ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Der skete det heldige her til aften, at jeg fik muligheden for at forære en ung kvinde en tyver i bussen, da jeg overhørte, at hun havde glemt sit klippekort. Hun var så bange for, at der ville komme kontrollør, at hun var parat til at stå af ved næste stoppested, da hun heller ikke havde kontanter, hun bare kunne bede chaufføren om at veksle. Det gav mig netop 10 sekunder til at tænke mig om, kigge efter i min pung for kontanter, opdage at jeg rådede over en tyver, og så forære hende den. Bagefter skulle vi, som tilfældet ville det, sidde lige bag ved hinanden. Kvinden og hendes veninde havde før sludret højlydt, men nu var de helt tavse. Jeg tænkte; denne situation er lidt klemt, så jeg står bare af ved Viby centret, så kan jeg handle lidt der. Så skal vi ikke længere sidde i denne mærkelige hensyntagen til hinanden. Allerede da jeg gik op mod chaufføren (som jeg jo elsker at sige: ”Tak for det” til), kunne jeg ane bag mig, at de satte i gang med en samtale igen. Alt var, som det skulle være. Jeg spekulerede bare på, hvorfor jeg ikke kunne være blevet siddende på rækken foran deres, og bare udholdt at have gjort en såkaldt god gerning. Og hvorfor udholdt de ikke at sidde bag ved mig, som havde gjort dem en tjeneste? Fortsætte deres frimodige snak og tone. Jeg kalder det angsten for det gode. Lidt senere, da jeg så stod ved busstoppestedet på vej videre hjem, spurgte en fyr, om bussen ”går til Risskov på denne side (af vejen)”, hvortil jeg kunne svare: ”Ja, det gør den”. Derefter sagde han mig ”Tak”, og igen kunne jeg ligesom ikke glemme, at vi havde så fin en kommunikation. Tænk, så heldigt, det var, at jeg kendte vejen mod Risskov, fordi jeg tager den bus hver eneste dag. Og bare kunne hjælpe ham, ved at sige ham fire korte ord. Jeg blev så stolt og på samme tid blufærdig, at jeg helt overså, at han røg mig lige ind i ansigtet bagefter. Det gjorde mig ikke det mindste! Da jeg så – pga. noget hoste, jeg har for tiden, som lægen dog ikke anså for noget alvorligt – tog tilløb til at sætte i et ordentlig host, holdt jeg endda det host tilbage, fordi jeg skønnede, manden måske ville tro, han generede mig med sin røg. Hvad kalder man det? Man kalder det angsten for det gode. For at det gode skal forsvinde. I den ene situation måtte jeg gå, fordi vi opførte os akavede over for hinanden. I den anden situation blev jeg, koste hvad det ville.
8.9.14.

Det var, som om vi var uden noget. Uden drivkraft, fremdrift, inspiration. På badmintonbanen, altså. Og hvad gjorde det? Når vi nu alligevel jog hinanden rundt i manegen. Og fik rørt kroppen til fulde. Du skal ikke være ked af det. Selvom du skulle afvikle en telefon samtale, som du bestemt ikke glædede dig til. Du spillede simpelthen som en, der var bange. Tøvede i dine slag, – ja ikke alle, men du spillede som en, der var ramt. Jeg skulle til at sige til dig, at det eneste, du bør være bange for, er dig selv. Alt det, du frygter ude i verden, personificeret i f.eks. et andet menneske, er sider af dig selv, som du ikke ønsker at blive konfronteret med. Alt, du burde frygte var – dig selv. Du skal ikke lære mig om livet, Rie, siger Lars måske så. Jeg kan godt selv gå ad min vej. Og da jeg kom i snak med en fra omklædningsrummet, vidste jeg, at jeg allerede var et andet sted. Videre, uden at tage noget af dit åg på mig. Mine skridt førte mig ind i kvindernes omklædningsrum, og dine ind i herrernes. Vi har tanker hver for sig. Og også køn hver for sig. Du spiser anderledes end mig, skriver anderledes. Men din frygt kunne jeg kende, som var den min egen. ”Uinspireret”, kaldte jeg os bagefter spillet. Hvad bilder jeg mig ind? Og er det ikke ligegyldigt, hvilket humør man er i, mens man spiller badminton? Jo, men ting kommer ligesom frem i det rum, man kan ikke skjule sig længere. Det er totalt blottende! Jeg er omkring alle mulige følelser undervejs, af at være fej, hård, ydmyget, spottende. Ja, jeg ville helt ærligt ønske, at jeg under spillet kunne hæve mig en smule, og se det hele lidt ovenfra. Det ville hjælpe på moralen, sådan på verdens plan…Du syntes, jeg gav dig for mange point, og mig selv for få. Du tror, jeg dækker over noget, får medlidenhed med dig, og forærer dig oplagte chancer. Men det gør jeg nu ikke. Jeg er kun bange for at komme i kontakt med kynisme, overlegenhed. Og selvom det er to elementer, vi alle indeholder, måske på hvert vores felt, så irriterer det mig, at lige jeg skal indeholde dem. Du skal ikke sige undskyld. Jeg skal ikke bære over med noget. Ja, ingen skal bemærke noget fra dagens kampe, andet end at alt var, som det plejede at være. Vi svedte, fik motion, råbte lidt, blev lidt irriterede på mændene på banen ved siden af. Ja, hallen så jo også ud, som den plejede at se ud. Hvad var da i vejen? Der er bare det ved det, at jeg undrer mig. Jeg tager det ikke for givet, når vi tager lidt ligegyldigt på spillet. Det skal gælde noget. En slap tilbagelægning regner jeg ikke for noget. Vi skal sparke, slå, falde undervejs. Vi må ikke give op, blive slappe, give køb på noget. Vi må aldrig tage ligegyldigt på livet. Det skal gælde selv døden. Du skal ikke sige, at sommeren gik fint eller at vejret var godt (hvilket du heller ikke har sagt). Du skal sige, at vi gjorde det godt, mens det var sommer. Under dette års sommer sejrede vi med det og det. Vi er ikke kommet for at ligge på den lade side. Eller se passivt til, at begivenheder foregår for øjnene af os, uden at vi deltager. Du skal bemærke dette: Hævn kan man godt tage i badminton. Men ikke i livet i øvrigt. Der er ikke noget, der retfærdiggør, at man gør gengæld. Særligt ikke med ”onde” eller ugunstige kræfter. Man kan have holdninger til ting, have egne værdier, som man holder på, og kæmper for, helt i orden. Men man kan ikke have ret. En anden vil altid stå på sin ret, og hvem af os har så ret? Du skal ikke spørge, hvorfor jeg vandt de fleste gange. Det er, fordi der ligger noget selvfølgeligt i, at jeg har spillet mere end dig op igennem mit liv, gået til træning som barn, spillet turnering, lært forskellige slag fra bunden. Der er vilkår, der er uomtvistelige? Nej, du skal derimod spørge, hvorfor det så alligevel føles, som om du vinder. Men det er så indlysende, når nu dit virke består af et langt sejt træk, hen over himmelen og jorden. Du indeholder vulkaner og storme. Og alligevel er du bange for netop disse træk. Vær ikke bange. Men hvem er jeg, der taler om at skille vande og slukke ildebrænde, og stilne storme? Jo, jeg er dit modspil. Dit kvindelige modspil. Og næste mandag til badminton er vi ikke bange, men opfyldt. Men dem på banen ved side af skal selvfølgelig være enige. Og i sidste ende er det hele vel op til Gud? Men se, Han spørger – os. 4.8.14.

Man formår det, man formår. Man har ikke uanede mængder kræfter, og vi er nogle, hvor træthed udmynter sig i vrede. Derfor tager jeg ikke med i biografen i aften. – Skønt jeg holder af de mennesker, jeg der ville møde. Jeg kan ikke være vred før biografen, inde i biografen, og når jeg bagefter tager hjem. Jeg skal tidligt op på arbejde i morgen. Og selvom du tror, jeg ikke kan forvalte min aften, og måske ærgrer mig over mit afbud i stedet for, så tager du fejl. Jeg kan udmærket være ikke – vred herhjemme, og have det godt med det. Jeg bliver meget hård, og kalder det for ”livslede”, som jeg føler. Det betyder egentlig bare, at jeg ikke glæder mig til noget i min nærmeste fremtid. Ja, tværtimod tynger opgaverne mig allerede. Jeg kan ikke se mine fødder gå inde ved cinecity (biografen) klokken ni senere i aften, så derfor placerer jeg dem i stedet for herhjemme. Jeg kan ikke se mig cykle derind, tage bussen derind, eller gå derind. Altså; hvordan skal jeg så komme derind? Jeg kan ikke forestille mig hyggesnakke på en cafe, en time før filmen starter, netop fordi jeg jo er i underskud lige nu. – Skønt, det er mennesker, jeg gerne vil sludre med, – en anden gang. Du tager fejl. Selve beslutningen om ikke at tage med, har jo frigjort fornyede kræfter. – Til f.eks. at skrive det her. På lørdag vil min mor spørge, hvorfor jeg ikke var med i biografen, når vi omtaler filmen over for min bror og hende, fordi min bror i dag nævnte, han havde set den. Og til det vil jeg svare: Hold dog op! Jeg har samme grund, som du har mor, når du skriver, I tager toget til Aarhus, fordi I ikke magter at køre i bil selv. Er det så underligt? At skulle forsvare over for andre, hvor lidt eller mange kræfter, man har til sine gøremål, virker helt absurd. Er man træt, har man jo brug for at lægge sig. Ikke kaste sig ud i endnu flere gøremål. Starter en film inde i biografen, og man fra starten ikke er oplagt til film, ja faktisk bare hellere ville sidde derhjemme i sofaen, skal man jo sidde derhjemme i sofaen! Det er givet, at nogle har brug for mig derinde. Eller gerne så, at jeg var kommet. Og bidraget til fællesskabet. Det sagde jeg selv først på aftenen: ”Jeg kan ikke være bekendt at blive hjemme i aften”. Men jeg er det bekendt. Når timerne, der kommer forude, er så præget af ulyst, at jeg næsten væmmes, og ønsker mig et helt andet sted hen, så er det på tide at kigge på andre alternative muligheder. Kunne man få en anden aften, end den planlagte? Du, mor, du skal ikke dømme mig på, hvad jeg når. Eller ”kan klare”. Du, ven, du dømmer mig måske på, at trætte er vi jo alle. Du kæreste, du skal have tak for selv at tage derind. Og hvad er ”en god aften”? Hvem skal dømme, om Gud er her eller der? Men han er ikke her. Det er det, jeg vil sige. Ham imod. 26.6.14.

Der er sket det, at min far er blevet syg. Egentlig startede det som et maveonde, og alle prøver viser ingen tegn på, at noget er galt. Men det kniber med energien, siger han. Og jeg kan høre på hans stemme, at han er ramt. Ja, det gør, at jeg tænker stakkel om ham, og får ondt af ham. Faktisk mærker jeg ham tæt på mig, selvom vi ikke ses. Og det er så min pointe. Hvordan er man den gode datter? Er man det, hvis man besøger sin syge far en gang om ugen? To gange? Ringer hver dag? Hver anden dag? Hvordan skal vi måle det at være det gode barn i sine forældres øjne. Ja, helt klart nævnte min far lige, at min bror lige havde været for anden gang på en uge. Det klantrer jeg ikke min far for at sige, men også min anden bror har lige været, og hvor stiller det mig? Skal jeg tage toget derned, eller på stop, eller få Lars til at køre mig? Hvad skulle jeg få ved at sidde over for ham, som jeg ikke får ved at tænke på ham? Ved han da ikke, at det ikke er på mennesket ydre handlinger, man skal dømme det menneske? Ligesom farisæerne i deres ydre gav udtryk for, at de fastede, klinger det hult i mine ører, at min støtte til min syge far skal måles ud fra, hvor tit, jeg besøger ham. Jeg var så nær på ham forleden, fordi jeg fik en grædetur over, at jeg mistede mit barn engang. Når jeg bare tænker mine forældre ind i den sammenhæng, at de har kendt min søn, og at vi alle mistede ham, forbinder det mig med dem. Og jeg ser, at vi alle har kæmpet og lidt sammen, ja i årevis. Uden så mange ord, egentlig. Da jeg havde grædt færdig, fik jeg denne livsbekræftende sætning i hovedet, også ved at tænke på, at far er svag, nemlig: ”Jeg lever, Far!”. Udråbstegnet er meget vigtigt her. Det er et udsagn, der siger: jeg er her på trods. Og på grund af blandt andet dig, Far, så lever jeg den dag i dag. Når jeg nu kommer i tanker om den sætning, i bussen, på fortovet, i stuen, så rører den mig dybt hver gang. Det er som om, der går en sølvtråd af forbindelse mellem min far og jeg, ja bare igennem luften. Over hundrede af kilometer, mellem Aarhus, hvor jeg bor, og Gram i Sønderjylland, hvor han bor. Jeg siger, vi skal forbi Lars´mor i weekenden, fordi vi ikke orker at køre hjem fra Kbh. i eet stræk. Men han hører det, som om vi gider besøge hende, men ikke ham. Beklager, at det over for naboer og venner lyder fattigt, at jeg sender jer en mail engang imellem, men ikke personligt, rent fysisk tropper op i jeres hjem. Jeg synes, den ene måde at kommunikere på er nem, og den anden er svær. Godt, at min bror tager derned. Så tager jeg til gengæld ned og besøger min søster, og det er alle glade for. Altså har vi magt og midler til noget, men ikke til alt. Ligesom du er svag, Far, er jeg også svag. Jeg formår kun at skrive til jer. Og når mor alligevel i baggrunden dikterer, hvad du i telefonen skal spørge mig om, får jeg heller ingen reel personlig kontakt der. Derfor ”når” jeg kun jeres hjerter via mine mails. Det kan jeg ikke vide, men det er mit inderlige ønske. Selvom du ikke skriver tilbage, ved jeg, du læser mine ord. Vi snakker om græsslåmaskine og vejret. Det har vi altid gjort. De daglige gøremål, hvad du har lavet, og hvad jeg har lavet. I Haderslev på afdelingen besøgte du mig troligt op mod tre gange om ugen, husker jeg det som. Og det er jeg dig evigt taknemmelig for. Indtil du kan mærke, jeg er hos dig ikke fysisk men åndeligt, skønner jeg, det er den måde, jeg kan være dig nær på. Det er der intet mangelfuldt ved. At I ikke over for naboer og venner kan sige, at ”Rie har været her”, det er udefra set et nederlag. Men vi har et slægtsbånd, der er stærkere. Vores blodtype er endda den samme. Sig ikke, at en tanke ikke har vinger.

Jeg skal ikke længere sidde hos min søster og tigge om penge. Hvorfor bede en anden om penge? Er det ikke hendes/hans (penge)? Man kan give og tage fra hinanden, og penge kan have forskellig værdi, alt efter hvem der holder dem i sine hænder. Og nogle mener, at penge er materialiseret energi, altså at når man køber noget, udveksler man i yderste instans kærlighed. Man burde bruge sine penge til ”godgørende” formål, men regninger skal betales, selvom det drejer sig om vand- eller varmeforbrug. Og kedeligt ser papiret jo ud, selvom alt nu bliver vist elektronisk på ens computerskærm i stedet for. Men man skal regne penge for noget, man kan udveksle med. Som en samtale, man har med andre. Jeg vil heller ikke længere tage imod de 16.000 kr. fra mine forældre, som skulle dække et efterslæb, jeg har med pensionsafdelingen, for min mor stoler ikke engang på, at hvis hun overfører det eksakte beløb til mig, at jeg så betaler pengene videre til dem, der skal have dem. Hun vil selv betale dem ind på et særskilt girokort. Men er det ikke mit girokort? Der er ikke på nogen måde tale om en kærlighedsgerning, når min mor i en mail til mig i dag skriver, at jeg ”må forstå” noget. Jeg har så udmærket forstået hendes ærinde med at overskride grænsen for, hvad der tilhører mig. Og have en følelse af at gøre noget heroisk for sin datter, ja nærmest for menneskeheden. Sådan som hun taler omkring sig om denne gæld, hun/de vil udligne for mig. Jeg behøver hende ikke, heller ikke til at opblusse min vrede. Og hvis hun ringer, kan jeg jo sige, at jeg er alene hjemme, og derfor ikke har nogen at græde ud hos, når jeg smækker røret på. For jeg græder nemlig, når jeg bliver rigtig vred på nogen. – Selvfølgelig først, når jeg har lagt røret.. Jeg er derfor et simpelt offer, der hellere betaler sine regninger selv, end tager imod tiende eller medlidenhed, og at forhøje min kassekredit er derfor det mest ansvarlige, jeg overhovedet kan gøre lige nu. Dermed afvikler jeg selv min gæld (til hvem som helst), og ingen andre planter fingre ind over mit papir. Eller skal have æren for at bidrage til en sundere økonomi. Og var det ikke også mig, der oplyste kommunen om for lidt indkomst i sin tid?, hvor Lars og jeg skulle opgive, hvad han tjente om året, i forhold til at min førtidspension så bliver reguleret ud fra det beløb. Når man har tabt noget, samler man det så ikke selv op igen? Så mit eneste ”våben” er at ytre min vrede i en kontant sætning, jeg lige har sendt til mine forældre. Deres næste træk er måske at ”så vil vi ikke støtte dit foretagende”, hvortil jeg så vil svare: ”Nej, men da vil jeg heller ikke have jeres penge”. Når Lars kommer hjem fra arbejde i morgen, vil han finde det helt komisk, at jeg har afslået at modtage 16.000 kr. af mine forældre. Men jeg vil da vide, at jeg skal på jagt efter pengene selv. Eller betale 800 kr. af på den gæld hver måned i et par år eller tre, som de foreslår fra pensionsafdelingen. Og de er nu så søde, når man ringer til dem. Og hvem kunne også vide, at det skulle blive et knudepunkt for mine forældre og jeg, så vi måske ikke kan tale sammen for en tid. Jeg vil bare vide, at jeg har opgivet bistand og tiende, og at jeg ikke længere skal sidde hos min søster og bede hende betale cykelhandleren, som jeg sad og bad hende om sidst. Bare fordi eet menneske har i overflod, behøver vedkommende jo ikke dele ud af sin skat. Og i øvrigt behandler hun mig med hån, så jeg har af flere grunde ikke lyst til at besøge hende i den nærmeste fremtid. Når man f.eks. spilder noget vand fra et glas, ler hun. Når man taber noget kage ned af blusen, ler hun. Når hun spørger til, hvorfor jeg d. 3. april allerede ikke har flere penge, nu hvor det lige har været d. 1. april, har hun for længst overskredet, hvad der ville være rimeligt at spørge om fra en søster til en anden. Passer hun måske ikke sin egen økonomi, uden jeg blander mig i den? Og hvis mine forældre tror, de redder mig ved at give mig luft, vil jeg hellere udånde. Og tror jeg, jeg redder dem, ved at afslå dem, tager jeg fejl. For det vil altid koste dyrt, når to parter ikke forstår hinandens strategier, og dette var måske et lidt for personligt indlæg, men det er, fordi jeg kan mærke, jeg taber mine forældre nu. Og det batter noget, kan jeg så sige. Hvem har ikke prøvet at række ud efter nogle, der går. Men det var mig, der gik. 5.4.14.

Det skulle da lige være, hvis jeg tabte. Hvis mine tårer var grædt forgæves. Tænk at være her for ingen grund! Det skulle være, at jeg kom, gik og tabte. Men hvem dømmer et nederlag? Står der 2 – 0 til den ene, fører vedkommende vel? Eller hvad hvis, når vi spiller badminton, jeg altid føler, at Lars vinder kampene, selvom der på måltavlen står cifrene 11-8 til mig? Hvem siger, om ikke han, der står forsigtig i hjørnet, råber det højeste Halleluja overhovedet?! Jeg siger jer, et nederlag føles nedtrykkende. Man har lyst til at gemme sig væk. Vil helst ikke tale om cifrene, der endte til den andens fordel. Man kan ligesom ikke forstå, at Gud ikke var med en, og ville en det bedste. Men hvem dømmer, hvad det bedste er i den situation? Blev man ikke styrket af at gå duknakket for en tid? Tåle sit eget blik, som den eneste. Hvem sagde, om ikke han vandt, der gik med tab? Nogen tog noget fra ham, som han havde kært. Det var meningen, han skulle beskrive lidelsen i at være foruden. Kender vi ikke alle følelsen af at vores kære går bort fra os, så det næsten skærer os i hjertet? Derfor sagde jeg bittert i flere år; ”Gud gav mig ham, så han kunne tage ham bort fra mig.” Det føltes nemlig, som om Gud bare skænkede mig ting, for så senere at frarøve mig dem igen. Ingenting var blivende, bestandige. Kun min tro på, at det var skæbnen, der talte. Og at jeg måtte gå med den til verdens ende. Nu har jeg glemt sans og samling, og retning. Og de ting, jeg får, varer typisk ved; Mit lønnede arbejde i kirken, harmonien og balancen i mit parforhold, min skuen fremad på baggrund af at skue bagud. Jeg skulle gå styrket herfra. Ingen tvivl om, at der var en lærdom hernede, jeg skulle forstå. Intet under at jeg er den uartige dreng i klassen. Se min lærer!! 12.3.14.

Det er jo også lige meget, hvad man gør (alt sammen gør) for (bare) at blive elsket. Tænk, alle de teenagere, der er (mere) afhængige af likes på Facebook, jo flere jo bedre, selvfølgelig. Tænk, at deres hele liv går under, hvis de ikke får opbakning til det, de poster der. Jeg lever videre, trods skuffende statistik over mit seneste blog – indlæg, – som ikke var dårligt! Nu har jeg så lagt en elsket salme ud, i håb om at folk vil kunne lide den. Hvorfor gør vi os hele tiden til, så andre kan lide os? Er vi ikke gode nok i egne øjne alligevel? Jo, helst. Men hvem kan se sig fri for, at ros og opbakkende kommentarer, som likes jo er, betyder noget. I den måde, verden ser på én, mener jeg. Hvordan er jeg udenpå næsten, hvor jeg kun kender mig selv indefra. Kan I lide min stemme, min melodi, ellers Lars’ tekst, bare en lille smule? Hvem hader mig ikke for at lægge Jesus – ting ud? Det, en psykisk syg skammer sig allermest over, er at blive til grin, fordi det han går og ytrer sig om, er helt hen i vejret. Det er jo faktisk lidt morsomt, at det er sådan, jeg er blevet født denne gang. Som en, man ikke regner for noget. Ja, endda en, der taler i vildelse, som ingen forstår, og hvis stemme man ikke bør tage alvorligt. Ja, man kunne bare spærre mig inde på en afdeling, og jeg ville passe fint ind der, blandt alle de andre Jesus’er. Og hvem skulle da regne mig for at være mere end de andre? Mere fornuftig eller reel. Mere sandfærdig eller autentisk. Hvordan skulle jeg blandt tosser skille mig radikalt ud, som hende, der skal lyttes til? På Facebook har de nok for længst dømt mig ude, for at være lidt gak gak. Men også jeg stryger let over andres indlæg, som om det, de poster, er åndssvagt, ligegyldigt. Og nogle gange læser jeg noget genialt, men så tør jeg ikke give det en tommelfinger, som tilkendegivelse aller anerkendelse, fordi jeg er bange for det gode. Eller ser helt uhørligt meget op til den person. F.eks. en person som ”Claus Lautrup” fra min hjemby, Gram. Det er jo helt åndssvagt! Og nogle personer tør jeg slet ikke søge efter, og måske blive venner med, da det var bedre, om det var omvendt, at de fandt mig, godtog mig. Jeg har for længst godtaget dem, og ville Elske et Facebook venskab med dem. Men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at spørge. Kan I ikke se; hvordan afvise en morder? Vil hun da tro, vi fordømmer hende? Hvordan spørge som morder, vil de da ikke afvise mig af den grund? Kan I se, det går lige op??! 22.2 14.

Der var tale om egentlig fylde. Ved at sidde ved klaveret og se noden til din salme foran mig. Når jeg lagde noden væk, og sad over for et helt hvidt nodeark, var der intet liv. Vi skal alle undersøge uopdagede terræner, men vi kan jo også uddybe dem, vi i forvejen kender. Derfor: om jeg tredje gang spiller den samme salme igennem, sker der alligevel noget nyt for hver gennemspilning. Jeg lægger trykket et lidt anderledes sted, end forrige gang. Og det skulle være kunsten ved at synge opera, at man kan lægge sit eget udtryk i en arie, som ellers tusinder af andre kvinder før mig har prøvet at synge og forme? Det skabende ligger i at opdage noget, der i forvejen er tilgængeligt for os alle, og så uddybe det, vil jeg mene. Vi kender alle smerte og hjerte, men vi synger gladelig ordene igen, bare på en lidt anden måde end sidste gang. Og det giver ny mening. Øjne åbnes, og strømmen af en energi, man former på sin helt egen måde, sin intention med at ville, simpelthen ane et formål forude, alle disse faktorer gør det sjovt at være kunstner! Skal vi tale om ”håndværk”, lyder det allerede i mine øjne som om, lidenskaben i det arbejde går tabt. Og bør vi ikke bevare passionen, for at mærke vi er i live? Men når vi føles døde, skal der også være en sang, vi kan høre der. Derfor taler man om ”melankoli”, og man komponerer måske melodier i en mol toneart. Vi kan – igen – understrege noget, fremhæve en stemning. Frembringe minder, tanker, følelser i andre mennesker. Det er det arbejde, jeg har. Jeg skal vække noget i folk. Tænde deres nysgerrighed. Få dem til at blive på siden, så det, der står øverst, skal man ville læse til ende. Ikke fordi jeg skal sælge en bog, eller er afhængig af applaus. Men fordi jeg er afhængig af at levendegøre. Skabe liv i et indre, der måske ellers er mørklagt. Det lys, vi alle går rundt og bærer på indvendigt, kan stå i en skygge- eller katastrofeverden, og næsten være gået ud. Vi kan alle ånde ud en dag. Ja, selve livskraften, vores glød kan simpelthen rinde ud, eller miste ånde. Og den kunst, vi måske på jorden har frembragt, kan leve videre i form af kompositioner indenfor en lang række kunstformer, fordi vi kan hænde at ramme noget almenmenneskeligt undervejs, som andre kan nikke genkendende til. Og vi kan derved tro, at vores liv ikke var spildt. Vi efterlod os dog noget, som har evigt liv. Som lever hen over generationer. Bliver båret videre af andre sjæle på vej. Dyrebare er vore erfaringer, lige meget hvilke, da de kan komme kommende generationer til gode. Tænk på et træ, vi har plantet, som vi kun i vores levetid måske når at se roden af. Vi ved, det bærer frugt en dag, og at et andet menneske på et givent tidspunkt vil kunne høste af det træ. Det er godt givet ud. En investering, der giver afkast. Hvem gider sidde op af et træ? Hvor mange gider at passe og pleje i så mange år, og så ikke engang se et synligt resultat af anstrengelserne? Du har vandet træet, holdt det ved lige. Men du ved sådan set ikke, om dit bidrag har nyttet noget i det lange løb. Det lange løb kunne vi både kalde timelighed og evighed. Et træ varer vel ikke evigt? En dag er der en, der fælder det, eller det vokser ind i himmelen, sammen med alle de børn, der leger på det imens. Vi andre rækker vores hænder mod himmelen, i håb om at være (d)et træ (..). Du skal lægge dig ned og lytte; hør engang træet vokser! Men vi andre, vi formidler bare viden, vi har erhvervet os gennem levet liv. Og selvom vi regner levet liv for noget, er der dog nogle, der mener, deres liv er til spilde. Vi når lige at få tanken, at vi hellere ville være død end levende. Men så kører der en bus forbi, og hvad hvis vi alle gav op? Træet kan ikke bare give op, det fortsætter sin himmelfærd. Lad os alle være dets blade. Om ikke andet er jeg selv noget mos på stammens bark. Vær det, du gerne vil på træet. Du skal ikke nødvendigvis gøre nytte eller syne af meget. Du kan endda gemme dig inde i et hulrum, hvis du vil. Men spørger du da, hvorfor ingen får øje på dig der, får du et naturligt og uomtvisteligt svar. At du er umulig at se for det åbne øje. Men tænk da på, at der dog altid er én, der kan se dig. Og at du selv føler dig synlig for andre. Og lad som om, du står på en scene og skal spille din rolle til ende. Fordi det var dit formål. Af alle stier, der fandtes på jord, skulle din plads være inde i et træ. Og hold da vejret, for faktisk har du fået hovedrollen, af alle roller. Du var træets hjerte. Dets hjerterum. Dets væge, der brænder i dets kerne. Du kan lære os andre noget om vedholdenhed, udholdenhed, stædighed. Og du synger en dyb sang i mol ud fra dit hulrum, ud i haven. Jeg kan mærke, du bærer på smerte, men hvilken forløsning! Havde vi andre bare en sådan sangstemme…
20.2.2014.

Utroligt som et tyveri kan virke lindrende. Man bliver opmærksom på, hvad man alt sammen har med i sin taske, som man overalt kan risikere at miste. – Selv under en gudstjeneste i kirken, hvor jeg arbejder som kirkesanger. Så er man pludselig allieret med kordegnen, fordi hun også fik stjålet sin telefon, og tyvene tog mærkeligt nok ikke mine usb – stik med hele min livshistorie, som jeg af en eller anden grund helst vil have med mig overalt. Og først fandt jeg kun den ene strikvante, – som jeg faktisk holder meget af, men så da jeg kiggede til bunds i tasken senere på dagen, fandt jeg mirakuløst den anden. Ingen som mig går op i forgængelige ting (..). Jeg mister ikke engang mit mobiltelefon nummer, selvom de stjal telefonen, og jeg kunne hente min pakke på posthuset, selvom jeg havde mistet seddelen, der var kommet ind af min dør, fordi jeg ikke var hjemme, da pakken blev leveret på min adresse. Og i fald tyvene havde hentet min pakke, sagde ham på posthuset, at de ville kunne have set gerningsmændene på overvågningskameraet. Og i øvrigt var der kun kosmetik i den pakke.. Og kvinden, der fandt min taske i går, var underlig omsorgsfuld, uden jo at kende til mig. Havde endda prøvet at finde mig på Facebook, da hun kunne aflæse mit navn på mit buskort. Og hun må have ledt efter mit fastnetnummer også, for hun blev kun forvirret af at prøve mig på min – stjålne – mobil, da helt fremmede mennesker tog imod opkaldet. Så kunne jeg lige pludselig heller ikke længere aflyse mit interview med hende journalisten fra ”Hendes verden”, for jeg havde ikke længere hendes mobil nummer hos mig. Og intet var der dog at frygte der heller, da hun var her, og lyttede til min oprejsning ovenpå en barsk skæbne. Og tænk, jeg synes endda vores hoveddør blev nemmere at åbne og låse, da varmemesteren – eller nøgle manden – havde skiftet låsen. Og som sagt er jeg nu mere opmærksom på, hvad jeg går med i min taske. Ligesom jeg blev skræmt over at opleve indbrud i min sidste lejlighed, – fordi jeg simpelthen ikke anede, det kunne ske, så kærer man sig mere om sine værdigenstande efterfølgende. Og betyder et dankort egentlig så meget? Og hvad med de skindhandsker, kan jeg ikke (bare) købe nogle nye? Og kordegnen var så sød at melde hændelsen til politiet, så jeg bare kunne skrive mine personlige tab ind under hendes sagsnummer, og kirkens forsikring ville endda dække. Og nu ved vi som kirkekor, at det kan ske en anden gang, hvor kontoret ikke er blevet låst under gudstjenesten. Og belært af situationen, tager jeg nok fremover min taske med helt op til orgelet, – hvor den sagtens kan stå! Jeg må have set helt opgivende ud, lige efter at have opdaget tyveriet. Helt så jeg var ved at aflyse en aftale med en veninde, fordi jeg hellere ville hurtigt hjem og spærre kort og telefon. Så kom hun i stedet med herud i lejligheden, hvor vi nok ellers ville have valgt en cafe i midtbyen, og der sad jeg og brændte inde, og ønskede bare, hun ville tage hurtigt af sted igen. Rigtig uhøfligt (af mig). Og på et tidspunkt jog jeg hende og min kæreste ud af stuen, så de i stedet tog opvasken, for jeg kan ikke samle mig om et vigtigt opkald, – denne gang til politiet, hvis jeg ved, der sidder personer omkring mig, der kan dømme mig på mine formuleringer og min kejtede måde at sige tingene på. Når jeg derfor til daglig ringer til diverse instanser, venter jeg til jeg er alene hjemme. Der gik min grænse ligesom. Og min kæreste spurgte godt nok, om jeg var ”faldet lidt ned”, da han havde kørt ”Lone” hjem, som veninden hedder. Og jeg tålte ikke den formulering, for ville han ikke være en smule desperat i samme situation? Jeg vidste jo ikke på daværende tidspunkt, at jeg ville få usb stikkene i god behold tilbage, at min taske overhovedet igen ville lande i mine hænder. Men så kom han med blomster, og vi havde en vidunderlig aften sammen. Jeg må bare se det som styrke, at jeg blev vred, og ville forsvare mine værdier (genstande) til det sidste. Derfor: Undskyld, veninde, og undskyld, kæreste. Jeg var chokeret, ked af det. I dag måtte jeg så for første gang i flere år købe mig en ordinær busbillet i automaten i bussen, på vej op til Nattergalevej efter min taske, som så viste sig at indeholde mit buskort, endda i fuld form. Og jeg sad helt rolig, og vidste bare, der var kærlighed foran mine skridt. Så famlede jeg i min genvundne taske, og helt på bunden lå min livshistorie fordelt på to usb stik. Og selvom jeg havde back up herhjemme af det meste, var det alligevel rart, at mine dagbogsnotater, digte, billeder, sange ikke var havnet som hvermandseje, eller i helt forkerte hænder. Gik og spøgte med mig selv, om at der lå parfume, pudder, læbepomade, og diverse andre kvindeting i tasken. Ja, hvis alt det har ligget på fortovet, er jeg næsten flov over det (..). Man kunne kalde det nåde, alt det her. Og det, jeg blev givet, og fik tilbage, var hjerteblod. Noget, jeg kæmpede for. Derfor ville tabet have gjaldt noget. Det havde nok mærket mig. I stedet mødte jeg venlighed hos tdc, hos politiet, og fra kvinden, der fandt tasken. Og det hele kostede mig en busbillet, et nyt dankort, et par skindhandsker, noget kosmetik, og min adresse bog (som er en fysisk bog). Nu kan tyvene kontakte alle mine venner via adressebogen. De kunne sådan set også have sendt pinlige sms’er rundt til dem, jeg havde numre på i telefonen. Men mærkelig nådige var også de tyve, at de lader mig finde sygesikringsbevis, buskort, vanter og hue, og min nyindkøbte læderpung. Og at det ikke regnede i går, hvor indholdet lå på gaden, kan man vel også kalde held? Vi bliver vel alle opmærksomme på, hvad der er vigtigt for os, indimellem, i løbet af ugen, i et parforhold eller venskab. Her skulle en ydre begivenhed til for at vække min kamp for mine mærkesager. Og jeg glemmer aldrig, at jeg følte det vitterligt uretfærdigt, det der var overgået mig, ja hele dagen i går, indtil kvinden fra Nattergalevej ringede. Ja, jeg græd endda bitre tårer over, at jeg ligesom skulle være offer i en sådan sag. Alle de vigtige opkald, jeg måtte stå tidligt op til i dag for at foretage. Følelsen af at være blevet røvrendt eller misbrugt hang også ved. Men jeg glemmer heller aldrig busturen op til Aarhus vest. Og mine aversioner mod mennesker, der kan finde på disse grimme ting. De ved jo slet ikke, hvad de gør, for at bruge bibelske termer. Tak for den opmærksomhedstræning. Og venlighed fra systemet, på hjemmefronten, skæbnen om man vil.
10-2-2014.

Jeg gider godt gøre noget for en god ven. Se hans blog f.eks. Der er nogle mennesker, min medfølelse eller sympati ”tændes for”. Som i dag – dog en helt ukendt kvinde, hvor der var en ung kvinde, der cyklede ind i en bil, der havde overset hende. Fra det øjeblik, jeg så hende fra bussen, frygten i hendes øjne, blev jeg vakt til live. Hel formiddagen var ellers gået med at tænke negativt, både om mig selv og andre. Men i det øjeblik fik jeg levende følelser. Følelsen af sympati og medlidenhed. Jeg er normalt så egocentrisk, at jeg mest går op i min egen blog, læser statistik, tror folk kan lide det, jeg skriver. Men i dag har jeg læst en andens blog, med stor interesse og appetit. Det hedder: livsvilje. Også i aftes grinede jeg højlydt i stuen, hvor jeg var alene, og jeg blev på baggrund af det skraldgrin vakt, føltes det som. Siden forlod energien mig igen, og jeg må kæmpe mig igennem timer på den følelse at være psykisk syg. Ja, det meste af dagen er jeg vel som sådan sindslidende. Hvordan får jeg det grin frem i morgen igen?, tænker jeg og beder næsten en bøn derved. Her var så rart i stuen i mit eget selskab. Lysene – omend kunstige – omkring mig syntes så kærlige. Og her var så rart at se rundt i vores stue, min kærestes ting op af mine. Fred at ane forude, en morgendag at næsten glæde sig til. Et frirum, jeg sjældent oplever. Ja, jeg var sat fri. Det var den følelse, jeg gik en tur med. Selvom det var mørkt og koldt udenfor, var det en genkendelig ting at gøre for mig. Ja, selv i snedriver har intet kunne holde mig tilbage nogensinde, fra at gå en tur for motionens skyld. Ville snedriverne mig da ikke noget godt? Behøvede de være min fjende? Samme tanker prøver jeg at projicere over på min nuværende skade i min lægmuskel; behøver den være min fjende? Kan jeg ikke behandle skaden med omsorg, tro på den kommer i bedring? Behøver benet at være noget, der skal bekæmpes? Som en forkert eller negativ ting i mit liv. Nej, skaden er min ven. Selvom den gør ondt, må jeg holde mig til, at den er en del af mig. Den er ikke blevet påført mig udefra af en eller anden negativ kraft. Den er derimod en hjælp til at geare lidt ned for den hårde belastning, det også har været at spille badminton hver fjerde dag i juleferien, – selvom følelsen bagefter er ubeskrivelig dejlig! Du skal skåne mig, siger benet næsten. Og ligeså mit sind. ”Du skal elske mig varsomt, for min tro er lille”, som jeg skrev i en salme i forgårs. Men hvad hvis man i stedet trænger til en skideballe eller et møgfald, skulle man da gå fri? Man får nøjagtig så megen modgang, som man kan bære, står der vist et sted. Skælder du mig ud, må jeg hanke op i mig selv, og tro jeg har fortjent en lærestreg. Men nu, hvor du ikke skælder mig ud, men ”elsker mig varsomt”, takker jeg dig for det. Da får jeg nøjagtig, hvad jeg kan klare. Men fra den, der ikke kan klare meget, skal ventes alt. Pludselig en dag rejser et barn sig op, og kan stå på sine ben, derefter gå rundt. Og selvom jeg halter for øjeblikket, kommer der en dag igen, hvor jeg kan gå omkring uden smerter. Jeg må dog tro på, at en skade går over, at sundhed og velvære træder i stedet for? Er vi plaget af savn eller ulykke, kaldes det ”sorg” eller psykisk uro. Men hvor træder jeg næste gang; plaget eller frigjort? For i mit sind er jeg rolig til aften, men i mit ben er jeg plaget. Hvor træder jeg da helst? ”Du har enten en høj smertetærskel eller også er du heldig”, sagde fodterapeuten i dag. Men på tærsklen til hvad? En smerte, man lider på grund af andre, såsom kvinden, der faldt på sin cykel i dag, må dog føles værre, end én man selv pådrager sig? På badmintonbanen var ingen skyldig! Jeg havde enten ikke varmet ordentligt op, eller jeg havde forsømt at strække musklerne tilstrækkeligt ud, de øvrige gange vi havde spillet. Eller også var det kroppens måde at sige på: jeg kan altså ikke mere. Men træder jeg frigjort, er det fordi jeg er lettet indvendig. Intet kan hindre min sjæl eller mit sind, og da slet ikke mit ben, som kun er en del af mit legeme. Ja, jeg kunne rive benet af, og endda være et helt menneske. For hvad tæller egentlig her i livet? Det gør sjælens frie færd. Om man halter, eller er blevet tortureret, som dem vi så billeder af i fjernsynet til aften, skal ikke hindre det menneskes frelse eller videre livsvilkår. Godt nok i et andet ”rige” eller et andet sted. Vi kan kigge på billederne i fjernsynet, og vi kan med-lide. Dermed ærer vi det menneske, der er afgået ved døden, at vi ser de rædsler, han har været igennem. Derigennem er vi hans vidne. Jeg så pigen falde i dag. Uden hun kom synderligt til skade, kunne jeg se forskrækkelsen – selv fra et busvindue – i hendes ansigt. Noget havde overgået hende, som hun ikke havde villet. For alt i verden vil vi ikke køre ind i en bil, på vej ned af en bakke, i fuld fart på vores cykel. For alt i verden ønsker vi ikke for nogen, at de bliver tortureret. Men ingen skal skade deres inderste kerne af fred. Du vinder ikke, selvom du er min bøddel. Du tror, du har overmagten, men der tager du fejl. Vi kan nagle dig til et kors, men du mærker ingen smerte. Jeg skal cykle igen i morgen, tænker pigen. Det kan hænde igen, men jeg skal cykle igen i morgen, som om intet var hændt. Jeg må nødvendigvis genvinde tillid til verden. Og vi kan alle pege fingre af, hvem der er mest skyldig. Ham i bilen, mig der ikke havde varmet op, eller bødlerne der torturerer. Men det kunne have været mig. Og dig. Og dna spor og vidner kan alt sammen fælde os. Endda til straf fra systemets og samfundets side. Men i vores inderste må vi hver især søge frelse et helt andet sted. Systemet kan være barmhjertigt mod én. Men skulle måske have skældt ud. Måske skældte det i stedet ud, hvor det skulle have dømt mildt. Hvem er i sin ret til at dømme i yderste instans? Gud. Fra menneske til menneske gør jeg mit bedste hver dag. Men jeg er psykisk syg og har åbenlyse problemer i min omgang med andre. Ser du mit halte ben, eller mit halte sind først? Du ser mit ben. Men måden, jeg bærer det på, vidner om omhu. Og derpå skal du kende mig, at jeg tillige viser verden mit syge sind. Kend mig på benet, men der lider jeg ikke spor.
21.1.2014.