ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Kærligheden skjuler syndens mangfoldighed. Det betyder at man går ind og ”dækker” over hinanden. Selvom den ene har sagt noget, man måske tager afstand fra, eller føler naturligst at dømme hårdt, så mildner man sit syn på den anden, og nævner ikke det punkt med eet ord, som ellers irriterer én. Nogen vil kalde det for ”fortrængning”, eller at man holder noget tilbage, eller brænder inde med noget, der skulle have været sagt. Men nej. Jeg brænder ude. Jeg indeholder ømhed for denne person, og ønsker at ”dække over” hende/ham. Altså udelader jeg helt min dom. Taler videre om et andet emne, skifter så at sige gear, og bevæger mig i en anden retning. Lader lige som et frisk pust passere hen over bordet. Som havde vi lige mødtes. Men er det ikke at fortrænge?, kunne nogen spørge. Er det ikke at tale hen over noget, tysse noget væk, undertrykke noget? Jo, måske, men hellere det. Hellere det end bore, udstille, finde en historie, noget sladder. Hellere gøre mindre ondt end mere ondt. Ønsker du ikke det bedste for dit medmenneske? Hvis en person har åbnet sig omkring noget, og vedkommende blues eller skammer sig over det sagte, søger du da ikke at skamme dig med, så at sige? Bør du ikke gå ind på hendes eller hans banehalvdel og agere med? Så vi da er to om skammen, og ikke kun én. Men er det ikke at tage for meget på sig af den andens ”stof”?, kunne man indvende. ”Hvad er ”for meget”?”, spørger jeg tilbage. Hvorfor ikke tage hele hendes skam på sig, hvis man alligevel godt kan bære det? Hvorfor bærer ikke jeg, som kan, frem for hende, der ikke kan? Deles vi ikke om hænderne i dette samfund. Skal jeg da ikke tage min tørn, selvom den måske er større eller mindre end naboens? Hvis jeg har frie hænder, og han ikke har. Da jeg kom hjem, efter at have mødt ”Lis” i midtbyen i dag, så jeg stjerner og sole overalt. For hvad jeg troede at have sagt forkert, udlignede hun. Og hvad jeg siden takkede hende for, havde hun ikke bemærket at have givet mig. Derfor udveksler jeg disse ord. Men en helt anden læser. Bare så hvis du/I møder hende på gaden en dag, at du vil se hendes væsen, som spejlbilledet af dig selv i vinduet. For også du (læser) udligner. Også du bærer over med nogen. Skjuler syndens mangfoldighed. Nemlig min. 5.10.2012.

Der var nogen, der sagde: Prøv noget andet. Gå en anden vej. Ja selv tarotkortene varslede nye tider. Som om jeg næsten stod på et nulpunkt, og kun kunne forbedre mig. Fra nu og i al evighed. ”Hvem dømmer mig?”, spørger jeg Lars ved aftenbordet. For hvem siger eller dikterer, hvor mange forårsruller, man f.eks. må spise? Og jeg spiste tre (!), og havde kvaler over det. Men behøvede jeg? Du siger så tit, at ting jeg gør, er i orden. Og jeg kommer med alt det, der var mit, og du favnede det bare. Og ham i bussen favner mig. Og dem på seminariet gør. Men hvor kan jeg egentlig vide? Burde jeg ikke mistænke dem, være skeptisk, have forbehold. Burde jeg ikke sikre mig, før jeg begiver mig ud i noget? Vove noget gør man vel kun med risiko. Ja, men prøv alligevel at træde der ud. Gå helt ud på planken, og se hvad du opdager derude. Der kunne være livsområder, du aldrig har kendt til. Lorte tarotkort. Men det var min hånd, der valgte dem. Og mig, der ville være klogere på, hvem jeg var. Men jeg blev bare vred i stedet for. Men mens jeg sad i min stue og lynede og tordnede, fik jeg øje på et lys i vinduet, en stage som tog form af et kors. Her sad jeg ellers lige og forbandede Gud. Eller jeg sagde til ham, at ”jeg bærer det selv, jeg går bare selv”. Du skal ikke bekymre dig eller endog se til mig. Jeg behøver ikke din vejledning. Men man kan ikke anerkende og acceptere et godt tarotkort, og så ikke anerkende og acceptere et ”dårligt”. Udfordring er så godt et ord for, hvad man har brug for, hvad man vil lære noget af at skulle igennem. De ”dårlige” kort kunne hænde at indeholde stor visdom. Og være den første sten på en hel vej til forløsning. Hvad hvis man byggede ovenpå et solidt fundament, og bare nåede større og større højder. Ja himmel – højde. Hvad hvis det var Guds hånd, der gav mig det kort. Af alle opmuntringer, sagde han: ”Prøv igen”. Som om de skridt, jeg hidindtil havde taget, havde været forgæves. Han regnede ikke skridtene for noget. Jeg burde tage mig sammen! Hvem taler om sig selv i eet væk? Det gør den forsømte, den der aldrig før er blevet hørt. Den, der gerne vil ses, og anerkendes. Hvem går man da til, hvis Gud – ikke engang Gud – vil hjælpe én? Man går til sig selv. Man har kun sig selv. Selv om man ser noget i sin stue, der ligner et kors, er det ens eget kors. Ikke et Gud har plantet, men et man selv har stykket sammen, slæbt på. Og man gider ikke gøres til offer; ringe til nogen og beklage sig. Man kan selv. Det gik mig sådan i maven, at jeg trak det tarotkort. Først det ene, og så det andet. Og jeg frygtede resultatet, inden jeg vendte kortene foran mig. Og jeg gør det sikkert helt forkert, men jeg gør det bare på min måde. Frihed har man vel, indtil bordet fanger. Ups, jeg vendte et ”Pinsel”s – kort. Du tager mit tarotkort, vender og drejer det. Du har opfundet tarotkortene, og vidste godt, hvilke jeg netop på denne aften ville trække. Det har hjulpet mig/hende før, altså prøver hun sikkert igen. I håb om at trække flere ”positive” kort. For der havde forinden været en række af dem. Hun stirrer ud i luften; vi vidste godt hun ville reagere sådan her. Men se det sværte, og de bandeord ud i rummet. Se, hvor hun sprutter og brænder. Jeg kan ikke selv se, hvordan jeg sprænger rummet. Jeg kan kun høre mig sige ud i stuen: ”Dit store Røvhul!”, med tryk på. Jeg må sige det værste af det værste, og gør det. ”Du har ikke anerkendt eet af mine skridt”. Du siger, jeg har været forgæves, at det ikke nyttede noget, at jeg var spildt. Det var, hvad Du sagde. Og her går jeg og skal bede om lov overalt til overhovedet at være her, finde min berettigelse. Og du bekræfter, at verden kunne have undværet mig. Og da tænker jeg på at gå selv. Uden ledsagelse. Uden hjælp fra ”de åndelige kræfter”, eller hvem der end måtte være vågen. Og du sagde, af alle sagde du: ”Gå førend du kan”. Jeg er endda i forkøbet med noget. Har næsten forberedt mig for meget. Kan min lektie helt udenad.  Men du har ret; et af kortene hed ”Stræben”. Og du beskrev på kortet “uforløste længsler”, “bitterhed”, “ængstelse”. Jeg ser bare, de hver især er dele af mig. Men ser også udenom dem. Det hedder bedrag. Og hvem er det, der mest af alt gerne vil tale om sig selv? Det er dem, der trækker tarotkort i smug. Uden andre ser det. I ly af den verden, der egentlig skulle dømme én. Man kunne bare være gået hen til købmanden, kigget ekspedienten i øjnene, og have en måling, en gradbøjning af, hvad man kom med, eller udstrålede. Men her sad jeg over for et kort. Et stykke papir med noget farve på, og kaldte det kort for min dom. Hvem stoler på en hånd? En hånd, der trækker et bestemt kort. Hvem stoler på hende, der førte hånden, og den skæbne der bestemte at det netop var det kort, hun skulle trække? Vi er her alle med Tillid til noget. Hvad gør vi uden at lægge en del af vores liv i en andens eller andres hænder? Hvis jeg ikke har tillid til buschaufføren, så må jeg jo stå af bussen. Hvis jeg ikke stoler på at et stykke kød er frisk, må jeg jo undlade at spise af det. Men hvad med Gud? Hvis jeg ikke stoler på Gud, hvem har jeg så tilbage? Jeg må jo nødvendigvis tro på, at Gud ville mig noget godt med de to kort. Jeg skal lære noget. Om ikke andet så at få kontakt til min fandenivoldskhed. Jeg trækker et kort for Gud. Der står bare: ”Mønter, bægre, kejserinde”, ja alt muligt. Gud er alt muligt. Gud er alle kortene på én gang. Er jeg da ikke en del af Gud, når jeg er repræsenteret af to af hans kort? Gav Han mig da ikke lidt af Sig Selv? Du, Gud, du har selv bandet ud i rummet engang, er jeg sikker på. Du har også følt dig forladt og overset. Du har selv prøvet at gå her, se selv. Hvilke kort trak Du da, Gud? Han svarer mig: ”Pinsels-kortet”, ”men jeg tog det bare ikke så tungt som dig”. Hvorfra havde du den lethed, ubekymrethed, Herre? ”Jeg havde båret et kors, og nu beder du mig bære et tarotkort, kan du se forskellen?”. Herre, på det kors, vil jeg tegne noget. Et billede lig dem på kortene. Så kan du også bære det med dig på din vej. ”Hvilket kort vil du da vælge til mig?”, spørger Gud mig. Men jeg beder Ham selv vælge det. Han tør bare ikke. 24.9.2012.

I skyggen af min sindssyge, kan jeg være hvem som helst. På gaden danner folk meninger om mig på afstand, og det er lige før, de kan gøre mig til, hvad de vil. De kan kalde mig for hvad som helst, og jeg ville reagere. På den måde er jeg som ler i Guds hænder. Og i andres hænder. Det skal ikke hedde, at jeg bærer hele verden. Det kan ingen hævde. Hvis jeg hævder det, erkendes jeg sindssyg. Hvilket jeg i princippet så også er. Jeg kan hævde hvad som helst, og jeg skal dække mig ind under, at jeg er ”utilregnelig” i udtalelses øjeblikket. Altså bør man ikke tage mine ord alvorligt. Under et klæde bærer jeg en hemmelighed. Jeg kan bare lægge mit klæde fra mig, og alle vil kunne se ind. Jeg har en slags facade udadtil. Og hvem kan også overleve uden at gemme sig en lille smule? Hvem udholder den rene blottelse? Jesus var i den grad blottet, da han bar sit kors, tænker jeg. Og han bar det så flot, det at være blottet. – Har jeg hørt. Jeg kastede sikkert selv sten efter ham, eller lagde en sten ovenpå korset, så han skulle bære også den. Siden har jeg dog særligt godt kunnet lide bordeaux klæder, i fald det var sådan et, han bar. Og når jeg bærer en tung taske på skulderen, tænker jeg også på ham. Hvis man bliver tilpas ydmyget, vil man vel samle styrke, og komme igen med øgede kræfter? Jeg så ham bare gå hen ad stien dengang. Blødende, svedende. Mange år efter skrev jeg en salme over det. Jeg så dig bare gå. I morgen ser jeg en på gaden, som ligner dig. Du kunne komme i en ny skikkelse, som jeg møder på gaden i morgen, tænker jeg. Jeg bløder. Jeg kan tage bordeaux farvet tøj på, så du nemmere kan kende mig. Jeg møder dig. Jeg kalder på dig i mængden, og du vil høre netop min stemme. Men nej, sådan går historien slet ikke. Det ville være et fald. At møde dig på gaden i morgen er utænkeligt. Det sker bare ikke. Ikke i nutidens Danmark. Og i 2012, hvor det indenfor teosofiske kredse skulle ”gå lidt amok”. Men hvad dækker du dig egentlig under, Jesus? Hvor skjult kan du gå? Jeg bør lægge alt på bordet. At jeg skriver for at sætte ord på det usagte. Men hvem skriver ikke for det? Jeg bør bekende kulør. Men hvilken? Hvem skulle jeg da være, at en udtalelse ville tælle. Mere end andres. Hvor vidtløftigt kan et blog – indlæg hænde at blive. Jeg lever igennem dine tårer. Nogen har skrevet om dig i en bog, at du nogle gange gik for dig selv og græd. Jeg føler med dig. Må jeg bare elske dig? Vi flygter alle fra vores ord. Dem, vi fortyder, og dem vi er stolte over at have sagt. Vi kan ikke holde på ordene, og blafrer bare i vinden, på vej. Nogen har elsket dig her, siger de så. Men jeg var længe videre, som et blad. Befrier du ikke mig på din vej, spørger en. Men jeg kan ikke engang redde mig selv. Herre, dig selv. 11.09.2012.

Hvad der vedkom mig denne dag, var pigen, der var ved at blive kørt ned i trafikken, kvinden på cyklen, der græd, da hun passerede mig. Knallerten der speedede op, så jeg måtte springe til en side. Disse helt vante, dagligdags ting. Men så sendte jeg et manuskript til et forlag, og det var mig meget magtpåliggende, at det blev i dag, og ikke i morgen. Og så så jeg vigtigheden i noget, jeg brændte for. Mens manden bag købmands skranken slet ikke vidste, hvad frimærkerne skulle bruges til. Han anede ikke, hvad han havde bidraget til. At en bog måske ser verdens lys. Og han fik sine penge, og de penge ved jeg tilsvarende heller ikke, hvad går til. Det er hans (egen) sag. Altså har også jeg bidraget til noget, jeg ikke ved, hvad er. Og holdt hjulene i gang. Vi taler om krise, men så længe, vi elsker hinanden som vi plejer. Hvis man bliver sat på gaden, eller ikke har råd til at forkæle sig selv, er det selvfølgelig en økonomisk begrænsning. Jeg er selv helt utrolig fattig for tiden, så jeg faktisk ikke har råd til min månedlige terapi hos min psykolog. Jeg købte for et par uger siden et par vildt dyre støvler. Jeg tænkte; så kan du bruge dem til det tøj, og det tøj. Ja, jeg så uanede muligheder med netop de støvler. Siden det køb har jeg været ruineret. Overtræk, lån, overforbrug. Ligesom ikke flere konti at trække på. Det er sundt for mig. I dag leverede jeg noget undertøj tilbage, som jeg slet ikke havde brugt. Så fik jeg også lidt penge ud af det. Jeg har ikke råd til at støtte teosofien i Århus (foreningen Levende Visdom), og pludselig er der udgifter til sang- og klaverundervisning på lærerseminariet. Hvilket jeg vil glæde mig til at bruge penge på. Måske lærer det mig ikke at ødsle, men vælge med omhu? Der er blommer i haven, de koster ikke noget. Et knus koster ikke noget. En løbetur.. Kærlighed er slet ikke til salg. Hvordan måler man ægte empati, eller inderlig omsorg? Man kigger den anden i øjnene, og tænker man på den måde får en tilkendegivelse. Øjne kan fortælle så meget. Da jeg gik tur i dag (for motionens skyld), rynkede jeg min pande helt skæv pga. solskinnet. Jeg tænkte, at de forbipasserende ville tro, jeg led eller havde ondt. Jeg dukker mest mit hoved, mens jeg går. Så er jeg helt bevidst om mine skridts længde, om mit åndedrag osv. Når så der cykler en forbi, vil jeg vedkommende det bedste. Men det er ikke altid at kigge vedkommende i øjnene. Nogle skal have det anderledes. Nogle gange er det kærligere at kigge væk. F.eks. var der til træning en dag en med fysisk akavede bevægelser. Det var da kærligst ikke at beglo hende i omklædningsrummet, men bare gøre mit. Ligeledes kan nogle mænd nærmest klæde en helt af, eller have et så intenst – på den ubehagelige måde – blik, at man for at beskytte sig selv bedst muligt, bør undgå at få øjenkontakt. Indimellem tager man fejl, og har fordomme, der ikke bliver bekræftet. Og jeg har aldrig fundet ud af, om man skal satse; altså de fleste gange forsøge at kigge, eller om man hellere de fleste gange skulle passe på sig selv. Det er også lidt mærkeligt bare at stirre ned på fortovet hele tiden. Vi mennesker er så forskellige. Nogle skal have det på den ene måde, andre på den anden måde. Herhjemme sætter jeg hellere vækkeuret lidt for tidligt, mens min mand eller kæreste derimod står op lige i sidste øjeblik. Indimellem tropper jeg op til det, jeg skal, et helt kvarter før jeg skal være der, og er skamfuld ved det. Men det ligger til mig. En dag til en kirkelig tjeneste, troppede hende jeg skulle synge med, også op et kvarter før. Forskellen var bare, at hun ikke skammede sig over det. Det er tanken om at man altid skal sikre sig. Hvorfor ikke vove det ukendte? En dag løb jeg for at nå til en bisættelse. Men det lærte mig bare, at næste gang tager jeg af sted noget før. Og hvordan med mod? Er det at overskride sine grænser. Udfordre sig selv uventet. Gøre noget spontant? Mod er et stille sind. Indad rettet. Man kan arbejde med det, som et stof. Ruge over det og bygge det op fra bunden. Mod skal finde vej over tid. Det er ikke et middel, man bare tager frem og pakker væk igen. Det knytter sig måske til mod – er. At få et barn er da at springe ud i noget, man ikke ved, hvad er. Men det knytter sig også til det at stå ved sine fejl. Stå frem fejl – barlig. Se, hvor dumt, jeg har gjort. Se næsten min plet på skjorten, min snublen over en sten, min mascara der flyder på min kind. Tænk sig det menneske, der aldrig siger ”øh”, eller ”nej, det mener jeg faktisk alligevel”. Tænk det menneske, der aldrig er i tvivl, og aldrig fortryder noget, fordi han mener, han altid gør ret. Ikke engang Gud er et sådant menneske. Jeg har altid beundret Anders Fogh, for han taler altid klart og tydeligt, og han rødmer næsten aldrig, og bliver aldrig rørt for åben skærm. Han er næsten en maskine. Men jeg beundrer ham. Det er min fejl, at jeg gør det. Der er jeg fejlbarlig. For ikke ham som menneske, skal man stile efter at ligne. Bare fordi vi andre kløjs i det, bruger modsat ordstilling, eller er uvidende om simple forhold. Bare fordi enkelte af os har ar på armene over noget, vi var frustreret over. Så er der andre, der aldrig er frustrerede. Bare fordi nogle af os havde modet til at skære i os selv. Men hvilket mod. Og hvilken moder. Vi kan ikke alle ligne kvinderne afbilledet i ugebladene. Ikke alle mennesker kan være skabt perfekte. Ikke eet menneske er skabt perfekt, foruden os alle. I dit billede, Herre. Vi ved ikke, om du nogensinde sagde: ”Øhh”, når du talte. Eller rømmede dig, bøvsede, snublede. Vi ved kun, hvor fast du var i din overbevisning, og det har rakt hidindtil. Vi ser dig som en skikkelse, der tryllebandt. Men vi kender dig kun igennem andres beretning. Skal du være her igen, må du komme med Egne ord. Jeg vil gerne forfatte disse ord, eller skrive det ned, som du fortæller mig. Se, hvor du er, er der fred. Og kommaerne falder naturligt ned over siden. Og strømmen af ord kommer flydende og lifligt. Men hvor skal jeg vide fra, at det er dig? ”Tag mig på ordet”, siger du så. Jeg spørger: ”Hvilket ord?”. Han svarer helt klart: ”Tåbelige dig, Rie, at du spørger så dumt”. Netop, tænker jeg, jeg er dum. Og Hans ord bekræfter mig. Jeg skulle aldrig have skrevet. Eller været. Selv Han dømmer mig. Og jeg kunne grave mig ned på stedet af flovhed. Men så siger Han til mig forsonende: ”Grav i min grav”. 4.9.2012.

Du gøder dit træ. Det er så fint, som du passer på din have. Giver de tørstige vand. Og de sultne brød. Vi kunne alle lære noget af, at tage sig af et træ. Holde mere øje med, hvilke blomster, der lige nu er i fuldt flor. De siger lige ”hej” den ene gang om året.

Det er så smukt, når du tager dig af nogle ting. Et digt, dine salmer. Kræser om ordene, for at få dem sat rigtigt sammen. Varierer dit udtryk. Jeg lærer noget om kunst op af dig.

Det kunne have været så fint at stifte familie med dig. Tage os af et tredje væsen, som ville gro i blandt os. Men du gøder træet, mens jeg skriver om det. Er det ikke nok?

Skulle en fortabt søn snuble på vejen, lige før han når sit mål? Nej, vejen ind til det gode liv
starter med støtte, og bliver fulgt med nåde. Jeg er sikker på, sønnen kommer hjem. Og således er jeg også selv kommet hjem, i dette dit kolonihavehus.

Det er nemt at snakke om hjem, når man ikke er truet. Hvis nogen listede rundt herude (i kvarteret) om natten, ville jeg ligge urolig. Men sidst jeg var bange, viste det sig bare at være killingerne, der legede i rummet ved siden af. Jeg havde nået at forestille mig alt muligt.

Når man er bange kan Gud lindre en. Ved at forsikre en, eller give tryghed til en. Kun Gud kan i realiteten det. Derfor bar Gud mig herud. Plantede mig i dette hus, lige op af dig, hvor du sad over dine digte. Jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted.

Jeg søgte nye græsgange, udfordringer. Her i dette hus kunne jeg pludselig høre musik, jeg
aldrig før havde lyttet til. Jeg kunne meget bedre skrive herude, end oppe i lejligheden. Og der var sådan en frihed i at handle i de lokale butikker, og opdage grønne områder her i nærheden.

Du har knappet din skjorte til. I eftermiddags gik du med bar overkrop. Her er hedt. Jeg skal vande dig. Og jeg har strøget den skjorte, du nu bærer. Det er som at gøde et træ. Nemlig gøre en god gerning for en anden.

Vi har lært af træet, at den der mangler skal få. Den har derimod ikke klaget eller være forpint under tørken. Blot nu er den glad for, at vi har opdaget den, så den kan få vand og næring. Ligesom den fortabte søn var det.

Jeg kendte engang et træ. Det blev plantet, hvor en blev begravet. Skød nye skud op i vejret, bredte sig, foldede sig ud. Jeg er selv et træ, der blev plantet på en grav. Men jeg skød ikke skud, bredte mig ikke, og foldede mig ikke ud. Jeg visnede. Ingen troede på mig, da jeg voksede så svageligt. Kun ham i graven kunne ikke nænne, at jeg skulle fældes og
forsvinde.

Jeg skal sige Jer en historie. Den begyndte i en kolonihave, hvor der stod et kirsebærtræ. En mand tog sig af det. Den forventede ingenting, men fik alt.

Kvinden i huset så manden gøre disse velgerninger. Og tænkte at gøre ham efter, eller følge hans eksempel. Så hun hørte naboens spædbarn græde utrøsteligt, og valgte at trøste det. Så hun duftede til en blomst på stuebordet, og forestillede sig, det var baby hud. Derefter pustede hun lidt til bladene, kærtegnede dem, gav vasen vand.

Dermed begyndte det at tordne og regne, og kirsebærtræet fik gode vilkår fra naturens hånd. Vi i huset skulle intet foretage os. Bare se til, at der faldt nektar ned fra himmelen. Alle de bønner, der var sagt eller råbt mod himlen, blev nu hørt.

Og vi bøjede os i græsset, skønt vi blev våde. Vi bad til, at naboens datter ville græde igen. At kirsebærtræet igen havde behov for os. For at vi selv kunne vokse. Jeg husker, at du voksede ved min side, og jeg selv groede mig også ret tæt i bladene. Vi løftede i flok, og skyggede for de planter, der bedst tålte skygge, mens vi svajede os til siden for de planter,
der behøvede sollys.

Der var tænkt på alt i haven. Vi tænkte bare videre. 19.08-2012.

Tænk, at jeg overvejede at gå i en anden butik end Netto, af den ene grund at der stod en politibil parkeret udenfor. Tænk, hvis jeg blev slået ihjel, eller taget som
gidsel. Hvem skulle så skrive min bog? Skulle jeg da være så meget værd??

Nogle gange passer vi på noget, der er værdifuldt. Holder en ring eller diamant tæt ind til kroppen, da den er meget værd. Eller et menneske, man holder af, vil man nødigt miste.

Nogle gange er det ting eller genstande, der har værdi, men det kunne jo også være en egenskab, man attrår at have. Os, der skriver, har evne til det. Men den evne
kan også blive taget fra os. Alt kan vi faktisk miste. Bortset fra vores sjæleliv.

Faktisk kunne der gå en bombe af i morgen, og nogen ville miste deres kæreste i denne ulykke. Andre mister deres ur ved tyveri, eller deres yndlingsbluse går i stykker.

Vi skal som vilkår alle være rustet til disse udfordringer, vi møder på livets vej. Ingen af os går vel helt fri af tab. Og vi kender nok alle det ”hul” i maven, man får, når man har mistet noget værdifuldt. Et kæresteforhold går måske over. Men andre ting kan også gå over, f.eks. en kunstnerisk åre i fuldt flor. Så der pludselig ikke er flere malerier at male.

Tomhed, ikke at forveksle med dette hul. Man kan have fornemmelsen af krater, eller et åbent sår, når nogen går fra én, lige som man behøver dem nær hos sig. Man kan
stå dagen igennem, som om intet er galt, men når så man er alene, kommer smerten bidende tilbage.

Vi har alle beskrevet disse følelser i tusinder af digte. Så jeg er ikke original.

Ikke at jeg lige har mistet, eller taler ud fra mit eget liv. Ikke at dagen i dag hedder ”miste –
dag” eller lignende, men nu er det ligesom bare mit emne.

Hvis jeg var blevet skudt oppe i den Netto butik, så var dette blog – indlæg aldrig blevet. I vil aldrig vide, at I mistede det her blog – indlæg. Men holdt op imod, hvad I lige nu får fra mig i det skrevne, havde det vist aldrig været det store tab.

Du skal vide, du er her med en mening. Det er ikke forgæves, at du går op og handler ind, vasker op, gør dig tanker om livet. Du er ikke forgæves.

Vi er her alle med en plan. Hvordan ville vi udvikle os mest gennem livet? Hvad skulle vi da gerne møde for at lære?

Hvis vi er her for at blive bedre, for at forbedre os, gør vi en umage indsats hver dag, for at nå dette evigt højere mål for vores udvikling. Det var ikke, at vi så blev bedre end naboen til at leve. Men i egne øjne var vi lidt bedre end i går, og i forgårs. Nogle gange er man
bedre i går end i dag, men da har man sikkert forbrugt sig med kræfter, så man er i underskud. Da gjorde ens indsats det ud for to dage på én gang.

Jeg kan klippe hækken. Det vil tjene et formål. Haveinspektionen vil ikke have anmærkninger, når de kommer næste gang. Jeg elsker at røre mine arme med noget fysisk arbejde. Og jeg vil have en god gerning at gøre de næste par timer.

Jeg kan tage bussen, møde andre mennesker, der sidder der rundt omkring.
Indhente indtryk af dette møde, og gå hjem og skrive et digt over det, eller allerede skrive det i bussen. Også det giver mening.

Jeg kan gøre et andet menneske ondt, bare for spændingens skyld, men hvor længe? På et tidspunkt vil jeg ikke være fyldt af had mere, og det menneske, jeg har gjort ondt, vil begynde at hade mig. Og hvad blev så bedre i verden ved det?

Derimod – i stedet for at gøre disse nævnte ting, skriver jeg til jer.
Det var ikke, at jeg ellers ville være ensom, eller kede mig. Det var faktisk sådan, at jeg gerne ville nå jer med noget. Opvasken er endda ladt tilbage, selvom den trænger til en kærlig hånd.

Disse ord var min kærlige hånd. Hvor kan jeg vide fra, at jeg er her i et kærligt ærinde? Hvem siger, jeg ikke prøver at manipulere, eller vildlede, eller ligefrem gøre ondt?

Det er et spørgsmål i sig selv, om man kan gøre ondt. Vil man ikke altid fortryde det gjorte bagefter, og finde tilbage, undskylde, råde bod? Er der et menneske, der er helt skruppelløs?

Du kender et menneske, dig derude, vil jeg vædde på. Som virker skruppelløs. Du har set ham eller hende så sent som i dag. Du kan lige forestille dig, hvor lidt vedkommende angrer, måske over noget, han eller hende har forvoldt dig. Du forbander ham i dit stille sind. Går bare og græmmes i det skjulte. Det er dit valg.

Jeg kom engang videre, efter at have gjort en ugerning. Det var så synlig en ugerning, at jeg også blev straffet rent retsligt for det. Jeg skulle bøde fra samfundets side. Og vide, jeg havde gjort uret.

Jeg vidste det godt nok godt selv forinden da. Men hvad hjælper det udadtil?

I virkeligheden kunne jeg tage en helt absurd position, og sige ”jeg er uskyldig”. Men den er netop absurd, da alle kan se, jeg er ”skyldig”. Jeg blev endda dømt skyldig.

Jeg kan også helt grelt glæde mig over ugerningen, og intet fortryde.
Det er endda provokerende bare at skrive sådan noget.

Vi bærer alle skyld. Ja, men hvor meget? Hvordan vejer man skyld, tænker jeg nogle gange på. Jeg har et ar på hvert håndled, det er tegn på skyld, men over for mig selv.

Nogen har skåret i andre, eller vist en ven mistillid. Eller man takker ikke for det, man får givet, som om man bare forventer, at skulle lykkes med noget den dag.

Jeg er lykkedes. Jeg ville nemlig engang begå selvmord, men netop i dag, oppe ved Netto, opdagede jeg i stedet, hvor meget mit liv var værd.

I morgen, når jeg går over gaden på et befærdet tidspunkt, vil jeg tænke akkurat det samme. Det var ikke bare en fuser, noget der kun gælder i dag. Jeg kender folk, der kan bruge mig. Jeg er til gavn flere steder.

Er Gud tilfreds med mig, eller med dig, Læser? Vi gjorde dette ophold ved computeren begge to. Og jeg rakte dig nogle ord, som du tog imod. Jeg kan ikke kende din læse hastighed, dine overvejelser undervejs i læsningen. Og du kender tilsvarende ikke mine fravalg, hvad der ikke kom med.

Du kan på stedet slukke computeren, og glemme mig totalt. Men gå du heller ikke over gaden i morgen, hvor der er meget befærdet. Knus Rie. 10-08-2012. .

Da jeg græd, var det bare en måde at komme videre på. Som et intermezzo. Fra én stemning til en anden. Kender vi sikkert alle. Hvorfor skulle mine tårer være specielle, forskellig fra andres? Næh, der var den samme procentdel salt i tårerne, de løb alle ned ad mine kinder, som hos de fleste. Jeg hulkede lidt, men kun så højt, at naboen ikke kunne ane uråd. Uråd. Hvad var der på færde? Jeg var ligeglad. Jeg var ked af alt det, jeg var ligeglad med. Så kunne jeg komme på det og det, der ragede mig. Pludselig gad jeg slet ikke være her. Hvorfor var jeg her overhovedet? Vi kunne alle bare stå op om morgenen, gå i gang med dagen. Lave kaffen lige så stærk som i går. Vi kunne alle få tanken at røre os, spise noget, gå på toilettet. Vi kunne alle skrive et blog – indlæg, men nu var det altså mig, der skrev det. Nu var det mig, der stod bag. Disse ord, der kom ud af min hånd. Jeg agtede ikke at nærme mig noget kunstnerisk. Det var slet ikke mit ærinde. Mit ærinde var at give kattene mad, men nu spiser pindsvinet deres mad.. Hvor stor en succes er det? Mit ærinde var at tælle mine tårer, så jeg kan sige til Gud senere, at jeg græd så og så meget. Om det ikke var synd for mig. Han kunne have en smule ondt af mig. Hvis vi troende holder vand, så var Gud der jo allerede, mens jeg græd. Også selvom man kan føle sig forladt. Om ikke andet var jeg der selv. Jeg vil selv videre frem i mit liv kunne huske, at jeg på netop denne aften græd. Næsten helt præcist hvor meget, og hvor kraftigt. Ingen andre så det. Naboen kunne have vendt sit ansigt herover ad, men gjorde det vist ikke lige. Er det meningen med lidelsen, at andre skal se én lide? Gør det smerten lettere? Hvad hvis man deler en smerte med nogen. Tabet af et menneske, som flere har kendt. Bliver byrden da mindre? Sorgen kortere? Hvad hvis jeg deler mit liv med nogen. Indvier andre i det. Bliver det så deres del i mit liv? Tager de et stykke med sig hjem og passer på det der? Hvad hvis jeg offentliggjorde dybt hemmelige ting. Til hvermands eje. Ville de rette da passe på det, behandle det med respekt? Kan jeg regne med, det ”falder i god jord”, når dem det skal. At det ikke bliver misbrugt? Man skal bare afsløre mindst muligt om sig selv, så går det meget bedre. Hellere sige for lidt end for meget. Så kommer man ikke til skade. Så risikerer man intet. Men hvad hvis en hemmelighed er høj aktuel, hvis andre kunne lære noget af den? Eller videregive den som nyttig viden. Hvad hvis det var mig, der sad inde med hemmeligheden. Hvis jeg sagde det til folk. Ville de da begynde at udspørge mig om den? Jeg sagde jo bare, jeg besad noget, ingen andre kendte til. Gør vi ikke alle det? Skal alle detaljer nødvendigvis se dagens lys? Kan jeg beholde noget for mig selv, som ingen nogensinde får at vide? Var jeg da en halv – åben bog? Hvem står frem helt offentligt, i rampelyset, hvor kun skyggen ligger skjult. Hvem kan vise hele sig? Der var en, der gav sig selv for en sag engang. Gav sit liv bort. Til skue og hån, og efterfølgelse. Vi skal have respekt for den, der ofrer noget til gavn for andre. Men kun hvis man kan, skal man gøre det. Hvad krævede det af mig at græde disse triste ting ud? Er verden blevet bedre derefter? Ja, for mig. Del da dine tårer med verden, siger Gud. Men det kan man ligesom ikke. Så skulle man gemme dem i en flaske og udvinde salt af dem efterhånden. Men ak, spild af tid. Næh, prægtig er vel den, der ikke græder. Den, der bider smerten i sig, fortsætter trods modgang. Den, der kan prydes af tapperhed, udholdenhed. Den, der ikke bukker under. Men hvem har lært os at foragte svaghed? Den, der græder, kan han ikke bruges til noget? Hvad den, der ikke kan lade være, kan vi ikke lære noget af ham? Hvad ham, der ikke kan holde tårerne tilbage, selvom han er på live tv, eller står i blandt andre? Står han dårligt i forhold til kærligheden? At han brister gør ham levende, vedkommende. Vi andre kan ikke lade være med at føle med ham, holde om ham, trøste ham. Er han da spildt? Vi skal følge vores tåre på dens vej. Hvor kommer den fra, hvad vil den os. Hvor fører den os hen? Vi skal være taknemmelig for tåren, at den er der, kommer helt af sig selv. Nogle gange presset mere ud end andre. Den har sit helt eget væsen. Jesus hang der, og ingen ved, om han fældede en tåre. Det er ligesom, det slet ikke hører historien til. Han bed smerten i sig, vel også den fysiske, men græd han mon? Dem omkring ham sørgede, sikkert højlydt, kunne jeg forestille mig. Mens ingen ville synes, det var mærkeligt, hvis han selv fældede en tåre også. Han græd natten før, var det ikke sådan? Blod. Måske var han tømt for disse smertelige tanker, at han bare længtes efter forløsning. Den Endelige forløsning. Broderskab. Det ville have været mærkeligt, om han havde hulket højlydt, eller skreget, at han ville ned (!). Eller at han ”ikke kunne klare mere”. Men sådan en støbning var han ikke. Det lå ikke lige til ham. Spot måtte han modstå, det nyttede ikke at være svag. Højst var korset for tungt, tornene for stikkene, og naglerne for nagende. Men psykisk var han i topform!. Forlod nogen ham, var det tåren, der ikke ville frem. Ikke alt tjente det at vise til offentlig skue netop den dag. Han havde til sidst overskud til at trøste dem omkring sig i stedet for. Lid ingen nød. Jeg er her stadig. Syntes han at sige. Hans smerte ligner vores. Vores tåre ligner hans. Ikke så mærkeligt det hedder Fader Vor.  Eller: Græd ikke mere, for der er trøst. Du er der nemlig. 27.07.2012.

Jeg tænker på, at det er killingernes sidste tid. Det gør de ikke, for det ved de ikke, at det er. I overmorgen – ved jeg –  bliver de indfanget under betegnelsen ”vilde katte”, af dyreværnet. Fremtiden for dem er derfor yderst usikker. Jeg giver dem deres sidste måltid, for i morgen og overmorgen må man ikke fodre dem. Da de skal være godt sultne på torsdag, når dyreværnet kommer. Man lokker dem altså. Sidste sommer skete det samme; en grå hunkat får to unger, og vi tager os af dem. Uden at de dog er så tillidsfulde, at man ligefrem kan tage dem til sig. – Selvom Lars gør sine forsøg. Vores egen kat er forsvundet. Vi håber bare, at andre tager sig af den, ligesom vi tager os af killingerne. Vi kan intet vide. Om den ligger i et krat, er på jagt, sulter, har flåter. Vi kan intet vide. Så skulle vi have sat en gps på den, men halsbåndet fyldte hele halsen, og han er ikke vant til halsbånd overhovedet. Vi har øremærket den. Lige nu spiser killingerne deres anden portion. Jeg skal ikke gøre mig hellig, og her fortælle hvor godt et menneske, jeg er, ved at give kattene mad. Jeg siger bare til jer: Jeg ved mere, end de gør. Og det gør ondt. Jeg har før gjort et menneske ondt. Taget noget fra det, som var helligt. Jeg har forestillet mig dets liv rinde ud, før dette – barn – selv vidste, hvad der skulle ske. Jeg vidste mere end det. Jeg pakkede ham ind i en flyverdragt. Derfor mener nogen, at jeg ville ham noget godt. At jeg ikke ville, han skulle fryse. De kan have ret. Det er også lige meget. Killingerne er her. De leger rundt i vores udstue, disse to små størrelser op af hinanden. I morgen bliver de måske skilt ad. Eller moren ser dem aldrig mere. Eller også er skæbnen så nådig ved dem, at de alle tre får lov at blive sammen et sted. Der hang et opslag oppe ved skraldepladsen: En seddel, hvorpå der stod dette med indfangningen. Jeg har selv taget et barn ud af dets sammenhæng. Frarøvet det dets liv, lige som det var startet. Jeg har før slået en familie i stykker, udover min egen. Jeg er selv det opslag. På tavlen. Jeg er selv bøddelen, den værste slags. Hende, der har det i sig, der hedder: Tilgiv mig. For jeg har gjort noget helt galt. Vi kan alle fodre killinger, det ved jeg godt. Men det er som om, netop disse katte virkelig godt kan lide at være her. Og høre når vi sidder herinde i stuen og småsludrer. Det er som om, de da føler sig ”sikre” eller trygge. Vi gav dem en frist. I morgen miawer de måske efter mad, og vi må ikke engang give dem noget. Hvem kan måle, hvad der er i en kats mave, hvis vi giver dem noget alligevel? Hvad om vi selv slæbte dem bort herfra for at stille dem fri, i hvert fald fri for at blive indfanget? Hvad om det lige så meget var vores katte, som naturens eller skæbnens? Hvad om det vilde liv for dem var – trygt. Kunne de måske ikke have levet her hele den ganske sommer, som nu? De kunne have endnu flere måneder sådan her. Hvad om den, der har besluttet disse radikale indgreb, tog helt fejl. Hvad skade gør det for hende, at der render killinger rundt i vores have? Jeg forstår det slet ikke. Dette er en gravskrift. De dør måske. De blev født, men ingen ville have dem. De fortjente ikke et helt liv, da de var ”vilde”. Hverken steriliseret, kastreret eller vaccineret. De er vilde. De gør deres eget. De går som det passer dem. Vores egen kat kunne selv have været her, og også den ville blive fanget ind, da også den ikke er ”ordnet”, som nogen kalder det. Den strejfer. Det kan være dens held, at den netop er på tugt nu. Hvor barmhjertigt er det at give nogen et liv, for så igen at tage det fra dem? Kan de nyde den mad, jeg lige har givet dem, ekstra meget. Ser de, deres tid er kommet. Aner de uråd forude. Der levede en mand engang, der forudsagde sin egen død. Og den kom rigtigt nok til ham. Men da var hans liv også fuldbyrdet. Er disse killingernes liv det? Gud kender killingernes dage bedre end jeg og vi. Vi kan kun gisne om deres vej videre. Jeg har selv gennem årene haft (tvangs) tanker om, at jeg snart skulle dø. Ja, jeg har ligefrem udfyldt ”Bogen til mine kære” en gang. Og sagt til personalet på Risskov: ”Hvad hvis det er meningen, at jeg skal dø?”. Hvad hvis det er min skæbne, min livsvej, og hele meningen med mit liv? At jeg intet liv selv fik.
Hvad hvis det var Guds svar til mig. ”Se, hvad du har gjort, Rie, dette får du til gengæld”. Et liv i sindssyge. Uudfriet. Men dette gav du mig, Herre. Evnen til at skrive. Disse katte har skrevet deres testamente ude i græsset. Og de vidste fra starten, de ikke var velkomne her i området. De har frygtet næste dag, og ikke vidst, hvordan de kom igennem natten, i regn og rusk, og uden mad. Men jeg har set dem lege i vores møbler. Og jeg er smeltet og blødt op. Og nu leger de på lånt tid. Der står ude på græsset, at de gerne vil have taler til deres begravelser, disse killinger. Jeg bliver ved med at sige til dem, at det jo ikke er sikkert, de skal dø. Men de vil gerne tænke den værste udgang, for at være forberedte. Jeg siger til dem, at deri er de tapre. Og at jeg gerne holder talen. De beder mig synge dem en godnatsang. Men det kan jeg da ikke. ”Som du sang for ham”, siger de. ”Gud lukker sig mit øje”. 24-07-2012.

Vi skizofrene, vi bygger bro. Til den ene siger vi eet, og til den anden noget andet. Men det skal være tilladt at udføre maskespil, eller gemme sig bag nogle ord. Snart efterlyser den ene mere spontanitet, den anden måske vilje, mens man prøver at tilfredsstille alle. Skulle jeg da ikke syne viljestærk over for den, der kræver det? Prøver vi ikke alle at indordne os. Stille nogle tilfredse. ”Vær dig selv”, bliver der sagt overalt. Hvad hvis man ikke kender sig selv. Det ene øjeblik giver min sindslidelse sig til kende ved, at jeg elsker i overflod. Men vender mit medmenneske bare ryggen til, kan jeg finde på at svine ham eller hende til på tankeplan. Man kunne så spørge: hvilken del af mig gør ”rigtigt”. Hvilken ”stemme” var sand? Hvilket “jeg” skal jeg stole på? I mit virvar. ”De må tage mig, som jeg er”, siger man. Men hvem er man? Er man sig selv, når man er lykkelig, når man er trist, når man spiller badminton, eller spiller klaver? Hvad er det af mig, som folk skal ”tage” (mig som)? Jeg spørger bare ud i luften. Måske andre har bedre svar end jeg selv, på den gåde, jeg går rundt i. Men hvem skulle da kende én bedre end én selv? Ja, Gud, kunne man svare. Ja, men det er ikke alt, jeg synes, han skal vide. Og ikke alt, jeg beder ham holde af, eller favne. Og ikke alt, jeg er stolt af at ”gøre mod Ham”. Skulle jeg kende hans inderste tanke, og rette mig efter den? Er det hele meningen. Rådføre sig med én, som er klogere end én selv. Ja Ham, som har svaret. Skulle man gå til Ham først (af alle)? Man forestiller sig livet som en række eksamener. Man består, får dårlige karakterer, men også gode karakterer, alt efter stil og udførelse og argumentation. I en drøm (natlig) forleden drømte jeg, at jeg sagde til min tidligere kordirigent, at ”Det er klogest at udtale sig, når man har selvtillid. Man skal hellere holde inde, når man har dårlig selvtillid”. Jeg har selv prøvet hundreder af gange at fortryde noget sagt. Også noget skrevet, men altså noget sagt. Hvordan ”henter man en sætning tilbage”?, spørger jeg bare. Man begynder at undskylde, trække i land, bebrejde sig selv, tænke sig selv som dårligt selskab i en forsamling. Hende, der siger de pinlige pointer. Hende, der alt for spontant bare siger noget ud i rummet, uden hun selv kan gribe det igen. Men hvad er det ideelle: spontanitet/tilbageholdenhed? Hvem sagde, hvordan en social aften helst skulle gå? Skulle jeg have sagt klogere ting? Valgt mere vedkommende emner? Skulle jeg have kigget mere direkte på min mandlige bordherre, eller skulle jeg have bukket hovedet i skam? Hvem kender den perfekte aften? Så kan man sidde dagen efter hos sin psykolog, og man kunne have optaget sine sociale færdigheder på video, og så gennemgå dem med hende. Vi kunne begge have bud, andre bud, måske bedre bud på, hvad jeg kunne have sagt i en given situation. Jeg kunne også have reageret mere respektfuldt, er jeg sikker på, når nogen af de andre fortalte mig noget. Problemet er bare, at det gjorde jeg ikke. Jeg kendte ikke den fulde sætning, vidste ikke hvad der siden hen skulle snakkes om, om kaffen indimellem var blevet for stærk, og om snakken gik i stå pga pinlig tavshed. Hvordan kunne jeg vide den fulde længde? Næsten på en sætning. Jeg kunne have udtalt én lang sætning over en hel aften. Og det ville have udtrykt til fulde, hvad jeg indeholder. For taler jeg over mig, og byder ind med for meget, kommer jeg galt afsted. Men i hvis øjne? Det er så ikke Gud, der sidder over for mig i stuen. Ikke hans blik, jeg får tilbage. Ikke Hans respons på det sagte eller det fortiede. Jeg kan spørge ham i Himmelen en dag, men jeg kan også favne og rumme og acceptere mine forsøg. For det er, hvad det er. Et forsøg på at være menneske. På disse betingelser og vilkår. Jeg er sat på jorden med en sindslidelse. Men hvis man siger det som det første, hører folk ikke det næste. Men hvad skulle jeg så have sagt som det første? At jeg ”er troende”. At jeg ”er musiker”? Vi har alle noget, vi ”er”. Nogle ting har vi endda papir på at være. Eller at have taget uddannelse indenfor. Men jeg sprænger rammerne. Det er fordi, jeg har tilladt udskejelser, for dem gjorde jeg plads til. I perioder blev jeg helt skæv, og røg helt ud af min livsbane. Hvorefter jeg så ”fandt hjem” igen. Men hvor er hjem? Var det ikke på udskejelserne, jeg kendte mig selv. Boede jeg ikke netop på hospitalet, fordi jeg hørte til der? Dannede det mig ikke netop at vågne op til rengøringsdamer og fælles morgenmad. Fordi det afskrækkede mig fra nogensinde igen at skulle derud. At sprænge rammerne har også noget med provokation at gøre. Man gør det ikke før gjorte. Man søger helt nye græsgange, går hvor ingen andre har gået, og også hvor man ønsker ingen andre nogensinde kommer til at gå. Det siger jeg, fordi det ikke kan anbefales at være sindslidende. Jeg er ikke stolt af at ”sprænge rammerne”, selvom det lød som et positivt træk hos mig. Ingen skal bo på et hospital. Eller sove på et Billed Blad udendørs pga. paranoia. Der er Jesus, som engang sprængte rammer. Han var mit Billed Blad. 16-07-2012.

Jeg ville gerne have været ”underfuld rådgiver”. Eller i mester – klasse. Jeg ville gerne have talt kloge ting, hjulpet andre på vejen, sørget for mine nærmeste. Jeg skulle have været bedre. Jeg skulle have købt bananer i dag i stedet for vindruer. Helt klart endda. Jeg skulle have kysset min kæreste en gang mere, da vi skiltes i formiddags. Ja, jeg er helt sikker. Jeg sløsede mine penge i midtbyen. Sad på cafe med en anden mand. Spiste chokolade oppe i lejligheden. Ja, tusinder af gange gik jeg galt. Jeg lukkede godt nok en flue ud af vinduet. Og gav min siddeplads til en kvinde ved cafeen. Men intet af det gode kan jeg beskrive godt nok. Det giver sig selv. Kærlighed giver sig selv væk, og behøver ikke måles. Det er en ubestemmelig størrelse, og måske lidt ”underfuldt”. At elske er det nemmeste i verden. Jeg sloges ikke med selvbebrejdelser, når jeg er rar ved andre. Eller dårlig samvittighed. Hvad er næsten det? Jeg stoler på mine instinkter, er mere spontan, livlig, fri. Da flyder strømmene frit fra mit bryst. Og jeg kan være i det øjeblik i tusinder af år. Men det tager kun et øjeblik. Så er det ovre. Så går jeg fra kvinden på min plads, har hende på nethinden, og hendes håndtryk glemmer jeg heller aldrig. Hvor langt rækker kærligheden? Til i morgen? Jeg kunne bare kysse min kæreste en ekstra gang i morgen, så er alt godt igen. Da er jeg ikke længere skyldig i noget. Men hvilken usandhed. Da er jeg bare skyldig i at kysse ham en gang for meget, hvor jeg skulle have ladet være. Ingenting kan jeg gøre rigtigt i denne verden, og mine forældre vil have ret i, at jeg er deres værste barn, som nogle gange gør ukærlige ting, og skaber knuder og problemer på sin vej. Men de kan (også) tage fejl. Jeg kan sige til dem, at jeg er en fejl. Det vil ikke retfærdiggøre alle mine sårende ord. Det vil ikke tage deres sorg over mig fra dem. Det vil lindre dem et øjeblik. Alle mine ord kunne jeg have kastet ud af vinduet, eller skreget højt fra 5. sal. Men desværre skrev jeg dem ned i stedet for, og udgav dem endda offentligt. I går sagde min kæreste til mig: ”Det er ikke dig, der er nådesløs, det er dit spil, der er nådesløst”. Det var på foranledning af mit spørgsmål til ham på badmintonbanen: ”Jeg er ikke nådesløs, vel?”. Det giver mig fornyet tro på, at ord blot er mit ydre ansigt, eller et øjebliks billede, og ikke hele sandheden. Og vi skjuler os alle bag ord. Ligesom jeg – ikke nådesløs – skjuler mig bag mit nådesløse badmintonspil. For da rammer jeg ham. Jeg trækker ord tilbage. ”Det mente jeg ikke”. ”Det var klodset sagt”. Man kan trække urent tilbage til rent. Men stadig er det jo ikke menneskets dom over mennesket, der i sidste ende tæller. Alle de skridt, jeg gik og var stolt over mig selv, da jeg forlod kvinden ved cafeen, var spildte. Hvorfor godte sig over ting, man vinder ved? Men lad mig alligevel, Herre. Være stolt. Jeg bad nemlig Gud forinden mit møde med vennen, at ”vise mig, ja bevise min renhed”, når jeg tog ned i byen. Jeg bad ikke Fadervor, eller sagde Tak for noget. Nej, Gud skulle bevise for mig, at jeg (kunne være) var ren. Så gik jeg ned igennem gågaden, og blev fristet til hver side med forretninger overalt. Og befandt mig rigtigt dårligt i en sko butik og i en genbrugsbutik. Men kvinden havde taget plads i mit hjerte, – næsten for evigt. Ja, hvorfor ikke huske mødet med hende også i morgen? Skulle et billede på gensidig omsorg da ikke række ud over denne ene dag? Næsten ind i himlen! Du, kære på vejen der. Dig, jeg møder i morgen, eller mødte i dag. Sørg ikke. Men hvordan velsigne eller vise nogen nåde i bussen? Jo; jeg siger på tankeplan: ”Det er okay, min ven”. ”Du er fin, min ven”. ”Du er så fin, min ven”. Til dem i bussen, jeg synes ”trænger”, eller som kalder på min medfølelse. Det gør mig til Herre? Det gør mig til livgiver? Det gør mig til budbringer. Næh, ikke det mindste. Jeg hævder, at jeg ikke mærker andres velsignelse af mig i bussen, men ikke helt alligevel. Vi får alle (forhåbentlig) smil på vores vej. Ting, der overrasker os positivt, så vi næsten ikke ved, om vi har fortjent al den medgang. Indimellem letter byrder fra vore skuldre helt uden grund. Livet synes mere overkommeligt. Man begynder at tænke positivt om ting, der skal ske, eller ting man holder af. Vi kan endda selv være med til at danne nye, sunde celler i hjernen (siger min psykolog), så at vi opretter nye kamre for positive tanker, ja ligefrem livsglæde. Man skal ikke tro på sin psykolog, man skal hellere tro på sig selv. Men da man ikke altid kan det, er det godt at hun findes. Jeg kan være en psykolog. På seminariet til august kan jeg sige til de andre, at jeg er ”uddannet psykolog”. Så vil de komme til mig med deres problemer i pausen, og tro, jeg kan hjælpe dem. Sikke noget. Jeg kan være op til 10 ting uden at rigtig være det. Alt det, man kan hævde at være. ”Jamen, jeg er god til at lave mad”. Uden man egentlig er det. God mad er jo relativt, men alligevel har nogen dog forcer frem for andre. Jeg er i blandt dem, der går op i at være tro mod min samvittighed, og udfordrer min radius, min rækkevidde af ”gode” gerninger. Hvad vinder jeg, eller hvor taber jeg rettere? Ved ikke at sige hej. Ikke at afgive min plads. Ikke at give den anden et klem. Hvor opløftende og opbyggeligt er det ikke at give, hvor man næsten selv mangler? Ja, jeg har ikke selv meget, men du kan få lidt af min beholdning. Ikke med begrænsning eller krav om at: ”Så skal du også passe godt på det”. Det er det forældre kræver af én. At man skal gengælde dem deres kærlighed til én. Hvad hvis man ikke kan?? Hvem kan hive godhed og velvilje ud af én, hvis man ikke har lyst til at afgive eller åbne sig? Er der da ikke tale om overgreb og urette menneskelige relationer. Hvorfor bliver jeg overhovedet vred? Kan nogen overhovedet tabe? Ingen river vel ligefrem ens hjerte ud og putter ting ind i det, som man ikke selv har bedt om. Jeg har et hjerte, og du har et hjerte, altså er hjerter i samspil og til udveksling. Men jeg af – giver ikke mit hjerte. Det er suverænt sit eget. Jeg kan ikke tabe kærlighed ud af brystet. Jeg vil altid indeholde det, til stadighed have i overflod indeni. Ingen skal fratage mig retten til at elske nogen. Hverken på 500 kilometers afstand, eller bare i bussen. Nød og modstand skal ikke afholde én fra at kæmpe. Jeg siger Jer, kvinden i dag var noget særligt. Hun kendte til nederlag. Og kæmpede for at få sig nogle sejre. Det er, hvad vi alle må mande os op til. Se modstanden i øjnene (hvis vi har en sådan), og bryde den ned, eller bryde vej igennem den, ud på en anden side. Er vi da Herrer? Ja, vi er mestre. Er vi da ”underfulde rådgivere”? Ja, alle sammen. Men jeg er ikke i min ret til at sige det. Du sagde det bedre. Du, der læste mine ord, sagde mig mine ord. Hæng dig ikke i ordene. Vi er uden dem. Vi Er. 4.7.2012.