ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Der var engang en mand, der gik rundt og hed Jesus. ”Ham kender jeg”, var der nogen, der sagde. Men hvordan kunne de næsten? (tænkte jeg) Andre sagde også: ”Jeg kender ham endda godt”. Nå, tænkte jeg. Og andre tænkte også ”Nå”. Ved deres ord gik en ting i opfyldelse, nemlig at han blev belyst. Fra forskellige vinkler og synsvinkler. ”Nå” var pludselig et positivt ladet ord. Jamen, kan I ikke se det. Nogen undrer sig, mens andre føler sig sikre på noget, mens Jesus bedst selv ved bedst. Og hvem kan ane, hvad den mand tænker. Også om disse ord, f.eks. Men nogen kan ane ham, er jeg sikker på. Han står derude i horisonten, ved verdens ende eller begyndelse, og taler til os. Jo, det siger jeg, det passer altså. Jeg har selv hørt hans ord eller hans røst. Hele verdens røst fra hans bryst. Jeg sang engang en sang om at noget ”lyser fra mit bryst”. Der er det ved at lave sange, at man frit kan skrive teksten i jeg – form, men jo også i tredjeperson osv. Det er sådan, at beskueren eller tilhøreren ikke ved med bestemthed, hvad der er ment, hvad hensigten med teksten og sangen oprindeligt var/er. Det er fordi, man kan tillade sig at være gådefuld. Personligt synes jeg, det er det fedeste i verden. Det er fordi, så kan man gemme sig bag masker, og jeg ved ikke bedre! Den ene dag tager man en orange læbestift på for at provokere, og den næste dag er man fromheden selv, og skjuler måske sine former bag tækkelige klæder. Ja, nævn selv flere eksempler. Der går ikke en dag, uden at den var speciel for enten mit tøjvalg, det, jeg sagde, eller det, jeg tænkte. Og sådan er vi jo alle! Jeg er langt fra alene om foranderligheden. Og hvor ender vi så henne, på den vej, vi går? Jo, vi ender ude ved Jesus i horisonten. Hvor han bare har stået og ventet os. Vores komme. Endda til en bestemt tid. Jeg kan stadig se ham derude, men det kan alle jo komme og sige. Og rent ud sagt er det da også en smule løgn, da jeg jo bor i midtbyen, uden udsigt til en horisont nogen steder.. Men, men, når det så er sagt, så forestiller jeg mig, at han står i det fjerne, klar til et møde. Det er nok der, Tro kommer ind i billedet. Jeg ”lader som om”, Jesus findes. ”Jamen, det gør han”, ville andre sige, endda ret bestemt. ”Hvorfra ved du/I det”, spørger den tvivlende. ”Du spørger næsten dumt”, siger den lærde, som ved sin tro. Men ikke holder den strakt ud som et håb. Ikke holder sin arm eller hånd fri til at takke for noget eller bede om noget. Men retter sin undren mod en – i hans øjne – uvidende, ikke – lærd, ikke – dannet, ikke – kristen. Han ved bare bedst, det lyser ud af ham, at han indeholder facitlisten. Alle dem, der skriver artikler, der mener, de kender bibelen bedst. Jamen, Herregud; – Jesus og Gud kender Bibelen, men da ikke eet menneske. Ikke eet menneske har fattet meningen med skrifterne, hvordan de er skrevet, blevet til, eller skal fortolkes. Hvem skulle kende dybden og hemmelighederne, før de selv er en gåde? Før de indrømmer, at de (heller) ikke kender sig selv. For bag hver mand og hver kvinde står en Jesus. Han står oprejst som en støtte figur, nærmest en skulptur, helt rank, med holdning, og med format, og med ynde samtidigt. Jeg har nemlig set det. Men igen: det har jeg jo ikke, det er min forestilling om Jesus, andre har andre forestillinger, jeg har denne. Jeg har ikke andet, faktisk. Hver dag, når jeg står op, ranker jeg ryggen og skuer ud i verden, som om den var mig lige. Som om – hvis verden havde øjne, at jeg så så den lige ind i øjnene. Også fordi jeg føler, den giver mig modspil, og den forstærker det, jeg indeholder, så jeg står mere klart, over for det, der ikke er mig. Så at min hud grænser mig inde. Ingen kan bare holde ud at være ”inde” hele tiden. Så vi omfavner hinanden, og er som små børn, der leger på gulvet, for at finde vores ting, samle vores gods sammen, så vi får det hele af os med, når vi går udenfor en dør. Døren er typisk vores egen. Verden udenfor bliver også en del af os. Men værdier.., hvor kommer de fra? Det var typisk mig at skrive mig indviklet. Jeg mener; jeg skal finde meningen i ordene, før de kommer til mig, næsten. Eller de kommer til mig, og jeg skal være ved dem, så. Det kunne jeg snakke længe med en forfatter om, men det er ikke sagen her. Men da? Der er ingen sag. Jesus ville slet ingenting her på jorden. Jo, fortælle, men jo slet ikke alt det postyr for ingenting. Alle de artikler om, hvem der ved bedst, hvad kirken er tjent med. Jeg har aldrig skrevet en artikel, det er nok derfor, jeg siger, som jeg gør. Man skulle i stedet skrive kærlighedsbreve til hinanden. Endda sende dem med posten, så de rent fysisk kom dumpende ind ad brevsprækken, gerne allerede næste dag. For en dag kan ikke vente i kærlighedens navn. Hvem talte overhovedet i kærlighedens navn?! Kunne en berøring ikke vente til i morgen, hvor vi har bedre tid?, kunne nogen spørge. Nej, jeg orker ikke lige at sætte mig over hos dig, jeg gør det i morgen. Bras og papir, måske gør du det i morgen, men måske – sandsynligt – gør du det en helt anden dag, helt hvor det ikke længere kan vente. Så hober man ting op, og eksploderer. Det kender vi godt, os med hemmeligheder. Så flyder man over en dag, raser igennem, i styrketræningscentret, på arbejdet, i hjemmene. Jeg har tænkt om vrede, at det en dag måtte høre op. Men nej, det hører ikke op. En oase af fred, som jeg sidder her. Som om jeg bare kan sidde i min lejlighed og fyre op under debatten. Uden at have et egentlig ærinde. Tidsfordriv? Næppe. Min hånd rører tastaturet, som var det et klaver. Ikke for at blære mig, men det er ligesom at sidde og spille klaver til en koncert. Det flyder, med følelser, frem og tilbage. Jeg er kendt. Ikke som de kendte er det. Jeg er mig bekendt. Jeg står ved mig selv, fylder i landskabet. Du er mig tro, det utroligste, der findes. Du er mig kendt. En dag står vi to mand sammen, det er når Jesus er stærkest. Som fænomen, som indvirkning, stråling, eller værdi. At nævne navnet ”Jesus” flere gange forløser faktisk lidt. Det er som, han går ind og bliver dagligdags tale eller hverdags ord. Eller et navn, man kunne kalde sit barn. – Men selvfølgeligt ikke. Ingen skulle vel næppe være som ham. Eller ligne ham. Men jo, til efterfølgelse, som forbillede. I kirken ved døbefonten siger man, at barnet skal hedde ”Jesus”. Men man kunne have kaldt drengen ”Carl” eller andet, og barnet ville stadig være lig Jesus. Navnet er en biting. Vi står alle med ord. Vi står stærkest omkring at sige noget. Så har vi en mening om det og det, og når man har forfattet noget sort på hvidt papir, så er man dog noget. Så er man en mand af skrift. Eller en kvinde med skrifter. Skriftet.dk Og man var måske mig i det næste liv. Eller jeg var en anden i dette liv, end sidste gang. Og reinkarnation er ligegyldigt her, for katten er her i vores stue som det, den er. Og i dette liv skriver jeg åbenbart skrifter. Og du var blottet for ord. Nogle gange mangler man ord. Men så skriver man bare et blog – indlæg, og blærer sig med det rundt omkring, som om det er det værd. Og så var man – om ikke andet – en blærerøv, hvilket jo også er noget. Men i dag var jeg: Jesus. Ligesom Du var det. Og jeg stod ude ved horisonten, og mødte dig der. To op ad hinanden. Men kun én horisont. 31-01-2012.

Jeg – ja jeg, jeg skulle have elsket noget bedre. På en mere inderlig måde. Og måden, jeg skulle have kigget min kæreste ind i øjnene, skulle have været mere ægte. Og det, jeg sagde til ham, skulle jeg have overvejet noget bedre. I det hele taget skulle håndboldlandsholdet bare have vundet (..), fordi kampen var et eksempel på, at ting kan gå den ene vej og den anden vej, og det meget hurtigt. Jeg skulle have været på håndboldbanen, og scoret det afgørende mål. Ja måske de afgørende mål, hvis der havde været flere. Jeg skulle have heddet ”Anders” i stedet for Anne Marie, og i det hele taget bare været dagens helt. Prøver vi ikke alle at være ”dagens helt”? Jeg gik herind. Der var ikke plads til mig i køkkenet, eller i herberget (en fri association). Men der var plads – her. Ved computeren i soveværelset, hvor jeg sidder lidt klemt med benene, men hvor jeg sidder så godt klemt med benene, fordi jeg er fortrukket fra stuen. Af egen fri vilje. Ja netop for at opdage, at der er andre veje at gå. Ligesom i dag, hvor jeg skulle poste et brev, og jeg mødte ”Hans” igen. Hvis ikke det var for brevet, havde han og jeg ikke mødtes. Brevet var til banken, ligegyldigt. Jeg mødte Hans, ja og hvad så? I morgen møder du en anden. Der er tusinder af Hans’er i gadebilledet, og i morgen møder du bare en anden. Var Hans da ikke et særligt møde? Jeg mødte postkassen, den var så dejlig rød, det er sådan nogen typisk. Og så mødte jeg mig selv, men jeg fralagde mig selv igen, da jeg nævnte ordet ”Herberg” i mit blog – indlæg, for det ville folk ikke synes om, at jeg skriver. Det må jeg lade være med i fremtiden. Ligesom at man hos sin psykiater ikke skal nævne specielle særheder, man går med i det daglige. Han vil bare betragte en som sindssyg, eller endnu mere sindssyg. Det kan han jo så gøre, og skrive sine notater bagefter jeg er gået, men ak et fattigt liv, han har. Lever på andres dårligdomme. Dårlige domme over sig selv. Bare fordi vi er nogen (som også Hans gør), som tænker ringe om os selv, så er der en anden, der tjener penge på at støtte én. Ingenting i vejen med en psykolog eller en psykiater. Så skulle jeg også dømmes hårdt som kunstner, sådan må det jo være. ”Hvad skal vi med alle de malerier?”, ku folk så spørge. Har du ikke andet at tage dig til?, som min ene bror sagde til mig, da jeg var barn. – Jeg øvede klaver.. Ak, kære broder, nu sidder du i dit arbejde, mens jeg sidder i mit. Jeg skal ikke kende mit eget arbejde, det skal være under konstant forandring. Jeg skal ikke kende mig selv, da jeg er her i en sags tjeneste. Når jeg skriver en besked til dig, eller svarer dig i telefonen, indordner jeg mig. Og når vi har lagt røret på, ånder jeg igen. Men sådan er vi nok alle. Flere må kende det at kunne puste ud, når telefonrøret er lagt på. Flere må kende mig. Flere må kunne sige til mig: Du ligner godt nok hende eller ham, – er du ham? Men hvad skal jeg svare, jeg ved det jo knapt selv. Og hvad om jeg lignede mig selv, men bare ikke var klar over det. De andre må synes, jeg taler for meget om mig selv. Jeg må hellere skrive digte om at være til besvær, jeg kan også fysisk gemme mig ovre i et hjørne, og komme frem, når nogen endelig kalder på mit nærvær. Jeg kan gøre hvad som helst, for dig eller dig. Jeg kan læse digtet op, når det er skrevet og trykt, jeg kan gøre det i et åbent forum på en cafe, jeg kommer på, fordi det gør andre. Så kan jeg lægge mig op af deres stil, bruge det samme tonefald i oplæsningen, som de bruger. Ja, jeg kunne nærmest være en af dem. Hvorfor ikke? I går kom der en spontan følelse i mig, det var det råb, som Tarzan i sine film udstøder. Jeg måtte være som ham der på gaden, ved denne association. Måtte skulle samle kræfter. Jeg gik på en gade ikke langt herfra, jeg var ude at gå en tur. Ikke hen til et herberg, og jeg var heller ikke hjemløs eller rodløs, eller bange. Jeg var – Tarzan. Jeg var ikke bare ham, jeg var mere end ham. Hvad mere?, spørger du så. Jeg var ynkelig. Ligesom håndboldspillerne, der melder ud at de ”vinder slutrunden”, har jeg nok meldt for kraftigt ud med, hvem jeg er. Men jeg underspiller helst. Disse blog – indlæg tyder jo ikke på et særligt talent eller gemyt. De tåler næsten ikke dagens lys. De tåler ikke, at jeg tjekker statistik næste dag, for at se, hvor mange, der har søgt på min side. Blog – indlæg, de var til for (alle) de andre, ikke mig. Jeg kunne ikke se mig selv stå der på siden, med min underskrift, eller mit navn. Næh, det var slet ikke mig, der havde skrevet alle disse ord. Kunne nogen andre ikke bare ”tage æren” eller skraldet. En anden må da gerne skrive som mig. Jeg kunne være et eksempel på en, der løber fra sit ansvar. Jeg kunne være hende, der stikker halen mellem benene, eller taber digtet på gulvet foran publikum, fordi hun ikke vil være ved sine ord. Hun kunne (bare) tage ordene i sig igen, angre eller tilstå noget. Hvad som helst. Hun kunne ligge på gaden, så man kunne trampe på hende, sådan et eksempel kunne hun være for andre. Det er mig, jeg taler om. Eller er det – mig, der skriver om mig? Du – læser, kunne have skrevet det. Det er i virkeligheden dig. Jeg ved det bare. Ingen andre end en blog læser kan forfatte så skødesløst. Jeg ville aldrig have skrevet netop sådan. Jeg ville være startet på en anden måde, og sluttet på en anden måde. At nævne ”Herberg” i en sætning med sig selv,.. det er ærekrænkende eller blasfemisk. Ikke desto mindre gjorde forfatteren det her. Flere gange læner jeg mig op af Jesus. Det er fordi, det er det nemmeste. Hvis bare Jesus var et strå, eller jeg var et strå. Eller du var. Så kunne man læne sig op af det strå. Men jeg er forfatter, jeg kan kun berette om strået. Ikke så det selv, eller skabe det fra bunden, end ikke lade det regne ned over det. Jeg kan kun – rigtigt passivt, læne mig. En anden har gjort forarbejdet, jeg skulle bare fødes. Derefter skulle jeg finde støtte og holdepunkter i verden omkring mig. Jeg er ikke synder. Jeg er alligevel synder. Jeg er både synder, og er det ikke alligevel. Hvem tænker på ordet ”forvirring” ved det netop skrevne? Hvis forfatteren ikke selv kan forsvare sig selv, hvem skal så? Var jeg ikke mit eget forsvar, eller min egen opfyldelse. Kunne jeg ikke have klaret mig selv her i verden? Men jo netop ikke, hvis strået ikke havde været der. Som dig, eller dig. Jeg har altid talt om et ”dig”, når jeg skrev. Også når det foregik i enerum, i år uden en omgangskreds. Jeg troede altid på, at ”du” fandtes (derude). Nu er vi her, på siden. Jeg skal ikke tjene penge på et blog – indlæg. Jeg skal ikke forsvare det i retten, eller ligge søvnløs over det om natten. Eller synes, det er pinligt at være så lemfældig eller så dum, at jeg er nødt til at slå ordet ”lemfældig” op i nudansk ordbog, for at sikre mig, meningen er den rigtige til det her brug. Men jeg er sådan. Det er (jo) mig. Mig, der i iver forsøger at give læseren det rigtige indhold, eller det rigtige skulderklap, eller grund til undren. Jeg vidste ikke bedre. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Disse to (sidste) sætninger kunne jeg have sagt højt i retten, hvis jeg var blevet anholdt. Herberget er som et fængsel. Jeg sad der. Men de andre skulle ikke have siddet der. Jeg er også ligeglad efterhånden, og det er faktisk det værste, jeg (overhovedet) kan være. Jeg var ligeglad om fængselets døre var låste, hvem der i øvrigt sad indespærret i det fængsel, og hvorfor jeg selv var havnet der. Jesus, det var ham, vi kom fra. Ikke fordi det er eftertanke.dk. Kunne det ikke have heddet: ”Synder over for synder”, ”Livet spejler sig overalt”, ”Går vi her alene?”. Men eftertanke er fint. Jeg vil gerne være her ved eftertanke. Jeg vil ligge i aften, og tænke efter. Efter den ene tanke vil jeg tænke en anden tanke. Begge tanker kan jeg blive fængslet for at tænke. Men det er der jo ingen, der ved. (Kun Gud og mig selv). Jeg vil så bede mit vante Fadervor, fordi så ved jeg, at jeg får en bedre dag i  morgen. Jeg kan mene den mere eller mindre fra dag til dag. Jeg kan mene, jeg har snydt. Ligesom håndboldherrerne var dommerne indimellem med dem, og imod dem. Ligesom Gud vil være over for mig. Hvem er dommerne så? (i dit livs kamp, Rie), bliver der så spurgt. Jeg svarer rigtigt kækt over for intervieweren efter kampen: ”Jeg mødte ingen dommere på min vej”. ”Jamen, du blev da dømt”, påpeger intervieweren. ”Hvor?”. ”Hende, jeg sad ved siden af, og også jeg selv fra sidelinjen, syntes i hvert fald, du klarede dig skidt, og at du må kunne gøre det bedre næste gang”, siger spørgeren videre. ”Og vel alle bag skærmen, de må have korset sig”. ”Nej, jeg korsede mig, men da var alle gået”. ”Du dømte altså dig selv?”. Ja, – med tifold styrke. ”Hvorfor?”. Fordi det var med vilje, at jeg ikke scorede, og at jeg lagde mig ned på banen, så de andre bare kunne træde på mig. ”Men hvorfor – med vilje, ville du ikke gerne vinde?!”. Jeg forsøgte at sige: ”at jeg ikke kan”. ”Jamen enten vinder den ene modstander vel, eller også gør den anden?”. ”Du var den anden, og jeg var den ene”, siger jeg til slut. Intervieweren gik hastigt videre, forurettet. Mens jeg gik efter ham og lænede mig op af ham. 19-01-2012.

Det var jo lige meget, om jeg var konge eller bonde. Eller medvirkede i et helt andet spil. Om jeg var levende eller noget andet. Men jeg er levende. Er her på gennemgang, ligesom min barndomsby er en gennemfartsby, og ikke så meget andet. Men jo, så meget andet. Ingen havde set mig i flere år gå på stræderne ”derhjemme”, denne gang med Lars i hånden. Ja ingen havde jeg gået med i hånden gennem ”Gram” by i mange, mange år. Og slet ikke en som Lars. Jeg havde ikke behøvet skamme mig over at gå i kirke, allerede et år efter jeg havde fået en behandlingsdom. Men jeg skammede mig. Jeg skammede mig helt indtil julen år 2009, hvor jeg for første gang kiggede mig omkring i kirken, uden at blive set ilde til, eller føle mig ved siden af. Sidenhen blev jeg ”medlem” af Facebook, og fandt derigennem støtte fra andre Gram – boere, der i årevis havde tænkt på, hvordan det mon var gået mig senere i livet. (Det skal siges, at jeg kom ganske ulykkeligt fra Gram). En dag sad jeg på en psykiatrisk afdeling (Haderslev), og skulle samle mit liv sammen igen. Styk for styk. Mine forældre kom og holdt jul på afdelingen, da jeg ikke pga. mit helbred (psykiske) kunne og måtte andet. Men kan det virkelig interessere nogen her 20 år senere? Hvorfor minder mit nuværende lange hår om det, jeg havde dengang? Som om min søgen efter min oprindelse, som jeg kaldte det, først nu endeligt er overstået. Som om jeg virkelig er oprindelig. Om ikke med det akkurat samme hår som dengang, så med noget lignende. Derfor var det så nemt at gå ned til gravstedet i går, sammen med Lars. Blomsterne, – ja ligegyldigt, jeg lagde dem. Jeg så, stenen var fin, alt var fint. Gram kirke var pludselig ikke længere et grimt, mørkt sted, jeg tænker på med kulde og afstand. Jeg så denne gang markerne rundt omkring. Vi frøs, og vore fødder blev mudrede, så vi blev ikke så længe. Det havde kostet mig et par mudrede støvler, måske en forværring af min forkølelse, måske 80 kr. for en buket. Det var, hvad det kostede mig. Men hvad kostede det ham? (Mit barn) at ligge der. Man kan ikke sådan spørge den afdøde ved graven, hvordan han har det dernede i jorden. Man kan kun mærke, hvordan man selv har det med at stå ved graven. Man står der vel ikke, hvis man ikke vil. Ingen tvinger i hvert fald mig til at gå derom. Gram var mit ophav. Facebook har gjort mit ophav synligt. Kristeligt Dagblad har gjort min verden nemmere. Jeg kan skrive. Jeg kan altid skrive om det. Jeg formidler noget i et par mudrede støvler. Andre har mudrede støvler. Jeg formidlede fra netop de støvler, som ingen har magen til. Jeg , jeg, jeg. Altid mig selv i centrum. Bare fordi jeg ikke har børn, så er jeg selv den vigtigste i verden. – Men ak, jeg har jo netop et barn, ingen ser det bare. Så derfor blev jeg ikke egoistisk. Fordi jeg har ham (et sted), og faktisk fik denne følelse af at kunne se laangt ud i fremtiden, på at ham skulle jeg være sammen med i de følgende mange mange år, så mistede jeg godt nok omtanken for en anden tæt op af mig. Men jeg mistede ikke omtanken for det, jeg havde mistet. Og tit har jeg mistet alt for meget. Altså tabet af, hvad jeg kunne have haft, var ubærligt. Derfor kan man måske tale om afsavn. Og desto vigtigere er det at sige, at jeg er 39 år, og stadig frugtsommelig eller frugt barlig. At jeg ikke er blevet for gammel, som jeg en dag blev for gammel til at kunne søge ind på musikkonservatoriet. Ingen har endnu talt mine timer, eller hindret mig i at udvikle mig. Hvem taler et barn til tavshed, som helst vil sige noget? Hvem ånder ud i mine arme, som helst ville have åndet? Jeg taler i tåger. Mon ikke jeg stadig er graden af sindssyge? Det skal ikke være min undskyldning, men nærmere min nådige og overbærende stemme til mig selv: Du blev svag og bukkede under. Men kun for at rejse dig igen. Hvem gider se en film med en uden happy ending? Jeg ville helst se en blomst i flor, masser af marker, jeg er da ligeglad; hvorfor ikke marker i blomstrende flor? Hvem skal hindre mig? Er jeg ikke menneske, som du? Må jeg ikke række efter paradis, som trænger? Jeg tror ikke, blomsten blev lavet for den enkelte. Bare det faktum at mange mennesker på én gang kan skue ud over en blomstermark. Vi er ikke ene om det. Vi er ikke ene om at kunne ane paradis. Nogen ville sikkert ønske ikke at se mig der. Jeg kan kun i natlige drømme ane, at jeg elsker mit ophav, faderen til mit barn og hans forældre. Og gensynet der er altid fredsommeligt og glædeligt. Jeg kan kun drømme. Om foreningen. Gen – foreningen. Jeg kan skrive om en drøm. Jeg kan være en virkelighed. Hvorfor ikke være min røde bluse, eller min forkølelse, eller min kærestes kæreste? Skulle man hellere have været blomsten? Hvem skulle da have anet mig blandt alle de andre? Over – mod, kaldes det. Storhedsvanvid, med andre ord. Du kom her for at brænde, blev der sagt til mig engang. Du sidder på kanten, min Skat, bliver der hele tiden sagt. Jeg sidder her endnu, siger jeg. Springer du, – men det gør du jo ikke, så dør du dog ikke. Jeg skal heller ikke dø, siger jeg.  Du vidste ikke, hvornår livet sagde: ”færdigt”, til dig. Du kunne ikke vide dine kommende skridt. Men jo, nogle vel? Jeg kan heldigvis drømme om noget. Skrive noget ind i historien, som tæller, eller har værdi, bare for at slå det fast eller give det pondus. Jeg kunne skrive dig ind i historien, du det barn, jeg endnu ikke har. Jeg kunne skrive det gamle barn ud af historien, men kun for at komme videre. Vi var historien, mig og Nikolas. Den historie. Udtalt står det på gravstenen, at navnet er ”fra din mor”. Den ligger nede på en kirkegård. I går var vi der. Men endnu i dag ligger du der. Der er nemlig koldt og mørkt, og du er på det værste sted, mit barn, hvor jeg er på det bedste. Det får man af at leve. Og hadet kan beskrives netop sådan. Et selv – had. For jeg praler ikke af livet, som jeg ved held fik. Jeg begræder, at du ikke fik det længere, end du gjorde. Men tårerne varer ikke ved. For kulden tager til, og jeg skal til at passe på min krop, hvis jeg skal have endnu et barn. Og vi går hjem fra kirkegården, mens jeg tænker, jeg får blærebetændelse og endnu flere sygedage pga. forkølelsen. Jeg tænker på – mig. Derfor skal du aldrig tænke på mig, min søn, for det gør jeg selv. Men tager jeg dine ord til mig, siger du også i stedet: Jeg tænker ikke, jeg er bare. Og jeg hører dig sige det. For min sjæl blev på kirkegården, – lidt længere end Lars og jeg i går. For jeg skulle lytte. Jeg hørte din stemme fra urnen, ja mærkeligt nok gik den helt tydeligt igennem. Og du sagde: ”Flyt dig mor, her bor jeg”. Og du sagde videre: ”Jeg er, hvor jeg skal være”, her hvor mit navn står. Jeg sagde til dig, du skulle tale noget højere, da der var megen blæst i går, der ved gravstedet. Du råbte til sidst: ”Mor!”. Og det gjorde du aldrig i virkeligheden, for du var kun 5½ måned. Og jeg tænker; det var da utroligt. Men mere utroligt ville det være ikke at skrive så meget om ham længere. Jeg tænker også, det trætter mine læsere på bloggen at læse om. Hvorfor var man ikke bare en af dem, der tog en uddannelse, fik et par børn, stiftede gæld. Jeg skylder dig at nævne dig rundt omkring, tænker jeg om mit barn. Men heller ikke for meget, tænker jeg så. Så til sidst tænker jeg: HerreGud. Men jeg siger det ikke til nogen. Jeg tænker: Det er Gud, der sætter alt det i værk, der gør at jeg kan skrive, og gør det. Det er Gud, der tager dig til sig, og Gud der giver mig ord. Du blev til ord, mit barn. Du blev til en barn doms by. Et netværk. Du blev til et omdrejningspunkt på en blog – side på internettet, forestil dig det. Du voksede og voksede. Derfor behøver jeg ikke tage til Gram for at favne dig, for du er lige her omkring mig. Derfor behøver jeg ikke sige dit navn flere gange, eller røbe, hvorfor min mave er mærket af en graviditet. For du siger jo heller ingenting. Derfor tier vi, og et punktum vil jeg sætte, for at noget nyt kan begynde. For efter liv kommer liv. Liv efter liv.  Og levende i blandt os er mindet om hinanden. Ikke duften eller smagen eller følelsen. Ikke et stykke barnetøj, eller et maleri fra tiden, hvor du levede. Næh. Et spørgsmål: ”Ligner du mig?”, som vi begge kunne have stillet hinanden. ”Er vi eet?”, ku være et andet spørgsmål. Til det svarer vi – begge – : ”Lidt. Men jeg tror, jeg er bedre til at synge end dig. En dag skal jeg vise dig..”.Men den dag er i dag. Og du har bunker af legetøj, du gerne vil vise mig. Og måske får du lov. At være barn. Det næste barn, jeg får (hvis jeg får nogen), skal være ligesom dig. Om ikke dig. Men jeg ”får” det ikke, det er kun til låns. En dag skal jeg bytte barnet væk, for det er sådan man gør her i verden. Jeg fik en forsmag på moderskabet. Denne vidde i mit udsyn kunne jeg godt lide. Flere ting kunne jeg godt lide ved det. Du råber i ørkenen. Komme nu dit rige. Jeg siger til mig selv: ”Ban nu vejen”. Det er fordi, der måske kommer et barn mere. Men også fordi der måske ikke gør. For så er vi to. 06-01-2012.

Jeg havde lettet mit hjerte ved at gå og slæbe på en indkøbspose. Det var alt, hvad mine arme holdt til. At holde verden i mine hænder kunne jeg kun i få minutter ad gangen. De andre minutter gik snildt med at holde sammen på mig selv. Jeg var overladt til mig selv. Sindssyge i henholdsvis udbrud og dvale. Disse to grader, denne spændvidde, skulle jeg alt sammen holde i mine hænder. Jeg begyndte at falde. Først på gaden, men så også herhjemme. Jeg kunne ikke længere bære min egen vægt, fordi jeg var så belastet af tungt gods. Hvis man havde malet mig på et maleri, havde alle farver været sorte og røde. Et enkelt strejf af hvidt listede sig dog ind. Men hvis ellers et maleri selv kunne skifte farve efter forgodtbefindende, ja så ændrede dette maleri sig hele tiden. Du var begyndt at kede dig. Jeg så dig sidde i stuen helt stille op af din salme. Du støttede dig heldigvis til din salme. Når jeg nu kun var en statist. Og højst var det i mit eget liv. Jeg kedede mig. Det var faktisk mig.., indrømmer jeg nu. Jeg gik fra stuen ind i dette værelse. Værelset var bedre funderet. Jeg tænkte længe på at udgive noget mærkeligt, men jo længere jeg skrev mig ind på en side, jo mindre aparte blev mit udgangspunkt. At tro, man er mærkelig, mens man ikke er det, er vel bedrag? Der var ingenting i vejen med dig. Du var mit udgangspunkt, fordi jeg vågnede op af dig om morgenen, og sov ind ved din side om aftenen. Du gik i min stue og opfandt salmer. Mens jeg selv kun sang dem. Jeg kunne synge enhver salme, i alle mulige tonearter. Men at sige til verden, at det var det, man var blevet til, syntes næsten at være for fattigt. At være udenfor diskussioner om verdenssituationen, fordi man simpelthen ikke havde fattet forhistorien til verdenshistorien, var endnu et men ved det at være mig. At være udenfor noget, betyder vel ikke nødvendigvis, at man er indenfor noget andet. Jeg var indenfor kunst. Jeg bevægede mig indenfor en verden af at skabe. Jeg har altid sagt, at det var federe at lave egne sange, end synge på musikkonservatoriet på akkurat den samme måde, som tusinder af andre sopraner havde gjort før mig. Jeg havde det ikke i mig. Selv ikke på badminton banen over for min kæreste, kan jeg for alvor gøre livet surt for min modstander. Jo, jeg vinder typisk, men jeg har så svært ved at være led. Hvordan skulle jeg da have klaret mig på konservatoriet? Vi talte om at bære på noget. Det var der, jeg startede denne laaange sætning. Jeg bærer på en optagelsesprøve. Jeg kom bare ikke ind med den optagelsesprøve. Men jeg prøvede da. Der er så meget, man ”har prøvet”. Men ”man” kan man jo aldrig helt sige. Hvad der gør ondt på min krop, gør måske ikke ondt på din. Der er sådan nogle dårlige fjernsynsprogrammer, at man er nødt til at gå ind i et andet rum for at undgå lyden af dårligt tv. Ligeledes talte jeg i årevis ind i en diktafon, fordi jeg ikke ville verden. Jeg ville kun min verden. Alt centreredes omkring mig. Ligesom dit (Læserens) liv gør for dig, ku man lidt formildende sige. Jeg er ikke ene om at skrive om mig selv. En forfatter er vel personlig, indtil det gør for ondt. At græde direkte ind i en mikrofon, det er jo udleverende, eller ægte, eller autentisk. Heldigvis er jeg autentisk. Ellers kunne jeg heller ikke være gået ind i dette rum. Jeg sidder her ikke for sjov! Jeg sidder her, fordi min kontorstol trængte til selskab, og mine fingre trængte til at taste på mit tastatur. Ingen anden grund finder jeg egentlig. Jeg ringede til min bror; det har været jul, og han gav os gaver. Selvom jeg i årevis har talt – live – ind i en diktafon, – samtaler, jeg
endda senere har udgivet, så lød jeg så latterlig. Man er for alvor fanget på en telefonsvarer. Ingen fortrydelse, det er nu og her, first take. Du skal være min hyrde. Hvorfor ikke passe på mig, mens jeg går og brydes med: indhegningen, græsset på marken, dem der engang skal slagte mig. Du har ikke kendt mig. Du vil sige, du ikke har kendt mig. Du går ikke. Jeg kan i det hele taget ikke skrive om dig. Jeg kan heller ikke (længere) udgive dette som et blog – indlæg, for det går pludseligt alt for tæt på. Hvis jeg var et dyr på en mark, og du var min hyrde, ville du gøre alt for at passe på mig. Det stiller dig i et dårligt lys at sige, du ikke vil kendes ved mig. Jeg må indrømme, sætningen bare røg ud af min mund. Man kan slette det, man har skrevet, ku man indvende. Der findes endda en knap på mit tastatur, der hedder: ”Slet tilbage”. Se, det er løsningen! Hele mit forfatterskab skulle have kendt til den knap. Jeg opdagede så sent, at du bare ville passe på mig. Jeg gjorde mit for at blive indenfor indhegningen, gå ad sikre stier og veje, gå så du kunne se mig. Jeg kiggede mig af og tilbage, og det er rigtigt at du er det bedste, der er hændt mig. Jeg kiggede mig tilbage, men kun for ane din kontur i mørket. Du er der. Vi gik ad stier og veje sammen. Jeg skriver om det, når vi når frem. Det er historien værd, eller traveturen værd at berette om. Jeg gik og talte sten under mine ben. Nåede jeg over 100 sten på én dag? Du talte selv sten, og samlede enkelte op, som du så byggede salmer op omkring. Det er dine salmer, der redder mig. Hver dag er det det, de gør. Derfor går jeg dig ikke for nær. Siger ikke, hvor stor betydning, de egentlig har for mig. Du skal ikke vide, at jeg elsker dig så meget. Derfor udgiver jeg aldrig dette blog – indlæg. Du har hængt i min stue. Som et maleri. Nu er det bare også din stue, og dit maleri. Jeg har rakt ud efter dig i årevis. Det ene forliste forhold efter det andet, gjorde mig bare usikker på, om der fandtes andet (end forliste forhold). Du skal vide, jeg er dit får. Derfor lægger jeg dine bøger på hylden, så du kan finde dem igen. Intet skal gå tabt af din hånd. Du vil en dag endda skænke vin med den hånd. Allerede i aften, faktisk. Vi holder af hinanden. Er jorden ikke gjort af mennesker, måske? Skulle man finde Gud heromkring, går han nok bare over i Finnebyen (et sted i Århus). Der er så idyllisk derovre, som om fuglene lige synger lidt mere fornøjet der, end alle andre steder. Jeg er ikke dit får, hvad er det for noget sludder. Jeg går selv ovre i Finnebyen, næsten hver dag. Og Gud møder jeg da aldrig. Jeg tænkte, jeg kunne møde Ham her, på siden, i det skrevne. Hvorfor ikke møde Gud, som mine fingre møder tastaturet. Jeg sagde jo, mine fingre trængte til at røre tastaturet. Og nu er mine fingre næsten helt oplyste eller klartseende, her henimod slutningen af dokumentet. Jeg lavede engang et testamente. I det skrev jeg: “Mine ord skal slå rod, men kun, hvor de finder næring”. Derfor arvede mine nærmeste ikke andet end ord fra mig. Jeg kunne ikke dele andet med verden, end det. Af og til sang jeg andres ord, f.eks. som kirkesanger, eller på en cd – indspilning. Det pinte mig, at jeg ikke forstod alt, hvad jeg sang. Jeg ville så gerne have givet det størst muligt udtryk. De andre i kirken sagde, jeg gjorde det godt nok. Og der, hvor jeg indspillede cd’er, syntes de, jeg gjorde det ”godt” eller ”meget godt”. Jeg bærer på et ord, der er tungere end alle andre ord. Tilgivelse. Det er fordi, det kræver mest tro af mig. Men jeg bærer det med lethed, netop fordi jeg tror så meget. Fortabelse. 27.12.2011.

Jeg var smuk, der i spejlet i fitnesscentret. Ikke mere eller mindre smuk, – men smuk. Jeg ku ikke ha ønsket mig en bedre krop, et bedre spejl, et par andre øjne at se med. Hele jeg slog til. Ikke noget ”sad forkert”, eller var malplaceret, og jeg tænkte faktisk med undren, om de med vilje havde lavet spejlet mere ”bruger”-venligt, så man så tyndere ud end man reelt var, så man fik lyst til at træne igen en anden gang. Om det var en salgsfidus. Stoler man bare ikke på det gode? Skal der absolut være en hage? Køen i sandwich baren var også for lang. Lysreguleringen skiftede lige til rødt som jeg netop skulle krydse vejen. Folk masede sig frem i ”Bruuns Galleri” (i Århus) for at komme hurtigst muligt frem. Alle disse men’er. Men som jeg stod der – narcissistisk – foran spejlet, havde jeg næsten sejret. Alle selvbebrejdelserne eller følelsen af utilstrækkelighed eller skyldfølelse over at have spist for meget, forduftede. Byrderne lettede, intet mindre. Ville jeg så anbefale alle andre at gå i fitnesscenter, er det derfor, jeg skriver dette blog – indlæg? Nej, jeg savnede. Jeg savnede spejlet derhjemme, hvor jeg ser mig med fejl. Jeg tog mit tøj på i træningscenterets omklædningsrum, og – igen – som før jeg trænede, følte jeg mig ”forkert” eller mislykket, som om jeg skulle have valgt et helt andet sæt tøj fra morgenstunden. Jeg var alene. Kæresten var udenbys. Hans vante kommentarer og typisk ros til min påklædning – udeblev. Jeg kunne ikke været sikker. Jeg var alene på gaden, alene i omklædningsrummet med min krop, og mit tøj hang ensomt nedad min krop. Jeg sidder i stuen og tænker; mine arme er blevet stærkere i dag. Helt mærkbart løftede jeg så mange kilo, jeg overhovedet kunne overkomme. Ingen kunne have forlangt mere af mig. Men hvad ”savnede” jeg alligevel, som jeg siger. Jeg var ikke stærk op af dig. Du stod ikke ved min side foran det spejl. Kun jeg selv glædede mig. Var det ikke nok? Er man ikke grundlæggende ”sin egen herre”? Skal man ikke kunne stå oprejst i verden – selv? Når du kommer hjem om et par timer, kan jeg fortælle dig, at jeg har trænet. Du vil ytre, at du er glad for, at jeg kom af sted (fordi jeg nogle gange har mine tvivl forinden). Du vil måske endda sige, at du kan mærke træningen ved berøringen af min krop. Jeg har trænet min krop, men hvorfor? Jeg var helt alene om den romaskine og de jernstænger. Vekslede kun et ”hej” med et par andre motionister. Hvorfor kom jeg da? Hvorfor valgte jeg alenehed frem for tosomhed eller noget, vi ku have været sammen om? Jeg dør alene. Er det måske ikke rigtigt? Jeg kom ikke helt selv til verden (jeg mener: nogen hjalp ved fødselen, og min mor var der jo), men jeg må selv gå ind i døden til sin tid. Jeg er ikke et bedre menneske efter at have trænet, men jo det er jeg faktisk. Jeg så mig selv slå til, række, gå distancen ud. Lignede de andre, men ikke helt. Romaskinen sagde: ”Tak for endt arbejde”, og jeg kaldte den ”en ven”. Næste gang jeg kommer, siger jeg ”Hej” til den, og den stikker i et stort smil. Spejlet siger – igen – næste gang: ”Hvor er du egentlig fin”. Og når det er spejlet, der (selv) siger det, så er det (jo) ikke narcissistisk. Forstår jeg verden bedre nu? Et savn skulle være, hvis du aldrig kom hjem fra din udenbys tur. Hvis der ingen læsere var på min blog. Eller hvis katten aldrig kom ind igen efter at have strejfet omkring udenfor. Savn er ikke at have ord. Ikke at pille ved det bestandige. Savn er når Jesus siger: ”I spejlet OG udenfor spejlet var du smuk”. ”Jamen, jeg kunne ikke se mig udenfor spejlet”, siger jeg indvendende. ”Jeg så dig”, siger han så. Da jeg gik hjem ku jeg godt mærke et blik. Hjælper det mig, at du er allestedsnærværende?, spørger jeg. Og ser du mig kun, når jeg er ”smuk”?. ”Der er dage, hvor jeg vender spejlet om”, siger Jesus så. ”Hvorfor?”, spørger jeg. ”Der er dage, hvor det (spejlet) ikke kan tåle at kigge”. ”Jeg har aldrig oplevet et spejl, der ikke spejlede, men skammede sig eller skånede sig selv mod synet”. ”Næh, men i dag oplevede du det”, siger Jesus til mig. ”Jamen, jeg så jo mig selv!”. ”Ja, men spejlet gjorde ikke”, siger han. ”Jamen jeg overstrålede Alt!”. Du så det kun selv, siger jeg jo. ”Og du så det?”. Jesus: ”Jeg kiggede væk. Jeg ku ha hændt at elske dig”. Men du må gerne elske mig. ”Næste gang så stil dig med ryggen mod spejlet, da ser du dit egentlige inderste stråle. Ikke som en veltrænet krop, men som en, der gerne vil træne sin krop. Fordi romaskinen er din ven, og spejlet er dit modspil. Da spil op imod dig selv.” Så gjorde jeg. 20.12.2011.

Det tog mig en time at blive menneske. Mindst. Jeg blev født ind i en verden. Var her måske før det. Men nu tager jeg mig sammen. Man kan ikke skrive hvad som helst. Man kunne jo blive kaldt alt muligt, ”utilregnelig” eller ”sindssyg”, eller bare lidt til en side. Og det vil jeg da ikke. Derfor målretter jeg nu mit blog – indlæg til den menige mand, så alle kan forstå mine ord. Ikke at jeg har vidtrækkende konsekvenser, eller at mine arme rækker langt ud i verden, men måske kan man nå nogen med ord. Jeg har prøvet det før. Kastet ord efter nogen på gaden. Jeg ramte dem i ryggen, men ikke alle mærkede det. Jeg tog også nogle (ord) tilbage, slugte dem nærmest i min mund, de skulle simpelthen aldrig have været. Og slet ikke rettet mod ham der på gaden, eller hende der i bussen. Højst skulle de have ramt mig selv, som i en boomerang effekt. Så jeg fik alt tilbage i fjæset igen. Alt, der var rettet udad, skulle verden siden hen give mig tilbage. Alle dem, jeg havde svinet til i min dagbog igennem år, skulle jeg engang få gengæld af. Men allerede i dag får jeg det. Fra mig selv. Inden jeg ser ham i øjnene, jeg har skrevet dårligt om, ser jeg mig selv i øjnene, som hende der har skrevet grimt om ham (en bestemt i min omgangskreds). Og næsten ingen er gået fri, jeg har kastet skyts mod de fleste, bare fordi jeg selv var klemt eller presset. Presset til at skrive hvad som helst. Give mig lov til at skrive hvad det måtte være. Måske ingen alligevel skulle læse det skrevne, men hvad hvis..? Og selvfølgelig skulle det frem. Disse endeløse skriverier på toppen af Hammershusvej, hvor jeg dengang boede. Og hvad interesserer det folk at læse om, at jeg engang var forfatter på 4. sal i min lejlighed? Jo, noget må række videre. Ud ad vinduet deroppe på fjerde sal. Ud på gaden, ned i mudderet, ned til cellerne, det opbyggende materiale. Som alt bunder i. Alt udgår fra. Hvorfor skulle jeg ikke udgå fra noget? Hvorfor ikke jeg, på toppen af etagebyggeriet. Jeg kunne finde på alle mulige ting, såsom at skrive egne sange. Eller egne digte. Taget var for øvrigt lavet af digte deroppe (..) Og mange andre ting foregik i den lejlighed. Også ting, jeg blev syg af. I perioder hørte digtene aldrig op. Timer foran skrivemaskinen, midt om natten, hørte ligesom aldrig op. Om det så var et brev, der ville skade den, der skulle læse det, måtte jeg stå op og ”udføre min gerning”. Halvvejs tvangsmæssigt. Hvordan ved vi så om – dette – blog indlæg ikke også bare er tvunget frem via en vanvittig tanke? Men jeg spørger tilbage: ”Hvad hvis det er”? Hvad hvis blog – indlægget bygger på Sindssyge, – vil I så ikke læse det?? Hvad er der grimt ved sindssyge, og afmagt, og noget man ikke kan gøre for. Jeg har aldrig kendt andet. Du siger, jeg må være her, du Læser. Jeg må skrive på Kristeligt Dagblads hjemmeside, fordi der ingen censur er, og fordi jeg i øvrigt ikke skriver noget ”skadeligt” eller sådan. Fordi jeg skriver ”rent”, sådan som jeg er, er der plads til mig. Uden mig var hjemmesiden intakt. Med mig på hjemmesiden er der måske uroligt, men har nogen spurgt hjemmesiden, om den har noget imod at blive lidt urolig? Disse mange indlæg om mangt og meget, skulle jeg hellere læse, end skrive ting selv. ”Skrevne ting om tro og kærlighed”, som jeg kalder det. Hvem kan skrive om ikke – kærlighed, eller ikke – tro. Har vi ikke alle et eller andet at gøre i dette forum? Kender vi ikke alle disse emner, der rager så højt, at vi strækker og strækker os for at nå. Hvem fornægter at kende kærlighed? Skulle det være særligt at skrive om. Næppe. Andre kunne have levet mit liv, – snildt. Jeg var bare en Anne Marie, og hedder tilfældigvis noget med bogstavet ”E” i mit efternavn. Det giver sammenlagt ordet: ”ame”, hvilket vel kommer af det latinske ord for kærlighed.. Jeg ved ikke. Så meget skulle man ikke vægte et par begyndelsesbogstaver eller tre. Jeg siger jo, at andre hedder Anne Marie, og at jeg bare er ”tilfældig”. Andre kunne have fået min sangstemme, og flere kunne have forfattet mine digte, og i øvrigt have købt den trøje, jeg har på. Vanvittigheden sejrer!, siger jeg bare. Det er det, jeg eller vi er her for. Alt må lykkes i den skønneste uorden. Alt, hvad der ikke blev sagt, kommer jo alligevel for en dag. En tanke er vel ikke nogensinde skjult (for nogen). Særligt ikke for Gud. Jeg er ikke Gud. Jeg er menneske. Ikke dit menneske, eller det menneske, men menneske. Ikke for dig, eller med dig, men for mig selv. Op af dig, selvfølgelig. Hvem kan ellers holde mig ud? I går sagde jeg næsten ingenting, da vi havde gæster. Pludselig kunne jeg ikke snakke med om noget, og jeg følte mig uintelligent. (Men var det ikke??). Men så sagde jeg alligevel noget. Jeg sagde: ”Du har sagt mig, jeg slår til”. ”Du udtrykker dig, som om du holder af mig”. ”Du står op af mig, som om du vil være mig bekendt”. Men igen; det sagde jeg slet ikke. Jeg lyver nemlig også. Jeg må jo skrive alt. Derfor har vi i dag d. 1. juli, og jeg er mor til en dreng. Alligevel blev jeg i stedet sindssyg, og det er netop min undskyldning. Hvad er din? Jeg er mor til en dreng. Det er ikke helt løgn. Jeg er halv. 01.12.2011.

At jeg måtte skrive for mit eget bedste, fattede jeg jo ikke. En anden skulle vel engang læse det skrevne, ellers var det vel ikke? Jeg kunne skrive i mit testamente, at denne side papir skulle placeres ovenpå min krop i kisten, og ingen måtte åbne dokumentet og læse det først. På den måde var det skrevne kun imellem mig og – mig. Hvorfor så skrive det, kunne jeg ikke bare have tænkt det skrevne for mig selv, når der nu ingen anden læser ville være? Men næh, ordene fik mere kraft af at blive placeret på en side. Også for en god ordens skyld. Min ordens skyld. Jeg havde gennemtænkt hele mit liv. Det lå bredt ud foran mig, som om jeg hvert minut kunne blive kørt over af en bil, og stadig ville det være intakt, uberørt. For jeg havde det, ejede det, plejede det, også selvom jeg lå mast ud midt på gaden. Ingen kunne nogensinde fratage mig mit sind, mit hjerte, eller min sjæl. Ej heller den ring, min kæreste lige har givet mig til min fødselsdag. Hvem ville gå rundt med en afdøds ring? Men jo, det har jeg engang selv gjort. Og det har givet mig noget historie med mig, at der på min finger havde jeg noget af ”Olines”, som kvinden, der ejede ringen, hed. Og jeg tænker; hvad vil de døde her? Ved hun et sted, at jeg har båret den ring? Ikke at det var for hendes skyld, at jeg gjorde det.. Men hvem fra de dødes rige, lever? Går hun et sted med en ny ring. Bare fra de dødes rige? Hvem tog fra de døde, hvad de stadig skulle have haft. Hvem krænkede en gravplads, spyttede på et navn, mindedes med afsky? Var de døde ikke i fred, for at blive i fred? Men hvem skal jeg (næsten) spørge? Disse latterlige spørgsmål, som om jeg kender en død, eller vil kende døden, eller længes efter at dø, eller hører om døden. Bare det enkle ved livet, man ikke kan vide noget om. Jeg forsøgte at være her og spørge. Jeg spurgte om alt muligt. Rimelighed. Retfærd. Hver gang jeg beder, beder jeg næsten ”om retfærd”. Det betyder i praksis, at det jeg møder skal foregå ”ordentligt”. Når jeg møder et menneske, skal hver af os få efter evne eller fortjeneste. Men hvem ved, om man får ”meget” eller ”lidt”, og om det meget eller lidt var ”nok”? Men jeg skal ikke kræve og kræve. I stedet for retfærd, så vel – færd. Jeg kan ikke blive ved at gå i genbrugsbutikker og indkøbe mere tøj. Der lugter af dårlig samvittighed, lige fra jeg træder ind ad døren. Og min(e) skabe er propfyldte, og noget tøj overrasker mig til stadighed; tænk, har jeg også den trøje, eller den nederdel? Hvad skal vi med overfyldte lommer. Kærlighed i en uendelighed. Slipper den aldrig op? Jo, når jeg min kæreste og jeg laver mad (sammen), har vi vidt forskellige holdninger til, hvor længe maden behøver at koge, og ved hvilken temperatur. Og jeg går herind og skriver et blog – indlæg (det er det blevet til, kan jeg se), for at få lidt luft, fra madosen, opvasken, stearinlyset – selvom det var tændt for at hygge. Vi sidder i hvert vort rum. Og tusinder af andre danskere gør det samme. Det er et parforhold, op af andre parforhold. Bortset fra at det er nok i sig selv. Jeg havde besluttet, inden jeg gik herind, at jeg skulle skrive for mig selv. Dette famøse ark, som skulle ligge i min grav, som ingen nogensinde fik at se meningen med. Der skulle bare udenpå konvolutten (hvis siden lå i en sådan) stå: ”Med ingen mening”. Og dem, der stod rundt om graven, ville gå til af nysgerrighed, men jo også respekt for mit ønske, om at netop det skrevne, var privat. Der skulle stå noget om ”Jesus”. Som om jeg havde en hemmelighed om Jesus, eller vidste noget om Jesus, som ingen anden vidste eller kendte til. Min egen hemmelighed. Det kunne være, at jeg kom til at tale over mig, inden jeg døde, og afslørede, hvad dokumentet indeholdt. Men det kunne snarere være, at jeg indeholdt endnu flere hemmeligheder, som endnu flere ikke vidste af. Og til hvad nytte? Jo, – til Guds nytte. For Han kendte mig til bunds. Skjulte intet for ham. Og han fik netop at læse, hvad der stod på det papir, der skal ligge over mig i kisten. – Dette dokument, måske. Men hold nu op; nu har alle læst det her, så gemmer du jo ikke længere på det. Så helliger du det ikke mere, end at du bare med det samme publicerer det på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Ville du ikke andet og mere end det? (kunne nogen spørge). Jeg ville ikke andet, i hele verden ville jeg ikke andet end publicere noget på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Men der må være en grænse, og den går lige her. Jeg vil ikke skrive mere end denne ene side, i det program jeg bruger til tekstbehandling. Det må kun fylde denne ene side, og jeg er snart færdig. Kisten, når jeg er død, kan kun indeholde eet dokument. Ikke to eller flere. Og når man smider det ned i graven, folder det sig omvendt, så bogstaverne ligger øverst, og så folk omkring graven kan skimte nogle sammenhængende ord. Det, de får mest mening ud af, er ordene: Død, men genrejst. Og hvem fanden gider læse sådan noget? Nogensinde? Næh, når jeg dør, skal der stå meget lidt. Et liv i afsavn. Et fattigt liv. Et stakkels og forarmet menneske. Men var det så mig, der lå dernede? For jeg kendte til afsavn, fattigdom, men nævnte det aldrig.
22.11.2011.

Det var altsammen små skridt i den rigtige retning. Man gik ud fra, at i takt med at man blev ældre, blev man også klogere. Og med mere livserfaring bag sig, var man bedre rustet til at møde hidtil ukendte udfordringer. Og i alle ting ville jeg bare gerne være ren. Ren i tanken – sådan helt barnligt, uskyldigt, ren i følelsen så der var overensstemmelse mellem, hvad jeg havde indvendigt og hvad jeg udadtil gav udtryk for. Ren i kroppen ovenpå krævende dage med præstation og tynd mave. Ren. Et åbent ansigt. Det, der var. Stabil. Det, der lå latent i mig – og hvilede. Jeg lå på sofaen med katten ovenpå. Den havde ikke umiddelbare forbehold mod mig, selvom jeg i egne øjne ”tænkte dårligt”, eller manglede kærlighedsevne. Den var varm og kærlig. Det var min kæreste også, da han tog af sted. Og i morgen er han det igen. Det er det, man kalder ”tillid”. Din krop op af min, fordi der er tiltrækning og magnetisme, som om din mave op af min går ind og næsten ”fylder op” i min mave, hvor der før var hult. Du vil mig ikke ondt, Herre. Hvorfor tror jeg, jeg skal straffes eller møde modstand? Hvem har lært mig næsten at bede om Tab på livets vej? Jeg sidder i kirken og du fylder mig op. Efter nadveren synger jeg mærkeligt nok bedre end før nadveren, og jeg kan ikke forklare, hvorfor. Jeg tænker på at have gjort et andet menneske ondt rent fysisk engang, men finder trøst i at også Du led en smertefuld død, og måske kan forklare mit barn, at det er et offer. At jeg slog ham ihjel, fordi jeg var syg. Og at han har betydet så utroligt meget for mit liv. Sidenhen fik jeg ikke børn. Det var som om, det ikke kunne ligge i mit liv. Der var ligesom ikke plads til børn i min mave. Eller i mit sind for den sags skyld. Ikke at jeg ikke gerne ville have en ekstra ”Lars” (kæreste) på en eller anden måde. Han måtte da gerne kopieres, men – jeg.. Jeg sang engang ”Nu lukker sig mit øje” – godnatsang for mit barn. Det var inden det blev født, og om han har hørt det..? Men så lukkede jeg hans øje, mens Gud så til. Og så løb jeg væk fra ham, efterlod ham i sneen. Hvorfor sang jeg først for at gøre ham tryg, for siden at gøre ham utryg? Nu synger jeg aftensang for mig selv. Jeg er mit eget barn, også så jeg virkelig skal tage mig sammen for at føle mig som voksen – i en alder af snart 39 år. Man havde ikke som barn ønsket sig at blive en, der har slået ihjel. Jeg ville bare gerne synge og spille klaver. Det gør jeg nu; egne sange og salmer. Offentligt. Det var, hvad jeg kom med i posen. Af lykketræf og skæbne stykker. Jeg deler gerne ud. Men når jeg skal leve med fortid og synd, begynder jeg at tro på Jesus. Så får jeg det bedre. Min søns voldsomme død var ligesom Jesus’ voldsomme død. Så det har de tilfælles. Genkender du mig en dag, vil jeg være glad. Men vil du ikke kendes ved mig, forstår jeg godt det. Til vinter vil jeg selv lægge mig i sneen, og min kæreste skal med vilje gå fra mig, så jeg får følelsen af at blive efterladt, hjælpeløs. Men det går sådan, at han ikke kan få sig selv til det. Jeg beder ham igen og igen om at gå fra mig, fordi jeg har fortjent at blive efterladt, – men han kan stadig ikke. Jeg turde godt løbe fra dig der i sneen. Du var hårdt ramt, men jeg havde ”sendt dig af sted”. Mere føltes du ikke som mit barn, end at jeg havde kræfter til at løbe. Kære urene, moder. Mere følte jeg mig ikke som dit barn, end at jeg først nu kender dig (igen). Flere ord har vi ikke at sige, andet end: ”Nu åbner sig mit øje”.
24.10.2011.

Det smertede mig at være her. Men hvorfra skulle jeg vide, om andre kender den samme smerte? Om jeg bare er en blandt mange. Hvem er ”mange”? Skal jeg ikke søge i egen favn og forløse noget der, før jeg rækker ud efter andre. Men nogen ”glemmer sig selv”, ofrer sig, giver for meget, mister sig selv på den konto. Men nogen er jeg ikke. Jeg er den. Og søger jeg i egen favn finder jeg smerte. Over at jeg i det hele taget har en favn, der vil omfavne nogen. For nogen findes, og nogen har brug for mig. Jeg kan være hos en ven i nøden, uden at være hos mig selv. Men du vil spørge, hvorfor. Reder man ikke sin egen seng før en andens. Jeg skal forhaste mig. Hurtigst muligt finde fodfæste, og kunne kende mig selv, fra de andre. Hellere være indeni mig, end udenpå de andre. Det er så helligt. At tænke på du før jeg. Som om det er den største kærlighedsgerning i verdenshistorien! Han (Jesus) gav sig hen. Ofrede sit liv. For sådan nogen som os. Hvorfor, egentlig? Var det så meget rarere at hænge på et kors. Men jeg kender godt svaret. Jeg gjorde det gladelig. For en sag. Men hvilken sag er da så vigtig? Bibelen, den er vel bare en bog, blandt mange? Og den er ved at være gammel og forældet. Men hvad andet har vi. Jo, vi har det levende ord. Når kærlighed ”bliver levende i blandt os”, som man siger i kirken. Vi kan være liv for nogen i morgen. Hvorfor ikke allerede i morgen. Hvem hindrer os. Gå nu ud i verden og elsk hverandre. Og det viser sig, at det er langt det nemmeste. Den nemmeste fordring overhovedet. For strømmer der først en velvilje ud af ens hjerte, eller ens favn, når den også typisk ind og gør godt, hvor den kommer frem. Kan man ikke elske – for meget? Det kommer vel an på, om man bagefter er helt tappet for kraft. Eller om den, man rettede sin vejvilje imod, tager dårligt imod den. Kærligheden er vel som en strømning i en gren. Den vokser udadrettet hen imod noget. Arbejder møjsommeligt på at blive større, bedre. Vise mere af sig selv. Rette sig udad. En verden åbner sig for grenen, og favner den. Luften omkring grenen kærtegner den. Påskønner den, og opfordrer den til at fortsætte ad samme vej. Den kan vel ikke møde had på sin vej, sådan en gren? Engang da jeg var indlagt, så jeg kun had i træernes blade udenfor vinduet på stuen. Jeg gik møjsommeligt (ligesom bladet på grenen) over i hospitalskirken og bad. Men når jeg kom tilbage til afdelingen, var jeg ikke blevet ”bedre” eller udfriet, eller mindre deprimeret. Alligevel gik jeg over i kirken den næste dag også. Og sådan fortsatte proceduren i flere måneder, faktisk. Uden at føle denne aha – oplevelse, eller føle Nåde eller løn, eller ømhed, fra en højere instans. Jeg havde kun mig selv som målestok, og så slet ikke, at Gud var i det blad på træet, jeg kunne se fra mit vindue. Nej, i mine øjne var Gud der ikke. I stedet kiggede bladet hadefuldt på mig. (Ikke psykotisk). Til sidst lægede tiden alle sår. Intet andet en tiden reddede mig ud fra det sted. Ikke engang en bøn, som jeg havde ment mere inderligt, havde gjort udslaget. Nej, kun tiden arbejdede for mig. Slet og ret noget udenfor mig selv. Grenen, der bare vokser af sig selv, håber på at nå frem, håber på at blive større, indtage mere næring. Udfolde sig. Og nu, hvor jeg nævner det, vil jeg allerede i morgen kigge på et blad på et træ, og se om jeg kan se, det er kærligt. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg er opfyldt af kærlige tanker, i højere grad end jeg nogensinde tidligere har været. Så hvorfor ikke et blad i morgen? Hvorfor ikke i de her ord. Eller i et strøg henover en skulder i butikken i morgen. Forleden tænkte jeg på, om Djævelen faktisk findes. Jeg var begyndt at læse en ”Jesus – bog”, hvor forfatteren helt naturligt omtaler Djævelen som en realitet. Jeg kan huske, at jeg for år tilbage tit tænkte på ”det onde”, og på hvordan jeg skulle undgå det onde, og holde mig på ”kærlighedens sti”. Hvis nu Djævelen var i det blad ude på det træ udenfor mit vindue på psykiatrisk hospital, så havde han et udtryk. Et sted at vise sig. Og et menneske at ville kapre. Jeg gik ikke ud og kyssede bladet for at det skulle forandre sig, for det havde jeg slet ikke kræfter til. Jeg blev heller ikke ved med intenst at nedstirre det, blive forblændet, eller opfyldt af had over det. Jeg lod det være. Det var vilkår, lige op af min sygdom. Det var lige vilkår for bladet som for mig. Alt levende kan vel i princippet ændre karakter, selv jeg kunne jo – i bladets øjne – være ond i min udstråling. Men ond – helt inde, tror jeg ikke. Selvom jeg i sygdomsperioder har kaldt mine forældre alle mulige onde ting, tror jeg ikke, jeg var ond. Min mor kaldte det for at jeg ”skejede ud”, og at det ”kunne jeg jo ikke gøre for”. Havde hun ret? Var jeg – pga. sygdom – undskyldt? Var bladet – undskyldt? Hvem er Herre over hadet, eller bestemmer hvem der udfører ”onde” handlinger? Tager ”Djævelen” bolig, hvor den kan komme til det? I mange år var jeg bange for bestemte tal, og for at bære sort undertøj, fordi jeg tænkte, det var af mørke kræfter. Jeg turde simpelthen ikke. Det gør jeg godt nu. Jeg ser ikke en bund- eller grundtone i mig, eller mennesket som sådan, som ikke står ren. Ren mørk. Skulle man på et maleri helst vælge lyse farver? For at skabe et venligere udtryk? Hvis nu Djævelen (som jeg nævner helt uhørt mange gange) virkelig findes. Er han så i ordet. Her. Nej, han lå da i min seng! Jeg kan endda kigge lige over på ham herfra. Han hviler sig bare, efter en mislykket mission om at omvende. Og jeg har helt styr på ham. Men sikke noget sludder. Jeg spørger bare, om den egentlige grundtone er kærlig. Hvis man har lyst til at være vred på en ven, men snarere formulerer sig helt omfavnende positivt (som jeg faktisk i dag netop har gjort), har man vel vendt den anden kind til. Men hang man samtidigt på korset, er det vel sværere at vende ansigtet i en bestemt retning, ku jeg forestille mig. Hvis røveren på korset ved siden af havde provokeret én. Ville man så have råbt højt og vredt? Nej, for man havde ikke kræfter. Man hang udsultet, til skue, nedgjort. Men røveren sagde i stedet noget støttende til én, og man fandt kræfter i stedet for at miste kræfter. Hvilken Herlighed! Der var nåde i den sidste Time, og der var mere på vej. Flere steder at hente kraft. Også for os i morgen. Og for bladet på træet. Og for dem, der lige nu beder i hospitalskirken, i stedet for mig. Og mon ikke, man alligevel blev hørt derude? Det tror jeg, jeg vil bede om, at man bliver. For lå man ned og blev sparket på, var man nærmest fortabt. Men rejste man sig bagefter for at slå tilbage, var man også fortabt. Rejste man sig derimod for at se på sin forslåede krop, at den er mærket for livet, men har tålt, så mærker man sig selv generere styrke. Til fremtidige kampe og lidelser. Selv Han rejste sig. Fra graven. Og nu kan jeg se, Djævelen også rejser sig fra min seng. Han slingrer af sted. I morgen hænger han på et træ som et blad. Men jeg ser ikke hans vej. I stedet for plukker jeg bladet lige ved siden af, så han føler sig overset. Han vil søge at gå mig i møde. Og det ender (sgu) med, at jeg beder for hans frelse. Jeg kan ikke lade være. Hvis fristelser består i det, er jeg så den største Synder. 02-09-2011.

Jeg ville gerne være ren. Derfor rengjorde jeg mit ansigt, undgik at drikke kaffe, motionerede, vaskede mit hår. Men hjalp det mon? Jeg ville have gjort gode gerninger, nogen der forløste, eller overraskende ville gøre folk glade. Men så opdagede jeg, jeg var mig selv nærmest, og fik ryddet op i min stue. Jeg var på vej over mod købmanden, men så gik jeg tilbage. Kunne slet ikke se mig tage bussen ud til min kærestes kolonihave med varer, som jeg af god vilje ville have gjort. Hvem opdagede mon, at jeg havde haft tanken? Kun de naboer, der så mig gå ud og derefter tilbage, må have undret sig, og tænkt jeg havde en plan. Så skulle jeg sådan helt heroisk sende en sms til min kæreste senere på aftenen, og skrive at jeg havde fyldt hans køleskab op, taget hans snavsede vasketøj, så jeg kunne vaske det i morgen, samt givet kattene mad, som de egentlig helst får så sent på dagen. Jeg kunne have været en engel, men var kun et menneske. Og pludselig var det nærmest at tage sig af mig selv, få ryddet op herhjemme, spist de boller selv, som jeg ville have givet ham. Og igen – som jeg følte i morges, var jeg et dårligt menneske. Eller jeg kunne i hvert fald have været bedre. Jeg så muligheden for det gode, men greb den ikke. Måske ville jeg have været ”for god af mig”. Det ville måske helt have været en ”ofring” af mig at tage derud. Det ville måske have ”kostet” mig noget. Det var lettere at sige til sig selv, at man ikke kunne ”se det for sig”. Jeg kunne ikke se det for mig, at jeg skulle sidde i den bus ud til Søren Frichsvej. Ikke lige i aften. Det var ikke, at det gav regn, eller at der ville være ballade på gaden på sådan en lørdag aften, eller at jeg havde for kedeligt tøj på, så jeg ville have været for sårbar. Jeg kunne bare ikke ”se det for mig”. Jeg kiggede på fremtiden, og så mig ikke sidde i en bus, eller gå hen ad Søren Frichsvej. Det var ikke min vej. En andens måske. I aften skulle jeg nemlig skrive et blog – indlæg, kan jeg så regne ud, nu hvor jeg er i gang. Det var det, aftenen skulle gå med. Og gå gladelig med. Så skulle jeg gøre kærlighedsgerninger på skrift. Ikke hos købmanden, eller i kolonihaven, men lige her. Men hvordan stille så høje krav til sig selv. Måske kendte jeg ikke engang kærlighed. Hvem sagde, jeg havde oplevet den nogensinde. Kunne et menneske ikke være ”tabt”, og aldrig have mærket kærlighed? F.eks. jeg. Men jo, jeg kendte godt kærlighed. Også i at spise, og i at motionere, og ved at tale med min søster i telefonen om lidt, eller da min kæreste ringede tidligere på dagen og ønskede mig det bedste. Men hvem har ”det bedste”? Hvor er skatten gemt? Hvem kendte – mest til kærlighed? Det gjorde vel Jesus? Måske Jesus. Hvorfor ikke Jesus. Var han ikke kærlighedens mand. Talte han ikke netop – fra hjertet. Alle vi andre, vi prøver bare. Alle os er bare forsøg på. Eksempler på noget, men jo ikke det fulde eksemplar. Eller? Når jeg prøver at lege, jeg er Jesus, som jeg gør mange gange om dagen, da jeg engang havde en slags vision om, at jeg faktisk er ham, så kommer jeg til at græde over nogen i bussen. Jeg kan ikke græde højlydt eller hulke, det vil virke alt for mærkeligt, men der er plads til, at jeg får tårer i øjnene. Nå, hvorfor bliver jeg rørt over nogen i bussen?, tænker jeg så. Det gør ikke et menneske bedre, at det kan blive rørt over nogen i bussen. Det gør heller ikke et menneske dårligere. Det er et menneske, der bliver rørt, som vi taler om. Mig. En anden bliver måske rørt over mig, men det kan jeg bare ikke forestille mig. Jeg kender selvfølgelig kun min egen tåre, som ingen typisk ser, og jeg kender mig selv, som en der elsker, eller med – føler, eller får ondt af. Empati. En aften for nogle år siden, spurgte jeg den åndelige verden, eller bare ud i luften: ”Hvad er det særlige ved min familie?”, (den, jeg er vokset op i). ”Empati”, var svaret. Det var på et tidspunkt,  hvor jeg – på trods af at jeg var omkring 30 år – ikke vidste, hvad ordet ”empati” betød. Derfor stod jeg op af min seng og slog ordet op. Andre familier er måske gode til noget andet. Det gør ikke umiddelbart min familie bedre end andres. Men vi kan åbenbart sætte os ind i andre folks følelser. Perfekt! Det må være en god egenskab, tænkte jeg straks. Indtil jeg den dag i dag sidder og græder i bussen, så ved jeg ikke, hvor hensigtsmæssigt det er at med – føle. Men Herre, er det ikke det, vi er her for? Var Du her ikke for det, også? Du følte endda med dine bødler. Du favnede alle, og tog i nåde mod de fortabte. Samtidig med at du dømte hårdt og nådesløst. For du var dobbelt. Ikke som skizofren (tror jeg da ikke), men som både nåde og dom. En åben favn, og en kølig afvisning. For ikke alle rørte dig lige meget. Jeg taler om Jesus. Jeg prædiker ikke, jeg er ikke teolog, og jeg er ikke engang lærd. Men jeg bliver rørt over nogen i bussen. Det var, hvad jeg ku. Andre kunne være dem, jeg bliver rørt over. De mærker nok ikke mit blik eller min overøsen dem med ømhed. Men jeg kan ikke lade være. Og det kommer bag på mig hver gang, når det sker. Bare en mand går duknakket på gaden, falder mit blik naturligst på ham. Hvorfor ikke være hos den, der lider mest nød? Hvis en kom til skade i bussen eller på gaden, ville vi alle søge at hjælpe ham. Eller? Ville vi ikke – naturligst – søge mod den, der er i nød, og – hjælpe ham!? Det er en opfordring. Jeg synes, kærligheden er så overbevisende med sådan noget. Man kan vel ikke se stiltiende til noget ulykkeligt. Jeg spørger bare (og kender jo ikke svaret). Jeg er selv i nød, dag ud og dag ind. Beder alt for sjældent, og takker alt for lidt. Men alligevel synes jeg, jeg har noget, i min beholdning, et overskud, der rækker ud over min egen favn. Det er som om, jeg har noget ”tilovers”, som jeg kan dele ud af. En hel barm fuld af næring (selvom jeg er ret barm – fattig). Hvis en har noget, og en anden ikke har, vil man da ikke dele det, der er? Vil man hamstre for at få mest, dele ulige, søge det uretfærdige. Det tror jeg ikke. Jeg er et blik i bussen, der gerne vil trøste. Uden at kunne række personen min hånd, eller ae ham på skulderen, eller sige ham et ord. Jeg kan bare kigge, og øse. Du var der i dag. Bagefter busturen ”gik det ud over” en på gaden. Og hvorfor ikke. To nødstedte på én dag, kan man jo sagtens møde. Og igen i morgen, og dagen efter. Jeg var selv nødstedt. Jeg kiggede på mit spejlbillede i vinduet i bussen, men kunne intet se. Da jeg igen fik lejlighed til at kigge på mig selv, var det inde i et butiksvindue. Men jeg var der ikke. Selvom jeg gik lige forbi. Da jeg kom hjem, slog det mig, at jeg kun var der i medpassagerens øjne, ligesom han var i mine. Og at jeg havde betydning for hans færden videre. Og nu er du, Læser, mit spejl. Her, hvor jeg gjorde mig til kende, og bemærket, og fik orde. En dag siger du mig måske, hvad du så. 13.8.2011.