ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg tror ikke, det lykkes. At skrive et blog – indlæg. Mest, fordi jeg ikke er i stemning. Eller vedrører andre overhovedet. Hvem skulle da være så vigtig, at hun vil ligge i en statistik? Hvor har vi mange ord for alt det, der optager os. Hvad om vi lagde ordene fra os. Hør stilheden engang. Indimellem græsslåmaskinen og fuglene. Lyt engang til – ro. Sindet er fyldt af væsener, der banker på hele tiden. Søren Hauge har engang kaldt det: ”kommentator boksen”. Det i én, der hele tiden vil vurdere, kommentere, forholde sig til. Hvad om man lod være. I flere samtaler på det sidste, har jeg bedt folk tie stille et øjeblik. Både en ven, og min mor. Lad os blot være her. Sidde her. Hvorfor omtale, forstyrre, dirigere. Lade være. Det dystre er så det tilfælde, hvor der i stedet for nærvær og fylde er – tomhed. Ingen endda uudtalte ord. Ingen skjult opfordring. Måske til at skifte emne. Vi har alle situations fornemmelse. Vi føler for, hvornår noget er passende at sige, og hvornår det ikke er det. Vi prøver hele tiden at ramme noget, der kan interessere dem, vi er sammen med. Vi kan også tale for os selv, og underholde os selv en hel aften, hvis selskabet er kedeligt eller uvant. Men vi vil hellere snakken. Vi vil hellere snakken end stilheden. Og hvorfor? Fordi vi da føler os nær nogen. Sammen med nogen. Har noget til fælles med nogen. Det er ligesom nemmere at være i verden, hvis nogen støtter en, eller hvis man ser nogen have det ligesom en selv. Jeg ved såmænd ikke, hvorfor. Eneboere er vel også lykkelige. Et træ, der står alene, bærer også frugt. Jesus hang alene, og dog ikke alligevel. Altså er vi op af nogen, sammen om noget, men også for os selv, enestående. Ene – bærende. Ingen er født nøjagtig ligesom dig. På nøjagtig samme sted, samme tid, eller samme måde. Derfor kan man vokse i fred. Man behøver ikke sammenligne sig med nogen, man var jo unik fra starten, og vedbliver at være det. Men vi sammenligner os, og nogle gange går vi, hvor andre i forvejen har gået, hvis vi beundrer deres vej. Andre gange tager vi helt nye skridt, ingen andre nogensinde før har taget. Hvad er fedest? Min erfaring siger mig ingenting. Skulle jeg helst skrive et blog – indlæg til de få? Skulle jeg skrive noget rettet til de fleste, som kun én læser? Eller skulle jeg blot skrive for mig selv? Hvad gjorde overhovedet mig forfatter, fordi jeg kan taste på et tastatur. Min computer er endda købt brugt, så en anden har rent faktisk tastet på de samme bogstaver før mig. Er det da originalt? Hvad gjorde et menneske specielt? Lidt ud over det sædvanlige. Og er det en force eller et gode at være ”lidt ved siden af”? Hvem skal dømme, hvilket menneske, der er ”noget særligt”. Særligt i forhold til hvad? Det ”ikke – særlige”? Vi plukker en blomst fra haven, og tror den springer ud. For vi har jo taget den ind, givet den vand, duftet til den, kigget på den, da må den da have det godt herinde. Den prydede vores bord, helt indtil den visnede. Ja, vi nød også den fase, hvor den falmede, tabte blade, og tørrede ind. Vi elsker alle faser. Vi gjorde netop den rose til noget særligt, i blandt de andre roser, vi også kunne have plukket. Vi sagde: du er vores yndling, dig vil vi passe på. Vi gav den sær – behandling. Men hvorfor netop den? Det var ”en tilfældighed”, at vi valgte lige den rose. Det kunne have været hvem som helst. Derfor kommer der nye roser hvert år, da vi har i overflod, og hele tiden udvikler os, giver vækst, og vokser. Rosen kan endda hænde at kigge mig ind i øjnene lige i dette øjeblik, som den står her foran mig på bordet. Måske er det dens blog – indlæg, jeg skriver (..). Måske havde rosen dæknavn, og var skjult forfatter til adskillige bøger. Mens jeg ikke dækker mig. Men sådan er vi så forskellige. Nogle blev blog – skrivere, og jeg gjorde et forsøg. Men rosen gør det bedre end jeg. Den siger – ingenting. Hvor jeg skulle have tiet, eller holdt inde. Man skulle have lyttet til den. Da den sagde: ”Jeg Er”.

Det var blevet så skingert. Ingen vidste, hvorfor jeg gik til terapi, nu hvor jeg ikke havde planer om at blive rask. Nu, hvor det at være psykisk syg, var et stempel, jeg i det mindste kunne bære. Blandt alt det, jeg ikke kunne bære. Det, jeg var for ramt til. Det, ingen kunne forestille sig om mig. F.eks. det at have et barn. Havde det ikke været for det barn, jeg engang havde, var det ikke et så præsent spørgsmål. Jeg ville være blevet 30 som de fleste andre kvinder, og følt for det at blive mor. Mens jeg faktisk blev det uden at føle for det. Et fortærsket emne er det vel også snart i mit forfatterskab eller virke. Og træt er jeg også af, at folk først forstår mig til fulde, når de har hørt ”min historie”. Hvorfor overhovedet kalde det ”historie”, som en fortælling, der kræver ord. Hvilke ord er måske aldrig blevet fortalt før? Hvordan jeg slog ham ihjel? Der er fortællinger til gode. Massevis af sådanne fortællinger. Der, hvor ingen længere sagde noget i samtalen, i pausen, kunne der være sagt tusinder af ord. Og rigtigt nok er vist nok 80 % af vores kommunikation non – verbal. Hvilken målestok. Jeg, der tit sidder tilbage uden at have sagt alverden, føler mig nogle gange over – gået, eller over – set. F.eks. i kor sammenhæng. F.eks. i søndags i kirken. Senere på dagen ”mandede jeg mig så op”; hvor skulle jeg vide, hvor kraften kom fra, men den kom. Gladelig jul. Som om jeg matchede den energi til fulde eller perfekt, lige i det frirum der hed fra bussen og hjem. For da gik jeg med hendes smil fra bussen, og hans smil ved pizza restauranten, og det kunne jeg leve af – i overflod – i op mod 15 minutter. Det forkerte var vel bare, at det undrede mig. Men at vente noget stort, og så ingenting få, må være værre. Det er klart en win win situation intet at forvente, og så få alt (givet). Hvem belønner næsten én skjult? Jeg bad da ikke om kvindens smil i bussen. Jeg for – ventede det ikke. Men jeg – fik. En anden et eller andet sted (udover kvinden) til – delte mig løn eller nåde eller solskin. Alt efter, hvad man kalder sådan noget. ”Held”? Lykke? Medvind. Medvind hele vejen hjem. Så at jeg tør gå ud i verden og hjem en anden dag. Støtte, opbakning. Man venter Jesus, men hvordan gøre det? Hvordan gør man det? Sætter man sig i sofaen og venter, han skal banke på? Nej, man lægger sig ned, så han skal lægge et tæppe hen over én. Sidder man ved busstoppestedet og venter, det er Ham, der kører bussen? Nej, man kører selv bussen for at hente ham stående ved stoppestedet. Tager man sine fineste klæder på, for at vise ham sit ypperste? Nej, for han ser ind bag vore klæder, og bærer kun selv et kors. Men hvordan vente ham. Der er skybrud. Er han bruden? Der er et bad, når man er beskidt, er han da vandet? Der er mad i køleskabet, til når man er sulten, har han da købt det ind? Vi kan alle forestille os lidt af hvert. Til en begyndelse kunne man jo starte hos sig selv; gør jeg velgerninger i det daglige? Nej, for ingen har fortalt mig, hvad det er. Men viger du ikke, så en anden kan komme forbi dig, hvis han trænger? Jo, men er det kærligheds buddet? Hvad når der ligger en snegl på fortovet, og du faktisk kan træde uden om den, gør du da (ikke) det? Hvad når din nærmeste smiler og er let i stemning, fortæller du ham da noget alvorligt og tungt? Netop der? Nej, vel. Hvad hindrer da os i alle at være Jesus? Til en start kan du jo have en psykisk sygdom, og tro, du er ham. Men ville han lade dig? Ville du ikke hellere være den psykiske sygdom foruden, og da ikke være ham, men hellere dig selv? Jeg skal spørge nogen en dag. Min nabo. Jeg spørger hende, om hun aldrig har troet, hun var Jesus i genkomst. Hun vil sænke hovedet og svare tøvende: Joh engang i sine unge dage havde hun følt sig hævet over de fleste andre. ”Hvorfor holdt du den ikke der, og fortsatte din optur?”, spørger jeg hende (dumt). ”Jeg kunne ikke holde Jesus så tæt ind til mig længere”. ”Hvordan opgive at være Jesus?”, spørger jeg igen. Af alle er det vel ham, man allerhelst vil være?, (tænker jeg for mig selv). ”Jeg er Jesus genkomst”, siger sneglen på fortovet pludseligt. Netop som jeg udspørger min nabo. ”Jeg har truffet dig før”, siger jeg (så) til sneglen. Men hvor?, spørger jeg mig selv. Den siger så – nærmest i snegle tempo: ”Jeg var frø, før jeg kom her, du såede mig”. ”Det er rigtigt”, skyder jeg ind. Og netop da husker jeg at have båret frøet i min hånd, og passet ekstra godt på det. Min nabo trækker sig fra snakken. Pludselig ved hun, hvorfor jeg har en førtidspension. Og – endelig!, (tænker jeg om det). Jeg behøver ikke at forklare mig mere. Sneglen er Jesu genkomst. Men da jeg kigger, er han væk (sneglen). Jeg tænker; det er da mærkeligt, at Gud vil give et så sporadisk og overfladisk indblik i Jesus´liv, at sneglen faktisk allerede er væk. Og hvem får overhovedet øje på sneglen?? Du siger mig det meste Herre, og du sagde mig dette: ”Sneglen finder vej”. Mens du og dine menneske venner toppes og sloges, er den stille og afventende; træder de på mig eller ej? ”Men Gud, hvor træder du?”, om jeg må spørge. Sneglen hvisker stille: ”Hvor kan du spørge”. 18.06.2012.

Hvordan skal jeg elske dig? Du, der var her i går (på besøg hos Lars og jeg i kolonihaven), som fyldte med dit væsen. Er du undskyldt? Det var ikke at du tog pladsen for os andre, for samvær handler vel ikke om 90 % taletid til den ene, og 10% til den anden, det handler om respekt for, hvad vi hver især kommer med. Samvær handler om at give hinanden plads. Det var ikke at du tog pladsen, men den voldsomhed, du gjorde det med. Lars kalder det ”lemlæstelse” (hvis jeg må citere ham her), mens jeg selv måske vil kalde det overfusning eller nedtromling. Det var så svært at rejse sig. Hvad vedkommer det Jer, at jeg/vi havde besøg i går? Jo, han var et medmenneske, jeg burde elske. Godt nok pralede han og fremhævede sig selv, men hvem ved, om han ikke var i sin ret. Om han ikke inderst var renest af os alle. Kun Gud ser vel ind bag, hvor jeg ikke kan se. Man må håbe, Gud elsker ham (Bjarne), når jeg ikke gør. Man må håbe, der er en plads til ham i himlen, hvor han kan sidde og fylde og fortælle om sine mange bedrifter på livets vej. Man må håbe for ham, og måske bede for ham. Men end ikke det kan jeg. Man kan ønske sig en uovertruffen kærlighedsevne. At man rummer alle, man møder på sin vej. Dem på gaden, i bussen, til korsang, herhjemme. Man kan ønske for sig selv at have et overskud. Et vist overskud. Til at træffe tunge ting, og besværlige samværsformer. Hvem har opfundet samværsformer? Jeg har selv ledt i blinde efter nogen at snakke med, – i årevis. Ekspedienten i butikken var min redning. Eller min diktafon.. Og måske handlede hele snakken i går om, hvem der har lidt mest. – Hvor absurd. Lars og jeg kæmpede vores sag. Jeg blev ved at sige til ”Bjarne”, at han må tale for sig selv, om hvad der er sandhed – for ham, men ikke nødvendigvis for os. Jeg blev vred, men ikke på den måde, at jeg ville kaste ting efter nogen, mere som stille og indadvendt. Det var et for stort pres. Men hvordan vedkommer det Jer? Nej, det gør det (heller ikke), det er mit eget anliggende, og I kan jo stoppe med at læse blog – indlægget her: Jeg gjorde ingenting. Jeg forhindrede ikke noget. Jeg lod det ske. Måske mit livs sætning. Intet forhindrede mig, hverken noget udefra eller indefra. Og selv Gud lod det ske. Jeg er vidne til et liv, op af mit eget. Jeg er hans vidne, intet andet. Ud af intet. Så lidt jeg ønsker hans sjæl fred, at jeg næsten er ondskabsfuld eller kold i røven. Hvor kommer følelsen fra, som ikke elsker? Inden han skulle komme havde jeg kvaler. Hvorfor frygte noget på forhånd? Det kan jeg da ikke forklare! Hvem ved, hvad man vil frygte, og hvor slemt? Hvem kender ens livsbane, og kan forudse at man er på afveje, eller skal gennemgår noget ”ondt”? Ens intuition hjælper vel en et stykke. Hvem hjalp mig i går? Det gjorde Bjarne. Han lærte mig at krumme tæer, og blive indebrændt, og udtale mig på løst grundlag, ja spontant sige det ene og andet, fuldstændig uigennemtænkt. Han lærte mig at frygte, hvad han som det næste vil sige. Er det en ven, der gør sådan? Skal jeg møde ham – igen? På samme måde, næste gang. Lars skænkede et glas vin mere til ham. Bjarne skulle føle sig velkommen, og ikke smides ud, endda midt i den første ret. Lars havde hjerterum, hvor mit slap op. Tak. Tak for Bjarnes besøg, som hindrer mig i at elske et medmenneske. Og spørgsmålet er, om det er en fejl ved mig. Du er det bedste, der er hændt mig, fordi du skænker ham din vin. Og jeg næsten nipper til min egen (vin). Mit blik kunne lyne i går, jeg så det selv i spejlet på toilettet (..). Jeg brændte, og lynede, og svovlede, og tabte. – Rigtigt stort. Aftenen stod i nederlagets tegn. Men hvor længe? Jo, indtil i morges, hvor jeg samlede mig op, og stod foran en bus og græd sagte. Var jeg da ikke god nok? Havde denne mand, Bjarne, pillet mig fuldstændig fra hinanden. Var jeg ”i stykker”? Jeg var ikke længe om at elske mig selv. Husk; det er nogle gange det nemmeste i verden. Jeg elskede et med – menneske, mig selv, udover Lars derhjemme. Ingen i bussen bemærkede mit tungsind. Kan det da også smitte? I aften laver du mad til os to, som i forgårs, og dagen før det. Bjarne er her ikke, og blog indlægget mister fokus, så snart jeg lytter til græsslåmaskinen, og ved jeg har løbet en tur på Brabrandstien til aften, samt spist fornuftigt i dag. Jeg har endda haft succes med at akkompagnere en til nogle salmer. I egne øjne rakte det. Også hvad jeg sagde i går, men et ord som ”hovmod” forstår jeg simpelthen ikke. Ingen har nogensinde forklaret mig, hvad det betyder. Måske var det dog det, jeg var i går. For jeg nægtede, at han skulle være bedre end jeg. Men bedre til hvad? Jeg skal overgå dig, og overfuse dig tilbage, men jeg overgik ham ikke. Jeg pillede ham ned i øjenhøjde, så han ikke svævede blandt afdøde filosoffer og citater fra tusinde bøger på én gang. Men jeg så ham (stadig) ikke. Han så mig i glimt, men jeg havde ikke lyst til at dele mit inderste med ham. Da gik han tomhændet hjem. Han havde sig selv at støtte sig til på cyklen, og sin visdom at være stolt af. Og et sted kan jeg være stolt af at kende ham. Men ikke mig selv. 11.6.2012

Skulle jeg have spildt et helt liv på at sige: Du er uskyldig. Du kunne have sagt Amen efter hvert ord, og nogen ville dømme dig mærkelig, men var du da ikke i din ret? Hvad med det, at jeg har en blå trøje på i dag, gør det nogen noget? Rammer det ligesom nogen, hvor det endda gør ondt? Med smerte. Rammer jeg endda nogle med mine ord, hvor de ikke skulle have været skrevet eller udtalt? Får enhver da ikke lige præcis, hvad det kan tåle? Du er selv Synder, dig der dømmer mig. Og du kan sige det samme til mig. Jeg kan nægte det, men bare det, at du vil dømme mig som synder, gør mig jo til synder. Da er jeg det jo i dine øjne (og er det ikke nok). Da kunne vi være i samme båd, under lige vilkår. Jeg kan ikke være bedre end dig, og omvendt. Jeg vil gerne være bedre end dig, men jeg formår det ikke. Hele tiden vil jeg gerne overgå mig selv, så at jeg endda hæver mig over mængden. Mens for andre er jeg mængden. Hvor skal da jeg da lede? Jeg udtaler mine kvaler over for min kæreste, som om jeg sad i skriftestol, og han har vel endda den myndighed, at sådan kunne situationen rent faktisk have været. Ikke for at han skulle dømme mig (som han heller ikke gjorde), men hvorfor denne trang til at bekende? Jeg kunne have løjet over for ham (min kæreste), gemt det værste af vejen (jeg mistænkte to udlændinge i dag for at have taget noget fra mig, ja var i det hele taget skeptisk over for deres tilstedeværelse ude foran min dør). Men jeg sagde tingene rent ud. Måske siger jeg endda nogle gange ting værre end de faktisk er. Bare for at søle mig selv ind i endnu mere blod, så verden en dag må dømme mig stygt og grundigt. For hvad? Fordi jeg har tjent ind til det? Gjorde jeg da verden så uret, at jeg skulle have et ordentligt slag. Men igen: her er jeg. Fri, på nippet af forår, som min nabo, som græsstrået udenfor. Intet andet venter jeg af verden, end at det bliver forår og sommer. Jeg har ikke en anden dagsorden end alle I andre. Hvorfor så dele disse miserable udsigter? Jeg kan falde. Ja, men det kan læseren også. Jeg falder. Nej. Du står. Jeg står kun lidt, for så igen at falde. Du er bedre end at ligge ned, siger jeg til mig selv. Men læseren siger: Du er dårligere end du giver dig ud til at være. Læseren sad bag væggen i skriftestolen og vidste meget bedre, hvad jeg var gjort af. Selv de ord, jeg ikke udtalte, bed han mærke i. Hvordan skal jeg så vinde? Du dømmer bare dig selv, Rie. Værre end alle andre nogensinde ville gøre. Det er langt det nemmeste. Trænger dig selv op i en krog, erkender dig skyldig i alle ting. Går ind i et fængsel, dør måske allerede på vejen derind. Jeg ville hellere have været udenfor, siger jeg til fængselsvogteren. Jeg ville hellere have været inde, siger han. Hvorfor? ”For at se dig gå ud”, siger han til mig. Jeg synes, han er det tapreste af alle mennesker (kan I nok forstå). Jeg lukker ham ind i min celle, bliver med ham der, indtil min sidste time. Men kære, hvorfor går du ikke, spørger fængselsvogteren mig. Jeg siger lavmælt, så kun han og jeg kan høre det: ”Gå du først”. Vi går. Men jeg har ikke sagt Jer det vigtigste endnu. Han gemte noget til mig inde i cellen. Det bedste. Vi slår om det, siger jeg. Hvem går ind efter det? Men han siger gentagne gange til mig, at det er mit, det der ligger derinde. Jeg tænker: Er det et lagen, så jeg kan flygte? Ja, det er det. Jeg kan flygte. 29.5.2012.

Kære Rie. 21.5.2012, kolonihaven. Alene.

Jeg forstår dig godt. At du er følsom over for utroskab. At ingen kan læse dine signaler. At du syner mere rask, end du er. Hvem når overhovedet helt ind? Tvangstanker tager over, jeg er herreløs, hvor jeg ellers skulle have styr på mit bestemmelsessted og formål. Og hvad med Jesus? Da jeg i dag ringede til ”Bente Olsen” – som ikke var død, men var stoppet som kinesolog, var det for at få hjælp. Ingen ved, hvad jeg ville have bragt på banen af emner fra mit liv, men jeg ved det. Du har altid mig. Det her behøver aldrig at blive læst af nogen. Det er skrevet af nogen.

Du, Herre, som byder mig dette hus, min hverdag med sindslidelse, men også mod og tapperhed, som jeg må skrive hvad som helst til, vil jeg intet sige til. Hvorfor (skulle jeg). Mig, der altid har levet som om, der er et kamera ovenover mig, så at jeg i hvert eneste øjeblik af min dag må levere mit ypperste. Det gælder når jeg skal vaske hænder efter toiletbesøg (gør jeg det grundigt nok), piller bussemand (er det ikke ulækkert), spiser som om mad er en synd, jeg begærer. I det hele taget er jeg noget udadtil. Mens jeg efter en gåtur eller motion i træningscentret er helt min egen.

Hvorfra skulle Lars eller en hvilken som helst anden kende mine grunde? Hvordan forklare andre et liv med tab og mistede tab, næsten. Et blog – indlæg, tjah det er såmænd da godt nok. Men det er jo bare endnu en forklaring væk fra mig selv. Det er endnu en måde at gøre sig til på, så man et eller andet sted, om det så er i udkants Danmark føler sig elsket. Hvorfor ikke gå uden for sin egen dør og lede? Hvorfor ikke i mødet med ham, der er lige ved siden af. Hvorfor dette behov for at vise verden et eller andet?

Hvornår går du igen ind i dig selv, og bliver egentlig dig? Har du nogensinde været indeni dig? Hvordan da du voksede op. Er du overhovedet selv skyldig i din sindssyge. Har jeg ikke arvet skizofreni, og det værste sind til dato, så at jeg ikke kunne danne mig selv, men var sammensat af syge atomer? Måske fra både mor og far.

Dæmoni, det er, hvad jeg er. Ikke et smukt blog – indlæg, så min kæreste bliver stolt af mig. Fyldt af storhed. Så latterlig lille jeg kender mig selv. Skriver indlæg på psykisk sårbar gruppens Facebook side, fordi jeg har en holdning til noget. Fordi jeg græd over det fjernsynsprogram, der hed: ”Gal eller normal”.

Jeg har lært at tænke negativt. Og samtidig have håb. Dette er til dig, Rie. Ingen andre behøver læse det. Og du kan skrive igen i morgen. Hvorfor er jeg en åben bog i alt det skrevne? Men hvorfor kender samtidig ingen mit inderste? Hvorfor går jeg ture. For at tabe mig, se godt ud, glæden ved motionen, for at føle mig ren? Hvorfor kan jeg godt lide bananer? Hvorfor ligger det til mig.

Nu dengang hvor jeg mistede afgrænsningen af mig selv, jeg tænker – kommer den så senere tilbage til en igen? – afgrænsningen. Når noget – et psykisk felt – en gang er åbnet, kan det da lukkes igen?

Én gang syg, altid syg?

Du – ja hvem som helst – siger til dig selv hver dag, at tanken om at få børn, giver mig et mere naturligt forhold til mange ting. Spisning, motion, sex. Det hele bliver så naturligt. Mit hår er ikke længere krøllet, ved du. Og jeg kan leve i et parforhold, vist nok med succes.

Hvad havde du ventet af mig? At jeg skulle få børn? Hvornår skulle jeg få børn, drømte du om? Jeg ved nu, at grunden til jeg ikke valgte aborten, var at jeg var bange for, Jeppes og mit forhold ville gå som Annas og Bjørns i filmen ”Tro Håb og Kærlighed”. Er jeg da fattig at have lænet mig op af fiktion i så vigtigt et spørgsmål.

Hvor fattig er du nu, lige nu? Du skriver for dig selv. Ingen ser herind, ingen skal nødvendigvis se dette senere. Hvor meget senere? Hvornår skriver du igen dit publikum ind på din side, og fjerner dig fra dig selv – igen. Dette træk med at være på, er det løve – ascendanten, der spiller ind? Jeg fik ingen hjælp fra kinesologen. Og jeg får ingen hjælp her. Ensom er min vej. Ud af fattige andres veje. Livet er armt.

Jeg ligner ingen. Det er problemet. Jeg kan ikke spejle mig, ikke engang i mig selv. Ingen ser bag mit blik, men når jeg samtidig ikke viser noget i mit blik, hvem skulle da opdage?

Nu er jeg tilbage i at være poet. Selvfølgelig kan jeg spejle mig selv i andre. Det handler alle mine blog – indlæg om. At jeg netop ikke føler mig alene, fordi andre er og tænker som jeg selv.

Hvornår har du så fri, Rie? Ja, om aftenen får jeg stadig – siden 2003 (vist nok) healing ovenpå mig hoved. Det er vigtigt for mig at understrege, at nogle alternative behandler tror jeg på, og noget, de har sagt, tager jeg med mig. Mens andre af deres udtalelser lige siden har været en plage at kende til.

Du har ikke sagt mig, hvor jeg skal hen. Du lader mig hele tiden frygte min fremtid. Jeg skal lære tillidens redskab hver eneste dag. Som var jeg et barn. Eller vores kat, der nu er væk på 2. uge.

Når jeg er plaget eller hæmmet af katten, sådan et halvår som vinteren på Trillegårdsvej, er det så realistisk at forestille sig et barn være mindre belastende?

Hvem kræver at jeg får børn? Det skulle ”bestemmelsen”, ”skæbnen”, ”Gud” gøre. Jeg skal selv frygte det, endda hvis det går i opfyldelse. Undervejs skal jeg spørge og lede efter tillid alle steder, og måske jeg endda skal finde den. Men ingen kender dagen..

Jeg prutter, så her lugter grimt. Derfor er døren ud til åben. Jeg har varieret mit mad indtag, og motioneret – og svedt i dette sommervejr – i styrketræningscentret. Imens spiser min kæreste middag hos en, han engang var forelsket i. Ja, han kan hænde stadigvæk at være det.

Indimellem står jeg selv, andre gange falder jeg med et pladask, og enkelte gange hjælper andre mig op igen. Allerhelst stod jeg selv hele tiden. Så kunne man svare for sig, gøre de ting man gerne vil gøre, og ikke de ting, man ikke vil gøre. Man ville formulere sig perfekt, vide hvad man mente om alle emner, se godt ud i tøjet og i håret hver dag. Have børn, der både kunne hedde Dan og Rasmus, ja hvad som helst.

Men du har sagt, nogen skal løfte mig. Når jeg sidste gang lægger mig ned. For verdens fødder.

Erasmus Montanus. Jeg ved ikke engang, hvad det er. Og magt har det skrevne alligevel over mig, så jeg tror mine ord sande. Skulle man skrive, man ikke kunne lide røde trøjer, hvis man godt kunne lide røde trøjer? Hvilken mening kunne det have at lyve i sådan et tilfælde? Mener jeg alt, jeg har skrevet. Trænede jeg måske lige sådan i dag, som sidste gang, jeg trænede? Nej, vel.

Du er sgu da et hønsebur, sådan som du skræpper op. Jeg har kendt dig for længe. Du er min psykiske sygdom. Og ingen forstår længere det skrevne. Jeg er nu ren vanvid, som jeg skrev, lige inden jeg slog ihjel.

Slår jeg da ihjel igen, når jeg undgår at træde på en myre på vej på stien?

Bliver man så lige så jaloux som sidste gang, og reagerer man lige så barnligt? Nej, for det var ikke barnligt. Godt nok var der ingen accept af følelsen, og jeg skammede mig over at have den. – Men i dag skammer jeg mig ikke.

Jeg kan skrive kommentarer, dagbog, blog – indlæg, kronikker måske. Men jeg har ikke lært at skrive.

Jeg kan sige, jeg ”bærer verdensrummets dybder”, men det gør vi jo alle. Kunne du have sagt det?

Kære læser.

Kære forfatter af dette skrift. Jeg troede, jeg var i enerum, privat, uden kamera og publikum på. Men hvor længe holdt den følelse? Jeg kan gå endnu længere som til at sige,at uden jeg optrådte, kender jeg ikke min figur. Først den dag jeg ser mit barn i øjnene. Men jeg ser aldrig mit barn i øjnene. Jeg vil være bange det øjeblik, jeg opgiver p – pillerne, det øjeblik jeg skal holde en psykose fra døren, det øjeblik jeg skal fortælle omgivelserne at jeg godt kan. Jeg vil til stadighed være bange, og det er mit grundstof. Angst.

Der er ikke nogen, der skal sige mig, jeg består af andet end det. Og jeg er bare et hylster, hvor engle og djævle kan kæmpe mod hinanden. Men hvad består til sidst? Det gør selve kampen.

Hertil og ikke længere.

21.5.2012.

* 

Det var ikke, at der var noget i vejen med dig. Eller at du syntes, andre fejlede noget. Eller at der ikke længere var plads til dig i verden. Du kan være lige, hvor du vil, som du vil. Du skulle ikke spørge, om du i det hele taget må være her. Du er her jo. Mange ting kan siges ”forkert”, men ikke uden at du kan rette det ind igen. På sporet. Kærlighedens spor. Du kan sige ”nå” op til flere gange, uden at gøre nogen uret. Du er endda kommet ind på seminariet, og måske behøver du ikke at få nogen børn. Hvis katten ikke kommer hjem, er du fri for den til vinter, men hvis den gør, vil du elske den ligesom før, måske endda mere. Kæresten kan sige hvad som helst, og han er stadig dejlig. Og Vestergade (i Århus) havde gadefest i dag, hvor der også er Melodi Grand Prix, håndbold- og fodboldkampe på tv, samt vist nok prisuddeling i Cannes. Altså… 26.5.2012.

Hvad hvis man er fyldt af kærlighed. Så det næsten syder og bobler. Bare sådan over små ting. En cykeltur f.eks. Hvad hvis hele livet giver mening pga. den cykeltur. Og man havde ventet på den i årevis. Hvad giver så mening i morgen, efter i dag? Åkander flyder på vandet. Ja, noget skulle jeg skrive, ved at kigge ud på vores grønne have i kolonihaven. Her er overflod af frodighed. Også i mit hjerte, er jeg næsten klemt ved ikke at sige noget til nogen. Jeg kender dagen. Jeg har lært min cykel at cykle. Og min pengepung giver afkast. Men allervigtigst; når man tænker kærligt – og jeg ved ikke, hvor det kommer fra -, så forsvinder man med et blad i vinden. Bare på de kolde dage er det dejligt at tænke på, man er let og luftig. Og aner nye højder og breddegrader. Intet kan siges for tit. Breddegrader, f.eks. Det ord har jeg sagt alt for lidt. Men når nu bladet ved mere om færd over jord, skulle man næsten spørge den til råds, og ikke mig. Jeg har intet råd. Dage er, hvor jeg tror, jeg sidder inde med den store mesterlærdom. Men så ser jeg nogen i fjernsynet sige, hvad jeg i det skjulte har tænkt, og jeg står – atter engang – ikke alene. Og slet ikke om at elske. Og hvor er det også nemt at skrive ordet ”elske”, eller sige det. Skulle vejen til kærlighed da betyde fem bogstaver? Næh, jeg spurgte faktisk bladet, der svæver i det fri. Han mente, Himmerige var nær. Men bagefter tænker jeg; hvor kan han (næsten) vide det fra? Jeg spørger ham igen; ”Er himmerige nær?”. Hvad skal han svare, tænker jeg. Svarer han ja, tror jeg ham måske ikke. Svarer han nej, bliver jeg bare så skuffet. Jeg vil ønske, han aldrig svarer. Og det lader til, han ved det. Svaret må han holde inde med, og dele med dem, der kan tåle at høre det. Jeg er for betændt. Har alt for mange lig i lasten. Og jeg vil heller ikke kunne holde det som en hemmelighed, hvis Himmerige virkelig er nær. Men hvad vil det egentlig sige, at ”det er nær?”. Kan man næsten række ud og gribe det i luften, da? Jeg skal ikke kunne sige det. Jeg stiller kun alle spørgsmålene. Endda om Jesu ligklæder i morges ved morgenbordet. Jeg vidste ikke, hvad ”Torrino – klædet” er. Og der er det med noget, man ikke ved, at man kan ikke bare ønske, at man vidste det, eller tro, at man ved det for at spille intelligent. Nej – det, jeg ikke ved, ved jeg simpelthen ikke, og deri er man ikke skyldig. Og man er ikke latterlig, fordi man spørger igen. Men se nu bare, nu svarer bladet mig, fra sin færd hen .over græsplænen i det fri: ”Jeg er helt fri”, siger han. Jeg kan godt se, han svæver helt let, ubesværet, lige derhen han gerne vil. Jeg spørger ham ikke dumt, om ikke vinden dirigerer hans retning, det ville være ondskabsfuldt. Nej, jeg tror, hans lethed skyldes ene og alene hans egen vilje til fremdrift. Endda retningen bestemmer han selv. Nu ved jeg det også. Jeg kan simpelthen se, at vinden lader ham være, så det er op til bladet selv at råde over naturens kræfter. Bladet tager kræfterne på sig. Og bevæges af dem. Det kan vi alle gøre. Vi skal ikke tro, andre skal bestemme vores færd og livsbane. En aftale hos en anden, forudsætter at jeg kommer frem. Hvem ved, om noget forhindrer mig undervejs? Kan der være en bule på cykelstien. En tung taske på cyklen, der fordeler vægten ulige. Kan der endda være tro på, at noget ulykkeligt vil ske, så det faktisk sker? Kan man tildrage sig, hvad man frygter allermest? Og hvad er så det værste? Ved at leve. Jeg vil mene, som sikkert den eneste, at det er frygten for det gode. At man ikke tør anerkende det gode, lade det tage ordentlig plads, men i stedet fejer det bort, affærdiger det gode, fordi man ikke har tillid til det. Stakkel, det menneske, for det får meget foræret, men opdagede det ikke. Et andet menneske opdager klart nok de gode ting, der hænder for det, f.eks. at en bil kører udenom i hensyn. Men han skønner bare ikke på det. Dem, som ikke ser det gode nogle steder, er måske indlagt med en depression. Eller også er han bare vant til ikke at forlange noget, så han venter ”bare” ved dagens slutning på, hvad der falder af til ham. Det gør næsten ondt at se på et menneske, der intet kræver af livet. Men det bør bestemt ikke gøre ondt på ham, og hvis han er let af natur, driver med strømmen, ser hvad der sker med den blotte nysgerrighed, kunne det da tænkes at være en smertefri vej at gå. Er smerte af det gode, eller af det onde? Men herre, i dag spiste jeg to chokoladekiks, og de ligger simpelthen så godt i min mave. Intet – ikke en krumme – af de kiks er gået galt, hvor de nu ligger. Ligefrem føler jeg kiksene som en form for renselse. Kan jeg da blive ren af at synde?? Chokoladekiks skulle være en fornøjelse, og kun hvis man tæller kalorier og føler sig uren efter et måltid, vil chokoladekiks være en belastning. For os andre, – jeg, der ellers har talt kalorier i årevis – er det nu en nydelse. Kun det. En tilføjelse. Supplement. Prikken over i’et. Vi har talt i årevis om synd. Et blog – indlæg kunne endda være en synd. Noget, man skal tage afstand fra. Noget, der aldrig skulle være skrevet, eller set, eller skulle have haft plads. Man kan foragte ting. Også for sent, som hvis man ser et nyhedsklip, man bagefter fortryder at have været vidne til. Kunne man anklage en tv – station for at synde? Jeg skal ikke gøre mig klog på den enkeltes regnskab. Når mit (eget) liv rinder ud, vil noget gå passé, det gør mig ikke særlig. Nogen kan måske smide en chokoladekiks ned på min grav. Men det er jo det rene pjat. Hvis alvorens time virkelig kommer. Hvis det, livet mest er, er alvor, så har jeg et problem. Jeg ler tit alvorlige ting væk. Det sagde en sygeplejerske også til mig: ”Når du er nervøs og omtaler noget alvorligt, begynder du at le”. Hvad siger det om mig, eller om mennesket? Det kaldes. Det kaldes noget, men er ikke noget. Det er bare ord. Når noget gør rigtigt ondt, nævner man det slet ikke for nogen. Og slet ikke en sygeplejerske. Man nævner det for sig selv i sit inderste, men egentlig ønsker man bare, følelsen går væk igen. Man børster tænder, går ud af døren, tror at når bare jeg kommer hen om det næste hjørne, går det straks bedre. Man kan endda tænkes at have ret. Men kære, et hjørne fra ulykke til lykke, det holder jo ikke. Skulle kærligheden ikke være blivende, evigtgyldig, vedvarende, kernen? Som en ædelsten i et af vore chakraer. Jeg kender livet. Ikke en dag går uden fortrydelse, og psykisk sygdom. Enkelte dage tænker jeg, jeg er rask, at jeg aldrig har været syg, at det er humbug og bedrag. At jeg nærmest bare blev indlagt ”for sjov”. Eller på (for) løst grundlag. Men nu som i dag, kender jeg bedre dagen og livet. Da cykler jeg, fordi jeg skal fra et sted til et andet. Jeg tænker ikke på, om ruten går op ad bakke, hvilken retning vinden kommer fra, om det begynder at regne, og hvor mange kalorier, jeg på turen vil forbrænde. Jeg tænker på dette Ene: At sige til min kæreste i morgen, hvor meget jeg elsker ham. Hvorfor ikke sige det til ham i dag (hvor han sikkert ringer hjem fra en døgnvagt)? Nej, for jeg elsker ham først i morgen. Sikke noget sludder, og du ved det godt. Ikke engang skriveprogrammet her vil godtage, at jeg ikke elsker ham i dag. Men det er simpelthen et udtryk for, at jeg skal passe på min kærlighed. Og i dag elskede jeg cyklen. Men bladet over græsplænen råber (nu) til mig: ”Passe på sin kærlighed, hvad mener du med det?”. Og jeg ser selv, det slet ikke holder, at jeg ikke kan elske min kæreste i dag, men først i morgen. Hans navn bare emmer af fred. Og hans hus har budt mig velkommen. Jeg sidder i blandt venner; hans cd’er, hans skjorter. Selvom han ikke er her, er han her. Jeg vil vide – og være blevet det klogere i dag – at det at skrive ordet ”kærlighed” så mange gange på en side, ikke dækker over noget. Jeg vil til stadighed skue indad mod mit hjerte, og måske er det det chakra,
der er det centrale. Jeg er ikke ene om at have et chakra, og ikke ene om at eje kærlighed. Jeg er tom for ord, her ved enden, fordi jeg har fyldt mit bæger. Til hvermandseje. 19.5.2012.

Det kom helt an på. Det kom an på det største og det mindste. Det rigtige i små ting, og store ting. Var vi ikke helst foruden det grå mellemlag? Ledte vi ikke, når alt kom til alt, efter ting i hverdagen, der ville slå benene væk under os. Røre os. Bevæge os fra et sted til et andet. Ville vi ikke gerne højderne, selvom der måske er dybt at falde? Jeg ved godt, hvor jeg helst ville falde. F.eks. herude på græsset i kolonihaven, hvor Lars lige nu slår græs. Så ku jeg lande blødt der. Og han kunne samle mig op, og skænke mig den kop kaffe, som man byder uventede gæster. Og jeg kunne være uventet. Bare dumpet ned fra himmelen på dette sted. Men på den anden side kan det jo være, at han har ventet mig. Eller bare håbet på at møde mig. Hvorfor løbe 10 kilometer, når man kan løbe 5? Åndssvagt spørgsmål. Hvis 5 (kilometer) er godt nok, hvorfor så forvente mere. Hvorfor vil mere mere? Havde vi ikke nok. Nogen beder om at få et arbejde, eller nogle penge. Andre (eller de samme) beder om at få et barn, blive gift, møde en at byde på kaffe. Nogen fik bare helt uden at bede om noget. Og nogen af dem takkede aldrig for de gaver. Og afsenderen – hvis det er Gud – vidste det godt på forhånd. At ingen ville takke. Men det skulle da ikke afholde ham. Der er nogen, der giver tonsvis væk, uden at få noget igen. Det hedder betingelsesløs kærlighed. Eller man har en givende personlighed. Måske en, der sætter sig selv bagerst, eller vil fremme de andres ve og vel, før han tænker på sig selv. Det nemmeste i verden; give den, der mangler, hvor vi andre kan undvære. Fortryllende. Jeg drikker min kop kaffe selv. For Lars ville slå græs. Jeg lander ikke ude på græsset som en uventet gæst. Han har allerede budt mig indenfor i sit hus. Måske hører jeg endda hjemme her. For hvor ellers? Tak for forummet, der gør det muligt for mig at skrive det her. Hvordan takke et internet. Eller et tastatur. Jeg kan kysse tastaturet. Men ville det blive glad (af den grund)? Den, der giver, skal man takke. Hvis man ikke giver, men ville ønske, at man gjorde, så starter man bare derfra. Med dag 1. Du gav mig oh Herre, en lod af din jord. For at jeg kunne så? Eller gro. Eller passe på grunden. Muldjord. Det emmer af liv, det ord. Skulle Gud da selv eje jord, som han giver os en lod af? Hvorhenne da? Men jo, selvfølgelig, vær ikke så dum. Men jeg vil hellere være dum. Har Gud ”jord”, eller har han ikke? Var han kornet før spiren. Mulden før regnen. Grenen før skuddet. Var han belæst. Uintelligent. Er han vittig? Jeg skal løbe de 10 kilometer. Men det er med oppakning, for jeg skal ikke slippe så let. Jeg vil gerne gå igennem noget, før jeg sejrer. Man tror, man vinder. Man stiller sgu op for at vinde! Hvem gjorde det lettere? Jo, vinden har noget at sige, samt niveauet hos de andre deltagende. Hvad jeg fik at spise en time inden løbeturen. Jeg skal givetvis ingenting i denne verden. Om noget gør ondt, går det jo over. Trøst kan man altid få. Fra uventet side. Fra en kop kaffe. En græsslåmaskine. En rolig nat forude. Men du har ret, jeg skal alligevel noget i denne verden. – Vil jeg da tro. Og tro bygger på forhåbning, man venter sig noget. Noget, man håber er godt. Man venter på det gode. Glæder sig over noget, der skal ske. Smiler over noget, der er veloverstået. Ovre med en smiley til slut. Man håber, at man er velkommen, der som man daler ned fra Himmelen og lander på et tilfældig græsplæne i et kolonihavekvarter. Faktisk håber man, man ikke ”tilfældigvis” er landet netop der. Faktisk håber man, der er en plads til én heromkring. At man kan bruges til noget, indgå i et fællesskab, være med til at bygge noget op, få noget til at gro. Man håber, man bringer fred. Det er, fordi man selv har oplevet ufred, og ikke ønsker for nogen at opleve det samme. Jeg kommer med en unik sammensætning. Kan din græsplæne godkende mig? Vil den mig. Ligner den mig lidt? Har den ventet mig der? Jeg ville ønske, jeg kunne spørge græsplænen selv. Men da jeg ikke kan det, må jeg have tillid til at min kæreste synes, det er fedt, at jeg er her, sammen med ham. Tillid. Det største i dag er, at jeg kan kende min skrift. Det er mine ord, jeg skriver, ikke en andens. Heldigvis er jeg original. Ingen læner sig ind over mig her ved computeren og dikterer, hvad jeg skal skrive. Ingen godkender det heller, før jeg sender ordene videre ud i verden. Et klik, og de lander hos en anden. Du, kære banan, som ligger der. Skal jeg vide, hvor du kommer fra? Hvorfor insisterer du hver morgen på at fortælle mig din oprindelse. Nu er du jo her. Jeg kender det godt, det med at dvæle ved fortiden. Derfor skælder jeg bananen ud, for han skal ikke gøre som jeg har gjort. Selvom han (bananen) måske slog sig undervejs hertil, ligger han jo her nu. Jeg kan ikke se på ham, at han er slået. Men han bliver ved at dvæle ved disse smerter, der jo for længst er ovre. Ved I, hvorfor? Skulle en fyring ikke afstedkomme en ny ansættelse? Hvis jeg hælder vin på gulvet i går (som jeg gjorde), tørrer jeg det da ikke bare op? Kan jeg måske i årevis fortryde at have væltet et vinglas? Du siger, jeg dvæler. Jeg kan ikke andet (kunne bananen sige). Og jeg kan godt se på bananen, at den faktisk ikke kan andet, jeg får næsten ikke taletid, så meget han har at berette om, som han har gjort galt, og siden resten af livet skal bøde for. Hvem taler om bøde, spørger jeg ham. ”Det gør jeg kun selv, men jeg er også alt, jeg har”. Du hører altså kun dig selv? Ja, for du plejer jo at tysse mig bort. Skræmmende faktisk at tænke på, at det er det, jeg gør (ved bananen). Jeg skal prøve igen. Mit forhold til bananerne er essentielt. De er så meget mig, på lige fod med musik af Bach, og filmen ”Tro, Håb og Kærlighed”. Ja, bananerne har dannet mig. Ved at behandle bananen dårligt, behandler jeg også mig selv dårligt. Kejtet, en mærkelig måde at komme omkring det på, at her er helt mørkt i stuen. Så optaget har jeg været af at skrive disse mærkeligheder, at jeg har glemt mine omgivelser. Jeg har skattet disse ord så højt, at jeg undervejs gennem skrivningen har gemt og gemt. Er det da mig, der går tabt, hvis teksten gik bort? Var jeg i disse ord. Var de mig. Hvorfra skal jeg ellers selv kende mig, end som hende, der skriver? Gør det noget, at jeg i kraft af Jer (som læsere) overhovedet eksisterer? Gør det noget, at jeg holder mit liv op mod Jer. At I bærer mig ved at findes. Gør det noget, jeg lægger mit liv helt og aldeles i Jeres hænder. Op til Jer at forvalte. Tænk, bananen har vendt sig i skålen. Den har aldrig gjort det før. Jeres tilstedeværelse gør noget ved den. Den tænker: Hun skrev om mig. Hun glemte mig ikke bare. Jeg var en del af hendes Skrift. Jeg er blevet udgivet. Jeg spørger den, om den vil trykke på den sidste knap, før blog – indlægget (dette) bliver offentliggjort. Den trykkede langt for tidligt, og jeg havde nær mistet det hele. Det er et tegn på livs iver. Det elsker jeg bananen for. Iver efter at leve. Fra denne sætning til den næste. Hele vejen ned over siden. Kan det hænde, at jeg kan undgå at spise ham i morgen tidlig? Men det kan hænde, at jeg spiser ham med glæde. Og da har Han tjent sit formål. Igen i morgen putter jeg banan på mit brød. Men hvilket brød. 12-05-2012.

Jeg har mødt min familie. De så ud, som de plejede. Jeg har mødt dem. Omkring et bord, i blandt nogle ord. Vi har udvekslet. Det er, fordi vi har noget tilfælles. Om ikke andet en hel årrække sammen i det samme hus. Under det samme tag. Vi er under det samme tag. For Gud er vi lige. Ligesom naboen, når han sammenligner sig med nogen. Alle er vi kommet af et liv. Til verden ud igennem en sprække. For at fødes. Ikke af den samme mor. Men af en mor. Ikke af en far. Dog imens Gud så til. Fulgte hver ve. Fulgte os ind i verden. Som Han følger os ud af den igen en dag. Jeg har ikke tænkt mig at være sentimental. Men mange ting lykkedes i dag. Måske fordi jeg bad om støtte, inden familie mødet skulle finde sted. Hvorfra skulle jeg vide, hvorfra de gode ting kommer? Men jeg ved det godt. Ligesom dagens konfirmander i kirken i dag burde vide det. Men burde.. Var jeg selv overhovedet voksen nok dengang (jeg selv blev konfirmeret) til at kende mit ophav? Nej, faktisk ikke. Jeg sad og istemte det, de andre gjorde. Det var min måde at være med på. Jeg sad på en plads, som de andre. Havde vel kun bestemt min egen frisure. Ikke om Gud ville frelse mig eller velsignelse mig, eller om han ikke ville. Vi tror, vi har magt. At har vi bestemt vores egen frisure, har vi en stemme. Vi danner verden omkring os. Selvom vi blev båret til verden af en anden. Hvornår fik vi vores egen stemme? Hvor meget kan vi bruge den? Hvis Gud ikke velsignede mit møde med min familie i dag, hvem gjorde da? Hvis ikke det var Hans hånd, der var ”inde over”, ved jeg ikke, hvis det var. Det bekymrer mig. At jeg fik i overflod. Hvornår skal jeg siden bøde for denne foræring? Hvornår ragede jeg bare til mig, uden at takke eller sætte pris på. Hvornår tog jeg lykken for givet, hvor den blev mig givet? Simpelthen blev ført af en anden hånd! Et helt andet menneske har bestemt, at jeg skulle være her. Jeg havde intet at skulle sige. Opstod på en foranledning. Fordi nogen ville det. Tak for livet. Ikke nok med at man blev født, men nogen fulgte også en videre på vej. Er det givet? Påkrævet ja, men givet? Hvorfor ikke bare lade et barn ligge, når det græder. Det holder vel op på et tidspunkt. Nej, man handler på barnets behov. Det trænger, og man giver det det, det trænger efter. Det mangler, og får. Så utroligt smukt. En udveksling, til det fælles bedste. Medmindre barnet kræver helt utrolig meget, som man næsten ikke har kræfter til at give det. Og det dermed bliver en belastning, snarere end en tilførsel. Hvem smilede ikke igen, hvis barnet smiler til en? Hvem kan undgå at forme sine læber, trække rynkerne i et smil, da? Hvorfra kommer smilet, hvis ikke fra et barn. Jeg har undgået børn. Jeg troede ikke, de kunne lide mig. Jeg troede, jeg var dårlig til børn. Sagen er bare den, at jeg aldrig har fået prøvet det af. Jeg er aldrig blevet prøvet i børn. Ingen har spurgt mig, og ingen har bedømt mig. Kun jeg selv har tænkt mig for ringe til en sådan position. Ting vælter ned fra himlen. Nogen kalder det ”gaver”. Berigelse. Livsbekræftende, meningsdannende. Udenfor er de røde mursten på nabobygningerne utroligt smukke op af den dybt, mørkeblå himmel, her til aften. Ikke i går, men i dag. Det er min mening med i aften; at se netop det. Jeg drejer mig på stolen, strækker mig for at nå. Jeg skal nå at se lyset i skumringstimen. Jeg er utrolig dårlig til at skrive. Men jeg prøver at finde mening i det alligevel. Det rækker måske, på niveau med andet på bloggen. Hvem dømmer, om det skrevne rækker? En anden ville have omtalt emnerne anderledes. Det at fødes, få børn, se aftenhimlen. Jeg er kun udstyret med disse ord. Ikke naboens ord, eller dine (læser). Dette var mit bidrag. Ligesom jeg køber noget i supermarkedet i morgen, og på den måde udveksler, sender jeg nu disse ord ud i verden til udveksling. Sætter ord i spil. Rykker min brik på brættet, tager mit træk. Fra min position. Gør i alt kun netop det, jeg i den givne situation kan gøre. Som at elske min familie i dag. Som det naturligste i verden. Som det nemmeste træk på skak brættet, hvis et sådant findes. Jeg kunne have sagt ”bussemand” og endda sige det med kærlighed. Intet gik jeg galt med til det selskab. Jeg forsvinder lidt fra aftenhimlen. Jo mere jeg skriver om kærlighed, des mindre bliver den. Sådan bør den slet ikke omtales. Måske bør man aldrig udtale den. Ordet ”elske” kunne måske helt udelades. Hvad om jeg gav dig et stykke brød i stedet. Eller et stykke klæde, eller en 200 kroner seddel (som mor faktisk gav mig i dag). Hvad om jeg viste dit værd på en anden måde. En let berøring. Et spørgsmål med interesse. En bid mad. Hvad om vi skulle omformulere kærlighedsbuddet. I en helt anden retning. Hvis en svinsk tanke var en velsignelse. Og et skub i bussen var et gode. Kære Talibanere eller andre krigere (som jeg ikke har nok forstand på). Kæmper vi om Jesus eller den rigtige Gud, eller rettigheder på jorden. Eller kæmper vi for at have kærligheden hos os. Ønsker vi ikke bare, at det var os, der havde kærligheden. (Selvom vi har mærkelige måder at vise det på). Ligesom man ønsker at kunne svare rigtigt på et givent spørgsmål, fordi man ellers føler sig til grin, føler sig ringe eller uintelligent. Lige så vel ønsker vi at elske andre på den mest rigtige måde. Bede en bøn på den mest rigtige måde. Måske besøge kirken for på den rent fysiske måde at nærme sig Gud. Men er han (overhovedet) der? Skulle vi ikke hellere søge på kirke – gården, eller på en sten, der står hugget ud. På de ord, der står skrevet på stenen, eller på den blomst, der er plantet tæt op af stenen. Skulle vi ikke lede i – vores køleskab, efter den rette føde. En måde at tilfredsstille behov og ønsker for sundhed og et godt liv. Eller i vort klædeskab for at vise verden det bedste af os. Ingen har kigget på et nodepapir. Hvad med alle de noder, der ikke blev skrevet. Som folk går og holder inde. Hvad med det, familien i dag ikke sagde. Kunne den ømmeste erklæring ikke være i tavsheden, måske? Jeg kiggede væk, da vi skiltes. Der var noget blufærdigt over at skulle tage afsked, synes vi måske alle. Det var det eneste tidspunkt, hvor det blev lidt krampagtigt eller akavet. Og deri er blot vores svaghed. Alt det, vi ville sige hinanden i den afsked, kom til udtryk i kejtethed. Gudskelov at vi kan være kejtede sammen. Stå lige over for hinanden på den måde. Tænke det som en åre, der er gået videre fra generation til generation, nærmest gennem kødet eller blodet, fra forælder til barn. Som om man næsten har arvet viljen til at ville det gode for hinanden, men ikke helt redskaberne til at praktisere det ud i livet. Derfor satte jeg mig hos min far. Og alt, jeg før har kritiseret ham for, lå som en påmindelse indvendigt. At i dag måtte jeg ikke gå fejl. Jeg har ham ikke altid. Kødet blev os til deling. Vi har endda samme blodtype. Jeg kan ikke her ved dagens slutning beklage mig over uoverensstemmelser eller ting, der går mig på. Hellere vil jeg takke. Verden for at være, som den er. Jeg, for at være i den, som jeg er. Gud, for at være bag den, som Han er. Men helst takker jeg blomsten ved graven. Det er, fordi nogen har villet, den skulle gro der. Netop der. Der, hvor ingen forventer liv. Pryd du din sten, min Skat. Stenen forgår, men ikke du. Trolig ranker du dig op, og kommer igen år efter år. Nogen har spurgt mig, hvorfor. Men jeg siger bare til dem, de ikke skal spørge. Hvem spørger Jesus, hvorfor. Og svarer han ikke altid som en blomst. Som tegn på liv og frugtbarhed. En vilje til at overvintre, komme igen. Spørg hellere blomsten. Den vil sikkert remse en helt masse op. Men det er, fordi den sår sig selv. 04-05-2012.

Jeg har ikke mulighed for at kende dig. Og da slet ikke til fulde. Jeg kender mig selv bedst, men ikke engang det. Jeg involverer mig halvt, af angst for at tabe mig selv. Vi mister alle dele af os selv indimellem, som vi så senere må samle op igen. Tro er et spørgsmål om at håbe det bedste. Jeg blev våd på cykelturen, fordi jeg ikke købte tøj i H&M, som jeg var lige ved at gøre. Jeg skiftede bare bukser, da jeg kom hjem, og det gjorde ikke engang ondt. Jeg brugte godt nok mange penge på dagligvarer, men ingen af dem kunne vi undvære. Og spildt mælk.. spildte indkøb. Mad, man alligevel ikke får brugt. Hvordan kan jeg se tre dage ud i fremtiden, og sige; det mad får vi aldrig spist? Hvem ved, hvor man skal sove i nat. Herre løs. På rejse. Ok, jeg bor her. Lige ved siden af dig, som sidder inde i stuen. Jeg bor her op af dig. Ok, jeg prøver at involvere mig helt. Lige som investere noget. Give noget ud for at få noget andet igen. Men sådan er betingelsesløs kærlighed slet ikke. Da skal jeg ikke forvente noget igen. Som da regnen piskede ind på mit ansigt, og jeg tænkte; når bare jeg cykler hurtigt, går det sikkert over. Jeg skal ikke forvente noget af regnen. Mit åndedræt er, som det er, jeg kan ikke presse det ud over dets grænse. På et tidspunkt får jeg ånde – nød, og hvem skal næsten hjælpe en der? Ligesom mit sind har en grænse, dog usynlig som sindet nu er. Så ingen aner uråd. Rie, hun klarer sig. Jeg – inde bag ”Rie” – klarer mig, men jeg er samtidig maskens mester. Det er der engang en, der har sagt til mig. Jeg ved ikke, om det handler om mit horoskop, eller om hun var clairvoyant eller healer. Men maskens mester er jo inde bag ved hele tiden. Skulle jeg da have sagt et ”falskt” ord i dag? Skulle jeg have ikke – ment halvdelen af det sagte? Var mit smil forkvaklet, underdrejet, lunefuldt? Da var jeg utro. Jeg klædte mig i mørkt tøj i morges. Dvs. der lå et sæt lyst tøj og et sæt mørkt tøj. Og med det lyse tøj ville jeg signalere uskyld, mildhed, men også barnlighed. Med det mørke tøj ville jeg vove mere, gå hvor jeg ikke lige før har trådt. Der var ingen af os, der kunne forstå, hvorfor jeg skulle være så fin i dag. Det var nærmere en prøvelse fra min side. Og hvis den største af livets udfordringer ligger i at iklæde sig noget bestemt sæt tøj.. Herregud, hvem kender da egentlig smerte? Det gjorde ikke ondt at have sort undertøj på. Det ville ikke have gjort ondt heller at bære det hvide undertøj. Det var et valg, jeg stod over for, som ethvert andet valg. Jeg kunne iføre mig en rolle, en maske, noget tøj, og derved signalere noget bestemt. Jeg kunne umuligt sige, hvad, det måtte andre vurdere. Det var, som da jeg fik krøller i håret, og derved troede, jeg fik mere pondus, eller bedre kunne optræde, eller bedre kunne et eller andet i verden. Fattigt, må man sige. Skulle ens hår bære ens hele styrke, da? Jeg ser nu ud, som da jeg var 19, og vejer endda det samme. Hvis jeg snart bliver gravid, vil jeg blive det på samme betingelser, som sidste gang. Jeg er ikke 19. Og vægt og hårfrisure er ydre ting. Hvad jeg indadtil har lært over 20 år, afspejles ikke i mit ydre. Hvad tror du, der gemmer sig bag et hår? Frygt? Hvor skal jeg gemme mit mod, så ingen ser det? I tasken? Hvor skal jeg gå hen som det sidste sted på min rejse? Hvor jeg begyndte? ”Du, der bærer verdensrummet dybder”, du må kende mine skridt. Ja endda før jeg går. Og du ser ind bag maskerne, ser min sjæl stå ren. Jeg har nu brugt mange ord på at skildre ydre ting. Hvordan skal jeg – med ord – skildre det dybeste? Alle afkrogene, det der gemmer sig. Hvorfor skal  man helst vende vrangen udad, ifølge mig. Hvorfor skal hver en sten indeni rulles rundt, så bagsiden bliver synlig? Det er for at gøre sig ren. Det er svaret. Bag noget, der har ligget længe, er der sikkert snavset. Og hvis jeg ikke siger de svære ting højt, hvem gør så? Må min kæreste vide min dybeste hemmelighed? Ja, men den hænger til tørre på tørrestativet, lige til at lægge sammen, på plads. Jeg er blot et klæde. Jeg går kun op i rynkecreme (anti-), og mørkt eller hvidt tøj. Hvis jeg var en bog, havde bogen kun en side. Hurtigt overstået. Du siger til mig, det klæde på tørrestativet er smukt. Jeg undrer mig. Jeg ser selv, at det er det klæde, jeg helst tager på. Det, jeg tvivler mindst på vil klæde mig. Jeg iklæder mig mig selv. Af alle vil jeg helst være mig selv. Jeg har engang købt et stykke tøj i H&M (ikke for at gøre reklame), og det lyser op i hele stuen. Fattig som jeg er, tror jeg, det klæde gør mig rig. Når bare jeg har det stykke tøj på, kan jeg gå hvor som helst. For det fremhæver mig, og danner mig, og afgrænser mig. Og nogen på gangen nede i Storcenter Nord (et indkøbssted i Århus) kigger længe og indgående på mig, ja deres blikke ligefrem danser op og ned af min statur. Og der går de og tror, hun er noget særligt, hende der. Men der tager de grueligt fejl. Min røde trøje er, hvad der er særligt ved mig. Jeg siger til dem: Lad være at kigge på mig. Men jeg går selv forbi et spejl i en butik, og mit blik danser op og ned af min krop. Det er ligesom mit blik og trøjen har en alliance. Jeg forstår, at jeg forblænder folk, og tager trøjen af. Inden under trøjen er jeg lille, og jeg fryser. Jeg sidder stille på gangen i Storcenter Nord. Jeg elsker ellers Storcenter Nord, bare ikke i dag. Jeg ser børn danse op og ned af et legestativ. Og fatter ikke at deres forældre ikke bliver bange for, at de falder ned. En dag får jeg selv børn. Jeg er naiv. Jeg er gået disse skridt, for at vise et barnligt træk. En, der ikke tør tage ansvar, og er bange for at involvere sig helt. Jeg står i kirken og synger til en bisættelse; ingen synes, jeg er for lidt der, eller mangelfuld på nogen måde. Jeg har i årevis tænkt på ordet ”ansvar”. Jesus bruger det vel aldrig? Er det i sig selv positivt ladet? Er det, hvad man bør opnå i livet? For at lykkes. Jesus bukker under, under korset. Kan ikke mere. Jeg lægger det fra mig, tænker han. Gid der var en anden, der kunne hjælpe mig med dette tunge kors. En anden træder til. Det kunne være hvem som helst, og er det vel. Jeg er hvem som helst. Bare hende i den røde trøje, blandt de andre på gangen, der har forskellig farvet tøj på. Jeg er bare en brik, en rød brik. I et skak spil ville jeg være rød. Hende den røde, der går ind og vælter alle de andre. Skubber de andre, så de falder. Tager deres mest geniale træk, og gør grin med det. Det er fordi, jeg vil på banen for enhver pris. Fylde linje efter linje med et ”jeg”. Jeg det, og jeg det. Det er, fordi jeg gerne vil ses. Men jeg blev allerede set. Jeg blev ud set. Men ingen tror, at jeg bare hænger på tørrestativet til at tage på. De tror, der gemmer sig noget bag min marscara. Kun jeg ved, hvad marscaraen kostede, og hvordan jeg tager den på, for at gøre mig pæn. Jeg gør ligesom min nabo, hun sminker sig også. Skulle der være noget i vejen med at gøre sig pæn? I morgen tager jeg mine ord, kaster dem op i luften, og griber dem igen. Det kan man godt med ord, nemlig. Jeg taber nogen af dem på gulvet. Shit, dårligt kast eller dårligt grebet. Jeg taber for længst skak – spillet, og som jeg sidder og fryser nede i Storcenter Nord uden den røde trøje på, er der vist kun en ting at sige om mig: Hun kæmpede. Hun kæmpede, ligesom dem der var ved at græde nede til bisættelsen i dag, hvor jeg sang (som kirkesanger). Det var, fordi hun ikke kunne holde sig selv tilbage. Og hun flød over. Det er, når nogen råber: ”Se, en tåbe, der går der”. Jeg råber tilbage: ”Se, en tåbe, der går her”. De bliver forskrækkede der på gangen, over at jeg tog til genmæle. Men det var nu nærmere en falliterklæring. Her går en rød trøje og bløder. Men blodet kan ikke ses. Se længe, men se hellere bort. 26-04-2012.

Jeg vidste ikke, hvorfor smerten skulle bide i maven. Hvorfor lige der? Hvorfor sad den ikke som et fnug på min trøje, så jeg kunne vifte den af? Hvorfor ikke et sted, hvor man kunne se den. Så kunne man kalde den et eller andet, og måske endda gå tur med den (..). Hvorfor ikke et sted, hvor jeg kunne se den (i øjnene)? Hvordan formulere smerten i maven med hænderne foran tastaturet? Hvordan skulle den finde vej derhen? Mine hænder er så fattige. De forstår kun at skrive ordet s m e r t e. Med seks bogstaver. Mere kan de faktisk ikke. Min mave er rig på uro. På alle mulige overraskende tidspunkter, når man mindst venter det. Ligesom en angst, der driver ind over én og ler ad én, som siger: ”Ha, det havde du nok ikke regnet med”. Som noget, der kommer bag på en, overgår en. Som en gammelkendt ven, der kommer på besøg. Uventet og ubelejligt besøg. Forfattere over hele verden har beskrevet det tusinder af gange. Det samme fænomen. Vi går jo alle med de samme ting, og er vel dele af eet hele. Vi vedkommer hinanden, vil hinanden. Ved svingdøren holder vi døren tilbage for den næste bag os. Sådan er vi som mennesker. Når kærligheden kalder på, at vi reagerer på noget, reagerer vi på det noget. Helt instinktivt. Nogen bekriger hinanden, men jo ikke i længden, det kan de slet ikke holde til. Inderst inde vil vi vort medmenneske det bedste. Men ikke altid gør vi det bedste mod dette medmenneske. Det er ligesom når min mavefornemmelse siger mig én ting, mens mine hænder skriver noget helt andet. Som om der ikke er forbindelse mellem de forskellige led. De forskellige viljer eller drifter. Min mave gør ondt. Det er på en psykisk måde og betyder ikke vanlig fysisk smerte. Jeg har da ikke bestemt, at jeg her til aften skal være angst eller udsat. Det er ikke en beslutning fra min side, endda ikke for at lære af angstens veje og natur. Kunne jeg bare have kaldt den noget andet, var jeg måske aldrig blevet en del af det psykiatriske system. ”Uro”, ”nervøsitet”, ”ufrit følelsesliv”. Måske var jeg da i stedet endt på universitetet! Men der er ikke et fag (på universitetet), der hedder: ”ekspertise i følelser”. Satans også, det kunne ellers have været fedt. Jeg er jo ekspert (på det område). Vi andre må gå i det skjulte, med en erfaring, vi kun selv kender til. Og andre på fortovene ser godt nok vores blikke, studser måske engang over blikkenes dybde. Det siger dem noget om, at de ikke skal spørge ind til os. Hvad der plager os. Vi spørger nemlig allerede selv om, hvad der plager os. Og vi forstår ikke vores undergrund. Hvad dannede os den årle morgen. Hvorfor var der ikke bygget et ordentligt fundament under vores opvækst. Hvad havde skubbet os på afveje, væk fra den naturligste livsbane. Hvorfor endte vi i grøften, på sidelinjen, når vejen lå lige ved siden af? Hvorfor måtte andre tage de skridt, vi havde tænkt os at gå. Eller drømt om at gå. Derfor går jeg i dine fodspor. Fordi jeg ikke kunne gå i mine egne. Du banede en vej, og jeg kunne trygt betræde den samme vej, lige efter dig, der hvor du havde trådt. Der var nogle gange mudret, og jeg faldt også indimellem. Men så vendte du dig (bare) om, og hjalp mig på fode igen. Tænk, at du udstak en vej for os alle og én. Jeg gik en dag, hvor jeg ikke før havde gået. Det var, fordi jeg var på af – veje. Pyha, jeg var helt svimmel og forvirret. Ingen havde gået den vej før. Ingen retningslinjer nogen steder, intet lys forude, jeg kunne pejle efter. Intet menneske, der forude råbte: ”Kom, her er jeg”. Men det var (heldigvis) kun en stund. Nu er jeg aldrig længere ”svimmel”. Ikke som da jeg for 15 år siden pjækkede fra undervisningen på Kunstakademiet – ikke for at have noget bedre at lave. Vildt mærkeligt faktisk. Så løb jeg en tur, eller gik ned og handlede ind, som om ingenting var i vejen. Og jeg skulle have været i skole.. Så blev jeg lidt svimmel, faktisk. Ude af trit med mit egentlige tråd. Ude af føling med min inderste vilje. – Som jeg nu ved, vil mig det bedste. Det bedste var at pjække. Det bedste var, hvad der skete. Intet galt i min livsbane. I nogens livsbane. Vi gjorde netop, det vi kunne på daværende tidspunkt. Hverken mere eller mindre. Jeg kunne ikke både være på Kunstakademiet og hjemme. Jeg kunne ikke både have udviklet sociale færdigheder til at deltage i undervisningen på lige fod med de andre, og så samtidig have trang til at isolere mig derhjemme. Jeg måtte splitte mig i halve stykker. Det gør de fleste måske. Det viser sig sikkert, at jeg bare er som alle (I) andre. Bare. Være som de andre. Du gør ligesom ham der henne, så falder du ikke udenfor. Du går, hvor hende der går, så er du ikke alene på din vej. Du køber det samme i supermarkedet som de fleste køber, for så er du en del af en trend. Vi efterligner hinanden overalt. Ser jeg en i en gul bluse, får jeg lyst til en dag selv at tage en gul bluse på. Vi inspirerer hinanden. Jeg ved nu, at jeg ikke kan klare mig selv, helt alene. Jeg er afhængig. Jeg lægger mit liv i en andens hånd. Og jeg tager hans liv i min. Jeg er ikke uden supermarkedet. Uden de handlende. Uden nyhederne i tv. Jeg er. Ja, men det er vi alle. Gaden har villet mig i dag. Jeg kunne se fortovet længes efter at lægge grund til mine fødder. Jeg kunne mærke min cykel støttede mig. Hvad siger det om et socialt liv, at gaden vil en noget? Det siger, at alt er afhængig af alt. Uden Et Hele er vi ikke en del i os selv. Jeg lægger til grund. Jeg gør. Ligesom fortorvet før. Jeg spreder mig helt ud med armene ud til hver side og spredte ben. Det er en fed stilling at slappe af i. Selvom den også er alt for blottende. Jeg gør bare som Jesus. Jeg synes både, hans navn er flot, og hans kjortel er stilfuld, og hans ord er kloge. Jeg følger – dig – Jesus. Må jeg? Næsten som en bøn. Jeg er ikke god til at ligge, må jeg i stedet rejse mig? Må jeg gå skridt fremad, hvor du ikke i forvejen er gået? Må jeg gå min egen udstukne rute, som ingen hverken før eller efter mig går? Må jeg gå i mit eget tempo, selvom Du gik hurtigt? Må jeg indimellem gøre som dig, bare gøre det samme som dig, for at føle mig tryg og på sikker grund? Hvad kræver du af mig; at jeg går stille, sikkert, med iver, eller med skam? Hvordan gik Du her, Jesus? Kan jeg spørge. Han svarer mig (som altid): ”I dine spor”. 18-04-2012.