal først leves i morgen. Og til sommer skal vi giftes. Men hvad er det for noget at sige. Det er noget, vi spøger med. Og Gud kan hænde at have ret i den spøg. Men bare den er intern (..) Hele verden skal ikke vide, hvor dybt, din tilstedeværelse rører mig. Eller hvordan din krop ligesom ”lukker mig til”, når jeg er for åben. Jeg er også ligeglad; du er selv Guds barn. Han kan gøre med dig, hvad han vil. Og vi kan bare bede ham skåne os. Skån mig fra brud, tab, savn. Du må helst ikke gå. Men gå du først, så siger jeg bare, at du skulle noget. Så kommer jeg senere, eller til sidst, haltende forsinket. Så ser du mig kun på lang afstand, når du vender dig om. Det er langt det bedste. Så siger du bare: Hun kommer senere. Så vil de andre glemme, at du har kendt mig. Og jeg vil til den tid sige: ”De ventede mig slet ikke”. Men Du ventede mig, Kære. Lige meget, hvor længe vi havde været fra hinanden. Og jeg fandt.

Kære tilhører. Publikum. Jeg er på. Hvad vil det sige at ”gå offentligt frem”? ”Stå frem”? Var man ikke altid ”på” over for Gud, da? Så han ikke én pille næse, når man skjulte det for andre? Kendte han ikke den inderste tanke, hvor ingen andre gjorde? Er eksistens ikke en livets scene, med løbende eksamener hele tiden. Ja, træder jeg på en snegl, bør jeg have samvittighed. Man er selv sit vidende livet igennem. Men ved udmærket selv, hvad man har dømt andre til at være. Ham i bussen, på gaden, dem man er tættest på. Men havde man slet ikke samvittighed, hvordan skulle man da forbedre sig i sin kærligheds evne? Den, der ikke spørger sig selv: ”Var det okay at tænke så grimt om ham der henne?”, han er lidt fortabt, vil jeg mene. Ham, der ikke stiller spørgsmålstegn ved godt og ondt, rigtigt og forkert, hvordan skulle han kende en ren villen, et ægte engagement, de sande værdier? Men hvem kender disse mange ting?, ku man spørge. Findes der et menneske, der har alle svar? Som man bare kan skrive en e-mail til? Næh, vel. Findes der en Gud, der kender alle svar? Som man bare kan sende en e-mail til? Ja, prøv engang. Han skal nok forsøge at svare, tror jeg. Vi har alle sammen punkter i løbet af en dag, hvor vi undres over noget. Ingen forklaring synes ligefrem. Et problem ligger helt pakket ind i hvorfor’er. Så får vi fat i sagens kerne et øjeblik, men så siver det igen som sand ud af ens hænder, og man kan starte forfra, på bar bund. Hvorfor kiggede den mand så dømmende på mig lige før? Har jeg da gjort ham noget, eller andre noget? Hvorfor smilte kvinden så inderligt til mig der henne ad gangen? Fortjener jeg da det? Men man kan ikke lægge ord og mening i andres mund. De må tænke, hvad de vil, de andre. ”De andre”, er mit publikum. Jer. Det er Jeres mening, jeg er afhængig af. Men skriver man ikke blog – indlæg kun for sin egen skyld. Hvorfor nå den bagerste (passager, skulle jeg til at skrive), i salen? Hvorfor vil man ”ud over rampen”, række så langt ud i verden som muligt? Kunne et trin ud på trappen foran ens lejlighed ikke være nok? Hvorfor er det federe, når statistikken viser 10 besøgende end kun 2? Det er, fordi vi kræver opmærksomhed, eller søger den. Det bedste er, når ens mor roser en. Eller man har kæmpet for noget, og man får bonus for sin kamp. I sidste ende ved vi ikke, hvad vi har tjent (ind) til. Hos Gud, mener jeg. Vi kender ikke Hans dom. Ja heldigvis kender man heller ikke sin karakter, før man har overstået sin eksamen. Undervejs er man i tvivl. Og nogle gange undrer man sig over censorernes dom eller vurdering af ens præstation. Men andre gange overraskes man positivt. Er det ikke rigtigt, at det er sådan, det er? Vi kan gå ad den vej, der synes mest kærlig eller indbydende. Og der gå i frihed og fred. Vi kan gå på befærdede veje og blive chokeret. Hvad er måske bedst for helbredet af disse to veje? Jeg går ned fra scenen. Ja, faktisk snubler jeg på vejen ned. I griber mig i faldet. Ja I folder jeres arme, så I kan bære min vægt. Mit fald var ikke yndefuldt. Og det var ikke meningen, at det var det, I skulle huske fra min forestilling, når I går hjem. Men jeg kan ikke vælge, hvad I måtte tænke. Og I ved til gengæld ikke, om jeg faldt med vilje, bare for at skabe drama. Men nu, hvor I greb mig, er det lige meget en anden gang, om jeg kommer til at falde ned fra scenen. Jeg må gå ud fra, I til den tid også vil gribe mig. Mens I tænker: Aldrig igen. 11.3.2013.

Hvis jeg bare kunne elske rent. Mene en sms helt fuldt ud, 100 procent. Ja, jeg vil dig. Jeg skriver netop sådan her, fordi jeg elsker dig. Vil hun mon føle det? (i den anden ende). Hvordan lyder den kærligste sms? Ja, måske er det mig, der engang har skrevet den, men næppe. Hvem har så? Et hjerte (som ikon) kan man sende af sted. Et ”knus og kram”, som jeg har en veninde, der gør. Hvad kan man ellers som det ypperste gøre mod sin nærmeste, hvis man vil lade hende vide, man elsker hende? ”Undskyld, min sms ikke blev kærligere”, men jeg havde det ikke lige i mig. Din sms var langt kærligere end min, jeg ville ønske, jeg kunne leve op til den, og give dig hundredfold tilbage. Men nej. Jeg kan skrive en sms, en anden, en tredje, uden at have udtrykt ren kærlighed. Hvem har den rene kærlighed? Hvem sidder inde med den, for så vil jeg gerne købe den af ham. Men man kan ikke købe kærlighed. Det skulle da lige være en musik cd med kærlighedssange. Eller et par smukke roser. Vi har alle billeder på kærlighed, men hvor er den i ren form? Jeg vil spørge hos bageren i morgen, hvilken kage, der er den mest elskværdige. ”Den med chokolade på”, vil hun måske sige. Mens jeg hellere ville have noget sundt, fordi jeg har hørt, at det sunde er godt for en. Hvem dikterer, hvad der er ”godt for en”?. Eksperterne på tv? Forskerne? Hvem har ”studeret kærlighed”? Ja, det har netop jeg, vil jeg hævde. Dag ud og dag ind i mange år. Op og ned af mig selv, som er et ringe eksempel. Mig, som faktisk konstant leder efter den bedste måde at udtrykke kærlighed på. Du siger: ”Jeg elsker dig”. Mens jeg tilbage siger: ”Jeg elsker også dig”. Som det naturligste i verden flyder det fra mit bryst, netop de ord. De er gengældte. Jeg elsker dig tilbage. På samme måde. I samme grad, som du elsker mig. Men hvor kan jeg vide, at min kærlighed er lige så stor som hans? Eller som naboens. Hvor stor er min pose, hvis jeg samler al min kærlighed der? Ja, jeg kan spørge igen og igen. Man må gå ud fra, at en person som Jesus ejede lidt mere kærlighed end alle os andre. (Hvor har jeg skrevet ordet ”kærlighed” mange gange allerede i det her blog – indlæg.. – er det et vigtigt emne?:) Men han gik sådan lidt med det i det skjulte. Overøste ikke andre med ord som ”elsker”, eller ”holder af”. Jeg prøver at studere skrifterne for mig selv, for at opdage koden eller facit på, hvordan man helst skal gøre i livet. Hvordan man helst skal agere over for sit medmenneske i bussen. Men det varierer hver dag!, vil jeg sige. For det første møder jeg ikke så tit den samme person to dage i træk i bussen. For det andet kan jeg have forskelligt syn på dette (samme) menneske fra gang til gang, når jeg møder ham/hende. Det er afhængigt af, hvor mit standpunkt er. Fra hvilket ”vindue”, jeg ser ham igennem. I hvilket humør, jeg lige er i. Hvordan jeg har det med egen selvtillid f.eks. Mange mange ting er helt afgørende og udslagsgivende. Ja er helt uden for hans hånd, hvis man kan sige det. Om han så havde taget det fineste tøj på, kunne det stadig hænde, at jeg den dag ville dømme ham (unødigt) hårdt. Det afhænger af øjnene, der ser. I dag smilte flere mennesker til mig på vej op af en trappe. Modgående fodgængere altså. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor. Det kan de jo kun sige, hvis man spørger dem. Så gik jeg hen og tog et portrætfoto i en fotoboks. Det gør jeg indimellem, for at se mig selv lidt udefra, eller fastholde et øjebliksbillede af, hvad jeg signalerer, eller hvilket udtryk, jeg lige den dag har. Så fastfrøs jeg det, de andre havde smilet af. Eller? Nej, for de smilte kærligt til mig af ukendte grunde. – Og heldigvis. Jeg vil aldrig nogensinde vide, hvorfor de smilte til mig på den trappe. Og er det ikke herligt?, måske. Koden eller facit er gemt, skjult. Den hemmelige skat bliver aldrig fundet. Det var ubeskriveligt, det fløj med vinden, de svar der var. Det var min naturlighed over for deres. Et møde mellem mit ydre og deres ydre. Men hvad med det indre. Hvad med den sms, jeg startede med. Man skulle tro, der lå meget kærlighed i ordet ”kærlighed”. Eller hvis man synger ”elsker” i en sang, ville man måske naturligt kalde den for en ”kærlighedssang” eller en ballade. Men hvad hvis man sang den grimt? Eller lavede lydene forvrængede? Eller hvad hvis det var en form, man brugte, et middel. Og det ikke kom fra een helhjertet? Derfor. Derfor skriver jeg måske en sms om fire gange inden jeg sender den. Jeg leder efter de rigtige ord. Hvad vil jeg hende? – Jamen, så sig dog det!, provokerer jeg mig selv. Det skal vi alle gøre. Så vi folder det ypperste af os selv ud. Der kan ikke være et menneske, der fortjener en ”halv” sms, en man egentlig ikke gad sende. Det skulle da lige være en selv, hvis man havde været skyldig i noget. Jeg skal ikke dømme dig med mine ord, menneske. Du, som jeg elsker, prøver jeg at formulere det kærligste over for. Og jeg, som jeg prøver at holde af, vil jeg presse, for at levere guld. Intet mindre tæller. Du skal lindre mine sår. Når du har sagt de bedste ord, som du på dagen kunne finde, lindrer du mine sår. Og du skal igen spørge: Var jeg da såret? 21.2.13.