ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Der var ikke det ringeste i vejen. Maden smagte godt, lyset varmer, kærligheden trives. Derfor skriver jeg heller ikke noget blog – indlæg, på sådan en dag. Der skal ligesom være en anledning, noget at skrive om. Hvad hvis man er tom for stof, lige på den dag, man måske skal eksamineres. Og den dag er jo hver dag. Hver dag er en eksamen. Og ved dagens ende, når mine fødder ligger på langs i sengen, kan jeg enten strække dem ud for at nå lidt længere, i selvtilfredshed, eller krybe dem sammen i skamfuldhed. Bare jeg dog fyldte lidt mindre. Men ah, sikke jeg kan ligge her og fylde. Man kan se en situation fra to sider. Det kaldes ikke skizofreni eller ambivalens, eller et eller andet sygeligt. Det kaldes mangfoldighed. Må jeg ligge her og godte mig, tænke dagen er gået godt, være stolt af noget gjort? Vil Gud så tænke, jeg har bedt for lidt, enten om tilgivelse eller benådning. Eller vil han unde mig det bedste, som jeg ligger der selvtilfreds? Når jeg folder mine hænder går det ud på tre ting; 1. bøn om at blive tilgivet for noget, jeg har gjort (forkert). 2. Takkebøn over noget, der er blevet mig givet i dagens løb. 3. Bøn om noget, jeg gerne vil have støtte til i mit fremtidige liv. Disse tre aspekter af bønnen er altid med. Da er jeg enten ”dækket ind”, eller jeg føler, jeg har tjent et højere formål, eller hverken været ”for meget” eller ”for lidt”. Hvis dette overhovedet giver mening for andre.. Der var nogen (eller en), der engang mente, de bare kunne bede nok gange, da ville de komme i himmelen. Eller de var selvretfærdige og hævede sig over andre i deres syn på egen og andres værdi. Eller de lagde en mønt, måske en stor mønt, og troede, de så var bedre (mennesker) end hende, der kun lagde en lille mønt. Til trods for at den mønt var alt, hvad hun havde. Eller der var ham – som vi ikke har hørt om i Bibelen, der gjorde det hele. På én gang lagde han en stor mønt. Men samtidig lagde han en lille mønt, for dog at gøre noget rigtigt. Men så tog han den store mønt tilbage og brugte den på at købe slik (..). Ja hvorfor ikke. Mens vi andre lever i en tid, hvor man faktisk godt kan købe slik. Da håbede han i gammel tid at kunne købe slik. Da han ikke kunne bruge den store mønt til et godt formål (slikket), gemte han den i sin lomme. Helt til sin dødsdag. Altså det her – er opdigtet. Men da nogen så gennemgik hans klæder, da han skulle begraves fandt de denne mønt. Ubrugelig og forældet kunne den slet ikke længere bruges på markedet, den var gået til spilde. Så lagde man mønten på mandens grav, da han jo også havde krav på den, dog nu som død person. Og rigtigt nok havde han indgraveret noget særligt på netop denne mønt. Men det vidste kun han (selv). Vi andre gik og forestillede os, hvad det indgraverede kunne betyde. Men igen; vi leder det forkerte sted. Det er mandens hemmelighed, og ikke vores (,vel?). Og sådan havde jeg også den hemmelighed i dag, at jeg gik for at gå. Tog bare bussen ned i byen for at se, hvad der så skete. Så satte jeg turbo på min dag, foretog et skridt ud af huset, sagde min kæreste et farvel, katten kunne passe sig selv, om jeg havde den rette jakke på til foretagendet, og om jeg ville kunne formulere mig, der hvor jeg gerne ville udstille mine malerier, måtte tiden vise. Og tiden viser ligesom meget.. Tiden viste os, at lignelser kan (gen-) fortælles på uendeligt mange måder. Se bare i avisen eller i fjernsynet, eller lyt til de andre i bussen eller på gadehjørnet. Der bliver forkyndt overalt. Om ikke andet bare i et blik (!), som jeg f.eks. oplevede i dag. Det var som om, han havde et smil over læben, ham med øllen i hånden, der ved fodgængeroverfeltet. Ingen andre havde han tænkt sig at møde der. Ja knap nok mig ænsede han et blik. Men det var fordi, han gik lidt med skam. Og det skulle han slet ikke. Faktisk holder jeg personligt meget af alkoholikere og andre på samfundet rand, eller deres egen rand. På grænsen af et eller andet. Noget med, at de ved fandeme ikke, om i morgen kommer eller hvad. ”Kommer i morgen?”, ku de næsten spørge. Og vi andre kan jo ikke egentlig svare dem. For hvad ved vi egentlig mere end dem. End ham og de andre. Jeg er selv et udskud. På samfundet rand. ”Førtidspensionist”, bliver jeg kaldt. Det er fordi, noget skal man jo kalde mig. Og jeg siger det gladelig, hvor jeg kommer frem, at det er, hvad jeg er. Men folk misforstår mig ganske givet tit. Det er der bare ikke så meget at gøre ved. For det er netop min titel. Jeg hedder ikke ”Jesus”, eller ”morder”, eller ”sindslidende”. Jeg hedder ”førtidspensionist”. Det var, hvad jeg opnåede i livet. Bortset fra de somre, hvor jeg gik lidt amok uden medicin. Og den selvtillid, jeg nu har oparbejdet, til at tro, jeg igen kan få et barn og mestre moderskabet, samt søge ind på linjefag på lærerseminariet, som jeg netop har planer om. Hvad bilder hun sig ind?, kunne nogen anfægte. Kan hun egentlig tillade sig det. Har samfundet råd til sådan et sidespring. Et spring væk fra at være ”parkeret”, til igen at være ude at køre på vejen. Men jeg har råd. Ikke du, men jeg har. Ikke samfund og ”folket”, men jeg har selv råd. Og sørger vi ikke alle for vores egen økonomi? Det var ligesom Jesus, for dog at sammenligne mig med noget. Han var også lidt ude på et ”sidespor”. Nogle gange gik han flere hundrede kilometer, og brugte turen på en masse trættende ting. Men det var hans eget valg. Noget blev han givet, jeg mener; nogen kom hen til ham af sig selv, opildnede ham eller betroede ham noget, eller ville ham noget andet. Nogen gav ham noget, og andre tog noget fra ham. Men jo aldrig det allerhelligste. Man kan måske slet ikke nærme sig nogen, og så tage det allerhelligste fra dem. Alkoholikeren på vejen i dag skulle have haft sit smil for sig selv. Jeg skulle ikke have stjålet det og udstillet det her. Af alle steder – her. Flere skulle være ladt i fred. Men Jesus ville konfrontationen. To mand mod hinanden, bare med det talte ord, hvor andre mildt sagt ville have brugt et sværd eller en riffel. Da brugte han ordet. Og hans hånd førte helbredelser med sig. Det kan vi bare ikke i dag forstå. Jeg kan i hvert fald ikke. Men noget af hans hånd var måske Guds. Gud griber ind alle steder. I min bøn om aftenen, har han jo for længst gættet, hvad jeg vil sige. Mange billeder og afsnit fra tidligere tiders skrifter, kan vi bruge den dag i dag. Men aviserne er nye, morgendagen er ny, og i morgen er Jesus en anden, end den, han var. Vi må finde ham i et græsstrå, i et stykke kage, eller en berøring. Vi kan ikke blive ved at lede i Bibelen, vil jeg mene. Men hvad jeg mener.. Ku vi sidestille dette skrift med andre skrifter? Er dette som en artikel i Kristeligt Dagblad? Er dette en side i min personlige Dagbog? Er dette litteratur? Er dette overhovedet? Er det ikke bare opdigtet, noget som kan slettes i morgen, som man kan fortryde og rette i. Skal disse ord være endelige, definitive? Ja, i eget billede og vision, skal det. For mig. Om ikke andet skrev jeg for mig selv. Da var du sidestillet. Anden prioritet. Men hvordan udgive noget, man ikke ønsker nogen skal læse eller bemærke? På en blog. Jeg har misforstået det hele. Jeg troede det, man skrev på bloggen kun kunne læses af en selv. Har I virkelig læst alle de forrige blog – indlæg, som jeg har skrevet og udgivet?? Det er en stor fejl. Derfor er dette endnu en fejl. Men heldigvis kan fejl rettes eller justeres. Derfor skriver jeg disse ord til sidst: Spring over resten. 11-04-2012.

Jeg gik fra ferniseringen. Der var alt for megen erotik i lokalet. Da jeg kom udenfor lynede jeg min jakke, åndede ud, og gik. Det var ikke min violin (der var koncert ved ferniseringen), eller mig, der havde komponeret stykkerne, eller mig der havde malet billederne. I det hele taget var det vist mest dit projekt, min ven. Og heldigvis blev du der, fordi du er malerindens ven. Også min ven. Men hendes. Heldigvis var vi kun en, der gik. Dig og mig, Rie. Du er alligevel den bedste (i verden) til at gå. Fra steder, hvor du føler dig klemt. Men Jesus kunne ikke gå. Han måtte blive. Det havde været nemt at gå fra Jesus, inde til ferniseringen. Da ville jeg være gået ind i ”Løvens hule”, som vi kalder det herhjemme, og tænkt; her skal jeg ikke ligge. Og Jesus vil forstå, at jeg må gå. Og han ville tilgive mig alt, at jeg bare sådan forsvinder, uden at sige noget. Som på kunstakademiet, hvor jeg forlod undervisningen, uden at sige farvel eller ”vi ses” til nogen som helst. Jeg var nemlig i min ret. En anden dag (en helt anden dag) kan jeg beklage over for ”Lene” (som malerinden hedder), at jeg ”ikke kunne finde ud af at være der”. Men jeg gør endda ret i at tie stille. Hvem bestemmer, hvor jeg skal gå eller sidde? En skæbne er lagt ud. Jeg sad i netop den bus på vej hjem, for det var der, mine ben bar mig hen. Og så sølle var jeg, at jeg frøs, og ventede på en forsinket bus. Min bus. Jeg kunne også have grædt, eller lavet en scene foran galleriet, eller bedt min kæreste tage med mig hjem. Men det gjorde jeg ikke. Det var tørre tårer, for de var der såmænd. Det gik allerhøjest ud over hende ved stoppestedet, som også ventede forgæves. Så kunne hun se min jammer, og jeg kunne beklage hende min nød. Men det gjaldt ingenting, for jeg led ikke mere end hende. Der var Jesus også heldig, at andre omkring ham led samme død. Da var han dog ikke alene. I dag i kirken sang vi om at blive forladt. Det er vel, når nogen går fra én? Men jeg gik. Hellere gå som offer, den der taber, end trække en hel masse med i faldet. ”Jeg går bare selv”, er nærmest mit motto. Ingen skal røre mig eller hindre mig. Min sjæl er fri. Og vel blev jeg da såret. Og vel føler jeg mig udsat, og også en grad skyldig. Det er ikke ret pænt at gå fra et selskab, man er inviteret til. Uden at give nogen forklaring, tilmed. Jeg er da ligeglad, tænker jeg så. Det er, når min hårdhed og kynisme slår igennem. Men ingen længe ser jeg et barn på fortovet, eller jeg siger ”Tak for turen” til buschaufføren uden hun giver mig respons. Og da ved jeg, jeg igen er på kærlighedens vej. Hvad er så offeret? Offeret er den, der er i sin ret, men bliver gjort uret. Den, der er ren, og ikke kan rammes. Offer nr. 1 – Jesus, bliver gjort uren, og er igennem en masse smertelige ting, også rent fysisk. Men allerværst mister han sine nærmeste omkring sig. Ligesom de mister ham. De falder fra en efter en. Men i forvejen var han jo alene. Hele livet er han jo alene på færd. Derfor går han et sted hen og beder for sig selv. Ikke for andre, eller sammen i et fællesskab. Han går alene. For kun han selv og Faderen forstår dybden af hans smerte, som han ønsker forløsning for. Det er vel næsten som at føde et barn, det med at blive korsfæstet. Man giver sin krop hen til noget, af al sin kraft kæmper man med noget i sin krop. – Indtil det bliver forløst. Kroppen afgiver et barn, eller ved korsfæstelse opgiver det varmen i kroppen og dør. Man overgiver sig. Giver sig hen. Det gør så ondt, men ah nu er det ovre. Og se – et barn. Eller se – en opstandelse. Han er i sin ret til at dø. Bare for sig selv gennemleve sit liv, se enden på det, se kærligt på menneskerne omkring sig. Have overskud til at interessere sig for andres frelse. Jeg selv skar engang i mig selv. Jeg husker overhovedet ikke den fysiske smerte. Det handlede om noget andet. Bagefter gik jeg med ar efter ulykken. Ja, stadig gør jeg. Det værste (for Jesus) må have været at blive hånet, imens han skulle bære et tungt kors. Jeg smiler ikke over denne sætning, men tænker snarere, at han er menneskelig, der hvor han næsten ikke kan bære korset længere. Han er menneske af blod fra sine piskeslag, og tornekronen på hovedet. Og han er måske bange for døden, som de fleste vel egentlig er. Han siger det bare ikke. Kun til sig selv på Skærtorsdag, hvor han beder Gud om at ”lade denne kalk gå mig forbi”. Forgæves forsøger han at mildne det ulykkelige, der skal ske, men tappert går han sit endeligt i møde, da han ved, det er af det gode, eller tjener det højeste formål, og opfylder overleverede profetier. Men alle vi – herregud, her går vi 2000 år efter, og flager på halv i kirken. Hvem er vi her for? kunne man meget vel spørge hinanden om. Vi skal vel forstå, hvorfor Kristeligt Dagblad findes, og eftertanke.dk findes. Og hvorfor det teologiske fakultet findes. Men meget mere end det. Der gik en mand rundt hernede, altså. Han ser ikke meget anderledes ud end du og jeg. Og vi skal være en salme, der lindrer. Vi skal have ondt af det menneske, at det måtte igennem så meget. Han gjorde det også for sin egen skyld. For at vise sit ypperste, – også over for sig selv. Hvor bliver kærligheden størst? På en kongetrone, eller på et kors? Jeg hænger her på korset, og afventer det forventelige. Jeg vidste det også godt selv, at det måtte gå sådan. Med al den provokation, jeg viste verden. Jeg sagde den farvel på en radikal og voldsom måde. Fordi det er min metode.(Kunne han have sagt). For at give det ypperste billede på opofrelse. Hvis det er menneskets største gode, eller bedste egenskab, eller reneste handling. For at være et billede. Synliggøre, skabe sensation, røre. Vi husker ham ikke skrive nogle bøger, eller tage rundt og holde foredrag. Tænk; hans ord har haft sådan en slagkraft, at de endnu bliver husket. Det talte ord bevægede, hvor de nåede frem. Hans skikkelse bragte healing med sig. Hans trin var nogle gange sagte, andre gange grove. Vi taler i en terminologi. Men vi skal udenfor terminologien. Vi skal søge i alt det, han ikke sagde. Forestille os, hvad han i dag ville sige. Læse Skrifterne, men med forsigtighed. Vi skal frem til i dag. Han hænger på et kors nede i midtbyen. Jeg kan selv høre skarerne huje og skrige: ”Korsfæst ham”. Jeg ville ikke selv være dernede. Da ville jeg dømme ham, enten som forbryder eller det modsatte. Da skulle jeg dømme ham (og det vil jeg ikke). Jeg hører et skrig fra korset, helt herop hvor jeg bor. Det er fordi, hans smerte er så gennemborende, levende og virkelig. Han hænger virkeligt dernede, lige nu. Jeg gik fra ferniseringen. Jeg skal være glad for at jeg bare kan gå. Og i stedet for at høre to violiner, hørte jeg et skrig, jeg aldrig vil glemme. Derfor skulle jeg gå. For at blive klar over. Klar over vanviddet i det skete. Nogen står og råber ad ham! Helt ærligt. Kunne de ikke lige så stille have sagt: ”Vi synes, I skal korsfæste ham”. I stedet for at piske ham, kunne de måske have udgydt hans blod på en anden måde. Det er ikke et jamrende skrig, jeg hører fra midtbyen. Det er et skrig, der siger: ”Korsfæst mig, thi jeg har syndet”. Jeg har aldrig hørt netop det skrig før. Det er ikke hans, opdager jeg. Det er mit eget. Ved siden af hænger du, Læser. Og du siger netop til mig: Det er godt, at vi er sammen. Da er vi ikke alene. Og vi beder den samme bøn; denne dag skal I huske. Akkurat på samme tid, som en fra mængden siger: Vi vil huske denne dag. Da gik skriftstedet i opfyldelse; Hvorfor har du forladt mig?  06-04-2012.

Jeg er mere i kontakt med nogen, når jeg har tændt til internettet. Jeg er ligesom mere forbundet med nogen, verden om man vil. Jeg kan nærmest føre min hånd, række ud efter et medmenneske, – og ramme det, her ved computeren. Pseudo – kontakt, ville nogen måske kalde det. Man kan endda skrive på Facebook og i løbet af få sekunder komme i forbindelse med et andet menneske. Var det alle de år værd, hvor man ikke kunne? Jeg savner måske et menneske, der står mig nært. Tænker derfor på dette menneske, – er derved i kontakt med det. – Eller? Skulle en tanke da ikke forbinde os, lige så meget som et kabel eller et internet? Jo, med én tanke, kan jeg nå dig. Til hver en tid. Nogle gange tager jeg mig i at tænke på de døde. Ikke sådan alle de døde på én gang, men en blandt de døde, som jeg måske engang har kendt. Så får jeg sådan en underlig fornemmelse af at blive luret eller set på af den døde. Det er faktisk ikke rart. Også selvom jeg agter dette menneske, eller denne afdøde sjæl, højt. Jeg bliver næsten helt blufærdig, fordi jeg tænker på en, der ikke længere er, og som jeg ikke længere kender (?). Hvad ville han have tænkt på mit liv, der bare fortsatte, hvor hans eget ophørte? Det kan vi ikke vide. Eller? Nogen fornemmer jo ting, som ikke er synlige for det blotte øje. Ja, alle får vi vel alverdens associationer, indfald, intuitive ideer og tanker. Som vi kan følge eller lade være. Som det, de er, indfald. Nogen af os drømmer om natten, hvad der rent faktisk i det virkelige liv kan komme til at ske. F.eks. fik jeg forleden ideen, at jeg kunne tage sol i et solcenter, fordi jeg altid har så hvide ben om sommeren (..). Så i dag var i et solcenter (selvfølgelig). Jeg har også haft tanken – og overbevisningen, at jeg i det vågne liv kunne tage en uddannelse mere. At jeg f.eks. ville kunne klare (eller håndtere – med baggrund i sindslidelse) at tage en læreruddannelse. Derfor – og kun derfor, på baggrund af den selvtillid, som jeg vågner med fra disse drømme, tager jeg i min egentlige, virkelige dag tiltag for at nå disse ideer, jeg får om natten. Det var også en sådan drøm, der i sin tid fik mig til at komponere melodier. Ret smart, eller effektivt, kunne man sige. Jeg skriver her om noget, man ikke kan tage at føle på. Man kan ikke række ud og mærke en drøm rent fysisk, som man kan række ud efter sin mus ved computeren. Det er gennemsigtige ting, der sker mig/os om natten. Nogle går i deres vågne tilstand rundt og får lignende hints og gode ideer. Det er vel at være vågen for den åndelige verden. På torsdag kan jeg gå i Teosofisk forening eller Levende Visdom, som det nu hedder, og være med i en skabende proces, deriblandt en meditation. – Men kan jeg? Hvorfra skulle jeg have lært at tage imod øjeblikkets åbenbaringer eller mirakler? Er jeg i stand til en sådan åbning? Selvom ingen har ”lært” mig det. Som barn sagde jeg til mine veninder, at jeg kunne ”se luften”. For jeg syntes, når jeg skærpede mit syn eller mit blik, at jeg kunne se energi vibrere i luften foran mig. Det kom jeg ikke rigtig videre med. Indtil jeg for omkring 12 år siden begyndte at se små lysglimt (a la stjerneskud) i luften, særligt når den åndelige verden ville støtte mig i noget, jeg i det øjeblik tænkte på. Efter dette glimt af lys i luften, kom(mer) der typisk et sort felt, i akkurat samme størrelse og format. Som for at sige mig, at de to størrelser ”følges ad”, eller udbedrer hinanden. Jeg ved, at omtalte jeg disse ting for en mand som ”Søren Hauge” fra Levende visdom, ville han kunne give mig en forklaring eller nogle ord med på vejen, som kunne støtte min egen forestilling. Hvor skal jeg (næsten) ellers vende mig hen, end til den åndelige verden? Mit liv tog i en periode den drejning, at jeg opsøgte diverse alternative behandlere. Det var i den tid, at jeg aflagde mit gamle – og noget deprimerende – livssyn, om at vi alle synder, er skyldige, og enten kommer i helvede eller Himmelen. Ved disse møder med håndlæsere, clairvoyanter, astrologer fik jeg pludselig øjnene op for, at der måske i højere grad er tale om, at vi er her på rejse, en rejse i lys faktisk. Nemlig at lyset sejrer, – hvad den vel også gør, hvis man tror på himmelen. Men dette lys reddede mig. Måske kunne man slet ikke tabe. Måske gik man aldrig galt, men var bare på vej, skridt for skridt, op ad bakke, og andre gange ned ad bakke. Måske var ikke eet skridt forgæves, ikke én tanke værdiløs. Det kunne alt sammen bruges (til noget). Vi var her ikke bare som eet menneske ud af millioner andre mennesker. Vi var her som dette menneske, med en ”underskrift forneden” (citat fra Lars’ salme ”Jeg er selv et billede”). Der var ikke nogen, der glemte os, bare fordi vi ikke gik ud af vores dør. Vi var kun én tanke fra Gud hele tiden. Og måske var Gud stolen vi sad i, eller tæppet, vi trak op over os. Måske var han en kop kaffe, eller et solstrejf. Måske var han ikke så langt væk. Jeg er her for at sige, at tankerne forbinder os øjeblikkeligt. Derfor er det også afgørende, at hvis man vil sit medmenneske det bedste, bør man støtte ham/hende, og ikke tænke overvejende negativt. Man bør opbygge hinanden. (jævnførende ”opbyggelige skrifter”, som disse blog – indlæg hører ind under) Jeg var her bestemt ikke for at bedrøve, eller trække ned. Hverken i stemningsleje eller humørmæssigt. Ej heller gøre mit medmenneske mindre værd, eller overhøre hans begejstring, eller overse hans iver. For også han er her på livets vej. Ikke mere end eet skridt fra mig. Jeg rækker måske ud efter ham, – og når ham. Ligesom med computeren, har jeg kontakt, rent fysisk. Jeg kan mærke ham. I bussen strejfer jeg den og den. Det gør mig ingenting, bare vi passer på hinanden, at vi ikke vælter oveni hinanden, og kommer sikkert frem til vores bestemmelsessted. På vores alles rejse sammen. At praktisere venlighed, er det ypperste mål, jeg ser for mig lige for tiden. Jeg kan godt være lidt arrogant og kølig i min statur eller fremståen, men siger jeg til hende i genbrugsbutikken, at ”her er så rart i Jeres butik”, så går man ikke fejl. Nærmere det modsatte. Man når i havn. Al den kærlighed, man går med, uudtalt, får pludselig ”ben at gå på”. Ude i verden har man nu signaleret, at man gerne vil den verden. Ja, mere end det, verden glæder én. Ikke blot mærker man velværen indvendigt, men man giver den udvendigt udtryk. Man vender sit inderste udad. Som også kunstnere gør. Som en blomst, der folder sig ud. For mig at se er vi blomster, der er ved at folde sig ud. Jeg kender ikke dig, min Læser, men jeg tænker tit på dig. Derfor holder jeg dig i mit hjerte. Mere fordi det gør mig godt. Hvis du ikke ønsker den plads for dig selv, kan du blive en sten i min sko. Hvis du slet ikke ønsker et møde eller en kontakt, kan du undgå at læse mit næste blog – indlæg. Dette har du nemlig nu læst (..). Jeg vil tænke på, hvordan dit blog – indlæg ville se ud. Og en dag vil du måske sige mig, om jeg som din læser er en sten i din sko, eller en spire til udfoldelse. Jeg ved godt, hvad jeg helst ville være (for dig), men mere bestemmer jeg ikke, end at sige dig Tak her og nu, fordi du gav mig plads til at skrive disse ord. Jeg kysser derfor min skærm. 27.03.2012.

Jeg skriver, altså er jeg. Rødbederne koger ude i køkkenet, katten er udenfor. Kæresten på arbejde. Min stol mangler mig, her. De koger af sig selv. Jeg skal bare skrue på en lille knap på komfuret, så har jeg sat en masse i gang. Er vi er her for føde noget? Forleden var jeg i et selskab, hvor jeg havde lyst til at spørge min sidemand om alt muligt, det ene og det andet, i eet væk. Det ville have været direkte upassende at gøre det, men jeg havde lyst. Ikke fordi netop dette medmenneske var ekstra spændende, men fordi jeg er nysgerrig af væsen. Jeg tænkte bagefter festen, at jeg var igangsætter. Jeg spurgte om noget, og så talte de andre videre, som om jeg havde ramt et emne, folk interesserede sig for, eller naturligt havde en mening om. Hvad gjorde det mig til? En livgiver. Og det var så nemt, drevet af en ærlig og oprigtig vilje til at gøre godt omkring mig. De koger af sig selv, som jeg skrev lige før. Man sætter børn i verden, giver slip på dem, så de kan klare sig selv, ser dem løbe bort ud i verden, for at begå sig der på egen hånd. Man slipper dem – aldrig. Man lagde hånden på dem, da de gik; tag nu og husk, hvor du kommer fra. Husk, at jeg brødfødte dig, hjalp dig da du faldt som lille, skiftede din ble. Husk: jeg tog mig af dig. Som om rødbederne husker, jeg lige har sat dem over. Som om rødbederne ved, hvilken skæbne der venter dem. At jeg vil lave salat af dem. Som om et barn ved, hvad det går ind til. Hvis vi tror på det, kan det være, at barnets sjæl har siddet oppe i himlen, og valgt netop denne familie ud, fordi det på mange måder ville være ”fordelagtigt” at vokse op hos netop dem. Hvis reinkarnation er forgæves, så har vi ikke selv bestemt vort mål eller hensigt. Og vi har ingen vilje til at præge vores sjæls udvikling. Men er det sandt? Hvad enten vi tror (på reinkarnation) eller ej, så er vi her med et eller andet formål. Det må vi næsten gå ud fra. År, der kan synes forgæves, var det i virkeligheden ikke. Små bitte skridt, vi har taget, små valg vi har truffet, kan vise sig essentielle senere hen i livet, kender I måske. Og jeg er selv i mit liv klar over, at sætningen: ”Giv ikke op”, altid har stået mig nær. Det er nok derfor, jeg stadig er her. Du, kære læser, har din historie. Nogle gange ser man sit eget liv i andres liv. Eller sine egne ord i andres ord. Men man er jo ikke dem. Du fortæller måske din hovedpude hver aften, at den ligger dårligt for hovedet. Eller du fortæller morgenmaden, at ymeren er sur eller brødet er tørt. Men hvorfor give dem skylden? Jeg er selv meget vred på vinden, når den driller mig på cyklen. Jeg kan faktisk hænde ligefrem at hade vinden. Og hvad er vinden i sig selv? Hvad har den reelt gjort (mig)? Ting, man ikke kan lave om, skal man bare lade ligge. Jeg fører jo ikke vindens vej eller retning, eller bestemmer at den skal være kraftig eller svag. Om den endda selv har bestemt det, ved jeg ikke. Jeg havde bare bestemt mig for at cykle, og det blev i modvind, og jeg blev vred. Du (læser) siger måske til dig selv, at dit liv burde udgives som bog, eller give anledning til et teaterstykke eller en film, så spændende det føles. Indimellem bliver nogle livshistorier filmatiseret, og gengivet så mange kan få del i det levede liv. Har du tænkt dig at blive en film? Jeg tænkte som barn, at jeg skulle på musikkonservatoriet i Esbjerg. Stadig den dag i dag kan jeg nogle gange tænke, at jeg skulle være ”endt” i Esbjerg, i stedet for Århus, hvor jeg bor. Det er ikke at være sin skæbne tro, eller have sit mål for øje. Det er flugt, og tidspilde. Flere ting kan man gøre i løbet af en dag, som ikke rigtig synes meningsfulde. Men du skulle have vendt dig om. Se – der var livet! Lige bag dig, hvis du havde vendt dig om. Plagfuldt. At fortryde sine skridt. F.eks. i dag er bussen to gange kørt lige foran mig. Så nåede jeg at poste et brev, og dem, jeg siden fulgtes med – i den næste bus – var dejligt selskab. Men i det øjeblik, jeg føler svigt, nærmest af Gud, da bøjer jeg mit hoved. Tænk, at dette skulle overgå mig. Og hvis en så lille forhindring i min hverdag slår mig ud, hvad siger det da om min udholdenhed? I det øjeblik føler jeg, Gud giver mig modstand at føle. Jeg må have gjort noget forkert, tænker jeg. Bedt for lidt, spist for meget, tænkt for syndigt. Men bussen er kørt. Den kommer ikke tilbage og henter mig, fordi den måske fortryder at være kørt. Næh, skæbnen tager lige et sving. Mig, der går hen ad en anden vej, end forventet, for at poste et brev. Hvem mon jeg møder på denne anden vej, et smilende medmenneske? Det er også lige meget. At lave en film om en, der går hen og poster et brev.., ja mere er jeg ikke (selv) gjort af. Du (læser) kunne skrive et blog – indlæg. I stedet for at læse mit (blog – indlæg), kunne du selv skrive et. Mine ord har jeg valgt til dig. Selvom jeg ikke kender dig. Mine ord om rødbeder, livgiven, modstand. Du giver mig en slutbemærkning. En sætning, du ville have skrevet, hvis du var blogger, eller skrev herinde. Sætningen, der hedder: “Bliv hos mig til siden er fyldt ud med blæk.” Det var dit ønske til din læser. Og min egen slutbemærkning hedder: “Jeg blev”. 20-03-2012.

Jeg har tænkt, jeg kendte Jesus. Eller forstod ham. Næsten virkede som ham. Men det gør jeg slet ikke. Lige meget hvor meget og hvor længe, jeg læser om ham, er han stadig en gåde. Det var som om, han sagde det modsatte af, hvad hans omgivelser forventede af ham. Ja provokerende var han vel. Det var som om, han vovede skridtet længere end os andre. Gik, hvor ingen før havde gået, med en blanding af fred over sit ansigt, og uvejr indeni. Hvad ville han os? Han viste os nåde og krig. Uret og ret. Han viste os en stille kamp, som kun han kendte enden af. Nederlaget over for den største sejr. Vi næsten nogensinde har været vidne til. For vi var vel vidner? Det kunne vel have været os, der levede dernede dengang, op af denne hærfører eller fredsfyrste, som på én gang kom med lindring og uro. Jeg kendte ham ikke. Derfor læser jeg om ham for at komme til at kende ham bedre. Jeg var der ikke. Det var ikke mig, han helbredte, eller rullede en rød løber ud for, skænkede kærlighed eller fred. Det var dig. Sikken du fortjente en god behandling. Hvor nemt var det ikke at gøre godt for dig, som du trængte. Jeg sad ikke oppe i et træ. Jeg lå ikke på en båre, lammet. Og jeg gik ikke med en krukke for at hente vand. Jeg var hverken mand eller kvinde, barn eller tolder. Ikke noget som helst. Jeg var højst et blad. Og det har jeg altid ønsket mig at være. Jeg var det blad. Der faldt tæt op af dit træ. Jeg var højst frugterne af dit arbejde. Belønningen ved enden af en dag. En dag, man ikke kendte hverken skyldig eller uskyldig, brugt eller ødslet bort. Men Herre, jo ikke mere end det. Jeg var ikke vidne til mirakler, og jeg fulgte ikke i dit fodspor. Jeg gik hverken fra dig eller imod dig. Og jeg spiste ikke dit ”kød” eller drak dit ”blod”, for jeg var ikke gjort af kød eller blod. Jeg hentede derimod næring fra en træstamme, fra muldjorden underneden, fra undergrunden. Der kom ikke nogen due flyvende ned over mig, da jeg blev døbt. Og ingen så mine hvide klæder, da jeg var opstanden. For det var jo Dig. Jeg er blot et menneske, der lever omtrent 2000 år efter Dig. Og godt nok havde Grundtvig en teori om, at Jesus ville komme igen efter 2000 år, men alligevel. Jeg føler mig (kun) som et blad. Og læser om Jesus. Du lærer mig i en stille bøn at bede til dig. Jeg siger ikke, jeg får kraft fra en anden (end dig). Hvorfra skulle du ikke kende mig? Du kender Mig. Jeg falder tæt op af din stamme, når tiden er. Ligger på jorden herefter som en af dine frugter. Deri gjorde du mig både glad og ”nyttig”. Jeg ville gerne virke. Have en færd her på jorden, der gav afkom. Hvor muligt var. Læseren så dig dengang. Han sad i et træ, da Du gik forbi ham og bad ham kravle ned. Han så dig også, da han lammet lå på en båre. Og han så dig, da han/hun hentede vand ved en brønd. Men alle, der dengang ikke så dig, kan gøre ligesom jeg, læse om dig. ”Få styr” på dig gennem læsning. Vi er alle som én. Vi er alle som sådan én, som dig. Vi ligner alle dig, og det må vi gerne fortælle rundt omkring. Vi er ikke ringeagtet, fordi vi ligger som et (dit) blad på jorden, eller ejer en formue, vi ikke kan skille os af med. Vi blev regnet (med). Vi var en betydning, også for Dig. For du gik vejen for os, der ventede dig. Men også så mange skridt, på sten, i sand, for de mange, der ikke ventede dig. Du overraskede, hvor du gik frem. Du sagde ting, folk ikke lige regnede med at høre. Og hvad skulle de næsten til sidst ”regne med” fra dig? Så uforudsigelig, som du var. Vi går omkring, som om, du ikke er her. Men du er her. I den bøn, vi ikke får udtalt, i den undskyldning, vi aldrig får givet, og i det ønske, vi har for at være bedre mennesker. Og du er – her. For vover jeg at sige, at hvor der bliver talt om dig, er du selv tilstede? Vover jeg at sige, at i hvert hjerterum, hvor der levnes plads til dig, udfylder du den plads? Vover jeg at sige, vi hver en af os kan gå i dine fodspor – i morgen!?Du valgte en fantastisk vej. Ingen kunne have udtænkt sådan et drama, hverken til film eller teater. Og du gik endda ”lyslevende i blandt os”, og var autentisk, levende fuldt ud til stede. Noget, der virkelig er sket. Og nu er det os, der er autentiske, nogen der virkelig er skete. Nu er vi til stede i blandt os, som du var. Vort mørke kan intet hindre. Vi går med bøjede hoveder, for vi frygter, hvad der gemmer sig om det næste hjørne, vi næsten ”beder om Tab”, som jeg engang sang. Men du indgyder tillid. I min læsning af dine skrifter, åbner du mig op. Og i min sindssyge er det nogle gange dig, jeg ”er”. Du må flere gange sige til mig, jeg skal gå med det selv. Men jeg kommer til at skrive om det i mine blog – indlæg. Det er fordi, din historie fascinerer mig. Men endnu mere, fordi jeg ved, min og vores historie interesserer dig. Jeg kender dig som ham i bussen, der spørger, hvordan det går. Og som ham, der rejser sig fra sit sæde, for at overlade pladsen til en anden. Men jeg kender dig også som ham, der skubber til sine medmennesker, hvis du er din ret. Du kæmper nok for retfærdighed overalt, hvor du går. Men hvorfra skulle jeg vide, hvor du går? Og hvordan du dømmer retfærdige over for uretfærdige? Hvorfor er du ikke som katten på min seng, som jeg ved, hvor helst skal aes. Hvorfor kender jeg ikke din livret, så jeg ved, hvad jeg skal byde dig på, når du kommer forbi? Hvorfra skulle jeg vide, det var dig, der stod udenfor min dør? Men du er så jovial; du ville råbe: ”Hey, det er Jesus, der banker!”. Og jeg ville råbe: ”Jamen, du banker også så sikkert og markant, at jeg kan høre, det er dig.” ”Ingen andre ville banke som en melodi”, råber jeg videre. Han siger, da han kommer ind ad min dør: ”Her har katten det godt”. Og katten siger helt overraskende noget tilbage, men det lyder som et miaw, jeg før har hørt, og jeg forstår ikke dets betydning. Men det gør Du. Og indtil nu ved jeg stadig ikke, hvad katten sagde dig. Det går du og gemmer på. Og indtil videre gemmer jeg også på noget. Det er, hvad katten ikke sagde. 09-03-2012.

Den hvide side foran mig. Som sædvanligt ord, der vil ud. Ligesom musikken flyder i mit hoved, for at være et sted. Et sted at høre til. Ligesom noden på mit papir ikke ville stå der, og ligesom katten, der ikke vil holdes inde. Noget, der ikke kan tæmmes. Livskraft. Katten vil ud og sloges. Den ved, den møder fjender på sin vej. Men hellere det end ligge på sofaen i dvale, og lave ingenting. Jeg selv finder min plads på motionscyklen. Der hører jeg ligesom til her til aften. Og jeg sad såmænd så godt der. Svedens styrke siger mig noget om årstiden, og selvfølgelig temperaturen herinde. Men flere ting siger mig noget om årstiden. Planter i haven, som jeg ikke ved, hvad hedder. Men de rager mig da alligevel, selvom jeg ikke kender deres navne. Hvorfor skulle de ikke høre min have til, som de står der? De har valgt netop min have at vokse op i. Og jeg passer på dem. Nogle ting holder man tæt ind til kroppen, som katten når den er hårdt medtaget. Så vil man give tryghed videre. Af alle ting: tryghed. Kom og læg dig blødt i min favn, mærk du er mig nær, eller jeg er dig nær. Af alle er jeg dig nær. Sov du roligt videre her på sofaen ved siden af mig, for du trænger. I flere dage har jeg haft ondt af katten. Det betyder, at man på egen krop føler med et andet individ. Fordi det rører én. Man får kontakt, medfølelse, indlever. Sætter sig i dets sted. Som havde man selv lige været ude i vildmarken og kæmpe for dagens føde. Men min plads var ved computeren. Ikke ved klaveret (som jeg lige efterprøvede), og ikke foran fjernsynet (også prøvet). Nej – her. Ikke for at sige noget bestemt, eller jeg ved det sådan set ikke. Jeg kunne bare lægge mig blidt op af ordene fra mit sidste blog – indlæg, som for at vise, at der er sammenhæng i mit liv. Hvorfor vise sammenhæng? Jo, det er så beroligende at finde mening. Tage en tråd op fra tidligere, og arbejde videre på den. Spinde videre, så at sige. Det er så meningsfuldt, når man har særlige ord, man holder af, som man kan gentage i det uendelige, uden at blive træt af dem. For de hører én til. Ligefrem tager man ord til sig som sine egne. Uden man dog af den grund har patent på dem, selvfølgelig. Men et eller andet skulle jo indkredse mig i aften. Og disse ord er et middel. Da kender jeg mig selv lidt bedre, for i aften var det disse ord, der kom fra min hånd. Ud i cyberspace. Til ukendt land. Jeg søsatte dem. Også som floskler, og noget andre før havde sagt. I minutter havde jeg dem tæt hos mig. Jeg bandt dem sammen til sætninger. Endda sætninger, der var læselige, og kunne forstås. Ikke som påfund eller fikse ideer, næh som sammenhængende budskaber. For jeg ville vel noget? Jeg ville dig intet. I hele verden skriver jeg dette for min egen skyld. Ikke så meget læserens. Kan det overhovedet retfærdiggøres? Når man publicerer det skrevne, tænker jeg. Var det så lige meget, om det skrevne blev liggende i skuffen, eller gjaldt det noget, at jeg offentliggjorde det. Det gjaldt noget. Du (læser) er måske træt. Du har måske endda den mening, at det burde være blevet i skuffen. Og du fortryder, at du begyndte at læse disse miserable livsskildringer. For hvad vedkom de dig? Næh, ”synder du skal af din nød”, som jeg engang sang i en salme (med tekst af Lars). På én gang er man skyldig, men samtidig trænger man til frelse. På én gang fortabt, men alligevel fundet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg indskød den sætning. Behøver jeg forklare, redegøre? Kunne man ikke forsvare sit udspil, sit indlæg, som et forsøg? Må man ikke gerne prøve sig frem? Jeg har altid været fortaler for forsøgene. De spæde skridt hen imod målet, hvis der er et. De melodier, der ikke var af højeste kvalitet, kom alligevel med i en udgivelse, da den ene melodi ledte til den næste, hvor så den næste melodi var af høj kvalitet, på grund af det forrige fejlskud. Men hvorfor skildre processen? Hvorfor ikke beskrive målet, der hvor man sejrede, eller lykkedes bedst. Hvad skal gråvejr, timer i resignation, venten, sige os? Der er jo væren i det også. Og jeg skal ikke belære læseren (dig) om, hvor det er bedst at være; i regnvejr eller tørvejr. Sol eller skygge. Jeg skal om noget slet ikke belære. Mit ærinde.. må for alt i verden gerne være lille og ydmygt. Næsten ikke til at se. Andre dage tromler jeg folk ned, som jeg møder på min vej, for da har jeg karakter af drama og intensitet, og bølgerne går højt. Det skal næsten ingenting sige, det her. Bare en stille, svalende brise hen over dit ansigt. Ord, der bliver slået fast på tastaturet, på papiret, på blog – indlægget. Måske skulle de slet ikke have været der. Måske skulle jeg have hængt på et træ, som et blad. Helst dit blad. Så kunne jeg bare suge næring af dig, være en del af dig. Og ikke mig, som står særskilt her, som jeg gør. Bare jeg må være en sammenhæng. Være et blog – indlæg, der følger efter et andet. Glemmer man måske sit sidste skridt, inden man når sit mål? Gik jeg forgæves, var hvert tråd i motionscyklen ikke vigtigt i forhold til helheden? Kunne et led undværes? Når katten kommer ind, vil den da ikke summere op, at der var lidt af hvert på dens tur udenfor. Der var: kampe, afslapning, spænding, træthed. Er vi ikke ”lidt af hvert”? Må jeg være to ting på én gang. Have ambivalens, og mene én ting i dag, og en anden ting i morgen? Kan jeg ikke godt være foranderlig, som en ret? Hvem forventer, jeg er ”rolig”, eller ”sød”? Det kan jeg da ikke altid være. Bare disse to ting. Det siger da sig selv, at det ville begrænse mig. At jeg ville begræde min position, fordi der ingen udvikling finder sted. Man kunne af andre blive karakteriseret som: ”rar”, ”positiv”, ja alt muligt. (For) så var man da det. Men bag mit ansigt, og mine gode gerninger, er jeg måske en helt anden. Og hvem ser det? Det gør Gud. Og nogen gange gør hver mand det også. I kirken går man til alters, man tror kun, at Gud ser det. At man går derop for at møde Ham. Men ved siden af én sidder en kvinde, der græder, og til den anden side er der et barn, der forstyrrer nadveren i at nå rundt. Og mange mange ting kan gå ”galt” i ens møde med Gud. Men mit ønske om at være ydmyg her i det skrevne, lufter jeg for Gud, næsten ingen jeg påbegynder skrivningen. Det siger jeg så nu til Jer. Jeg gør mig skyldig i ydmyghed. Ikke at forveksle med ydmygelse, som der engang var en behandler, der påpegede forskellen af over for mig. Det hang ved mig, at jeg lagde mig ned, frem for at rejse mig op. Nu går jeg mere oprejst omkring i verden. Vi går i verden.. nogen af os skriver. Det er et erhverv, vi næsten har givet os selv. Ingen spørger i hvert fald mig, om jeg ikke skriver et blog – indlæg en aften. Det er mit eget påfund, suverænt. Andre vælger en aften med deres familie, venner, eller fjernsynet, måske alle tre ting. Jeg valgte – dette. Min kæreste kommer hjem til et stykke brød senere. En sms – udveksling gav mig et fremstød. Et anstød til at sige: nok er nok. Ikke flere ord. Jeg hviler mit hoved ved at skrive datoen (for i dag) her til sidst. For da går det hele op. I dag var i dag. Og jeg var her på bloggen. D. 4. marts 2012 gik for sig netop sådan her. Og et øjeblik var du her også. Tak for dit besøg. Kom igen en anden gang. Jeg vil da være bedre til at afslutte noget evigt.

Du er her. Verden er stille her i mit hjem. Ingen kan høre mit forfatterskab. Der er ikke rav i den, eller oprør undervejs. Vinden er mærkbar, men den går jo over. Bare folk, jeg gjorde ondt, kunne mærke sig det. Mit hidsige temperament, ja det ulmer lige så stille, men pludselig ”bang”, så afviser jeg folk. Var de tjent med det? Ja, jeg må som alle andre acceptere mine udbrud, hvad enten de kommer bag på mig og dem, det går ud over, eller ikke gør. Jo, jeg tænker nok, at mit medmenneske er bedst tjent med, hvis jeg er mild over for ham. Hvorfor tilstræber jeg mon altid mildhed, som om det nærmest er det højeste gode? Eller den ædleste følelse. Når bare man lægger sig som en vind op af hans ansigt (mit medmenneskes). Bare som en svalende aen hen over hans kind. Så han næsten ikke bemærker mig. Hvad så med min kontanthed og min ”jeg vil” – stemme? Jo, den undertrykker vi for nu, det er til det bedste. Når bare han går hjem og siger til sin kone, at hende ”Rie”, vel nok er  ”behagelig at være sammen med”. Så har jeg gjort mit arbejde ”godt”. Men hvem tordner her i verden, skal uvejr ikke også råde engang imellem? Der er følelser, som vrede, jalousi. Når man mærker dem rasere indvendigt, ønsker man sig nærmest et andet sted hen. – Medmindre man er sin ret. Medmindre man er blevet uretfærdigt behandlet, og ens argumenter bare står i kø for at blive udtalt, ud skældt over for den ”anklagede” eller skyldige. For når man bliver såret, er der vel en ”skyldner”, eller? I en to partsforhandling (uden jeg ved, hvad det vil sige) har den ene vel mere ret end den anden. Hvordan skulle man ellers kende en skyldig eller u – skyldig. Hvordan er vi ellers endt der, hvor nogen sidder indespærret, mens andre går frit omkring? Hvem opfinder retssystemet, ham der sidder inde, eller den der går frit udenfor? Hvem havde – ret – til at opfinde retssystemet? Hvem var ligesom den klogeste, da diskussionen gik højest, og noget skulle gøres, et tiltag for at opretholde retfærdighed. Men hvem sagde, at ham der sad inde, sad der med rette? Os, der har prøvet at skære i os selv (pga. selvmordsforsøg) blev spærret inde, for at blive beskyttet – mod os selv. Den, der lige nu sidder i et fængsel, kan have fred med sig selv, – ja være et ”frit” menneske, og vi kan ikke røre ham, eller krænke hans sjæl. Men en som jeg selv skal beskyttes – mod mig selv. Hvilket fængsel hører jeg da til? Os med psykiske problemer, kalder vi det i dag, vi kæmper mod kræfter i os selv. Omgivelserne kan ikke altid lide, hvad de ser af én. Og vi andre er bare med vore følelser, som de nu engang på det givne tidspunkt viser sig som. Hvem bestemmer sig for at være mild, hvis han ikke er det? Jo, jeg ville da gerne have været politiker, og blive interviewet i ”Deadline” (Nyhedsudsendelse på DR2). Så kunne jeg kloge den der, og mine venner på Facebook ville blive stolte af at kende en som mig, ”hende fra fjernsynet”. Jeg sad engang selv i fjernsynet. Det var endda en live – udsendelse. Men jeg håbede, folk ikke ville kunne huske indslaget bagefter. Jeg flovede mig. Jeg tænkte; jeg siger bare ja af forfængelighed. Så kan du blive set, Rie. Nede på arbejdet (i perioden, hvor jeg var i fleksjob) vil de tale om mig, og interessere sig for mig, nu hvor jeg kommer i fjernsynet. Ude i Danmark gav det genlyd. Var det et stunt for at få opmærksomhed? (Da jeg så indslaget – efter i flere år ikke at have villet, – klarede jeg mig fint, og var ikke længere flov over min indsats. Jeg kunne sådan set være yderst tilfreds). Jeg var i fjernsynet for at vise verden skrøbelighed. At man kan overleve på skrøbelighed. I mange år hadede jeg det udtryk, fordi min mor tit havde karakteriseret mig sådan, da jeg var ung. Som om, der ligesom skulle tages hensyn til mig. Det var derfor jeg ikke kunne klare at holde oplæg i gymnasiet, og floppede til eksamen. Det var pga. ”skrøbelighed”. Nu kan jeg godt lide det ord. Om mig eller andre. I stedet for at sige: ”Fandeme om det ikke rager mig med den her eksamen, jeg er da ligeglad med resultatet”, i stedet for det  – græd jeg. Hvorfor vælge gråden som udvej? Du, som sad i fængsel, og var glad, sejrede. Mens vi herude går rundt og græder over det mindste. Jeg er en undtagelse. Det er, fordi man tror, jeg indeholder mere smerte end de fleste. Det ligger ligesom frit aflæseligt i mit ansigts furer. Og hvis man kunne kigge med, når jeg drømmer om natten, ville de fleste undgå at sove. Det er dog en overdrivelse. Mine furer i ansigtet kommer af sig selv, med min alder. Det har ”naturlige årsager”. I det hele taget kunne livskriser, manier, psykoser, og hvad det alt sammen hedder, faktisk godt hænde at have haft ”naturlige årsager”. Men da skulle jeg have været bevidst om at slå ihjel? Pyha, retssystemet har heldigvis behandlet mig godt. Jeg skulle ”bare” gå til nogle samtaler jævnligt, noget jeg godt gad, eller fik udbytte af. Og jeg skulle spise medicin, noget medicin jeg ingen bivirkninger har af. Ja, tænk sig; det kan hænde, jeg er naturlig. Har naturlig vrede, naturlig drift til at spise og elske. Jeg kan hænde at være fri – i det fri. Mens ham bag fængselets mure, kun har et begrænset råderum. Mens han sjæl kan være fri. Og han kan danse inde i cellen, hvis den holder til det. Han kan smile, uden det koster ham noget. Og han kan endda – måske – læse blog indlæg fra fængselets computerrum, hvis et sådant findes. ”Nogen er mere skyldig end andre”, ville nogen sige/hævde. Værre forbrydelser skal straffes hårdere, ville det naturligste være at slutte. Men hvem ved, hvad hensigt og motiver, der ligger bag, andet end forbryderen. Og kan han/hun give fuldt ud udtryk for det i retten? Jeg har selv handlet utilgiveligt ude i det fri. Noget, jeg burde have været spærret inde for at gøre. Eller i hvert fald være sat i rette for at gøre. Men igen: mit motiv var rent. Jeg var ren i den væren at gøre ”forkert”. Jeg var klar over det selv. Og de andre gange, hvor jeg ikke var, men alligevel gjorde folk ondt, beklager jeg det. ”Men tilgiv mig, for jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde”. Men de gange, hvor jeg føler mig skyldig, er det ikke altid, at andre vil kende mig skyldig. Deri vokser min skyld langt ind i Himmelen! Helt ned til om jeg har aet katten nok, mens den og jeg var alene hjemme. Hvad så hvis jeg sad i fængsel? Hvad kan man – mens man afsoner en straf – yderligere gøre sig skyldig i? Synlige lovovertrædelser eller forbrydelser bør jo ikke finde sted sådan et sted. Men – usynlige? Hvis jeg hader fangevogteren f.eks. (Det hedder vel ”fængselsbetjent”..), siger til ham, han er ”et dårligt menneske”. Hvis – jeg (f.eks jeg) – inde fra min celle siger til betjenten udenfor, at han er skyldig i værre forbrydelser end jeg selv. Fordi jeg kan se, han ikke udøver kærlighed eller medmenneskelighed. Kan jeg da have ret i det? Ja, selvfølgelig. En dag bliver betjenten måske fængselet og havner i cellen ved siden af. Men meget usandsynligt er det sådan, det sker. For at ”skåne” betjenten arresterer man ham i stilhed, og sender ham i et roligt fængsel, og da slet ikke til det fængsel, hvor han har arbejdet selv. Vi er så gode. Nogen skåner vi, f.eks. i bussen på vej i storbyen. Man lader én gå før sig selv, mens man skubber til andre uden at undskylde. Man gør altså på de få minutter, en bustur tager, både gode gerninger og dårlige gerninger. Derfor kan vi ikke straffes for ”vrede”, eller ”opstemthed”. Derfor kan vi ikke gøre os Herre over, hvem vi skal følges med og møde i bussen. Og vi kan ikke – før busturen – ane, hvordan vi vil reagere inde i bussen. Vi kom med os selv. Er vi mest bange for os selv i hele verden, kan ingen andre jo gøre os (mere) ondt. Men de andre kan pludselig være med til at gøre os trygge ved os selv. At kende os selv (igen). At stå op ad et med – menneske, knytter os sammen med det menneske. Om han eller hun dufter eller lugter dårligt.. tjah. I en fængselscelle havde ingen bemærket det. Men i bussen er vi på en anden måde afhængige af hinanden. ”Sæt dig her i stedet for mig”, eller ”gå længere frem, der kommer flere passagerer på”. I dag flyttede jeg mig faktisk fra én, der lugtede dårligt. Det havde jeg det dårligt med. Hvorfor skulle jeg ikke inkludere ham? Hvad havde han gjort galt? I hele verden: Ingenting. Ingen alverdens ting. Kære medpassager; gå fra mig en anden gang. Gå fra mig, uden jeg lugter dårligt, eller siger noget grimt. Gå, fordi jeg tænkte grimt om dig. Du er i din ret. 28.02.2012.

Der er mennesker udenfor. Uden for mit vindue. De kan alle kigge ind. Jeg er ikke paranoid, det er bare sådan, min lejlighed vender. Jeg har engang følt for verden udenfor. Selvom jeg aldrig gik derud. Jeg føler ikke mere. Jeg føler for meget. Jeg er over – følsom. Psykisk uligevægtig, eller bare dramatisk anlagt. Jeg skaber katastrofer, flodbølger, og det danner videre ringe ud i verden, og konsekvenserne af mine ord ser jeg ikke komme. I dønningerne bagefter. Jeg er ligeglad. Ligeglad med dem ”udenfor”. Hvad rager de mig? Men en dag kommer der en og banker på min dør. Det er min næste, som står der. Hvad gør jeg (ved min næste)?? Hvem har lært mig, hvad man skal sige til sådan en. Så jeg siger selvfølgelig: ”Ja, kom bare indenfor”. Underforstået: Du vil mig nok det bedste. Men det er ikke, hvad du vil. Du vil mig for meget. Og jeg støder gæsten eller næsten fra mig, som han sidder der i min stue. Kan slet ikke ”tage ham ind”, ikke engang i venlighed være en god vært. Jeg vil bare, at han går. Han går derfor. Ud til de andre udenfor. Den næste banker på. Den næste næste. Han eller hun banker vildt hårdt. Jeg bliver helt panisk og forskrækket, for hvad vil katten ikke synes? Jeg åbner min dør. Den står på klem, mens jeg ser gæsten an. Jeg vil have mig et forhåndsindtryk, jeg denne gang kan stole på (hvis et sådant findes). Jeg kan mærke, min scanning af situationen, min situationsfornemmelse er helt røget. Jeg kan overhovedet ikke stole på mig selv. Jeg må regne med, Gud ligesom gør noget, eller styrer situationen, men i det mindste er det mig (selv), der enten må lukke næsten ind, eller lade vedkommende stå udenfor. Jeg ved ikke, om han tørster, har ondt, eller bare vil have noget varme i min stue. Jeg beder ham gå, da han har drukket et glas vand. Jeg ser, han går som en kvinde. Jeg ville ønske, han var kvinde. Som min mor og mig. For så kender jeg mig selv igen. Jeg banker vildt og hårdt på min dør, – indefra. Det er for, at nogen skal lukke mig ud. Jeg beder igennem vinduet i døren folkene derude om at se mig, og reagere. Men de står fortsat tavst. De vil alle helst, at jeg bliver indenfor. Hvor jeg (ligesom) hører til. Jeg kan ikke længere kende mig selv, fordi jeg troede, jeg hørte til blandt dem, og det gør jeg åbenbart slet ikke. De hører kun til hos mig. Jeg kan mærke, jeg savner min mor, i blandt mig. Hendes favn. Men jeg ser slet ikke, at hun står lige udenfor. At hun faktisk er en i næsten – gruppen. Hun ved heller ikke, hvilken dør, hun står udenfor, da alt omkring mig – selv mit hus – er en gåde, og meget svær at finde ud af (mildest talt). Hun spørger løs til højre og venstre, hvem der bor i huset. Ingen svarer hende. En siger: der bor en kvinde. En anden siger: der bor et par, der gerne vil have børn sammen. En tredje, – og den helt afgørende stemme her – siger: ”hun er from. Inderst inde er hun from. Helt engleblid og snefnug – hvid. Og meget meget alene”. Der er ingen, der siger fortælleren imod. Han fortæller bare historien, som den ser ud for ham. Han har kun oplevet husets beboer – altså mig, som bor der – som engleblid. Jeg kan høre ordet: ”Engleblid”. Jeg kan ganske svagt genkende udtrykket som noget, der kunne passe på mig. Men med fede understregninger, og tykke, lårtykke sorte bogstaver, har jeg på det seneste i stedet for svinet til. Gjort ondt, hvor jeg kunne komme til det. Det er ikke ”arvesynd”, og jeg er ikke ”et uvornt barn” (af mine forældre). Nej, jeg er: sammensat. Det er fordi, jeg synes, vrede står stærkt op af glæde. Bare at sige de to ord efter hinanden, klæder dem så godt hver især. ”Jeg har himmelrost dig og svinet dig til. Har jeg da gjort dig uret?”, som jeg engang i min dagbog spurgte. – Netop. Var det en – fejl, at jeg blev vred mod dig, mor, eller mod en anden? Hvis en bemærkning svier i et sår, eller fejler, så reagerer jeg prompte. Det gør hele mit følelsesregister. Er en mor i orden? Bare det at være en andens mor, er det i orden? Skal en mor legaliseres? Er hun bare automatisk i sin ret som mor? Kan en mor aldrig fratages at være mor? Jo. Men nok om det. Jeg smadrer min dør nu, så jeg kan nå ud til dem udenfor. De lægger et klæde over mine skuldre, for at varme mig. De er virkelig utroligt betænksomme. Tænk, der er ikke en af dem, der ikke vil mig det godt. Men jeg ser det pludselig: Der er kun mig tilbage. Der var kun en tilbage til at hade mig, og svine mig til, endda bag min ryg. Det var min egen stemme. Og den runger i hele bygningen. Jeg begynder at stå i døråbningen; så er jeg parat, hvis der skulle kommer gæster/næster, og hvis jeg selv behøver at komme udenfor. Jeg ved, at det er som at være svingdørs patient, ind og ud. Men hellere det, end udelukke hinanden. Jeg stod der som et bytte. Meget sårbar, klar til at blive skubbet og rusket i. Jeg gør det selv. Det er meget nemmere sådan. Når bare jeg har mig selv, behøver jeg ikke de andre. En dag står de der alle sammen. De hævder, de bor her. Jeg kigger på kontrakten, og sørme ja: de bor her. Jeg tager af sted ud i verden for at søge tilflugt der. Det sømmer sig. For alles bedste. Jeg forsvinder bare. Puf. Ingen hørte siden fra mig, men hvem har også spurgt? Ingen spurgte endda efter mig. Hvad skulle de da kalde mig, de søgte efter? De kunne hverken kalde mig: kvinde, sindslidende, mor. De kunne højst kalde mig: hende, der gør mest skade på sig selv. Men hvem ville overhovedet kalde på sådan en? Hvem har behov for en, der – af sig selv – forsvinder i mængden? Hvor skulle de lede, hvis ikke i mængden? De ledte, – nogen ledte. Det var mere, fordi jeg i farten var kommet til at efterlade nogle ting i lejligheden, som de jo overtog efter mig. Jeg havde glemt mine vanter. For helvede, min søster strikkede dem engang til mig, hvordan kunne jeg? Der blev ledt efter mig overalt, pga. de vanter. Folk tænkte: familien må betyde noget for hende, disse vanter er lavet af hendes søster, hun må have dem tilbage. Men efter års eftersøgning, gav de op, og de gav mine søster vanterne tilbage. Min søster ville hellere have set, at jeg gik med dem. Men nu blev det bare sådan, lidt anderledes. Et livsforløb, der i det hele taget var uforudsigeligt. Nogen havde engang skrevet, at jeg en dag ville vende tilbage til ”Trillegårdsvej”, hvor lejligheden lå. Men det var faktisk (bare) mig selv, der havde skrevet det. Og det bare i sjov. Så kunne folk stå der og vente – i årevis. Jeg havde i det hele taget lagt fælder ud, så ingen kunne gennemskue min livsbane. Hvor det bar hen ad. Det var for at skåne folk. Jeg lagde én fælde for mig selv: Jeg sagde: ”Rie, du hader dig dog mest, selv”. Det var fordi jeg altid havde tænkt, det måtte være det ypperste. For så havde man ligesom været omkring det. Alle de kritikpunkter, andre måtte have mod én, dem havde man allerede formet imod sig selv. Så andres dom var overflødig. Men det var en fælde. De andres dom gjaldte. Talte. De talte næsten imod hinanden, alt det folk kunne indvende mod mig. Jeg så engang alle de bøger, folk havde skrevet og smidt i skraldespanden i lejligheden. Side op og side ned. Jeg tog bøgerne op og renskrev dem. De lød sådan her tilsammen: ”Kære Rie. Du gør os ondt. Vil du ikke nok holde op?”. Nedenunder den linje, skrev jeg selv: ”Kære verden. Jeg gør dig ondt.” Jeg skulle aldrig have været hjemme, da I bankede på og kiggede ind ad mit vindue. Men nu var det for sent. To blog – indlæg for sent. 20.2.2012.

Jeg må på det yderste advare nogen om at have en mor. Det er helt forfærdeligt. Ønsk Jer aldrig det. Hun kan være: irriterende, grænseoverskridende, dominerende. Ja, alt muligt forfærdeligt. Men hvis du skal elske hende, som en eller anden engang sagde, man skulle, så øv dig hver dag. Du kan forestille dig, at en i bussen er hende. Og så behandle vedkommende med respekt. Hun har trods alt født dig. Ja, men sagde Jesus ikke, at familierelationer ikke var vigtigere end relationen til ethvert medmenneske. Hvorfor skulle jeg elske min mor højere en en veninde, bare fordi hun er min mor. Hun er et menneske, jeg må tage stilling til, men jo bare et medmenneske som ethvert andet. Min egen mor, – som jeg slet ikke endnu har omtalt, hun kan stikke med en bemærkning. Lige som jeg troede, der var fred på den front, stikker hun en bemærkning. En af den slags, der kan bide en i maven. Og sidde der længe og nage. Jeg skulle prøve at forstå hende, give hende en chance. Mere af høflighed. Det har siddet i mig i mange timer, at vi snakkede sammen i morges. Jeg beklagede mig til min kæreste, som viste forståelse. Jeg tænkte: hvordan klarer jeg selv rollen som mor, hvis jeg er præget af et så ”dårligt” mor/datter – forhold? Vil det ikke ”smitte” i min egen lille familie, – hvis jeg får en sådan. Hvordan skulle mit forbillede se ud? Jeg vil helst kigge på Jesus. Derfor låner jeg kun bøger om ham, og læser kun om ham, og hvad han kunne. Jeg vil helst ikke kigge på hende.. (min mor). Skal jeg? Byder nogen mig at ligefrem synes om hende? ”Bør” jeg, – i henhold til etik og andet, søge at forstå hende? Hvem byder mig at skulle forstå hende? Kan jeg ikke bare feje hende væk, som en af dem i mit liv, der hurtigst bringer mit pis i kog. På bare et eller to sekunder, når jeg bare hører hendes tonefald, bliver jeg dårlig i maven. Som en pine, der ikke kan blive forløst. Kære lille pige, ville nogen moralisere, ”hun gør jo sit bedste” som mor over for dig. Nej, det tror jeg faktisk ikke. Engang  – i en af mine Jesus – visioner, – hvor jeg altså selv er Jesus (..), så ”fik jeg at vide”, at min mor var (inkarneret som) figuren ”Martha” på Jesu tid, der gik ude i køkkenet og kaldte på Maria, der vist salvede Jesus’ fødder. Det passer perfekt! (på min mor) En, der helt misforstået vil mig det bedste. Men ad en sådan omvej, at det er en ugerning, snarere end velgerning. Kære, kære Mor. Jeg snakkede desværre med dig i telefonen i morges. Gid situationen var en anden. Du tyssede det bort, at jeg påtænkte at tale om min livshistorie i større sammenhænge, som en ide til et foredrag eller oplæg. Du tænkte, ”folk” ikke ville synes om det, jeg til et sådant foredrag, ville sige. Du mistroede mig. Du så ikke, min hensigt var ren, eller at jeg i hvert fald ikke skammede mig over min fortid, eller også var du ovre i tilhørerne til foredraget, satte dig i deres sted, og du tænkte, de alle havde det som dig; at det helst skulle tysses bort. Lægges væk. ”Du skal hellere koncentrere dig om dine digte, og om at male”. Du skal, siger du. Hvorfra har du myndighed til at råde mig??? Hvordan skulle du have intentioner på mine vegne, når jeg er voksen og 39 år, og i øvrigt har vist dig den tillid at fortælle lidt om mit nuværende liv, at det er vigtigt for mig for tiden at komme ud og ”sige noget”, som jeg kalder det. Jeg troede ikke, du længere ville frygte, hvad jeg indeholdt. – Men du frygter, hvad jeg indeholder. – Og det med rette. Jeg er et uvornt barn, der skal bankes på plads. I tiden, der er gået, har du ringet til diverse psykiatri – steder, for at tale min sag på dine egne vegne. Jeg ville ønske, du aldrig havde ringet. Hverken dengang eller nu. Jeg ville ønske, dit håndtryk ikke trak en til sig, som det gør. At du ville give mig fri. Og min søster fri. Vi kan godt. Kære forhutlede liv, som Gud har givet mig. Hvad skal det næsten ende med? Jeg tror, jeg bliver slået ihjel en dag, ja jeg kan lige så godt sige det. Men om jeg når et moderskab, et ægteskab, et andet skab af en slags inden da, ved jeg ikke. ”Jeg har været for provokerende”, siger jeg til min kæreste, som siger: ”Du skal da ikke dø”. Han har jo ikke læst alt, hvad jeg gennem årene har skrevet, og nu endda udgivet på min hjemmeside. Ingen kan jo vide.. Ingen kan jo på mit ydre vide, hvad jeg indadtil har indeholdt. Ingen kan jo vide.. Ingen kan jo vide, selv ikke jeg, hvad der skal ske. Forvarsler, forudsigelser, ting fra skrifterne, der skal gå i opfyldelse. Jamen, tror du selv på det?, spørger jeg dagligt mig selv. Mens jeg fortsætter mine studier i ”Bogen om Bibelen”, som nu efter et par dages læsning er mig yderst interessant. Du holdt på dit, ville nogen sige. Over for din mor, over for alle de andre. De skæve, de udsatte. Ja, hellig hellig hellig er jeg vel ikke. Kun i kirken om søndagen, når jeg synger salmer. Og jeg begiver mig ud i skrivningens kunst, fordi dette er til for at blive læst. Hvem du er derude (kære læser), om du nogensinde selv har haft en mor, og om hun også er irriterende, ligesom min er det, ved jeg jo ikke. Du kan måske engang sige mig det. Kære hellige liv, som Du har givet mig. Jeg er et medmenneske på gaden. Et liv blandt millioner. Venter en død, der skal komme, som alle andres død kommer over dem. Enten fordi det er ventet af dem, eller fordi Gud har bestemt det, eller de selv har bestemt det. Mig, lille mig. Jeg har haft bøvl med min mor gennem årtier. Bedt til at jeg aldrig selv blev lige sådan en mor. Det ville jeg ikke ønske for nogen. Mit ærinde var: Jesus. Bare at kende ham. Formidle ham. Hvorfor skulle mit billede af ham være mere rigtigt end andres. Men hvem spørger, spørger jeg så. Hvem har kaldt mit billede af Jesus for ”rigtigt”. Det var vist ord, du lagde i min mund, eller i mine fingre på tastaturet. Vi kom forbi denne store klode. Det sang jeg engang i en af mine sange. ”Jeg ville se, hvordan der var for mig”, sang jeg videre. Jeg kom her bare, forbi. Ligesom dig, og dig. I morgen er det dig, der skriver om Jesus, som om du kender ham. I dag var det bare – mig. I morgen læser jeg endnu mere om Ham. Og katten vil synes, jeg er kedelig, som jeg sidder der i stolen. Den kan jo ikke vide, hvad min bog handler om. Jeg siger nogle gange til den, at den skal passe sig selv. Også nu, hvor jeg sidder inde i værelset, mens den sidder inde i stuen, lader den mig være. Vi skal begge ”passe os selv”. Den giver mig lige nu fri til at skrive. Jeg troede, jeg skulle skrive digte om katten, som jeg gjorde i går, men i stedet skriver jeg dette. Ved mødet med min læser, hører jeg et suk. Læseren er træt. Han går til ro, med en bog. Jeg har skrevet bogen. Men jo ikke med hans vilje. Læseren læser en bog, jeg troede, det var den bog, som også jeg selv læste, fordi den må jo være mest spændende. Men nej, bogen læseren læser hedder: ”Forår”. Den handler om nyt liv, der lige skal til at begynde. Den handler bestemt ikke om død og langfredag, eller langlørdag. Det er fuglen, der har sunget den ind, bogen. Det er fuglen, der er forfatteren til bogen, du læser. Men kun jeg ved, at fuglen hedder: Fuglekonge. 15.2.2012.

Så gik man på Facebook, fordi man manglede selskab, eller at blive ”opdateret”. Bare så, at hvis man møder en, man kender, på gaden i morgen, så ved man, hvad han har fået at spise i dag (pga. Facebook), og så kan man snakke med om det, ligesom. Jeg vandrer frem og tilbage gennem stuen. Flere melodier er blevet til fra min hånd i det rum. Flere tårer har fundet vej ned ad min kind på den stol i stuen. Men Facebook.. Facebook er en hjælpende hånd, til den der falder. Bare så vi ikke falder så dybt. Man er sårbar over, hvad man får ”lagt ud”. Synes ens venner stadig om én. Giver de én en tommelfinger opad, eller skriver de noget kritisk. Deler man med resten af verden, hvor spændende ens liv er, synes resten af verden så også, at ens liv er spændende? Jeg står op ad én i bussen. Hvor skal vedkommende mon hen? Vedrører vedkommende overhovedet mig? I dag gik jeg i armod og underskud igennem ”Mølleparken” (i Århus). Så lånte jeg bogen: ”Bogen om Bibelen”, men da jeg siden læste i´den derhjemme, var der ikke meget at hente. Udover at jeg fandt ud af, hvornår ”Sokrates” og ”Platon” levede. Men Mølleparken var fin. Ingenting i vejen med den. Jeg var bare ikke fin. Jeg fik sådan helt uhørt skubbet til en i bussen. Ja både hende, jeg rejste mig fra på sædet, og hende der stod i vejen, da jeg skulle ud. Godt nok fik jeg sagt ”Undskyld”, men til hvem? Den ene kiggede skarpt på mig, som jeg stod der. – Og det er ikke paranoia. Hun betragtede min ring. Mest af alt min ring. Som om, ringen sagde det om mig, som hun tænkte om mig. Jeg tog ringen på i morges, fordi den passede til mit tøj. Er det ikke derfor, man pynter sig. Hvad skulle ringen ellers have af formål. End sige noget om ens udseende. Siger den også noget om det indre, denne ring? Jeg må have talt over mig der i bussen. Sagt skøre ting, ja set mærkelig ud, gået ud af den forkerte dør – hvilket man dog i busserne i Århus ikke længere kan.. Jeg har helt sikkert sagt til hende, der gloede, at jeg beklagede mit skub, og min iver for at nå døren ved Mølleparken, bare fordi jeg er nervøst anlagt, og var bange for at komme til at køre med til næste stop. Jeg var fraværende. Havde hele opmærksomheden på at komme af bussen, – for enhver pris. Men det har en pris.

Jeg har sagt til mig selv, at jeg har betalt min gæld til Gud her pr. 1. marts. (..) Jeg ved, det måske lyder mærkeligt, men deadlines og tidsfrister skal vi alle bruge. Jeg bruger denne dato d. 1. marts. Hvorfor ikke? Jo, Gud og jeg har en aftale. Efter alt, hvad min fortid har ”kostet mig”, har jeg om ikke så længe betalt tilbage, hvad jeg gjorde mig skyldig i. På linje med, at jeg er ved at betale min kassekredit tilbage, så den på et tidspunkt helt er forsvundet. Hvorfor gik jeg i den ene genbrugsbutik efter den anden – i årevis, når der lå tonsvis af tøj derhjemme. Endda tøj, jeg endnu ikke havde gået i. Hvis man er skyldig i indkøb, eller overforbrug, eller sjusk med økonomien, så skal man bare tænke på sin samvittighed. Man skader vel kun sig selv, ved at belåne sig. Men vel også omverdenen, som kan sigte én for uansvarlighed. Og katten kan kigge ondt på mig, bare jeg snupper en af dens rejer (..) Hvad kan da en hel verden ikke gøre mod én. Hvad hvis en hel verden dømte én.

Man gik og samlede gods. Man troede, man var gjort af et så godt stof, at man kun samlede gode ting ind til sin beholdning. Men man var fejlbarlig, syndig, mere egoistisk, end alle de andre tilsammen. Regnet sammen sådan rent statistisk, så var man jo ikke mere syndig, end så mange andre. Det var bare mere synligt, hvis man engang havde været straffet for noget (som jeg tilfældigvis har). For så stod der et sted, at man havde forbrudt sig. Jeg siger ikke, tilgivelsen er absolut, ej heller universel. Jeg siger, jeg er som alle andre, men jo ikke helt. Mange har aldrig siddet i en retssal. Og det er vel heller ikke ligefrem noget, man kan prale af at have oplevet. Det skulle da lige være en sen nattetime på et værtshus med den tiende øl i hånden. Fordi man er løssluppen, og deler ud med højre og venstre arm, som det passer. Sidemanden får et skub, så hans øl sjasker ud på hans skjorte. Jeg står med en kvinde på den anden side ved baren (for det er bedst sådan), og hende kigger jeg dybt ind i øjnene. Jeg tror, hun forstår mig, når jeg siger, jeg engang var i retten. Men Herregud, hun hører det for første gang. – Og måske ”ligner jeg slet ikke sådan een”, det siger hun faktisk ordret til mig. ”Det havde jeg ikke troet om dig”.

Men hvem tror om dig. Hvem tror om dig, at du er som du er. Skal jeg tage en spraglet trøje på, for at vise, at jeg er uddannet i maleri? Hvem skulle have hele signaleringen i sit ydre, for hvad han indadtil bærer på? Og hvem skal have den fulde sandhed om én? Hvem kan næsten tåle at høre den, fra et hvilket som helst menneske. Hvem ønsker at gå så dybt, at man helt bliver væk i den anden.

I skal høre en historie. Engang var der en kvinde. (Det er så mig). Og så levede hun lykkeligt til sine dages ende. (Der slutter historien (allerede)). Vi er ingen vinder, dig og mig, siger jeg til mig selv, hver dag. Men vi taber ikke stort, siger jeg så videre. Og hvem lader én vinde, efter så groft et nederlag. Alle ville have spået mig en fremtid på sindssygeafdelingen. – Og der var jeg. Men ingen spåede, at jeg rejste mig. – For det gjorde jeg? Jeg rejste mig fra sygelejet. Bare fordi jeg kunne. Ingen på gaden – jo, få – kunne anse mig for ikke at måtte gå der. Men jeg måtte reelt ikke. Bare jeg trådte udenfor en dør, følte jeg skyld. Men d. 1. marts er min gæld betalt tilbage. Det betyder, at jeg fra den dag kan leve frit og åbent. Jeg tror, man må sætte sig sådanne mål. Og hvad har det med tro eller Jesus at gøre, eller eftertanke om noget som helst. Jo, jeg måtte sætte mig ned i dag, på en bænk. Det var efter at have skubbet et par kvinder i bussen. Jeg måtte sande og sætte mig. Du gik for mig, du der på gaden. ”Gå du de skridt, jeg ikke selv kan tage”, sagde jeg nærmest. Derfor gælder det på Facebook ikke, at man bare skal skrive noget. Men de andre kan hænde at skrive det, man faktisk selv ville have skrevet. Ligesom mine ord kan dække over andres. Men det hænder, som i dag, at livet opnår mig. Det sker, at jeg rejser mig fra bænken, låner en bog om bibelen på biblioteket, får sat Mozart på herhjemme (selvom jeg var nervøs for, om katten brød sig om musikken). Det hænder, faktisk. Derfor må jeg tro på i morgen. Ikke fordi jeg har bedt tilstrækkeligt, eller været usædvanlig god og artig. Men fordi jeg tror. Jeg tror, jeg er et hæderligt menneske. For ellers ville jeg heller ikke have bemærket kvindens blik på mig og min ring i bussen. Jeg bemærkede min indvirkning på folk, der ude i verden. Jeg sagde næsten til hende (med blikket): Kig ikke længere, jeg er ikke det værd. Men hun blev bare ved. Min ring reddede mig fra at dø, er jeg sikker på. At dø på en uretfærdig præmis. Den, der hedder ”Foragt”. Foragt for hende, der skubber til mig i bussen. Men hvor tror du, kvinde, det stiller mig? (spørger jeg hende bagefter). Det stiller mig (jeg svarer selv) der, at jeg næste gang skubber til dig igen. Bare fordi du skal undres. Du skal spørge – igen: hvor har den kvinde sin ring fra, ser hun ikke, jeg ringeagter hendes væsen? Jeg svarer: ”Jeg har den fra min kæreste, det er fordi jeg kender en, der elsker mig”. Hun stirrer nedtrykt; Har hun også én, der elsker hende? Jeg tænker et øjeblik, men klart er det jo, at jeg gør. 08-02-2012.